Friday, June 10, 2011

Du har jo livet for dig - Romain Gary

























  • Fransk
  • 8.-9. juni
  • 274 sider
  • Originaltitel: La vie devant soi
Jeg kan pudsigt nok slet ingen links finde til den danske udgave af Romain Garys bog, som måske på dansk er mere kendt fra gymnasiepensum eller fra den meget smukke film med Simone Signoret i hovedrollen som den fallerede luder, som har et 'børnehjem' for ludernes børn i 1970'ernes Paris.

Jeg kan huske selv at have læst uddrag af den i gymnasiet - men jeg er sikker på, at vi ikke kan være kommet igennem hele romanen; men filmen så vi efterfølgende erindrer jeg. I bogform var den derfor absolut en total gen(nem)læsning værd - denne roman, som vandt en Prix Goncourt i 1975; en kontroversiel pris skulle det vise sig. Goncourt-prisen kan normalt kun gives til samme forfatter én gang, men romanen udkom under pseudonymet Emile Ajar, som Gary benyttede til fire romaner. I den litterære verden var der almindelig enighed om, at Ajar var ensbetydende med Garys nevø; og Gary selv havde allerede i 1956 vundet Goncourt-prisen for romanen Himlens rødder. Således opnåede han prisen to gange - uden nødvendigvis at ville have snydt.

Det er en meget bevægende lille roman med den tiårige dreng, Momo, som fortælleren i et naivt, barnligt sprog med en del pudsige verdensbetragtninger, som han oplever verden fra et usselt luderkvarter i Paris. Momo er vokset op hos Madame Rosa, den pensionerede luder, som nu er gammel og syg, og for enhver pris vil undgå hospitalet men hævde sig sin ret til selv at dø på en værdig måde.

Madame Rosa er jøde - som Gary selv var halvt jøde - men Momo er araber og skal opdrages i muslimsk tro; Madame Rosa går meget op i at respektere hvert af sine 'børns' religion. Men efterhånden som hun bliver dårligere, forsvinder pensionærerne - godt hjulpet til af det faktum, at der nu findes prævention og abort. Momo holder fast, men undrer sig over, at der er lidt uklarhed over hans alder - indtil hans rigtige far en dag dukker op, og det fremgår, at han er fjorten år gammel. Men Madame Rosa kunne ikke bære netop at miste Momo, og havde holdt ham i uvished for at beholde ham længere.

Hele fortællingen er bittersød med Momos anekdoter om livet og det miljø, han vokser op i. Det er ikke nemt, tror jeg, at skrive med et barns øjne og gøre det gennemført og hele romanen igennem. Men Garys roman respekterer det, og giver et rørende billede af deres forhold mellem den ældre dame og den lille dreng, som godt ved, at hans liv ikke ligner andres men samtidig ikke kan forestille sig en anden tilværelse.

Gary var tilsyneladende meget optaget af alderdommen og ville ikke blive gammel. Der må være en del af hans egen filosofi i Madame Rosas syn på livet og døden; Gary selv begik selvmord, da han var 66 år gammel og efter at have udgivet mange romaner... der er absolut andre af hans, der skal læses!

No comments: