Hamnet - Maggie O'Farrell

 

• Engelsk
• 22.-29. september
• 384 sider
• Originaltitel: Hamnet

Og så sluttede ferien og september måned med den absolut skønneste bog; faktisk så meget, at jeg henlagde den de sidste dage i Spanien for at læse den færdig hjemme i Danmark i ro og mag i sofaen. Det passede nemlig langt bedre til bogen stemning.

I 1596 render en lille dreng rundt for at lede efter sin mor, sin søster, sin farmor, sin farfar, tjenestepigen - hvem som helst! For hans tvillingesøster Judith er pludselig blevet syg, og hvor han ikke først var bekymret, så bliver han det virkelig, da han ser de sorte pestbylder på hendes krop. 

Den lille dreng er Hamnet - Shakespeares 11-årige søn; og huset er barndomshjemmet i Stratford, hvor Shakespeare voksede op og levede periodisk som voksen afbrudt af de lange perioder ved teatret i London.

Hamnets mor er Agnes (eller Anne som moderne historikere til tider kalder hende); og da hun endelig vender hjem, er Judith langt mere syg og ingen regner med, at hun overlever. Agnes er ældre end Shakespeare, og i tilbageglimt fortælles deres historie - Agnes regnedes for at være lidt af en heks; i hvert fald en spøjs kvinde, der kunne kurere sygdomme og måske også se ind i folks sjæl. Det var midten af det 16. århundrede og heksejagt var stadig en ting.

Agnes har altid set sin egen fremtid; og der stod to mennesker ved hendes dødsleje - ergo skal hun have to børn. Så hun forstår det ikke, da tvillingerne kommer efter den første datter Susanna.

Men nu ved hun hvorfor - Judith skal dø. Det giver mening nu.

Tvillingerne får dog vendt op og ned på skæbnen; det kan man jo ikke - men som tviliinger er de tætte. De skifter tøj og lægger sig tæt sammen i sengen; og som de tror de kan snyde Døden, så er det jo blot et tilfælde af virkelig tæt kontakt af bakterier. Pesten slipper Judith, men tager Hamnet.

Hele beskrivelsen af forløbet op til døden er nærmest i slow motion; med alle de tanker om, hvad der ville være sket hvos farmoderen havde kigget bedre på sønnen; hvis moderen var kommet tidligere hjem fra bistaderne. Det er så smukt beskrevet; og man føler virkelig det er urimeligt, at det skal ske - selvom det jo fra første side vides, at Hamnet vil dø.

Man tænker måske ikke umiddelbart, at et dødt barn var så stor en sorg i den tid. Ikke desto mindre er begge forældre ødelagte; men som forældre, mennesker og individer håndterer man sorg forskelligt.

Skrev Shakespeare senere sit stykke Hamlet med spøgelset som en sorgbearbejdelse og til ære for sønnen? Det er Maggie O'Farrells opfattelse; mens andre mener, at Hamlet udelukkende er knyttet til legenden om Amleth, som beskrevet af Saxo i hans krønike fra middelalderen.

Det er jo umuligt at vide i dag; og den ene forklaring kan være lige så god som den anden. Faktum er, at navnet Hamnet og Hamlet i det 16. århundrede var et og det samme - som vi i dag vel bruger Michael og Mikael; eller Jacob og Jakob.

O'Farrell bruger derfor idéen til at beskrive hele tiden efter døden, som fylder knap den anden halvdel af romanen; kampen for forældrene til at forstå deres tab men også finde hinanden igen. Shakespeare - i O'Farrells ord - holder sig langt væk i London. Det er for smertefuldt at komme hjem. Rent lavpraktisk var det dog også i London, at pengene skulle tjenes - og Anne flyttede aldrig med ham dertil.

Så som med alle historiske romaner, må der være en anden fortolkning mulig for forfatteren. Det gør ikke hendes historie mindre rørende og universelt relevant for alle, som har mistet - men især forældre, der har mistet et barn. Den er intens, smuk og stemningsfyldt - varm anbefaling til at læse den (helst på engelsk!)

Friend Request - Laura Marshall

 

• Engelsk
• 18.-20. september
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er relativt langt mellem krimierne hos mig; og så er det mere den gammeldags stil med en whodunnit end thrillers. Men denne fandt jeg i det hus, vi havde lejet - og krimier er jo som regel god ferielæsning.

Louise er fraskilt og deler sønnen med eksmanden. Hun er selvstændig og lever et stille liv; hun har altid forsøgt at holde sin sti ren og en lav profil. Nu er hun i starten af 40'erne, og bedst som hun trives i dette forudsigelige liv får hun en venneanmodning på Facebook. Problemet er blot, at den person, der har sendt den, efter alt at dømme er død for 25 år siden.

Louise begynder nu at kontakte andre fra den skoletid, hun helst ikke vil tænke tilbage på. Efter en lidt nørdet barndom skiftede hun nemlig pludselig omgangskreds som teenager, og vendte ryggen til de gamle venner. Men hun var heller ikke den valgte leder i den den anden af pigegrupperne; og for at blive accepteret går hun med til nogle ting, hun faktisk ikke har det godt med. Blandt andet at mobbe den nye pige i klassen, Maria, og putte stoffer i hendes sodavand ved et skolebal. Efter den nat så ingen Maria og alle antager, at hun faldt ud over en klippe og døde. 

Men nu vil hun være venner med Louise!

Louise får kontakt til flere af dem fra skoletiden; dem, der er enige om, at det stadig skal holdes hemmeligt - de har dækket over hinanden i 25 år. Og dem, som var venner med Maria og også blev mobbet. Det tvinger Louise til at anerkende den rolle hun havde i mobningen - ikke nemt nu, hvor hun selv er mor og sårbar. 

Samtidig fortsætter beskederne på Facebook, som tiden nærmer sig jubilæet, hvor "Maria" vil dukke op.

Men Louises karakter står ikke helt stærkt nok, eftersom forfatteren ønsker en løftet pegefinger i forhold til mobning. Hun vil gerne forbedre sig - men kun, hvis det ikke sætter hende i fokus. Det er for nemt! Hun tager aldrig noget ansvar som menneske. Det er måske også for meget forlangt af en thriller; men man kan jo stadig godt bygge gode personer op?

Plottet er langt mere banalt end man regner med; og mod slutningen har man for længst regnet det ud - hvilket er årsagen til, at jeg læser så få thrillers.

Mit år med ro og hvile - Ottessa Moshfegh

 

• Engelsk
• 13.-17. september
• 304 sider
• Originaltitel: My Year of Rest and Relaxation

"Bogen alle taler om" - sådan hed det både i anmeldelser og i diverse boghandlere forrige år. Måske derfor købte jeg den ikke med det samme; måske fordi forsiden forekom mig lidt for poppet morsom.

Men et par dage inden ferien startede, tænkte jeg, at den måske var perfekt til min måned med ro og hvile - jeg havde otte dage helt alene til at starte med, og der bestilte jeg ikke andet end at slappe af og læse.

Men de to sidste uger var jeg ikke alene, og det ses tydeligt af min læseaktivitet - men en anden faktor var, at jeg ikke på samme måde blev fænget af denne roman.

Hovedpersonen fottæller historien i første person, og vi får aldrig hendes navn at vide. Ud fra hendes egne ord - og fra "veninden" Revas ved vi dog, at hun er ung, smuk, åleslank men måske ikke superintelligent. Eller også er hun bare doven!

Hun er i hvert fald på kanten af en kæmpe depression, da hun ender med at opsige sit job i et kunstgalleri for at sove tiden væk. Inden da har hun allerede en lang historie af medicinmisbrug, og den måske morsomste del af det hele er netop møderne med psykologen. Man kan blive i tvivl om denne psykolog har en licens; i hvert fald udskriver hun alverdens medicin uden at hævet et bryn, og erindrer intet om sine patienter. Vores hovedperson lyver konsekvent for hende, og får blot mere medicin.

Veninden Reva er heller ikke særligt psykisk stabil, men prøver dog at hive hende ud af lejligheden og bekymrer sig for denne udvikling. Men vores hovedperson opfører sig ganske egoistisk overfor hende; næppe en ven ville jeg mene. Hun er i det hele taget et frastødende menneske; selvom man nok skal tolke det hele som et tidsbillede for slut-1990'ernes yuppiedekadence.

Jeg kom godt i gang, og kunne godt lide satiren - men så kører det rundt i det samme og det samme, og der sker ikke noget med hverken personer eller historie. Det hele afsluttes med, at hovedpersonen efter at have været i en komatøs medicinrus i flere måneder, vågner op, stopper al medicin - og så sker 11. september. Men hun har det nu helt fint!

Det er for det første urealistisk; for det andet siger det igen usigeligt meget om personen, som ikke lader sig påvirke af 9/11, hvor blandt andet veninden dør - udover at en sådan kold tyrker slet ikke kan fungere.

Igen - jeg tager det nok for bogstaveligt; men jeg forstår slet ikke, hvor al hysteriet kommer fra.

Et la vie reprit son cours - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde ikkr først tænkt mig at læse videre i det, der blev til en familiesaga efter første bind; så da jeg alligevel købte andet bind i sommer i Bruxelles var tredje bind allerede udkommet i paperback. Det var oplagt til ferien og jeg læste de tilsammen knap tusind sider på fire dage!

I tredje bind er Ruth vendt hejm fra USA for at bo og arbejde på familiens finca - eller gård. Hendes bror er mere konservativ og sat, og det giver til tider lidt spændinger i familien. Ikke mindst da Ruth er blevet enlig mor, og vender hjem med datteren Gaia.

Der er også stadig ungdomsvennen Arturo, som endelig begynder at leve mere roligt med sin homoseksualitet - stadig ikke nemt her i starten af 1970'erne. Således fortsætter historien både i de små detaljer med de protagonister, vi kender, men også med den omkringliggende samfundsaktuelle kontekst.

Det er tiden for hippier, Carter, Castro, Golda Meir - en historie, der præger alle i klanen i USA, Israel og hjemme i Den Dominikanske Republik. Og der er ungdomsveninden Lizzie, som vender hjem efter en periode som højtflyvende hippie og med et stort narkomisbrug.

Tempoet er stadig højt som i andet bind med mange meget korte kapitler; hvilket nogle gange giver lidt manglende dybde i forhold til det helt fantastiske første bind. Det virker som om, at Bardon nu vil trække denne saga helt frem til i dag og på relativt få sider i stedet for at skrive ti bind. Det er både lidt ærgerligt, men vi kender jo også historien og har ikke behov for en minutiøs gennemgang. 

Vil man inddrage så meget samfundshistorie vil det jo tage noget fra personernes følelsesliv - men som sommerferielæsning ved poolen var det helt perfekt. Der er nu et fjerde bind, som jeg selvfølgelig slet ikke kan vente på - men den kommer nok ikke i paperback før næste sommer. Næste strandferie måske?

L'américaine - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 10.-12. september
• 592 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I sommeren 2019 læste jeg den første del af denne saga, som nok ikke var tænkt som en sådan til at starte med. En historie om den jødiske familie, der flygtede fra Østrig under krigen, blev afvist ved den amerikanske grænse og endelig blev modtaget af regeringen i Den Dominikanske Republik.

Den første roman slutter med Wilhelms tragiske død i 1960, efter han og Almah har været gennem et langt ægteskab med eksil og et nyt liv på den anden side af jorden. 

Deres datter, den 20-årige Ruth, rejser nu til USA - til New York, hvor andre af familien bor, og hvor hun vil læse og opleve verden. Det er USA i 1960'erne med raceadskillelse, Kennedy, popmusik og spirende uroligheder verden over. Således også hjemme i Den Dominikanske Republik, hvor diktatorer og militærkup følger hinanden i rask trav.

