Stenkredsen - Ken Follett

 

• Engelsk
• 9.-12. oktober
• 608 sider
• Originaltitel: Circle of Days

Folletts serie om religion og kirkebyging i England har taget nogle snørklede veje siden han startede med Jordens søjler, der foregår fra 1123 til 1174. Den blev opfulgt af Uendelige verden, som tager os frem i tiden til 1327 og frem til 1350. Tredje bind, Den evige ild,  springer til 1558 og fortsætter til 1605, men så hopper vi tilbage til vikingetiden i 997 i Aftentid og morgengry. Nogle år senere udgiver han den femte roman, Lysets våben, som foregår i tiden efter den franske revolution fra 1792 til 1824, og samtidig tager os til det kontinentale Europa og væk fra Kingsbridge og dets familiære omgivelser.

De er alle fantastiske historiske fortællinger - men jeg var absolut mindre begejstret for den sidste roman, Det føltes som om, at det nu var på tide at lade Kingsbridge ligge. Det virkede heller ikke muligt at trække tidslinien længere frem, hvis han ville bibevare kirken og religionen som et centralt element i historien. Men Follett havde alligevel et es i ærmet!

I stedet for at gå frem, er vi nu endnu længere tilbage - nemlig i år 2500 f. Kr., og dermed er det ikke rigtigt en del af Kingsbridge-serien, men der er dog en del paralleller.

Stenkredsen refererer til bygningen af Stonehenge; det mystiske og mytiske monument i det sydlige England, som ikke er langt fra det fiktive Kingsbridge. 

De små befolkningsgrupper er opdelt i jægere, bønder og hyrder med hver deres leder og kultur. Hyrdernes landsby har et monument, der hvert år tiltrækker folk fra de andre stammer. Det er tidspunkterne for solhverv og jævndøgn så de mødes hver tredje måned. Men sommersolhvervet er langt den største begivenhed, hvor solens opgående stråler rammer et bestemt sted i monumentet. Denne stammes præstinder våger over monumentet, og udfører dagligt ritualer, der hjælper til at tælle dagene og årets gang. De kan tælle langt højere end den menige bonde eller hyrde, som blot bruger fingre og tæer.

Men der er skarpe skel mellem deres kulturer, og sammenstød opstår når land tages fra den ene eller den anden stamme. Jægernes skove kan de ikke undvære, for de ved ikke, hvordan man dyrker jord. Hyrderne anses for at være dovne af bønderne, som knokler dagen lang for at dyrke jorden.

Det er således et mikrokosmos som en perfekt metafor på vores verden.

I deres indbyrdes kampe forgår dele af monumentet, som er bygget i træ og de beslutter at genopføre det i sten. Det giver den helt store udfordring at transportere stenene, opstille og samle dem i det mønster vi i dag ser levn af. Der er jo ingen tvivl om, at der er en dybere mening med Stonehenge og dets konfiguration - Follett ved dog ikke med sikkerhed, hvordan det foregik. Det er stadig et mysterie for alverdens forskere, men at det er foregået over land er jo en reel mulighed. Follett giver os et fantastisk indblik i strabadserne og planlægningen af dette enorme projekt, men også konflikterne undervejs.

Historien har alle de elementer vi finder i de andre historiske romaner. Der er krig og kærlighed på tværs af stammerne. Der er lidt mindre politik - alting var af gode grunde langt simplere; men der er stadig magtkampe både indbyrdes og stammer imellem. 

Men her fokuserer vi mere på det spirituelle og udviklingen mod et mere organiseret samfund, hvor stammerne begynder at samarbejde. 

Der er et rigt persongalleri med alle arketyperne af gode og onde, som bliver hævnet eller forbedrer sig. Der er beskrivelser af parforholdsstrukturen, som er mere løssluppen i et lille samfund, hvor det både er nødvendigt at få nyt blod i familierne - men hvor homoseksualitet ikke er ildeset.

Er det så historisk korrekt? Det er jo svært at vide! Man kan jo anslå sig til meget - deres kost, klæder, værktøjer, ritualer osv. Det er der belæg for. Der er ikke belæg for ting som sprog, navne eller bygningen af Stonehenge. Men vi tages med på en fantastisk rejse og tror på den.

Jeg har aldrig tidligere læst en roman, der foregår så langt tilbage og var lidt bekymret for enkelheden i fortællingen, men Follett formår at skabe personer med liv, der er fuldt ud lige så komplekse som vores under de givne omstændigheder. Den er lidt kortere end de andre, da der nok er grænser for, hvor langt han kan strække en sådan historie - men det fungerer absolut. Jeg synes absolut den komplementerer Kingsbridge-serien selvom vi er udenfor denne ramme - og får virkelig lyst til at genlæse Jordens søjler, som for alvor fik mine øjne op for hans historietalent.

Lysets våben - