Hamnet - Maggie O'Farrell

 

• Engelsk
• 22.-29. september
• 384 sider
• Originaltitel: Hamnet

Og så sluttede ferien og september måned med den absolut skønneste bog; faktisk så meget, at jeg henlagde den de sidste dage i Spanien for at læse den færdig hjemme i Danmark i ro og mag i sofaen. Det passede nemlig langt bedre til bogen stemning.

I 1596 render en lille dreng rundt for at lede efter sin mor, sin søster, sin farmor, sin farfar, tjenestepigen - hvem som helst! For hans tvillingesøster Judith er pludselig blevet syg, og hvor han ikke først var bekymret, så bliver han det virkelig, da han ser de sorte pestbylder på hendes krop. 

Den lille dreng er Hamnet - Shakespeares 11-årige søn; og huset er barndomshjemmet i Stratford, hvor Shakespeare voksede op og levede periodisk som voksen afbrudt af de lange perioder ved teatret i London.

Hamnets mor er Agnes (eller Anne som moderne historikere til tider kalder hende); og da hun endelig vender hjem, er Judith langt mere syg og ingen regner med, at hun overlever. Agnes er ældre end Shakespeare, og i tilbageglimt fortælles deres historie - Agnes regnedes for at være lidt af en heks; i hvert fald en spøjs kvinde, der kunne kurere sygdomme og måske også se ind i folks sjæl. Det var midten af det 16. århundrede og heksejagt var stadig en ting.

Agnes har altid set sin egen fremtid; og der stod to mennesker ved hendes dødsleje - ergo skal hun have to børn. Så hun forstår det ikke, da tvillingerne kommer efter den første datter Susanna.

Men nu ved hun hvorfor - Judith skal dø. Det giver mening nu.

Tvillingerne får dog vendt op og ned på skæbnen; det kan man jo ikke - men som tviliinger er de tætte. De skifter tøj og lægger sig tæt sammen i sengen; og som de tror de kan snyde Døden, så er det jo blot et tilfælde af virkelig tæt kontakt af bakterier. Pesten slipper Judith, men tager Hamnet.

Hele beskrivelsen af forløbet op til døden er nærmest i slow motion; med alle de tanker om, hvad der ville være sket hvos farmoderen havde kigget bedre på sønnen; hvis moderen var kommet tidligere hjem fra bistaderne. Det er så smukt beskrevet; og man føler virkelig det er urimeligt, at det skal ske - selvom det jo fra første side vides, at Hamnet vil dø.

Man tænker måske ikke umiddelbart, at et dødt barn var så stor en sorg i den tid. Ikke desto mindre er begge forældre ødelagte; men som forældre, mennesker og individer håndterer man sorg forskelligt.

Skrev Shakespeare senere sit stykke Hamlet med spøgelset som en sorgbearbejdelse og til ære for sønnen? Det er Maggie O'Farrells opfattelse; mens andre mener, at Hamlet udelukkende er knyttet til legenden om Amleth, som beskrevet af Saxo i hans krønike fra middelalderen.

Det er jo umuligt at vide i dag; og den ene forklaring kan være lige så god som den anden. Faktum er, at navnet Hamnet og Hamlet i det 16. århundrede var et og det samme - som vi i dag vel bruger Michael og Mikael; eller Jacob og Jakob.

O'Farrell bruger derfor idéen til at beskrive hele tiden efter døden, som fylder knap den anden halvdel af romanen; kampen for forældrene til at forstå deres tab men også finde hinanden igen. Shakespeare - i O'Farrells ord - holder sig langt væk i London. Det er for smertefuldt at komme hjem. Rent lavpraktisk var det dog også i London, at pengene skulle tjenes - og Anne flyttede aldrig med ham dertil.

Så som med alle historiske romaner, må der være en anden fortolkning mulig for forfatteren. Det gør ikke hendes historie mindre rørende og universelt relevant for alle, som har mistet - men især forældre, der har mistet et barn. Den er intens, smuk og stemningsfyldt - varm anbefaling til at læse den (helst på engelsk!)