World Travel - Laurie Woolever / Anthony Bourdain

 

• Engelsk
• 27.-31. december
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var meget begejstret for - men også berørt af - Woolevers "biografi" af Anthony Bourdain; og om nogle dage kommer der en portrætudsendelse af ham på Netflix, som jeg bestemt også skal se. Så inden da, og et tiltjent afbræk i tempelriddernes historie læste jeg hans uofficielle rejseguide.

Det er ikke en rejseguide i traditionel forstand; det er et stort format, og med mange lande får man kun ganske få informationer per land.

Bourdain arbejdede på bogen sammen med Woolever, da han besluttede at ende sit liv i 2018. De havde haft nogle møder; der var noter og optagelser, og de havde besluttet sig for formatet og hvilke lande, der skulle indgå i bogen. Da Bourdain døde, var projektet principielt dødt - men måske relateret til pandemien, satte Woolever sig for at færdiggøre den. Hendes input er adskilt fra Bourdains i skriften; hans står med blå fed skrift - men blot ved at læse den, fornemmer man hans ord - og hører hans ikoniske stemme.

Mange citater stammer fra tidligere tv-programmer, og der er en udførlig liste over dem til sidst.

Princippet er simpelt - for hvert land er der en kort intro; dernæst lidt om, hvordan man bedst kommer dertil uden at det bliver en oversigt over lufthavne og togtider. Dernæst følger beskrivelser af maden, stedet og de hoteller, som Bourdain især husker og var imponeret af.

Uden på nogen måde at have de samme økonomiske midler som Bourdain; så er jeg absolut fan af hans tilgang til rejser. Han kunne godt lide luksusindkvartering - ikke nødvendigvis femstjernede internationale hoteller; men også de mere lokale specielle steder man kan finde. Og så elskede han at komme ud blandt de lokale - på markeder, i restauranter - alle steder, hvor han fik den upolerede version af landet og maden.

Præcis samme måde er den jeg har rejst på i mange lande - især udenfor Europa (hvor det jo er en selvfølge). Men i Senegal, Jamaica, Cuba, Sri Lanka... etc. - kom ud af hotellet, væk fra turisterne og spis sammen med de lokale fra gadeboder og markeder. Vær forsigtig - men ikke hysterisk! Jeg har aldrig taget malariapiller eller mælkesyretabletter - jeg har en enkelt gang fået et vanvittigt maveonde, da jeg drak vand i Banjul uden at tjekke, at flasken havde været åbnet. Det var ikke en sjov tur hjem i flyveren - men jeg lærte altid at tjekke lige netop dette.

Bogen dækker utroligt mange lande; også mange, jeg aldrig kommer til at besøge sikkert. Men jeg kan støde på for eksempel en nepalsk restaurant andre steder - og nu har jeg en idé om deres specialiteter. Andre steder er nogle jeg ved jeg kommer til i 2023, og så blev der taget noter! Derfor er det mere en inspirationsbog end en reel rejseguide man ville pakke i kufferten; og det er først og fremmest et genhør med hans utroligt skønne verdenssyn, åbenhed og nysgerrighed.

Thibaut or la Croix perdue (Les chevaliers I) - Juliette Benzoni

 

• Fransk
• 27.-30. december
• 620 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var vist startet på denne en gang tidligere; men kom aldrig rigtigt i gang - så nu startede jeg forfra. Den har også stået i ventebunken i et par år; en trilogi om korsriddere, tempelriddere og middelalderhistorie. I 2014 opdagede jeg den franske forfatter med en forkærlighed for historiske romaner; og så læste jeg ni af hendes romaner over det næste årstid. Så jeg bestilte denne trilogi, men så gik der lidt tid.

Historien er som sagt en trilogi, der foregår over en længere periode, og vi følger flere generationer. I denne første del starter vi i 1244 i Frankrig, hvor den unge Renaud flygter fra sin landsby, da han bliver anklaget for tyveri. Hans far har tidligere givet ham instrukser om at finde en gammel tempelridder, som bor alene oppe i bjergene. Da han finder munken Thibaut, begynder denne at fortælle ham sin livshistorie - som viser sig at være hans egen historie også.

Vi skal tilbage til 1176 i Jerusalem, hvor Thibaut er soldat/ridder for den unge konge Balduin IV.

Historien omhandler en del reelle personer, som Balduin og hele hans familie - og Thibaut er placeret som uægte barn af kongens onkel, og dermed forklares hans rolle tæt på kongen. Det er en behændig måde at få en levende historie; og selvom der vides temmelig meget om de reelle personer, så er det jo 900 år gammel historie.

Kongen var spedalsk, og man vidste dermed, at han ikke ville leve længe - men han var en aktiv kriger; denne del af verden var allerede dengang i tumult. Korsridderne ville regere i Jerusalem på grund af Jesu grav; men andre mellemøstlige muslimske ledere havde også deres øjne på områderne - som den berygtede Saladin.

Der er derfor en del navne og årstal - og mange krige - at holde styr på; og så kan jeg ikke læse den slags bøger uden konstant at skulle undersøge, hvilke personer er reelle eller fiktive og om de historiske data er korrekte. Desuden havde man i middelalderen en forfærdelig tendens til at genbruge de samme navne; så alle hedder det samme, men tilhører forskellige dynastier. Det bliver til en meget afbrudt læsning, indtil jeg føler mig tilpas i det og kan overgive mig til historien. Men den er historisk korrekt; Benzoni er dygtig til sit fag!

Måske er der lidt for mange krige og intriger frem og tilbage til min smag; men der er også historier, som jo selvfølgelig er fiktion omkring de mange protagonister. Og vores Thibaut viser sig at skulle have haft en affære med Balduins halvsøster, som senere bliver dronning af Jerusalem. Renaud er nemlig en efterkommer af den historie. Thibaut flygter til Frankrig for at komme i sikkerhed omkring år 1197, og dør netop som Renaud finder ham i 1244. Men ikke inden Thibaut har givet ham en mission at udføre!

Som sagt lidt kompleks; men virkelig interessant periode i verdenshistorien, som jeg ikke kender meget til - andet end, at det jo er fantastisk at læse om de steder i Jerusalem, som jeg selv har besøgt så mange århundreder senere - historiens vingesus uden tvivl! 

Mrs. Harris ta'r til New York - Paul Gallico

 

• Engelsk
• 25.-26. december
• 177 sider
• Originaltitel: Mars Harris Goes to New York

I sidste uge læste jeg den lille roman om rengøringskonen, Mrs Harris, der rejser til Paris for at få sin Dior-kjole. Nyudgivelsen af bogen i forbindelse med den nye version af filmen, indeholder ligeledes hans opfølger til historien fra 1958, som faktisk er lidt længere end den første historie.

Mrs Harris' tur til New York beskrives i bogen, der udkom i 1960, hvor vi genfinder den lidt geskæftige Mrs Harris tilbage i sin lejlighed i London efter det store eventyr i Paris. Naboerne har en lille plejesøn, Henry, som de har accepteret for at få pengene fra moderen. Hun er engelsk, men drengens far var en amerikansk soldat, som ville have dem med til Amerika, da hans tid i England var ovre. Det ville moderen ikke; de blev skilt - og hun sendte drengen væk, da hun skulle giftes igen. Nu er pengene stoppet med ar komme, og drengen bliver slået og mistrives.

Mrs Harris beslutter derfor at tage til Amerika; og da en af hendes kunder som rengøringskone samtidig får en stor stilling i New York, er det chancen for at finde barnets far. Hun får veninden med på turen - og så kidnapper de lige drengen, og får ham ombord på skibet uden at nogen opdager det. 

Det resulterer selvfølgelig i en masse forviklinger og vi genfinder hendes ven greven, som skal være ambassadør i Washington. Han bliver også viklet ind i historien om den lille dreng, som tager det hele i stiv arm.

Jeg var ikke nær så begejstret som for den første; måske fordi en opfølger bare ikke har charmen fra den første - og tingene bliver trukket lidt i langdrag med en gentagelse af mange tanker og sætninger. Mrs Harris er skam en charmerende kvinde, men så skal der bygges mere på personen end tilfældet er.

Men den kom jo som en lille bonus til den anden roman, og var glimrende juleunderholdning.

Bourdain in Stories - Laurie Woolever

 

• Engelsk
• 20.-23. december
• 496 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da den amerikanske kok, Anthony Bourdain, begik selvmord i sommeren 2018, gik der chokbølger igennem restaurationsverdenen; men også blandt mange andre, som kendte ham fra de mange tv-shows som No Reservations, Parts Unknown osv. Jeg var selv ret chokeret over, at en mand, der tilsyneladende lever et så spændende liv kan blive tvunget derud. Jeg genlæste ikke længe efter hans første bog fra 2000.

Deri fortæller han jo selv om begyndelsen på karrieren, men lægger heller ikke skjul på det massive stofmisbrug, der herskede i branchen dengang.

Efter hans død har hans personlige assistent - forfatteren - interviewet en lang række mennesker, der arbejdede sammen med ham. Der er både tidligere kokkekolleger, men også hans to ekskoner, hans bror og datter - og de uendeligt mange mennesker, der arbejdede på hans tv-shows. De så ham måske mere end familien; han rejste omkring 250 dage om året!

Bogens kapitler er til dels kronologiske, og skrevet som citater fra de forskellige interviews, der tilsammen giver en flydende fortælling. Hvert indslag indledes med navnet på personen; og mange af dem er ganske korte, så det til tider tager form af en dialog. Vi ser ikke forfatterens spørgsmål; det er nok snarere interviews, der efterfølgende er destrukturerede for at passe ind kronologien.

Når man læser ordene fra dem, der var tættest på ham, får man også et indblik i de dæmoner han bar på. Han var ude af stofmisbruget, men i stedet begyndte han at forfølge andre interesser, der kunne erstatte den afhængighed. Det blev berømmelsen og anerkendelsen igennem de tv-shows, der tog ham verden rundt. Det var lidt interimistisk i begyndelsen; små hold, der arbejdede med små budgetter, og hvor alle tog del i arbejdet. De blev voldsomt populære, og da han nåede til at arbejde for CNN, var han en superstjerne, som ankom, når alt andet var klart. Han sov på andre luksuriøse hoteller end holdet, og blev pludseligt isoleret i sin berømthed.

Samtidig rejste han konstant, og det blev sværere og sværere hele tiden at finde nye interessante historier og uopdagede kulinariske perler. Han blev et offer for sin egen passion og berømmelse.

Et par år inden sin død, gik han fra sin italienske kone uden dog at blive skilt; og han mødte en ny kvinde, som ikke er en del af bogen. Hun bliver af stort set hele hans omganskreds udpeget som den dråbe, der fik det hele til at flyde over. Var det en panikhandling fra en mand, der fyldte 60 og stadig kæmpede med narkoens dæmoner? 

Blot et par dage inden selvmordet udgav pressen billeder af hende med en anden mand; og det anses som det sidste ydmygende strå; han vidste godt selv, at det forhold ikke ville vare evigt - men nu var det udbasuneret på alverdens forsider. Det var næppe den hændelse alene; det ville være for nemt!

Men det var en kombination af at løbe hurtigere og hurtigere for at fylde et tomrum, som kun stofferne havde kunnet fylde tidligere. Der var en livskrise forbundet med alder, berømmelse og en yngre kvinde måske? Uanset hvad er bogen et fantastisk indblik i ham som person; i måden tv-optagelserne foregik på og hans relationer. Men også uendelig trist; for alle tænker jo nu, at de kunne have gjort noget. Alle dem, der så hans træthed, depression, opfarenhed hen mod enden - og som ikke gjorde noget - fordi han nu var blevet for berømt og for utilnærmelig; men nok mest i folks egen opfattelse. Han havde sat sig selv i en Catch-22.

Mrs. Harris ta'r til Paris - Paul Gallico

 

• Engelsk
• 19. december
• 143 sider
• Originaltitel: Mrs. Harris Goes to Paris

Ada Harris er enke, og arbejder som rengøringskone for de rige i London, og så har hun en tyk dialekt på engelsk, så hun faktisk selv udtaler sit navn som Arris. Og så rimer det jo på Paris på engelsk!

En dag ser hun en Dior-kjole i klædeskabet hos en af sine arbejdsgivere, og selvom hun ved hun aldrig kommer til at bruge den, er det eneste hun nu kan tænke på, at eje en Dior-kjole. Hun spinker og sparer, og efter næsten tre år tager hun flyet til Paris. Hun tror jo, at hun tager hen til Dior, køber kjolen og kan komme hjem med aftenflyet. 

Det er et kulturchok, da hun træder ind i Dior-forretningen, hvor der ikke hænger en eneste kjole fremme. Bogen udkom i 1958, da de udelukkende lavede haute couture og ikke prêt à porter. Chokket er mindst lige så stort for de ansatte; og da hun ender med at sidde på forreste række til dagens fremvisning, er det for meget for nogle - mens andre finder det befriende nyt og morsomt; som den ældre greve Chassagne.

Hun kan jo ikke få sin kjole samme dag, og ender med at tilbringe en uge i Paris, hvor hun vender op og ned på alles liv og forestillinger om den perfekte sociale orden. Det er den uslebne diamant, der møder eliten og ublu siger alt, hvad hun mener og føler.

Som sagt udkom bogen i 1958 - en ganske anden tid; Dior var fornemt og uopnåeligt for de fleste; men romanen her giver os et indblik i, hvor vigtigt det er at forfølge sine drømme uanset hvad. Det er skrevet med humor, og man kan ikke andet end at holde af den lille kvinde, som bliver så skidt behandlet af de rige hun gør rent for.

Det ender lidt bittersødt - men Mrs Harris konkluderer, at hun jo fik sin drøm opfyldt - og ikke mindst fik hun en masse nye venner. 

Bogen er blevet filmatiseret flere gange - senest i år, hvor dele af historien er ændret i forhold til bogen kan jeg se. Men det forklarer selvfølgelig hvorfor den er genudgivet, og det er en fin lille roman - og en film, jeg gerne ville se. Der er lidt old school-magi  over det, som er tabt i det 21. århundrede. 

Blæsten, sandet og stjernerne - Antoine de Saint-Exupéry

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 181 sider
• Originaltitel: Terre des hommes

Antoine de Saint-Exupérys bøger er sikkert lidt uddaterede i en dansk bevidsthed; de er oversat for snart hundrede år siden og findes stadig kun med de lidt klodsede titler - som Krigsflyver fra 1942, og denne fra 1938 om hans tid som pilot med base i Nordafrika, hvor han sikrede postruten fra Paris over Spanien til Saint-Louis i Senegal oppe ved grænsen til Mauritanien. Herfra fløj de videre til Sydamerika, og ændrede for evigt kommunikationsmulighederne i en mere forbundet verden. 

Netop Saint-Louis besøgte jeg selv i 2010, og der er blandt andet en skole, der bærer hans navn og hele byen er så forskellig fra resten af Senegal. Navnet alene indikerer det franske islæt, og den er smuk og vanvittig med sin kolonialistiske stil, som den ligger der midt i ørkenen.

Den franske titel refererer til Saint-Exupérys dybt humanistiske livssyn - Menneskets jord - hvor han fortæller om de oplevelser han har haft som pilot. Om sine møder med andre piloter, og helt almindelige mennesker undervejs. Om den eventyrlyst, der drev de første piloter ud på de flyvninger, der var krævende og farlige i en tid, hvor flyvning var ny.

En særlig oplevelse præger en stor del af bogen - og har uden tvivl også præget Saint-Exupéry så meget, at den danner grundlag for Den lille Prins, som udkom nogle år senere.

I 1935 strander Saint-Exupéry og hans copilot i Sahara med deres fly. De kan ikke flyve videre; de aner ikke, hvor de er - og det gør ingen andre heller ikke. Hvis de skal overleve må de bevæge sig væk fra flyet og ud i ørkenen. De bliver dehydrerede; de ser fata morgana og mister næsten troen på overlevelsen, da de endelig møder en beduin.

Men temaerne er de samme i to forskellige former. Forholdet mellem mennesket og vores planet; venskaber; ørken; vand - men også dyrene. Da Saint-Exupéry vandrer ude i ørkenen for at redde dem, møder han en ørkenræv - som vi finder igen i Den lille Prins. Vandet som kilde til liv er også en genganger.

Nok er Den lille Prins den poetiske udgave af en livsfilosofi; men den er bygget på hans egne oplevelser - reelle eller fata morgana - fra de dage fortabt i Sahara.

Det er selvfølgelig næppe den slags bøger, der sælger bedst 90 år senere; men den er interessant fordi vi lærer om disse flypionerer - men også om det humanistiske livssyn, der prægede denne mellemkrigstid. Saint-Exupéry var udpræget pacifist, som vi ser det i Krigsflyer - flyet var for ham eventyret og faren. Det var livet! 

Brunelleschis kuppel - Ross King

 

• Dansk
• 14.-16. december
• 191 sider
• Originaltitel: Brunelleschi's Dome

Et rent fund fra bibliotekets hylder, som jeg tilfældigt så ud af øjenkrogen, da jeg ledte efter en anden bog. Det er den danske oversættelse, og normalt ville jeg foretrække at læse originalen på engelsk - men når det nu er gratis på biblioteket, og de ikke havde den engelske udgave!

Jeg tror snart det haster med en tur til Firenze; jeg kan se på mine 2022-bøger, at jeg kredser mere og mere om kunsten i netop Firenze, og det er da også tyve år siden jeg sidst var der. For der er så mange andre steder at udforske - men netop byer som Rom, Paris, Firenze kan man altid vende tilbage til og aldrig blive færdige med.

Jeg var ikke oppe i toppen af kuplen, da vi var der - men jeg besøgte selvfølgelig kirken og dåbskapellet. Jeg beundrede Ghibertis døre og Brunelleschis kuppel. Jeg købte samtlige bøger jeg kunne finde om Medici-familien og byens historie; men ikke om selve kuplen.

Men netop kuplen er præcis en særskilt bog værdig - for hvordan byggede man et så imponerende bygningsværk for 600 år siden? Det er den største murede kuppel i verden med en spændvidde på mere end 45 meter - på en tid, vor man ikke havde kraner! 

Den er så karakteristisk med sine røde sten, der adskiller den fra den hvide marmor på kirken; som ses fra stort set hele byen og passer til landskabet omkring byen. 

Kings bog fortæller om besværlighederne ved dette byggeri. Om konkurrencen inden valgte faldt på Brunelleschi som bygmester; men også om Brunelleschi som person - ikke en nem mand at arbejde med.

Vi lærer om teknikkerne; det er ikke en forskønnet renæssancehistorie - der er mange opfindelser undervejs, som senere forekommer naturlige for os. På trods af alle de problemer, dør der officielt kun 3 personer på byggepladsen, som varer i årtier. Det er jo tankevækkende, når man ser på moderne byggerier og sikkerhed - Qatar fx!

Selvfølgelig rører den også ved nogle af komplekse relationer, der var såvel politisk som kunstnerisk i Firenze med Medici-familien, med Michelangelo og alle de andre genier, som hver især havde deres massive egoer at håndtere. Virkelig interessant bog - men til tider meget teknisk også.

The Moroccan Daughter - Deborah Rodriquez

 

• Engelsk
• 11.-13. december
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hovedbiblioteket i København har flere udstillinger af de nyeste bøger - eller blot anbefalinger; for den engelske sektion er den opdelt i flere områder, som jeg endnu ikke har gennemskuet. Det virker som om den ene er mere seriøs - eller tung - litteratur, mens den anden er mere chick-lit. Det er det nærmeste jeg er kommet det - og oftest finder jeg inspiration i den mere seriøse ende. Men flere gange havde jeg kigget på denne roman, og jeg trængte til lidt eksotisme og lidt minder fra en dejlig rejse til Marokko. 

Amina er marokkaner, men bor i USA og er gift med Max - men det ved hendes familie ikke. Nu skal hendes søster giftes, og hun rejser hjem til brylluppet sammen med sin bedste veninde Charlie og dennes bedstemor, Bea. Max er ikke med - for det går jo ikke; men planen er, at hun skal afsløre nyheden om sit liv. Familien derimod tror hun snart vender hjem igen, og er i gang med at finde en passende mand til hende.

Hjemme i familiens storsåede villa i Fez er også Samira, som er husholderske, og har været hos familien i fyrre år. Men hun gemmer også på en hemmelighed - som involverer Amina.

Forfatteren har gjort bedstemor Bea blind - hvilket jo fungerer optimalt for at iscenesætte beskrivelserne af livet i Marokko, da de andre skal forklare hende, hvad de ser. Det bliver dog lidt langtrukkent i enden konstant at have den vinkel på omgivelserne.

Så dukker Max op ud af det blå, og Amina vikles ind i flere løgne. Stadig får hun intet sagt til familien og det udvikler sig til lidt af en soap opera med stereotype personnager som Bea, der konstant beder om en drink... i Marokko!

Jeg havde håbet på en mere dybdegående analyse af de problematikker, der ville være - men det virker nærmest som et manuskript til en film. Måske er det, hvad forfatteren håbede? Jeg læste den færdig, selvom jeg næsten opgav, da slutningen var så uendelig forudsigelig. Absolut ikke interessant og en forfatter, jeg ikke vil kaste mig ud i igen.

Krigsflyver - Antoine de Saint-Exupéry

 

• Fransk
• 6.-8. december
• 221 sider
• Originaltitel: Pilote de guerre

De fleste danskere kender nok udelukkende saint-Exupéry for hans fabelagtige roman Den lille prins, som har solgt 145 millioner eksemplarer og er oversat til 270 sprog. Det er den mest oversatte bog efter Bibelen!

Noget anderledes er det med denne lille roman, som Saint-Exupéry skrev, da han var pilot under 2. Verdenskrig - en krig, som også endte med at koste ham livet. I 1940 var han stationeret på en base i Arras i det nordlige Frankrig, og tyskerne invaderede byen. Han flyver på en mission for at rekognoscere, og hans fly bliver undervejs angrebet af tyske fly. Han formår dog at vende retur til basen, og det lilel mandskab på tre personer, overlever alle - og Saint-Exupéry får en medalje for indsatsen.

Den oplevelse er baggrunden for den lille roman om livet som krigspilot; den danske titel virker noget forældet, men der er nok ikke det samme salg i denne historie som i historien om den lille prins.

Da franskmændene overgiver sig, og Frankrig bliver delt i en besat og en fri zone, rejser Saint-Exupéry til New York, hvor han opholder sig de næste tre år. Det er her, han skriver bogen og også her, han året efter udgiver Den lille prins.

Saint-Exupéry var ikke fan af de Gaulle, som styrede Frankrig fra London, mens den anden del af landet blev styret af Vichy-regeringen. Vichy-regeringen ledet af Pétain var antisemitisk og søgte aktivt at samarbejde med tyskerne; men Saint-Exupéry er i starten af krigen frustreret over Frankrigs militære nederlag, som han bebrejder de Gaulle for.

Med bogen forsøger han at overbevise amerikanerne om, at Frankrig kæmpede bravt for at forsvare landet - til inden nytte; og bruger det som argument for, at amerikanerne skal melde sig ind i krigen; hvilket de som bekendt gjorde efter Pearl Harbour i december 1941.

Bogen handler om den ene flyvning over Arras; farerne og kompleksiteten i at flyve fly på den tid, hvor den teknologiske udvikling ikke just var Top Gun-fly! Beskrevet langt senere væver Saint-Exupéry sine tanker om krigen, menneskeheden og absurditeten i det hele ind i teksten, som bliver meget filosofisk. Næppe tanker han havde tid til at gøre sig oppe i flyet; men helt sikkert tanker, som prægede hans syn på verdenssituationen, og som senere genopstår i en mere naiv form i Den lille prins.

Dog var ikke alle lige begejstret for hans kritik af piloter som kanonføde; og både nazisterne, Vichy-regeringen og de Gaulle forbød bogen, som oprindelig kun blev trykt i 2 100 eksemplarer; det blev en undergrundsbog, man læste i skjul. Ingen havde behov for en fortælling, der kunne demoralisere både piloter, men også alle andre soldater.

Saint-Exupéry var nemlig sin profession til trods pacifist og nationalist; han vendte derfor tilbage som pilot i 1943 for at flyve fra Nordafrika, som dengang var fransk territorie. Den 31. juli 1944 letter han på en rekognesceringsmission, og hans fly forsvinder. I 2003 finder man rester af flyet og endda hans armbånd. Siden 1944 har utalige versioner verseret - blev han skudt ned; blev han taget som krigsfange? Er han begravet anonymt et sted i nærheden af, hvor man så et fly blive skudt ned?

Det får vi nok aldrig svaret på; men Saint-Exupéry døde jo, som han elskede det - i sit fly; og hans besked m næstekærlighed lever for evigt i Den lille prins.

Savnet - C. L. Taylor

 

• Engelsk
• 4.-5. december
• 512 sider
• Originaltirel: The Missing

Psykologiske thrillers er for mig nogle, hvor jeg virkelig er holdt i spænding og først i side øjeblik på sidste side opdager tingenes rette sammenhæng. Indrømmet - det er en svær kunst!

Lesley Karas thriller havde den effekt på mig; den er dog endnu ikke oversat til dansk - men den vil jeg varmt anbefale på engelsk, hvis man har lyst til ægte spænding omkring et plot, vi nok alle kan identificere os med.

Taylors plot er også noget, der sagtens kunne finde sted i hverdagen - og gør det! En 15-årig knægt forsvinder fra sit hjem midt om natten. Han bor hos sine forældre, Claire og Mark, og storebroderen Jake. Og så er der Kira, Jakes kæreste, som er flyttet ind hos dem på grund af problemer i hjemmet.

Men nu er der gået seks måneder, og Billy er stadig ikke fundet. Hverken død eller levende - og ikke et livstegn. Parallelt med historien, der starter med endnu en appel i medierne efter de seks måneder, følger vi en chatkorrespondence mellem to pseudonymer. Vi ved ikke, hvem de er - men som historien skrider frem, kan man gætte det. Øv!

Claire begynder at lide af blackouts hver gang hun opdager nye hemmeligheder i familien; nogle relaterede til Billy - men også andre totalt ligegyldige, som ingen indflydelse har på historien.

Psykologisk thriller betyder snarere, at man trækker det så meget i langdrag med banaliteter, at man køres træt på den måde. Heldigvis er det en meget let læst bog; det tog mig reelt set to aftener og lidt morgenlæsning inden arbejde. 

Jeg var ikke overrasket over slutningen, og jeg var bestemt ikke imponeret. Den tabte pusten, og endte med en hverdagsfilosofi over vores liv som mennesker, teenagere, ægtepar og alt muligt andet. Heldigvis var den fra biblioteket - men den forfatter er jeg slut med.

Notre-Dame - Ken Follett

 

• Dansk
• 3. december
• 106 sider
• Originaltitel: Notre-Dame

En lille lækkerbisken til lørdag eftermiddag; det knap en bog men heller ikke en artikel - noget midt imellem!

Da Notre-Dame begyndte at brænde i april 2019 sad jeg som så mange andre, og kiggede forfærdet på tv-skærmen. Jeg har boet i Paris, og jeg er der jævnligt (unden corona i hvert fald!). Og jeg er kæmpe fan af Victor Hugo, som jo om nogen har udødeliggjort katedralen i sin roman. Faktisk var hans indignation over katedralens forfald, da han skrev sin roman i 1831 medvirkende til, at den franske regering igangsatte en omfattende renovering - som blandt andet betød installationen af det spir, vi alle så styrte brændende sammen i 2019.

Ken Follett hat skrevet flere bøger om katedraler; han har et indgående kendskab til deres arktiektur og den teknik, der har været brugt i bygningen af dem. Så - som han selv siger - uden absolut at være en autoritet eller ekspert på området, så rakte mange medier ud til ham i dagene efter branden.

Derfor accepterede han at skrive denne lille bog, hvor alt overskud går til genopbygningen af katedralen. Den skulle meget gerne stå klar i 2024, når Paris skal være vært for de Olympiske Lege.

Bogen indeholder nogle af de vigtige datoer i katedralens historie - som udgivelsen af Hugos roman, renoveringen og selvfølgelig den oprindelige historie om byggeriet i middelalderen. Om katedralens betydning i Paris' og Frankrigs historie. På Cluny-museet i Paris kan man se de statuer, der under den Franske Revolution blev fjernet fra facaden, da de repræsenterede konger. Blot var det ikke franske konger, som man fejlagtigt antog - men derimod konger fra Bibelen. Heldigis kan de nu ses der og facaden fik nye kopier, da Viollet le Duc renoverede den.

Jeg var sidst i Paris i november 2019 - inden corona, inden kræften kom - og der var byen præget af de store kraner, der er den del af genopbygningsarbejdet. De rager højt op i byen - højere end det tidligere spir, og man ser dem mange steder fra som en påmindelse om, hvad der skete - og det kæmpe arbejde, der endnu ligger forude. Jeg glæder mig til igen at kunne se kirken indefra - men nok især at se, om man vil formå at bevare den aura af mystik, sjælero og historie, som man altid følte derinde.

The Dig - John Preston

 

• Engelsk
• 30. november - 3. december
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg opdagede faktisk filmen på Netflix, men ofte er jeg ikke imponeret over filmatiseringer af bøger - eller jeg foretrækker under alle omstændigheder at have den litterære version med mig. Så jeg lånte bogen på biblioteket først.

Det er en sand historie om de gravfund, der blev gjort i Sutton Hoo lige på bristepunktet til 2. Verdenskrig. Edith Pretty er enke og bor på en mindre herregård i Suffolk; et engelsk amt i den østligste del af England, og altså med direkte adgang til Nordsøen. Pretty og hendes afdøde mand har i mange år været nysgerrige omkring de gravhøje, der findes på deres jorder - men først nu hyrer hun Basil Brown til at udgrave dem. Hun fornemmer, at det haster, da krigen vil vende op og ned på alting og umuliggøre den slags opgaver.

Basil Brown er selvlært arkæolog, og går med iver til opgaven. Han forventer ikke mirakler - så stor er hans overraskelse, da han finder de første rester. Som han graver videre, begynder han at se, at dette er langt mere og større end hans lille hold kan klare.

Derudover er der pludselig politiske interesser; for nu vil British Museum have fingrene i gravstedet - og så er der diskussionen om, hvem der er den retmæssige ejer af fundene. 

Historien fortælles i flere dele set fra forskellige synsvinkler - Edith Pretty, Basil Brown, Peggy Piggott (en kvindelig arkæolog på stedet) og Edith Prettys søn. De oplever hver især deres version af de korte intense måneder, hvor krigen lurede og de samtidig gjorde opdagelserne. For Edith Pretty handler det om at opklare mysterierne og også underholde hendes 9-årige søn, som keder sig en del som eneste barn med en mor på 56 år - ret usædvanligt for tiden.

Peggy Piggott er en mere kompleks karakter; man fornemmer, at hun ikke er lykkelig i sit ægteskab med Stuart, og bliver ret tæt med Edith Prettys fætter, Rory. Det er vist en kunstnerisk frihed, som ikke havde hold i virkeligheden - men folket vil have romantik.

For min del havde jeg det fint med blot at læse om de meget spændende udgravninger; man fandt nemlig resterne af et ret stort skib, som muligvis var en gravplads. Man fandt guldobjekter af forskellig art, og der er stadig spekulationer om, hvem der muligvis har været begravet der - en konge? Under alle omstændigheder viser det sig at være et af de vigtigste fund i England, og kan dateres tilbage til det 6.-7. århundrede. Samtidig er der ligheder med fund gjort i fx Sverige - og så tænker man jo uvilkårligt, at perioden stemmer med den tidlige vikingetid.

Jeg vil muligvis se filment - blot for at se, hvordan de gengiver udgravningen - den romantiske historie er unødvendig og irriterende; men nødvendig for Netflix selvfølgelig.

De taknemmelige - Delphine de Vigan

• Fransk
• 29. december
• 192 sider
• Originalitel: Les gratitudes 

Delphine de Vigans romaner er som oftest ganske små, hvilket ikke gør dem mindre intense; men denne kunne snildt læses på en dag. Den endte om aftenen på sidste side med tårer på kinderne, må jeg indrømme.

Michka er en ældre dame, som hele sit liv har arbejdet med ord. Hun har altid boet alene, men tog sig meget af overboens lille datter, Marie, da dennes mor sank dybere og dybere ned i et misbrug.

Nu mister Michka ordene - de forsvinder om natten, mens hun sover synes hun. Det ender med en plejehjemsplads, hvor Michka tilses af talepædagogen Jérôme.

Historien fortælles af de tre personer. Marie, som besøger Michka og derigennem får vi glimtene af deres fælles fortid. Jérôme, som lærer den ældre dame at kende, og når ind til den Michka, der er derinde endnu. Hun gider nemlig ikke øvelserne, men vil meget gerne snakke om livet.

Den er lidt pudsigt skrevet efterhånden som Michkas ord forsvinder, og hun bytter rundt på ord, der lyder ens - men man forstår glimrende, hvad forfatteren vil sige.

Man fornemmer hendes fortid og barndom bliver mere reel for her nu; og man lærer selvfølgelig nogle ting, som forklarer hendes adfærd som ældre.

Men det er også en rørende historie om, hvornår og måske hvorfor ældre pludselig giver op når de ender på et plejehjem. En historie om at vi skal huske at sige tak mens tid er. At vi skal huske at bruge ordene, mens vi har dem!

After the Romanovs - Helen Rappaport

 

• Engelsk
• 27.-28. november
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Min fødselsdagsgave til mig selv - mens jeg ventede på de absolut forventede boggaver - var en mindre, men virkelig interessant roman, som hurtigt blev fortæret.

I kølvandet på den russiske revolution i 1917, flygtede titusinder af mennesker ud af landet. Der var både de adelige - prinser og prinsesser, storfyrster og storfyrstinder i hobetal - men også soldater fra den hvide hær; og selvfølgelig en del ansatte ved hoffet, som i kraft af deres relationer til den tidligere tsarfamilie nu ikke følte sig trygge.

Allerede inden revolutionen var Paris et yndet rejsemål for tsarfamiliens medlemmer; de skulle jo shoppe Fabergé-æg og kjoler; de skulle på cabaret og drikke fransk champagne. Nogle ejede endda ejendomme i Paris som deres andet hjem; og det var derfor naturligt at søge den vej. I Paris kunne de også nemmere komme af med diamanter og juveler, hvis de havde været heldige nok til at få dem med. Og alle de andre fulgte med, og Paris blev en russisk antirevolutionær enklave i Europa.

For de mange helt almindelige mennesker betød det en tilværelse med sult og fattigdom; men den skæbne ramte også de adelige. Nogle tog sig gevaldigt sammen, og fik et arbejde - og nogle var ikke bange for at skrubbe toiletter eller blive syersker. Andre forsøgte i årevis at leve højt på tidligere tiders venskaber og deres forældede titler. Der var hele industrier, hvor russerne begyndte at dominere - som fx taxachauffører og syersker; men også i hotelbranchen. Mange havde enten et indgående kendskab til luksushotellerne som gæster eller var som russisk tyende vant til at yde service til samfundets øverste.

Derfor kunne man sagtens tage en taxa i Paris i 1920'erne ført af en storfyrste! De var velkomne langt hen ad vejen; men der kom også skår i glæden, da en russer dræbte den franske præsident i 1932 og da verdensøkonomien var i recession efter krakket i 1929.

Mange kunstnere flygtede; men ikke alle fandt genhør i udlandet og de savnede Rusland så forfærdeligt. De fandt ikke alle den samme inspiration som derude på de russiske stepper, selvom kunstnere som Chagall selvfølgelig fik skabt sig et stort navn.

Da 2. verdenskrig kom måtte mange med jødisk oprindelse igen på flugt; det må have virket umenneskeligt på dem! Og interessant nok var der i den forgangne weekend en minifestival i Paris organiseret af russiske kunstnere, der nu er rejst til byen i protest mod krigen i Ukraine. Verdenshistorien gentager sig blot!

Det var ikke som sådan nyt stof for mig; men jeg havde læst om det i bidder hist og pist; denne organiserede tilgang til emnet lærte mig derfor en del nyt - og jeg var virkelig opslugt af emnet. Der var så mange tragiske skæbner; man kan vel næppe forestille sig, hvordan man går fra at leve i overdådig luksus i et russisk palads til pludselig at tigge på gaden i Paris. Men der var også mange modige mennesker, som slugte kamelerne og kom videre. Og Paris bærer den dag i dag spor af deres passage. Deres efterkommere er nu mere franske end russiske; men der er russiske kirker, restauranter etc. som fortæller historien. 

Rød nat - Philip Khokhar

 

• Dansk
• 24.-26. november
• 360 sider

Det er bestemt ikke alle bøger, der er blevet til under coronakrisen, som burde være blevet det! Det er heller ikke givet, at man er en god forfatter blot fordi man er en god journalist - det har jeg tidligere set eksempler på. Alligevel måtte jeg læse denne bog om Kina, da Khokhar er en journalist, jeg virkelig beundrer fagligt. Jeg blev ikke skuffet - tværtimod!

Det er en interssant og øjenåbnende bog om hans otte år som udsendt korrespondent i et land, som man slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan fungerer "indefra". Jeg har aldrig været i Kina - og de sidste par år har det i medierne primært fyldt på grund af Covid-19 - som Khokhar i øvrigt rapporterede fænomenalt fra uanset om det var ude på gaden eller isoleret hjemme eller på et hotelværelse.

Bogen tager os med på en kronologisk rejse i tiden i Kina fra Covid-19-udbruddet og frem til sensommeren 2022; men med afstikkere tilbage i tiden for at forklare landets komplekse historie og politik; men også for at se tilbage på hans egen tid i Kina siden han ankom i 2014.

Det kræver en del tålmodighed at bo i et land, hvor man konstant skal kæmpe mod vindmøllerne - her i form af det enorme kinesiske bureaukrati og sikkerhedsapparat. Det kommunistiske styre har en nærmest paranoid frygt for udenlandske journalister, og dagligdagen som udenlandsk journalist er blandt andet overvågning. Khokhar beskriver både, hvordan hans telefonsamtaler aflyttes; de konstnte skygger i gaderne, der faktisk er så dovne, at de knao gider skjule, at de følger ham. Eller måske er det det yderst bevidst for at vise ham, at de altså er der og mener det - ligesom når de "besøger" hans lejlighed i hans fravær.

Men Khokhar nærer også kærlighed til landet og møder mennesker, som han knytter tætte venskaber til på trods af de store kulturforskelle, som i starten står i vejen. Man fornemmer, at det er at had-kærlighedsforhold; men den slags har det med at være opslidende, som det også bliver for ham til sidst.

Som læser får man også en dyb indsigt i arbejdet som udstationeret korrespondent; det er absolut ikke et job for svage sjæle. Det er liv med uendelige rejser og lange dage; reportager hjem til os danskere i direkte tv, når det er midt om natten i en anden tidszone. Det er adskillelsen fra familie og venner derhjemme, og umuligheden af at kunne planlægge meget - for der kan altid opstå en krise, man skal dække.

Jeg havde om muligt endnu mere respekt efter at have læst bogen. Jeg har stadig ikke et udtalt ønske om at besøge Kina desværre - jeg ville jo ikke være interessant for dem; men det virker bare skræmmende med et så totalitært system.

Khokhars fortælling er ærlig, personlig og vedkommende - det er også historien om hans eget liv, og han giver meget af sig selv. Derfor kan det virkelig ærgre mig, at der er så relativt mange sjuskefejl i korrekturlæsningen (det er jo Politikens Forlag så selvfølgelig er der det!). Det er jo ikke forfatterens skyld; men det skæmmer en bog, at man hos forlaget ikke lige tager sig tiden til at gennemlæse den ordentligt og rette de mange fejl. 

Det skal dog ikke afholde en fra at læse den; det vil bestemt være oplysende og berigende!

Guerre et térébenthine - Stefan Hertmans

• Fransk
• 20.-23. november
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

I januar læste jeg den virkelig fantastiske roman Konvertitten af den belgiske forfatter Stefan Hertmans; og så kiggede jeg efter andre af hans bøger, og fandt denne om hans egen morfar.

Hertmans er født i 1951, da hans morfar Urbain var 60 år gammel. Denne var altså født i 1891 i Gand i Flandern. Faderen var kunstmaler, og arbejdede primært med at restaurere kirkemalerier, og moderen havde forefaldende arbejde - mans hun altså passede hus og fem børn! Men faderen dør ung - sikkert af tuberkulose; og moderen, som Urbain forguder, gifter sig igen. Det ser Urbain ikke med milde øjne på - og han vil væk fra barndomshjemmet og kommer på militærskole.

Men uanset uddannelse så endte alle unge mænd jo med at blive mobiliseret i 1. Verdenskrig; den Store Krig, som den blev kaldt - den krig, der skulle afslutte alle krige; hvilket jo var et umuligt og naivt ønske.

Urbain dør i 1981 som 90-årig; og nogle år senere finder Hertmans nogle dagbøber, han har skrevet mange år efter krigen. Den første handler primært om banrdommen og det fattige liv i Gand; familien var absolut ikke velstående, og faderens død hjalp næppe. At moderen giftede sig igen, var en praktisk forsikring mod fattigdom mere end vild passion.

Hele den anden dagbog handler primært om krigen i skyttegravene; han fortæller detaljeret om kampene og de tre gange han blev hårdt såret. Men også om tiden efter krigen, hvor han forelskede sig og blev forlovet med Maria Emelia. De var lykkelige, og glædede sig til brylluppet, da hun rammes ad den spanske syge og dør ganske ung. I stedet opfordres han til at gifte sig med Gabrielle; den ældre ugifte søster - hun var endda 30 år gammel, hvilket var ret uhørt på den tid. En lappeløsning, der nok gav dem et godt ægteskab men ikke den passion, han havde med den afdøde søster.

Hertmans gengiver morfaderens historie ud fra dagbøgerne; til tider ordret, andre gange som genfortællinger. Ligesom i Konvertitten ynder han at besøge de steder morfaderen omtaler.

Det var ikke den bedste historie om 1. Verdenskrig jeg har læst; men den var interessant på andre områder. Det er et rørende portræt af et elsket familiemedlem, hvor man som barnebarn måske "kun" ser den ældre person - Hertmans opdager pludselig hele den (u)lykkelige kærlighedshistorie, og forstår morfaderen på en ne helt ny måde. Han opdager hans malerier, og ser pludselig at han livet igennem malede hende i de kopier han lavede af berømte malerier. Han placerede hendes ansigtstræk hos alle kvinderne.

Jeg har boet 14 år i Belgien, og dermed er sporene af 1. Verdenskrig i Belgien selvsagt noget, jeg kender yderst godt - men jeg opdagede mere her om forholdet mellem de flamske og wallonske soldater, og det skarpe hierarki. Fransk var stadig de dominerende sprog, og dermed fik de wallonske soldater de højere poster - de flamske soldater var oftest blot kanonføde. Det giver jo stof til eftertanke, når man kender til den evigt ulmende konflikt de to landsdele imellem.

Så interessant for mig, men det er nok et begrænset publikum udenfor Belgien, der vil finde den ligeså spændende.

Hemingway's Widow - Timothy Christian

 

• Engelsk
• 11.-19. november
• 565 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har ikke læst alle Hemingways bøger; eksempelvis ikke de to helt store klassikere om den spanske borgerkrig - og selvfølgelig historien om Santiagos kamp mod fisken. Jeg elsker hans historie om Paris for knap hundrede år siden, hvor han hang ud med Picasso, Gertrude Stein, Capa og gænget.

Sidste gang jeg var i Cuba skulle vi have besøgt hans hus dér, som efter revolutionen blev givet til det cubanske folk og nu er et museum. Men et par uger inden vi skulle rejse, kom hurricane Irma og Cuba var hårdt ramt - og Hemingways hus usikkert på grund af de nedfaldne træer. Det var virkelig ærgerligt - og efter at have læst hans enkes biografi, kan jeg kun ærgre mig endnu mere! 

Hemingway var en skørtejæger; men da han møder journalisten Mary Welsh i 1944, har han også været ude for flere hjernerystelser - alt sammen noget, der senere fører til hans depression og selvmord. Men lige der, betyder det, at han er impotent - og Mary er en attraktiv kvinde med mange bejlere, og ikke helt med på ideen om et forhold på de præmisser. Hun giver ham seks måneder - og hun bliver da også hans sidste af fire hustruer; selvom det ikke altid var nemt.

Mary Welsh kommer af en middelklassefamilie i USA'hun rejser til London lige før krigen og bliver en anerkendt journalist, og dækker krigen derfra. Hun var gift en gang som helt ung, men da hun møder Hemingway er de begge gift til anden side. Marys mand er også journalist, og dækker krigen i noget fjernere egne - og Martha Gellhorn, Hemingways tredje hustru, rejste også rundt for at dække krigen. 

Men Hemingway blev konstant forelsket i ideen om det perfekte forhold - men var også temperamentsfuld og kolerisk; og så havde hans ego behov for en ny - og ofte yngre - kvinde til at beundre ham.

Mary og Hemingway holder dog sammen i 15 års ægteskab; det er ikke uden kvaler, og Mary giver afkald på sin karriere for at værne om Hemingway. Det bliver ligeledes hendes "sikkerhed"- for han kan ikke undvære hende til at styre hans korrespondance, korrekturlæsning og agere som manager. Langt bedre end de yngre kvinder, han igennem årene forsøger at forføre. Men han er blevet for gammel og i stigende grad syg og deprimeret.

Bogen fortæller om Marys liv - men hendes liv bliver Hemingwasy liv på godt og ondt. Hun er altid i anden række i forhold til hans kvinder, bøger, jagter - men da han dør, arver hun det hele inklusive forvaltningen af hans forfatterskab. Måske får hun en følelse af endelig at have fået anerkendelse og oprejsning for de mange år, hvor hun "blot" var hustruen. Nu kan hun bestemme, hvad der skrives om Hemingway. Blandt andet forsøgte hun i 1961 efter hans selvmord at holde fast i historien om en ulykke - først fem år senere medgav hun, at det var selvmord; da diverse bøger havde afsløret det.

Det er til tider lidt tung læsning; der er mange detaljer at forholde sig til - men det er også emiment research, og kaster et helt nyt lys over Der er ingen ende på Paris, hvor hun manipulerer den første udgave til hendes foretrukne virkelighed. 

På mange måder er det en tragisk historie; hun lever sine sidste 25 år alene; og dør dement og alkoholiseret i en Hemingway-kult, hvor hun gør alt for at beskytte hans image og samtidig fremstå som hustruen over dem alle.

Danmark før os - Rane Willerslev (m.fl)

 

• Dansk
• 8.-10. november
• 350 sider

Ønsker mig sig en virkelig smuk coffee table-bog, som samtidig er fuld af interessant viden, så er denne sagen!

Det er et samarbejde med en række ledende forskere i Danmark, der har sat sig for at udvælge halvtreds klenodier fra danmarkshistorien spredt over ni overordnede perioder - fra stenalderen til 2. Verdeksnkrigs afslutning over renæssance og enevældet blandt andet. Bogen er smukt og symmetrisk opbygget; hver periode indledes med et to-siders opslag med en kort introduktion. Derefter følger et to-siders opslag med en tidslinje for perioden med de vigtigste begivenheder og fotos af de udvalgte genstande for perioden placeret i deres historiske kronologi.

Hver genstand beskrives over fire sider både som en lille historie, hvor den indgår i den situation eller sammenhæng, hvor den er blevet brugt - men også mere overordnet i kædningen til vores udvikling som land. Det er heller ikke kun Danmarks historie; for ydre begivenheder har jo påvirket vores udvikling - vi er ikke kun danmarkshistorie, men også en del af en verdenshistorie.

Der er utroligt smukke fotos hele vejen igennem, og genstandene bliver levende og relaterbare sat ind i den kontekst. Man kunne ønske sig, at museer havde en ligeså uddybende tilgang til udstillede objekter, selvom det selvfølgelig er pladskrævende. Eller måske er det bare alt for lang tid siden jeg har besøgt fx Nationalmuseet?

Bogen afsluttes med en rundbordssamtale mellem forskerne om vigtigheden af objekter som vidnesbyrd om vores historie. Hvilke objekter har vi i dag, som man i fremtiden vil se tilbage på som tidstypiske - og hvordan vil man tolke og forstå dem?

Det er selvfølgelig ikke lige en bog, man sidder i tasken til læsning i bussen; men det er et smukt opslagsværk, man uden tvivl vil vende tilbage til. Der er lidt kludder med korrekturlæsningen til tider - dumme fejl; men mest af alt kunne jeg have ønsket mig, at det var anført på hvilke museer man i dag kan se de viste genstande. Objekternes findesteder er angivet, men hvor de befinder sig i dag er ikke klart. Måske er de alle på Nationalmuseet - men jeg er faktisk ikke sikker; og der er nogle, jeg meget gerne vil se mere i detalje og i 3D. 

The World That We Knew - Alice Hoffmann

 

• Engelsk
• 6.-7. november
• 384 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg er ikke til fantasy-bøger; men elsker eventyr - for deres symbolik og arketyper, der er universelle fortolkninger af temaer, som er urgamle. De varierer fra religioner til kulturer til lande og endog regioner - vi har alle vores folkesagn og myter.

Alice Hoffmann er af jødisk oprindelse, og i denne roman tager hun os med til Berlin i begyndelsen af 2. Verdenskrig, hvor Lea bor med sin mor Hanni, og bedstemoderen, der ikke kan komme ud af sengen. De er jøder, og faderen er blevet dræbt af nazisterne. Hanni vil have sin datter i sikkerhed, men skal også passe på sin gamle mor.  Så får hun den idé at henvende sig til rabbien for at bede ham skabe en golem - men det bliver rabbiens datter, Ettie, der udfører den opgave som traditionelt skal udføres af mænd - og skabe en mandlig skikkelse. 

Princippet i en golem, som den kendes fra myterne, er at den beskytter jøderne - og har man nogensinde været i Prag, kan man ikke undgå at se dem omtalt og visualiseret alle steder. Ettie fremstiller Ava, som bliver Leas golem. Men en golem har en begrænset levetid; de kan ikke føle menneskelige følelser - for de har ikke en sjæl. Tiden vil dog gøre dem stærkere og stærkere, og til sidst kan de føle sig menneskelige og uovervindelige. Derfor skal Lea destruere Ava, når hun er kommet i sikkerhed.

Flugten går til Frankrig sammen med Ettie og hendes lillesøster; men deres veje skilles. Lea og Ava kommer til Paris, hvor de bor hos familie deriblandt de to brødre Julien og Victor, og deres protestantiske tjenestepige Marianne. Paris er ikke sikkert længere, og selvom Ava har beskytteren i sig, så er de konstant på vejen for at komme ud af Frnakrig.

Det fører alle vores protagonister på rejser rundt i landet - Marianne og Victor går ind i modstandsbevægelsen. Julien kommer på et tidspunkt til at bo i landsbyen Izieu, som desværre blev kendt, da Gestapo stormede huset og deporterede 44 børn i alderen fem til sytten år, som døde i gaskamrene. Hoffmann får på fin vis flettet store dele af franske jøders historie ind i historien om Lea og Ava.

En anden vigtig komponent er hejren, som Ava udvikler et specielt forhold til og som fungerer som budbringer mellem Lea og Julien; de to unge mennesker i historien, som knytter et helt specielt bånd. Avas følelser kommer til live i mødet med hejren, og hun ved også, at hendes dage er talte - ligeså faktuelt og brutalt som mange jøder vidste, hvor farligt livet var for dem i de dage.

Lea ved, hvad hun skal gøre - men moderens ønske var mere end blot en beskytter; hun ville have én til at våge over pigen, som var det pigens egen mor. Da tiden kommer, er det et moralsk dilemma - hvor alle eventyrs moraler kommer i spil.

Jeg var lidt i tvivl om det fantasifulde element i historien; men jeg var så fanget af historien, at den blev slugt på to dage. En smuk og barsk og rørende fortælling om mennesker i modgang.

Vivian - Christina Hesselholdt

 

• Dansk
• 5. november
• 200 sider

I sidste uge startede jeg aftenskole på Folkeuniversitetet i København - en kortere række forelæsninger om portrætter; i maleri men også i andre former for media deribalndt fotografi. Underviseren benyttede der et foto taget af den amerikanske fotograf Vivian Maier - og så erindrede jeg jo, at den store udstilling med hendes fotos var på min liste over udstillinger, der skulle besøges i Paris sidste år. Men den rejse blev aflyst, da jeg fik cancer - og så glemte jeg lige Vivian Maier.

Men hun er jo virkelig et kuriosum - og et mysterie vi aldrig får svaret på! I årevis arbejdede hun som barnepige i New York og Chicago; mens hun "luftede" sine børn, havde hun sit kamera om halsen og tog billeder af hverdagslivet og selvportrætter i vinduesrefleksioner og lignende. De fleste af hendes film blev aldrig fremkaldt, og et par år inden hendes død blev mange af hendes opmagasinerede kasser bortauktioneret, da hun ikke havde råd til at betale lejen for opmagasineringen. 

Det var dog først efter hendes død i 2009, at hun for alvor blev kendt - og nu udstilles hendes fotos på de største museer i verden - som på Luxembourg-museet i Paris sidste vinter. Personen er dog stadig fyldt med mysterier! Hun blev aldrig gift og boede altid hos sine arbejdsgivere; da hun blev gammel, tog nogle tidligere "børn" sig af hende. Men hun døde fattig og uden at nogen kendte til hendes talent som fotograf.

Hun var nærmest sky, og ville helst ikke sige sit navn. Hun fik fremkaldt film forskellige steder for at undgå for meget opmærksomhed; og kunne sige, at hun var spion, hvis adspurgt om sin profession.

Hun var halvt fransk, og boede i en periode i Frankrig - men rejste også verden rundt i 1959-60; sandsynligvis finansieret af en arv. Da den var opbrugt måtte hun så passe børn - selvom hun nok ikke havde et udpræget moderinstinkt.

Hesselholdts bog er genial; en samtale mellem flere parter - fortælleren, Vivian, hendes skiftende arbejdsgivere og plejebørn, moderen, broderen, ....

Vi får indblik i en kompleks persons tanker og der refereres til kendte fotografier alt imens forfatteren forsøger at forstå, hvad der motiverede hende til at leve som hun gjorde. Var det et resultat af en kaotisk barndom med en fordrukken far og en luddoven mor? Havde hun været udsat for overgreb som barn?

Det er en lille bog, som kører i højt tempo - men man kan samtidig lede efter de fotos, der refereres til og undre sig over, hvad denne mystiske kvinde indeholdt. Og ikke mindst, hvad det kunne være blevet til, hvis omstændighederne havde været anderledes - hvis nogen havde vidst, hvad hun lavede og anerkendte det? Hendes fotos er primært sort-hvide - da hun var ældre i 1980'erne og 1990'erne tog hun nogle farvefotos, men måske forsandt interessen, da det sort-hvide tema gik af mode for en tid.

Under alle omstændigheder er det en fantastisk livsskæbne, og Hesselholdt formår at indkapsle både mystikken men også den smerte, som jeg tror, Maier må have båret på.

Le parfum de l'exil - Ondine Khayat

 

• Fransk
• 1.-4. november
• 524 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og lære nyt historisk; så for nogle måneder siden bestilte jeg denne bog om de armenske folkedrab uden at kende noget til forfatteren eller selve historien. Fejl!

Det er en rammefortælling om den 37-årige Taline, som bor i Paris og arbeder med parfumer. Hun udvikler parfumer i firmaet, som hendes mormor har stiftet - men nu dør Nona, hendes mormor, i den respektable alder af 102 år. Samtidig er Taline i et særdeles skidt parforhold med den arrogante og usympatiske Mathias, som ikke anerkender hendes talenter på jobbet.

Da Taline vender tilbage til mormoderens hus i Sydfrankrig finder hun tre dagbøger, der er stilet til hende. Det er fortællingen om familiens historie nedskrevet af hendes oldemor, Louise, som er født i 1901 i Tyrkiet. Familien var velstående, og levede et sorgløst liv i Marach i det sydlige Tyrkiet; bedstefaderen finansierer børnehjem, og Louise og hendes søskende involveres tidligt i arbejdet med at gøre godt for andre. Men i 1909 rammes den nærliggende by Adana af optakterne til de enorme folkedrab, der ender med at dræbe hundredetusider af armeniere boende i Tyrkiet. Tallet anslås at være så højt som 1,5 million.

I 1915 begynder det dog for alvor at gå galt, og familien splittes op og spredes for alle vinde.

Louise og hendes lillesøster må nu klare sig uden forældrenes beskyttelse, og det er barske historier.

Det er hele historien om folkedrabene jo - alt andet er umuligt; det er grumme skæbner, der beskrives.

Men historien indeholder så meget andet - der er nutidens historie om Taline og hendes forliste forhold. Der er historien om familiens parfumeforretning og det bliver alt alt for detaljeret. Der er oldemoderens digte, som hun er ret stolt af - men de er ærligt talt lidt for meget 'Roser er røde, violer er blå" til min smag. I det hele taget er sproget slet ikke min stil; alt for meget florvundenhed og endeløse sætninger om dufte.

Taline møder også en armensk mand; og det er alt for hurtigt alt for let at se, hvor det bærer hen - hun skal lære om sin familie og sin oprindelse alt imens hun skal ud af et skidt forhold og nu tilegner sig sin armenske kultur - og dermed den nye mand.

Jeg ville meget gerne læse mere om de armenske folkedrab; men det skal være i en langt mere faktuel form end dette pladderromantik desværre.

PORTRÆT - fortællinger fra en pandemi - Therese Vadum - Sidsel Lauge West

 

• Dansk
• 31. oktober
• 264 sider

Man kan måske synes, at Corona har fyldt rigeligt i vores liv nu og vi skal videre - eller tilbage til normalen? Men jeg fandt denne bog til en rund femmer i et bogudsalg med brugte bøger, og den var i stort set urørt stand. Det kan også blive lidt repetitivt at læse så mange versioner af den samme historie.

Men jeg købte den mere som et "minde" til min bogsamling. Om nogle årtier vil alt dette være glemt eller fordrejet af tidens øjne, der ser anderledes på det, der skete i foråret 2020, da Danmark lukkede ned.

Bogens forfattere har givet muligheden for at give ordet til et bredt udsnit af danskere - alle aldersgrupper, professioner og bosteder i landet. De har indtalt deres oplevelse af de første måneder af pandemien og lockdown, og deres portræt er taget igennem en rude for at illustrere den afstand og isolation, som prægede tiden.

Historierne er så skrevet ned, og hvert opslag har et foto på højresiden og teksten på dansk og engelsk på venstresiden - så der reelt kun er 25% tekst i forhold til bogens sideantal, hvis man vælger at læse den danske version. Det gjorde jeg - især fordi de engelske oversættelser var ret kluntede; det var direkte oversættelser og det fungerer altså ikke.

Måske er den ikke voldsomt interessant lige nu; vi husker allesammen stadig, hvordan det var - men jeg ser det som en "investering" i min bogsamling til senere.

Jeg læste dog alle historierne - og selvfølgelig er der gentagelser, da mange oplevelser er de samme. Men der er også nogle historier, der skiller sig ud og markerer.

The Love Songs of W. E. B. Du Bois - Honorée Fanonne Jeffers

 

• Engelsk
• 24.-30. oktober
• 816 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

En mursten af en roman, der havde stået på reolen i nogle måneder - den egnede sig bestemt ikke til ferielæsning i den størrelse. 

Det er forfatterens første roman efter at have udgivet adskillige digtsamlinger med fokus på afroamerikansk historie og især slaveri. Det er også omdrejningspunktet for historien om de familier, vi møder her.

Bogen indledes med et flere sider langt persongalleri med meget præcise informationer om fødsels- og dødsår; dernæst hvem, der giftede sig med hvem - så familietræet følges i mere end tohundrede år.

Men det er ikke et simpelt familietræ. For den første person, vi møder er indianer - Amerikas oprindelige folk, som blev fordrevet, da de første europæere koloniserede landet. Men så blandes blodet i form af et ægteskab med en afroamerikaner, og længere nede i familietræet er der utallige eksempler på, hvordan slaverne enten frivilligt eller under tvang får børn med deres hvide ejere.

Historien fortælles af den sidste i linien - Ailey, som er født i 1973 - og som nedstammer direkte fra den allerførste. Men med mange svipture - for med tiden er to familier der lever i det samme lille område i Georgia blevet rystet godt sammen genetisk.

Det kræver sit at holde styr på genealogien, og der hjælper de indledende sider selvfølgelig. Men derudover er bogen inddelt i flere parallelle forløb. Der er den oprindelige historie, som kronologisk tager os fra familiens grundlæggelse med indianerne; i separate kapitler - eller sange - som afbryder den nutidige historie. Den nutidige historie om Aileys liv fra hun er barn til 2007, indledes hver gang med et citat eller digt af den afroamerikanske borgerretsforkæmper W. E. B. Du Bois, som primært var aktiv fra slutningen af det 19. århundrede til hans død i Ghana i starten af 1960'erne.

Det er stærke citater om afroamerikanernes kamp for frihed og lighed, og spiller samtidig en rolle i romanen som Aileys grandonkels store forbillede.

Aileys historie er én om at finde sin vej i livet; hun er født i en tid, hvor segregationen officielt er slut - men skal stadig kæmpe sig frem under studierne, hvor fordommene blomstrer i fuld flor. Hun bærer en familiehistorie af slaver og slaveejere; sorte og hvide; og har en stærk tilknytning til familiens land og til tider ser  hun den mystiske kvinde, som er en reinkarnation af det oprindelige folk - med et tvist af afrikansk animisme.

Det er virkelig mange ting, der foregår. I starten skulle jeg lige ind i historien og det tog lidt tid med alle de skiftende synsvinkler. Sangene om familiens fortid er meget detaljerede, og forfatteren uddyber selv den mindste lille afstikker, så man er bekymret for om hun kan finde hjem igen. Men man gribes af de skæbnerr, som primært drejer sig om kvinderen - et andet centralt tema i bogen er nemlig feminismen, og hvordan den afroamerikanske kultur opfatter kvindens rolle ikke mindst i den frigørelse, de gennemgår.

Der er nogle stærke passager, hvor Ailey som historiestuderende dykker ned i arkiver og finder detaljer om sine forfædre - både de gode og de onde. Men pludselig taber hun pusten, synes jeg. Fra at være utroligt detaljeorienteret ender det hele lidt brat, og med en del løse ender i Aileys historie. Måske blev det pludselig en for lang roman og så stoppede hun? Jeg kunne godt have tænkt mig en bedre balance mod enden, for da var jeg totalt opslugt af Ailey og hendes familie. Ikke desto mindre er det en virkelig god og kompleks roman, som også sætter spørgsmålstegn ved den amerikanske historie - for i bogen ser vi jo tydeligt, at alle måske har blandet blod i sig også når det ikke ses!

Tre dage i april - Jesper Bugge Kold / Mich Vraa

 

• Dansk
• 20.-23. oktober
• 394 sider

Efter deres succesroman om hospitalsskibet Jutlandia er forfatterduoen trådt et skridt længere tilbage i Danmarkshistorien - men temaet forbliver det samme, og der bindes en fin sløjfe til Pigen fra det store hvide skib til sidst.

I 1945 nærmede krigen sig endelig sin slutning, og den svenske greve Bernadotte har indgået en aftale med tyskerne om at hente danske kz-fanger hjem i det, der skulle blive kendt som de hvide busser.

Dagmar er 27 år gammel, og gift med Poul, som er avisredaktør i Vamdrup i Jylland. De har to små døtre, men i 1944 bliver Poul taget til fange for illegale publikationer. De danske kz-fanger skulle efter sigende være samlet fra forskellige lejre, og nu alle sidde i Neuengamme syd for Hamburg. Der er skevet meget - og der kan findes meget information om disse forhandlinger; og der er også nogle moralske skrupler at fordøje. For evakueringen af skandinaver var også en studehandel, hvor andre blev transporteret til den visse død.

Men nu tager Dagmar afsted med en af busserne - nummer 474. Hun er tidligere næsten færdiguddanet som sygeplejerske, men alligevel blver turen en barsk oplevelse for hende. Allerede lidt syd for grænsen ved Padborg opdager de krigens gru; selvom Danmark var besat, var huse ikke i ruiner. Nu ser de resultatet af fem års krig og ikke mindste nazisternes sidste krampetrækninger for at slette spor, og redde sig selv forud for de krigsdomstole de jo ved må komme.

Historien er opdelt i tre lige store dele - f ned til Neuengamme, som reelt set er én lang dag. Dernæst historien om evakueringen og turen hjem til Danmark igen. Det hele tog nemlig jun tre dage - men tre dage, der mærkede de frivillige for livet.

Den sidste del handler om livet efter; Dagmars mand, Poul, er hårdt psykisk medtaget - han vil ikke tale om, hvad der skete i lejren. Men Dagmar kan se, at det er anderledes end for de danske fanger, hun så i "sin bus", og som generelt var nogenlunde godt behandlet. De danske politiske fanger havde en højere status end fx jøderne, og der var andre diplomatiske hensyn at tage.

Dagmar inden krigen var en ung kvinde, som levede et relativt privilegeret liv som redaktørfrue i en provinsby; en stor villa, to dejlige børn - og ikke andre bekymringer end at sætte håret og sørge for, at maden stod på bordet, når manden kom hjem.

Turen med de hvide busser ændrer dette; og i slutningen af bogen ser vi en helt ny Dagmar, som nu står på egne ben og magtbalancen i ægteskabet er forandret. Det er jo ikke ulig den frigørelse mange kvinder oplevede lige efter krigen. De havde pludselig haft en anden rolle, og var ikke længere tilfredse med at vende tilbage til kødgryderne. Det var ikke "blot" en verdenskrig; det var også en kulturel brydningstid.

Dagmar ender bogen med at stige ombord på Jutlandia; de nævnes ikke ved navne, men hun er en af de kvinder, som Molly fra den roman møder.

Det er interessante historier om kapitler i dansk historie, der er vigtige at fortælle. Den faktuelle research er imponerende - men der var nogle fejl i tidsangivelse, som var virkelig overflødige og irriterende. Men alt i alt en hurtigt læst interessant bog. Men de skal selvfølgelig også passe på det ikke bliver for permanent en skrivestil eller emnekilde.

Silkeormen - Robert Galbraith

 

• Engelsk
• 15.-19. oktober
• 592 sider
• Originaltitel: The Silkworm

Nu er jeg jo gået i gang med Rowlings krimiserie skrevet under pseudonymet Robert Galbraith; og de skal nok spredes lidt ud over de kommende måneder og ikke læses i et stræk. Men det er altid god og let underholdning. Så da jeg var færdig med første bind, måtte jeg på en lille jagt for at investere i de to næste.

Strikes assistent, Robin, blev jo hos ham efter opklaringen om fotomodellens selvmord - men hun vil mere end blot at være assistent. Det skaber lidt gnidninger i forholdet til kæresten, Matthew, som ikke just er fan af den uslebne diamant, som hendes chef Cormoran Strike er.

Strike selv begraver sig i alt det arbejde, der er kommet efter berømmelsen - og forsøger at glemme, at hans eks nu skal giftes med en rigere og smukkere mand end ham selv. En mand, som også er intakt i modsætning til Strikes manglende halve ben. Der er stadig dæmoner på spil i hans sjæl - men de skal arbejdes væk.

Så da han opsøges af konen til en forfatter, accepterer han jobbet selvom hun næppe har penge til at betale ham. Men manden er forsvundet - og selv om han jævnligt forsvinder med elskerinder eller blot for at isolere sig og søge opmærksomhed, så viser det sig hurtigt, at det er noget andet denne gang.

Lige inden sin forsvinden har han afleveret et manuskript til sin forlægger; en eksplosiv bog, som udstiller såvel private venner som andre forfattere og hele hans tætte kreds i forlagsverdenen. Alle er karikerede og flere personlige hemmeligheder er slet skjulte i en makaber historie, der ender med et endnu mere makabert mord. En litterær iscenesættelse, som pludselig bliver til virkelighed, da forfatterens lig findes myrdet præcis som beskrevet i bogen.

Strike - og Robin - går i gang med at undersøge alle protagonisterne fra bogen; for alle kunne have et motiv med disse afsløringer. Det viser sig at være en kompleks historie, og selvom man hurtigt mistænker enken, så er Strike på de svages side.

Jeg synes det er lidt for lang en roman; næsten 600 sider for at komme til konklusionen kunne have været gjort nemmere. Samtidig er genfortællingen af romanen ret tung at forstå - ikke at det er afgørende for plottet; men det er en roman i romanen, hvor man skal afkode, hvem der karikeres hvordan.

Jeg kan se, at nogle af de senere bind i serien er oppe over tusind sider - og det er virkelig voldsomt for en krimi, der helst skal køre i et godt og hurtigt tempo. Men der er samtidig den parallelle historie om Strikes fortid, om Robins forhold til kæresten og deres samarbejde, som i slutningen af denne krimi ser ud til endelig at falde ud til Robins fordel.

A Library at Night - Alberto Manguel

• Fransk
• 12.-14. oktober
• 375 sider
• Fransk titel: La bibliothèque, la nuit

Forsiden kunne få én til at tro, at det er en krimi, der foregår i et bibliotek - men det er alt andet end det! En bog om biblioteker skrevet af en forfatter med en dyb kærlighed til bøger - og ikke mindst deres naturlige habitat.

Alberto Manguel er en argentinsk forfatter, der har boet flere steder i verden - blandt andet i Sydfrankrig, hvor han byggede sit drømmebibliotek til at rumme sin enorme samling af omtrent 30.000 bøger. Det er jo tal, der kan få enhver bogelsker til at drømme - med mine knap 2.000 er jeg langt derfra; og vil nok aldrig få plads til så mange.

Manguel har skrevet flere bøger om sin passion for bøger, og i netop denne handler det som sagt om biblioteker. Manguel beskriver bibliotekets historie - fra de første kendte samlinger af papyrusruller eller tabletter til det berømte bibliotek i Alexandria til de helt moderne biblioteker. Hvordan de indrettes arktiektonisk med lysfald og struktur; hvordan de organiseres (der er her flere ret utrolige systemer!); hvordan de bruges (både segregationen i USA og nazisternes systematiske udryddelse af jødiske bogsamlinger) til personlige biblioteker. Det hele er ligeledes illustreret med små tegninger og fotos, men jeg måtte stadig have gang i Wikipedia hele tiden for at tilfredsstille min nysgerrighed.

Han behandler også emner, som antallet af bøger? Han har ikke selv læst alle de mange bøger, han har - men argumenterer for, at det ikke er nødvendigt. Det er glæden ved at være omringet af bøgerne, der er udslagsgivende for ham. 

Han diskuterer organisationen - alfabetisk, tematisk, farveorden, sprogorden - der er mange muligheder. Jeg kunne se ud fra hans ideer, at min egen organisation er en skøn blanding af det hele - der er temaer med alle sprog blandet, men også flere hele reoler med fx alle de franske paperbacks i alfabetisk orden, da de er samme størrelse (og farve).

Bogen er skrevet i 2005, da internettet stadig var en nyere opfindelse - og det berører han selvfølgelig også. Specielt om det vil kunne erstatte et fysisk bibliotek - og selvfølgelig som vi ved i 2022, er der uendelige fordele ved internettet. Men at læse en avisartikel fra 1969 fx - vil aldrig give os den kontekst vi får ved at læse hele avisen fra den dag den første mand gik på månen. Jeg har selv en stor samling af gamle aviser som fx fra juli 1969; og der kan jeg jo læse om månelandingen men også konkludere en hel masse ud fra den plads og position, det har i avisen. Hvilke andre nyheder var der også den dag - og hvor rangerede de så i forhold til så stor en begivenhed?

For Manguel er læsning, bøger og biblioteker en udnyttelse af alle fem sanser; og hans kærlighed til emnet er smittende og virkelig interessant læsning. En helt fantastisk og lærerig bog!