Vivian - Christina Hesselholdt

 

• Dansk
• 5. november
• 200 sider

I sidste uge startede jeg aftenskole på Folkeuniversitetet i København - en kortere række forelæsninger om portrætter; i maleri men også i andre former for media deribalndt fotografi. Underviseren benyttede der et foto taget af den amerikanske fotograf Vivian Maier - og så erindrede jeg jo, at den store udstilling med hendes fotos var på min liste over udstillinger, der skulle besøges i Paris sidste år. Men den rejse blev aflyst, da jeg fik cancer - og så glemte jeg lige Vivian Maier.

Men hun er jo virkelig et kuriosum - og et mysterie vi aldrig får svaret på! I årevis arbejdede hun som barnepige i New York og Chicago; mens hun "luftede" sine børn, havde hun sit kamera om halsen og tog billeder af hverdagslivet og selvportrætter i vinduesrefleksioner og lignende. De fleste af hendes film blev aldrig fremkaldt, og et par år inden hendes død blev mange af hendes opmagasinerede kasser bortauktioneret, da hun ikke havde råd til at betale lejen for opmagasineringen. 

Det var dog først efter hendes død i 2009, at hun for alvor blev kendt - og nu udstilles hendes fotos på de største museer i verden - som på Luxembourg-museet i Paris sidste vinter. Personen er dog stadig fyldt med mysterier! Hun blev aldrig gift og boede altid hos sine arbejdsgivere; da hun blev gammel, tog nogle tidligere "børn" sig af hende. Men hun døde fattig og uden at nogen kendte til hendes talent som fotograf.

Hun var nærmest sky, og ville helst ikke sige sit navn. Hun fik fremkaldt film forskellige steder for at undgå for meget opmærksomhed; og kunne sige, at hun var spion, hvis adspurgt om sin profession.

Hun var halvt fransk, og boede i en periode i Frankrig - men rejste også verden rundt i 1959-60; sandsynligvis finansieret af en arv. Da den var opbrugt måtte hun så passe børn - selvom hun nok ikke havde et udpræget moderinstinkt.

Hesselholdts bog er genial; en samtale mellem flere parter - fortælleren, Vivian, hendes skiftende arbejdsgivere og plejebørn, moderen, broderen, ....

Vi får indblik i en kompleks persons tanker og der refereres til kendte fotografier alt imens forfatteren forsøger at forstå, hvad der motiverede hende til at leve som hun gjorde. Var det et resultat af en kaotisk barndom med en fordrukken far og en luddoven mor? Havde hun været udsat for overgreb som barn?

Det er en lille bog, som kører i højt tempo - men man kan samtidig lede efter de fotos, der refereres til og undre sig over, hvad denne mystiske kvinde indeholdt. Og ikke mindst, hvad det kunne være blevet til, hvis omstændighederne havde været anderledes - hvis nogen havde vidst, hvad hun lavede og anerkendte det? Hendes fotos er primært sort-hvide - da hun var ældre i 1980'erne og 1990'erne tog hun nogle farvefotos, men måske forsandt interessen, da det sort-hvide tema gik af mode for en tid.

Under alle omstændigheder er det en fantastisk livsskæbne, og Hesselholdt formår at indkapsle både mystikken men også den smerte, som jeg tror, Maier må have båret på.