Guerre et térébenthine - Stefan Hertmans

• Fransk
• 20.-23. november
• 432 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

I januar læste jeg den virkelig fantastiske roman Konvertitten af den belgiske forfatter Stefan Hertmans; og så kiggede jeg efter andre af hans bøger, og fandt denne om hans egen morfar.

Hertmans er født i 1951, da hans morfar Urbain var 60 år gammel. Denne var altså født i 1891 i Gand i Flandern. Faderen var kunstmaler, og arbejdede primært med at restaurere kirkemalerier, og moderen havde forefaldende arbejde - mans hun altså passede hus og fem børn! Men faderen dør ung - sikkert af tuberkulose; og moderen, som Urbain forguder, gifter sig igen. Det ser Urbain ikke med milde øjne på - og han vil væk fra barndomshjemmet og kommer på militærskole.

Men uanset uddannelse så endte alle unge mænd jo med at blive mobiliseret i 1. Verdenskrig; den Store Krig, som den blev kaldt - den krig, der skulle afslutte alle krige; hvilket jo var et umuligt og naivt ønske.

Urbain dør i 1981 som 90-årig; og nogle år senere finder Hertmans nogle dagbøber, han har skrevet mange år efter krigen. Den første handler primært om banrdommen og det fattige liv i Gand; familien var absolut ikke velstående, og faderens død hjalp næppe. At moderen giftede sig igen, var en praktisk forsikring mod fattigdom mere end vild passion.

Hele den anden dagbog handler primært om krigen i skyttegravene; han fortæller detaljeret om kampene og de tre gange han blev hårdt såret. Men også om tiden efter krigen, hvor han forelskede sig og blev forlovet med Maria Emelia. De var lykkelige, og glædede sig til brylluppet, da hun rammes ad den spanske syge og dør ganske ung. I stedet opfordres han til at gifte sig med Gabrielle; den ældre ugifte søster - hun var endda 30 år gammel, hvilket var ret uhørt på den tid. En lappeløsning, der nok gav dem et godt ægteskab men ikke den passion, han havde med den afdøde søster.

Hertmans gengiver morfaderens historie ud fra dagbøgerne; til tider ordret, andre gange som genfortællinger. Ligesom i Konvertitten ynder han at besøge de steder morfaderen omtaler.

Det var ikke den bedste historie om 1. Verdenskrig jeg har læst; men den var interessant på andre områder. Det er et rørende portræt af et elsket familiemedlem, hvor man som barnebarn måske "kun" ser den ældre person - Hertmans opdager pludselig hele den (u)lykkelige kærlighedshistorie, og forstår morfaderen på en ne helt ny måde. Han opdager hans malerier, og ser pludselig at han livet igennem malede hende i de kopier han lavede af berømte malerier. Han placerede hendes ansigtstræk hos alle kvinderne.

Jeg har boet 14 år i Belgien, og dermed er sporene af 1. Verdenskrig i Belgien selvsagt noget, jeg kender yderst godt - men jeg opdagede mere her om forholdet mellem de flamske og wallonske soldater, og det skarpe hierarki. Fransk var stadig de dominerende sprog, og dermed fik de wallonske soldater de højere poster - de flamske soldater var oftest blot kanonføde. Det giver jo stof til eftertanke, når man kender til den evigt ulmende konflikt de to landsdele imellem.

Så interessant for mig, men det er nok et begrænset publikum udenfor Belgien, der vil finde den ligeså spændende.