I dag forbinder med det land med kridhvide sandstrande og billig turisme; men der var lange perioder, hvor de som mange andre lande i Caribien levede under diktatur, som blev accepteret eller nedkæmpet alt efter amerikanernes interesser.

På båden på vej til New York møder Ruth den pudsige Arturo - dominikaner som hende, men fra en rig familie med rødderne solidt plantet i jorden. For Ruth ved faktisk ikke rigtig, hvad hun er - jøde, dominikaner, østriger .... ? Hun har alle de muligheder hendes forældre ikke havde, og hun rejser også til Israel og arbejder i en kibbutz. Det er mulighedernes tid - der er ikke længere krig (direkte hos dem i hvert fald) og der er penge og optimisme i verden.

Det hele foregår i mange meget små og hurtige kapitler, hvor man mest oplever denne periode fra Ruths perspektiv - men vi følger også Almah og hendes liv efter Wilhelms død. Men det bliver også til tider lidt for overfladisk; og forvirrende som ved forfatteren ikke rigtigt, hvad hun vil? Nogle kapitler fortælles i første person og andre i tredje person - man forstår det jo godt; men stilistisk er det pudsigt at observere.

Men det er en fantastisk familiesaga, hvor klanen udgøres ikke så meget af familie men af den selvvalgte og konstruerede familie, som opstod efter flugten fra Europa og som næste generation betragter som onkler, tanter og bedsteforældre spredt over flere kontinenter.

Det er også en historie om denne periode i efterkrigstiden, om ungdommen, der er så forskellig fra deres forældres ungdom. Om Vietnam-krig og civile rettigheder - det bliver et baggrundstæppe for deres egne historier. Den er ikke så dyb og markerende som første del; men man trives vældigt godt i deres selskab.

Et sted kaldet frihed - Ken Follett

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 592 sider
• Originaltitel: A Place Called Freedom

Da jeg havde tre ugers ferie i et skønt hus i Sydspanien var der også pakket rigtig strandlæsning; og Ken Follett er jo en sikker vinder i den sammenhæng. Det går utroligt hurtigt at læse - denne slugte jeg i et hug.

Den er oprindelig fra 1995, men med den store interesse de senere år i forbindelse med katedral-romanerne er den pludselig genudgivet med stor succes.

Jeg troede jo umiddelbart, at det var en historie om slavefrigørelse - og det er det også; men af de hvide slaver, som godsejere i Europa havde som en form for livegne i det 18. århundrede. Mack McAsh er født ind i slaveri på en skotsk herregård, hvor han siden barnsben har arbejdet i minerne. 

Lizzie Hallim er datter af netop denne herregård, og lever i den riges lykkelige uvidenhed indtil Mack står frem under gudstjenesten og kræver sin frihed som 21-årig.

Lizzie skal giftes med en rig arving - ikke mindst for at redde godset far fallit; men hun opdager nu, hvordan minedriften foregår - og selvfølgelig sker der ting og sager mellem Mack og Lizzie. Ikke umiddelbart - og det kræver mange forviklinger, og en rejse over havet til en plantage i USA, hvor Mack jo også ser det sorte slaveri inden de to beslutter sig for en sidste rejse ud for at leve for sig selv.

Det er en klassisk Follett med alt, hvad det indebærer af godt og ondt; kærlighed og krig - og en happy end! Men det fungerer jo også bare nogle gange, hvor man ikke har behov for voldsomt intellektuelt udvidende litteratur - perfekt ferielæsning.

Soul Tourists - Bernardine Evaristo

 

• Engelsk
• 7. - 8. september
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg opdagede Evaristo i 2019, og har siden opsøgt flere af hendes romaner. Nu er jeg tilbage i 2005, og hendes stil var noget anderledes, selvom man allerede aner den specielle prosa hun også benytter i The Emperor's Babe. Hun eksperimenterede allerede her med genrer, og det er virkelig interessant for læseren.

Historien er måske ikke så sammenhængende og fængende som i hendes senere romaner, men hun er tro mod sine afrikanske rødder.

Stanley Williams er i starten af 30'erne, da hans far dør og efterlader ham en lille arv. Han er tilhænger af orden og forudsigelighed i alle livets forhold - indtil han møder Jessie på en halvskummel bar. Hun er noget ældre end ham, og en afdanket sanger, der nu ernærer sig som bartender osv.

Jessie får ham dog overtalt til at rejse ud i verden og bruge pengene; det bliver til en road trip tværs gennem Europa med kurs mod Mellemøsten. Jessies ultimative mål er at sejle til Australien for at genforenes med sin søn. De bliver elskere - og Jessie sætter sine kløer godt fast i ham; hun tror på den sidste store kærlighed.

Men Stanley trives ikke helt med deres autocamper som bopæl - og ikke mindst Jessies evner til at bruge hans penge. Så de skændes og skilles. De genforenes og elsker. Men i sidste ende holder det ikke; men der er et aspekt af dannelsesrejse i det for dem begge - for deres livssyn og ikke mindst livsstil er udfordret og forandret.

Den er absolut ikke på højde med de senere romaner; og det er helt fint - der er en udvikling i hendes forfatterskab og det er tydeligt at mærke samtidig med, at hun er trofast overfor sine kerneemner i den afroamerikanske kultur. 

The Paper Palace - Miranda Cowley Heller

 

• Engelsk
• 1. - 6. september
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Sommer efter sommer er det det samme - Elle tager ud i familiens gamle sommerhus ved Cape Cod sammen med manden Peter og deres tre børn. Det har de gjort stort set hver sommer i hendes 50-årige liv, og oftest starter Elle dagen med en svømmetur. Således også denne morgen, hvor hun er den første oppe efter en festlig aften sammen med vennerne Jonas og hans kone. Men aftenen inden havde hun også sex med Jonas - hendes barndomsven. En forløsning på årtiers romantisk spænding imellem dem.

Historien udfolder sig over blot 24 timer - fra Elle står op til en dag, hvor hendes liv har taget en dramatisk ændring til næste morgen, hvor hun vågner med et klarsyn på livet.

Historien skifter mellem dagens gøremål - som involverer hendes excentriske mor Wallace, manden og selvfølgelig vennerne, som de mødes med på stranden. I tilbageblik fortælles Elles familiehistorie - om en skilsmissefamilie, hvor forældrene går i vidt forskellige retninger. Faderen er den svage, som aldrig formår at tage faderrollen overfor Elle og søsteren. Moderen har mange forhold - men ikke mindst til kunstneren Leo, som bringer stedsøskende ind i familien. Det får tragiske følger for Elle, og former hendes syn på mænd for resten af livet.

Det er også som teenager, at hun møder Jonas, som er to år yngre. Som de vokser op, er der en klar tiltrækning mellem dem - men også Elles traumer. Og senere er der blot livet, som trækker i hver sin retning, og så møder hun Peter i London, der er så anderledes for det, hun kender fra mændene i hendes egen familie.

Peter bliver således den stabile enhed, som er der altid - året rundt! Og Jonas er sommeren, varmen, spændingen... men Elle vil ikke gå i forældrenes spor og lade sig skille.

Det er dog mere komplekst end som så, og som vi læser tilbageblikkene forstår vi bedre Elles tanker. Det er en melankolsk og intens stemning; man fornemmer sensommeren i sommerhuset og alle de tidligere somre der. 

Afslutningen er meget tvetydig - men læser man den grundigt, og husker man forordet (eller bladrer tilbage) er der klare indikationer fra Heller om, hvad der sker. Og det er lige præcis som det skal være! Kan varmt anbefales, hvis og når den udkommer på dansk - men selvfølgelig bedst på engelsk!