Purple Hibiscus - Chimamanda Ngozi Adichie

• Engelsk
• 19.-20. juni
• 307 sider
• Dansk titel: Lilla hibiscus
• Bogudfordringen 2011

Chimamanda Adichie er en af de afrikanske forfattere, som absolut har sin plads i Bogudfordringen, og bestemt også i litteraturen... det er en forfatter, som jeg tror vil blive en af mine favoritter!

Denne roman er hendes debut, og måske derfor knap så finpudset som fx En halv gul sol - ikke desto mindre er det en smuk og gribende fortælling. Afrikanske forfattere fokuserer nok generelt på deres eget lands historie, og temaerne er måske derfor mindre vekslende end i europæisk eller amerikansk litteratur. På den anden side er det litterært set et mere umodent kontinent, hvis man ser bort fra mundtligt overførte fortællinger - og det er vel på tide, at vi også får disse landes historier fortalt af de indfødte! Mange europæere har skrevet om Afrika - men deres synsvinkel er selvsagt ikke det samme.

Derfor er endnu en nigeriansk politisk krise også et af omdrejningspunkterne i denne roman - man kunne ironisk sige, at der på den anden side konstant er kriser; så derfor vil de vilkårligt indgå. Men Adichie beskriver ikke kun kriserne og krigene; hun beskriver klasseforskellene, korruptionen, traditionerne, kulturen - på godt og ondt!

Den 15-årige Kambili fortæller historien om hendes familie, som pludselig og brutalt går i opløsning. De har levet et liv under faderens tyranni; en far, som i høj grad foretrækker den europæiske magt men med efter den afrikanske feudale model, og som er fanatisk religiøs. I Nigeria er det katolicismen, der præger - men animisternes tro og traditioner lever stadig i bedste velgående, som hox fx farfaderen, som Kambili og hendes 17-årige bror, Jaja, ikke må omgås.

Men omstændigheder gør, at de kommer til at besøge tanten Ifeoma og hendes tre børn; de lever mere spartansk og fattigt - men absolut mere muntert. Det giver gnidninger baseret på misforståelser mellem de unge - kusinen tror, at Kambili er en overklassepige, der ikke vil arbejde. Lidet forstår hun, at faderen har forbudt alt fra musik til TV og styrer deres dag med skemaer og overvågning. Men opholdet får børnene til at lære at slappe, smile, grine... og indse uretfærdigheden i deres egen verden. Det bliver et opråb til revolution, som med et hug kapper roden under faderens urokkelige magt, som beror på vold og dominans.

Historien beskriver igen glimrende levevisen i de forskellige samfundslag i Nigeria - men også studenteroprørene, som markerede landet i den periode. Igen læste jeg en af hendes romaner, mens jeg var i Senegal - mens jeg så lignende levevilkår, og oplevede manglende strøm og rindende vand i dagevis. Under de forhold kan man usigeligt let forestille sig, hvornår lunten blilver for kort...

Bestemt en smuk afrikansk bog, og Adichie mestrer en særlig poesi, som dufter af Afrika i hver sætning!