Saturday, October 9, 2021

Det ender med os - Colleen Hoover

 

  • Engelsk
  • 1.-9. oktober
  • 384 sider
  • Originaltitel: It Ends With Us

Efter sin fars begravelse flygter Lily op på et tag på en ejendom i Boston for at få luft - i bogstavelig og overført forstand. Heroppe møder hun den lækre hjernekirurg Ryle, som også skal af med nogle aggressioner. De falder i snak, og udveklser nogle nøgne sandheder om dem selv. En af dem, Lily deler, er historien om hendes opvækst med en voldelig far - kun overfor moderen; men Lilys verdensbillede blev præget af det, og det er én ting, hun ikke vil gå på kompromis med i et forhold. Ryle på sin side er slet ikke til forhold - men han vil gerne tilbringe natten med hende. Men Lily leder måske ubevidst stadig efter sin ungdomskærlighed Atlas. 

Nu er hun kun 23 år - så det er jo relativt; men Atlas var hendes første kærlighed som 15-årig. Han kom selv fra et hjem med problemer, og boede i et tomt hus bag hendes som eneste mulighed. Og som hjemløs. De bliver forelskede, men han må til sidst rejse til Boston, hvor han kan få et sted at bo hos familie.

Nu er Lily selv i Boston, og måneder senere, da hun skal til at åbne sin egen blomsterforretning møder hun igen Ryle. Han er søster til hendes eneste ansatte, som samtidig bliver hendes bedste veninde.

Ryle og Lily bliver til et forhold; men hun opdager også hurtigt den mørke side af ham - volden og alt det, hun kendte fra forældrenes forhold. Det gætter man jo som læser ret hurtigt, at det er der, det vil bære hen. Men Hoovers vinkel er baseret på ting fra hendes eget liv, og hvordan hun ser det mere nuanceret. Det er nemt at fordømme andre, der er udsat for den slags og være uforstående over, hvorfor de ikke bare forlader den voldelige part. Men det er slet ikke så nemt, når man elsker, og den anden angrer og lover.... og starter forfra. Det beskrives ganke fint et sted med grænser, der rykkes! 

Da Atlas pludselig dukker op i hendes liv igen, blusser Ryles jalousi også op - med fatale følger.

Der er lige dele amerikansk pladderromantik og virkelig alvorlighed, når emnet falder på volden i forholdet. Det var svært for mig, da jeg selv har været udsat for det. Kun en enkelt gang. Det var nok for mig efter en slem episode, hvor jeg måtte løbe ud af min lejlighed midt om natten og ringe efter politiet. Det kunne aldrig være faldet mig ind at acceptere det - selvom der var hundredevis af opkald, beskeder, løfter - og så trusler. Det var uendelig tidligt i forholdet, og det var nemt for mig at lukke den der. Men jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært - nogle står måske også i en anden situation med børn, økonomi, .... man skal passe på med at dømme!

På trods af den til tider lidt for lyserøde verden - og de uendelige sexbeskrivelser - så var det en relevant og spændende bog. Men barske ting, der sætter tankerne i gang.

No comments: