Noter om sorg - Chimamanda Ngozi Adichie

 

• Engelsk
• 28. marts
• 80 sider
• Originaltitel: Notes on Grief

Jeg bliver konstant stoppet i den bog, jeg egentlig er i gang med - men som også lige kræver, at den fanger mig mere end den gør. Desuden havde jeg en del reservationer på biblioteket, og jeg henter dem altid med det samme - og læser dem med det samme. Hvis man er i en kø, er der jo også andre i køen - så jeg beholder aldrig bøgerne mere end de par dage det tager at læse dem. Så forsinker jeg ikke andre læsere heller!

Utroligt nok er det mere end ti år siden, jeg sidst læste noget af Adichie; der læste jeg til gengæld så tre romaner. Jeg fik aldrig lyst til at læse Americanah, og generelt er hun jo ikke voldsomt produktiv.

Denne lille bog er da heller ikke en roman; selve bogformatet er i sig selv blot halv størrelse, og så er der kun firs sider i den engelske version. Er det en novelle? Nej, det synes jeg heller ikke. Det er en kombination af et brev og forfatterens egen bearbejdelse af en stor sorg. Det er på den ene side den personlige sorg, hun føler, da hun mister sin far - og på den anden side den helt universelle sorgproces, vi alle skal igennem når vi mister. Især når vi mister en forælder, fordi vi pludselig bliver forældreløse.

Adichies forældre bor i Nigeria, hvor hun kommer fra, mens hun og flere af hendes søskende bor i henholdsvis USA og England, og to søskende er stadig i Nigeria tæt på forældrene. De har ugentlige familiemøder på Zoom og forældrene rejser hvert år til USA for at besøge børnene. 

Men nu er det marts 2020, og verden er lukket ned, da hendes far pludselig og uventet dør af nyresvigt. Han er gammel, men alligevel var det ikke nu hun havde forventet at miste ham.

Og med Corona-pandemien er det udelukket at rejse hjem for at trøste moderen, være sammen som familie og ikke mindst planlægge og afholde en begravelse.

Det gør også tabet mere surrealistisk; hun ser sin afdøde far ligge i en kiste på et videoopkald; og begravelsen må udskydes og udskydes på grund af nedlukninger og rejserestriktioner.

Jeg mistede selv min far, da jeg boede i udlandet. Jeg vidste, at der var en tidsfrist, men man ved jo aldrig, hvornår det kommer. Men en dag fik jeg det opkald, hvor man skulle skynde sig hjem fra arbejde, bestille en flybillet, pakke og otte timer senere stod jeg på Rigshospitalet. Heldigvis i tide til at sige farvel. Det er mere end tyve år siden - og i dag er jeg jo hjemme i Danmark igen; men under Corona tænkte jeg tit på, at jeg kunne have været låst fast i udlandet i meget meget lang tid med en gammel mor i Danmark. Jeg kan derfor sagtens forstå, hvordan Adichie har haft det.

Adichie giver os både et portræt af faderen med masser af kærlighed og humor, som kun en datter kan gøre det. Og hun dykker ned i sorgen; hvordan andre reagerer på ens sorg og hvordan man kommer igennem den første svære fase.

Det er meget personligt og rørende; ikke mindst på grund af de særlige omstændigheder men også som en generel betragtning.

Purple Hibiscus - Chimamanda Ngozi Adichie

• Engelsk
• 19.-20. juni
• 307 sider
• Dansk titel: Lilla hibiscus
• Bogudfordringen 2011

Chimamanda Adichie er en af de afrikanske forfattere, som absolut har sin plads i Bogudfordringen, og bestemt også i litteraturen... det er en forfatter, som jeg tror vil blive en af mine favoritter!

Denne roman er hendes debut, og måske derfor knap så finpudset som fx En halv gul sol - ikke desto mindre er det en smuk og gribende fortælling. Afrikanske forfattere fokuserer nok generelt på deres eget lands historie, og temaerne er måske derfor mindre vekslende end i europæisk eller amerikansk litteratur. På den anden side er det litterært set et mere umodent kontinent, hvis man ser bort fra mundtligt overførte fortællinger - og det er vel på tide, at vi også får disse landes historier fortalt af de indfødte! Mange europæere har skrevet om Afrika - men deres synsvinkel er selvsagt ikke det samme.

Derfor er endnu en nigeriansk politisk krise også et af omdrejningspunkterne i denne roman - man kunne ironisk sige, at der på den anden side konstant er kriser; så derfor vil de vilkårligt indgå. Men Adichie beskriver ikke kun kriserne og krigene; hun beskriver klasseforskellene, korruptionen, traditionerne, kulturen - på godt og ondt!

Den 15-årige Kambili fortæller historien om hendes familie, som pludselig og brutalt går i opløsning. De har levet et liv under faderens tyranni; en far, som i høj grad foretrækker den europæiske magt men med efter den afrikanske feudale model, og som er fanatisk religiøs. I Nigeria er det katolicismen, der præger - men animisternes tro og traditioner lever stadig i bedste velgående, som hox fx farfaderen, som Kambili og hendes 17-årige bror, Jaja, ikke må omgås.

Men omstændigheder gør, at de kommer til at besøge tanten Ifeoma og hendes tre børn; de lever mere spartansk og fattigt - men absolut mere muntert. Det giver gnidninger baseret på misforståelser mellem de unge - kusinen tror, at Kambili er en overklassepige, der ikke vil arbejde. Lidet forstår hun, at faderen har forbudt alt fra musik til TV og styrer deres dag med skemaer og overvågning. Men opholdet får børnene til at lære at slappe, smile, grine... og indse uretfærdigheden i deres egen verden. Det bliver et opråb til revolution, som med et hug kapper roden under faderens urokkelige magt, som beror på vold og dominans.

Historien beskriver igen glimrende levevisen i de forskellige samfundslag i Nigeria - men også studenteroprørene, som markerede landet i den periode. Igen læste jeg en af hendes romaner, mens jeg var i Senegal - mens jeg så lignende levevilkår, og oplevede manglende strøm og rindende vand i dagevis. Under de forhold kan man usigeligt let forestille sig, hvornår lunten blilver for kort...

Bestemt en smuk afrikansk bog, og Adichie mestrer en særlig poesi, som dufter af Afrika i hver sætning!

Half of a Yellow Sun - Chimamanda Ngozi Adichie

• English
• March 19-23
• 433 pages
• Dansk titel: En halv gul sol
• Titre français: L'autre moitié du soleil

Bogbrokkens anmeldelse gav mig først og fremmest mod på at læse Adichies novellesamling til februars Bogudfordring 2011. Jeg havde læst om Adichie for flere år siden, og bogen stod på hylden - men den kom ikke videre. Det bedrede udfordringen heldigvis på med hendes novellesamling, og da jeg så havde en hel måned i Afrika var det oplagt endelig at have tiden til at fordybe mig i hendes roman. For den tager tid at absorbere!

Bogbrokken har som sagt skrevet en fantastisk anmeldelse af historien - det er svært at gøre bedre. Det er en gribende historie om den unge Ugwu, som ansættes hos den lærde, liberale professor og bliver kastet direkte fra livet på landet til en storby, hvor intellektuelle sorte mødes for at diskutere landets fremtid - men også, hvad der på daværende tidspunkt sker i fx Congo. En periode lige efter, at mange afrikanske lande har opnået deres selvstændighed i 1960'erne.

Ugwus arbejdsgiver vil uddanne ham, og han ser op til denne mand. Samtidig flytter professorens kæreste, Olanna, ind i huset - en ung smuk kvinde fra den nigerianske overklasse, som er vant til overflod men også korruption i sin egen familie. Hun er tvilling, og hendes søster Kainene har en hvid kæreste. Adichie inddrager uden tvivl denne hvide karakter i romanen for at få et mere nuanceret syn på de politiske aspekter; for krigen om Nigeria handlede jo som så mange andre før eller senere om olie.

