Et la vie reprit son cours - Catherine Bardon

 

• Fransk
• 12.-13. september
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg havde ikkr først tænkt mig at læse videre i det, der blev til en familiesaga efter første bind; så da jeg alligevel købte andet bind i sommer i Bruxelles var tredje bind allerede udkommet i paperback. Det var oplagt til ferien og jeg læste de tilsammen knap tusind sider på fire dage!

I tredje bind er Ruth vendt hejm fra USA for at bo og arbejde på familiens finca - eller gård. Hendes bror er mere konservativ og sat, og det giver til tider lidt spændinger i familien. Ikke mindst da Ruth er blevet enlig mor, og vender hjem med datteren Gaia.

Der er også stadig ungdomsvennen Arturo, som endelig begynder at leve mere roligt med sin homoseksualitet - stadig ikke nemt her i starten af 1970'erne. Således fortsætter historien både i de små detaljer med de protagonister, vi kender, men også med den omkringliggende samfundsaktuelle kontekst.

Det er tiden for hippier, Carter, Castro, Golda Meir - en historie, der præger alle i klanen i USA, Israel og hjemme i Den Dominikanske Republik. Og der er ungdomsveninden Lizzie, som vender hjem efter en periode som højtflyvende hippie og med et stort narkomisbrug.

Tempoet er stadig højt som i andet bind med mange meget korte kapitler; hvilket nogle gange giver lidt manglende dybde i forhold til det helt fantastiske første bind. Det virker som om, at Bardon nu vil trække denne saga helt frem til i dag og på relativt få sider i stedet for at skrive ti bind. Det er både lidt ærgerligt, men vi kender jo også historien og har ikke behov for en minutiøs gennemgang. 

Vil man inddrage så meget samfundshistorie vil det jo tage noget fra personernes følelsesliv - men som sommerferielæsning ved poolen var det helt perfekt. Der er nu et fjerde bind, som jeg selvfølgelig slet ikke kan vente på - men den kommer nok ikke i paperback før næste sommer. Næste strandferie måske?