Mit år med ro og hvile - Ottessa Moshfegh

 

• Engelsk
• 13.-17. september
• 304 sider
• Originaltitel: My Year of Rest and Relaxation

"Bogen alle taler om" - sådan hed det både i anmeldelser og i diverse boghandlere forrige år. Måske derfor købte jeg den ikke med det samme; måske fordi forsiden forekom mig lidt for poppet morsom.

Men et par dage inden ferien startede, tænkte jeg, at den måske var perfekt til min måned med ro og hvile - jeg havde otte dage helt alene til at starte med, og der bestilte jeg ikke andet end at slappe af og læse.

Men de to sidste uger var jeg ikke alene, og det ses tydeligt af min læseaktivitet - men en anden faktor var, at jeg ikke på samme måde blev fænget af denne roman.

Hovedpersonen fottæller historien i første person, og vi får aldrig hendes navn at vide. Ud fra hendes egne ord - og fra "veninden" Revas ved vi dog, at hun er ung, smuk, åleslank men måske ikke superintelligent. Eller også er hun bare doven!

Hun er i hvert fald på kanten af en kæmpe depression, da hun ender med at opsige sit job i et kunstgalleri for at sove tiden væk. Inden da har hun allerede en lang historie af medicinmisbrug, og den måske morsomste del af det hele er netop møderne med psykologen. Man kan blive i tvivl om denne psykolog har en licens; i hvert fald udskriver hun alverdens medicin uden at hævet et bryn, og erindrer intet om sine patienter. Vores hovedperson lyver konsekvent for hende, og får blot mere medicin.

Veninden Reva er heller ikke særligt psykisk stabil, men prøver dog at hive hende ud af lejligheden og bekymrer sig for denne udvikling. Men vores hovedperson opfører sig ganske egoistisk overfor hende; næppe en ven ville jeg mene. Hun er i det hele taget et frastødende menneske; selvom man nok skal tolke det hele som et tidsbillede for slut-1990'ernes yuppiedekadence.

Jeg kom godt i gang, og kunne godt lide satiren - men så kører det rundt i det samme og det samme, og der sker ikke noget med hverken personer eller historie. Det hele afsluttes med, at hovedpersonen efter at have været i en komatøs medicinrus i flere måneder, vågner op, stopper al medicin - og så sker 11. september. Men hun har det nu helt fint!

Det er for det første urealistisk; for det andet siger det igen usigeligt meget om personen, som ikke lader sig påvirke af 9/11, hvor blandt andet veninden dør - udover at en sådan kold tyrker slet ikke kan fungere.

Igen - jeg tager det nok for bogstaveligt; men jeg forstår slet ikke, hvor al hysteriet kommer fra.