Jeg kan selv huske Biafra-begrebet; men jeg var knap født, da krigen startede - men det tog jo årevis inden hungersnøden var væk eller billederne af de tynde børn med de store fodboldmaver. Samtidig læste jeg romanen i Senegal, og mens jeg læste havde jeg samtidig lydene af det afrikanske liv lige udenfor døren til mit lille hus - gederne; børnene, der kaster ting mod træet for at samle mangoer op; duftene af fantastiske blomster og træer.... det var både et plus og et minus.

Men historien fængede. Med det samme. De to søstre, som er så forskellige, og som udvikler sig efterhånden som krigen tager over, og den velfærdshverdag, de er vant til umiskendeligt må forsvinde. Persongalleriet er utroligt detaljeret og man kan se hver enkelt person for sig - den forandring de hver især må gennemgå for at tilpasse sig den nye situation.

Der er selvfølgelig kritik af den vestlige verdens rolle i krigen - det er nødvendigt for at give et retfærdigt billede i enhver afrikansk roman efter uafhængigheden. Jeg er selvfølgelig også farvet af såvel min kærlighed til Afrika som af min antipati overfor kolonialismen, og det var derfor en utrolig voldsom læseoplevelse. Absolut skøn - som kun kan anbefales!

The Thing Around Your Neck - Chimamanda Ngozi Adichie



• English
• February 10-13
• 218 pages
• Dansk titel: Det du har om halsen
• Titre français: Pas encore traduit
• Bogudfordringen 2011









Februars udfordring i Bogudfordringen 2011 var en novellesamling; ikke noget, jeg normalt læser meget af - og jeg var meget i tvivl om, hvilken jeg skulle vælge. Jeg havde ikke mange herhjemme af selvsamme årsag - men faldt heldigvis over Bogbrokkens gode råd om den nigerianske forfatter, hvis berømmede roman faktisk stadig står ulæst på hylden. Det var et passende sted at starte.

Det tager for mig lidt længere at læse noveller, synes jeg; der skal tid til at fordøje hver enkelt historie modsat en roman, hvor man springer videre til næste kapitel - og så kom der lige en grim feber på tværs samtidig.

Men deruodver var der jo ingredienser, der taler til mig - Afrika og historier skrevet af stærke kvinder som Fatou Diome og nu også Adichie.

Det er svært i en novellesamling at fortælle om handlingerne i samtlige historier; i denne er der tolv forskellige, som enten foregår i Adichies hjemland Nigeria eller i USA - paradiset for nigerianere som tidligere engelsksproget koloni i modsætning til Senegal, hvor det er Frankrig. Alene den forskel er interessant, da jeg primært har læst fransksprogede afrikanske forfattere; men derudover er trængslerne og skæbnerne absolut ikke ulig hinanden.

Det er historier om kvindernes lod; om afrikansk animisme sat op imod vestlig tro og kultur. Om roller mellem kvinder og mænd eller mellem nigerianerne og den pudsige opførsel, de iagttager hos 'den hvide mand'. Om deres stolthed som i historien om moderen, der ikke vil ydmyge sig til at fortælle sine følelser om den lille søn dræbt af regeringens soldater for at opnå et amerikansk visum. Om den råhed, der eksisterer i landet, som også Ejersbo beskrev i Liberty - men som allligevel ender med at 'omvende' den forråede dreng i en anden af novellerne.

Det er historier om også at affinde sig med en skæbne, som de kvinder, der bliver gift til en nigerianer i USA, og bør være taknemmelige for deres held - for blot at opdage, at det ikke er helt så forgyldt, som man fortæller dem derhjemme. Men så har de ikke længere noget valg. Eller de kan vælge at kæmpe for deres børn, som i den sidste meget stærke novelle - men blot for at opdage, at selvsamme barn vender sig fra den traditionelle kultur for at blive europæisk.

Fælles for dem alle er dog, at det er stærk skrivning - af en meget ung forfatter; og jeg skal virkelig nu i gang med den roman, der har stået alt for længe i reolen. Et rigtigt godt læsetip, som jeg nok ikke ville have fået læst uden denne Bogudfordring!