Saturday, November 26, 2022

Rød nat - Philip Khokhar

 

  • Dansk
  • 24.-26. november
  • 360 sider

Det er bestemt ikke alle bøger, der er blevet til under coronakrisen, som burde være blevet det! Det er heller ikke givet, at man er en god forfatter blot fordi man er en god journalist - det har jeg tidligere set eksempler på. Alligevel måtte jeg læse denne bog om Kina, da Khokhar er en journalist, jeg virkelig beundrer fagligt. Jeg blev ikke skuffet - tværtimod!

Det er en interssant og øjenåbnende bog om hans otte år som udsendt korrespondent i et land, som man slet ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan fungerer "indefra". Jeg har aldrig været i Kina - og de sidste par år har det i medierne primært fyldt på grund af Covid-19 - som Khokhar i øvrigt rapporterede fænomenalt fra uanset om det var ude på gaden eller isoleret hjemme eller på et hotelværelse.

Bogen tager os med på en kronologisk rejse i tiden i Kina fra Covid-19-udbruddet og frem til sensommeren 2022; men med afstikkere tilbage i tiden for at forklare landets komplekse historie og politik; men også for at se tilbage på hans egen tid i Kina siden han ankom i 2014.

Det kræver en del tålmodighed at bo i et land, hvor man konstant skal kæmpe mod vindmøllerne - her i form af det enorme kinesiske bureaukrati og sikkerhedsapparat. Det kommunistiske styre har en nærmest paranoid frygt for udenlandske journalister, og dagligdagen som udenlandsk journalist er blandt andet overvågning. Khokhar beskriver både, hvordan hans telefonsamtaler aflyttes; de konstnte skygger i gaderne, der faktisk er så dovne, at de knao gider skjule, at de følger ham. Eller måske er det det yderst bevidst for at vise ham, at de altså er der og mener det - ligesom når de "besøger" hans lejlighed i hans fravær.

Men Khokhar nærer også kærlighed til landet og møder mennesker, som han knytter tætte venskaber til på trods af de store kulturforskelle, som i starten står i vejen. Man fornemmer, at det er at had-kærlighedsforhold; men den slags har det med at være opslidende, som det også bliver for ham til sidst.

Som læser får man også en dyb indsigt i arbejdet som udstationeret korrespondent; det er absolut ikke et job for svage sjæle. Det er liv med uendelige rejser og lange dage; reportager hjem til os danskere i direkte tv, når det er midt om natten i en anden tidszone. Det er adskillelsen fra familie og venner derhjemme, og umuligheden af at kunne planlægge meget - for der kan altid opstå en krise, man skal dække.

Jeg havde om muligt endnu mere respekt efter at have læst bogen. Jeg har stadig ikke et udtalt ønske om at besøge Kina desværre - jeg ville jo ikke være interessant for dem; men det virker bare skræmmende med et så totalitært system.

Khokhars fortælling er ærlig, personlig og vedkommende - det er også historien om hans eget liv, og han giver meget af sig selv. Derfor kan det virkelig ærgre mig, at der er så relativt mange sjuskefejl i korrekturlæsningen (det er jo Politikens Forlag så selvfølgelig er der det!). Det er jo ikke forfatterens skyld; men det skæmmer en bog, at man hos forlaget ikke lige tager sig tiden til at gennemlæse den ordentligt og rette de mange fejl. 

Det skal dog ikke afholde en fra at læse den; det vil bestemt være oplysende og berigende!


No comments: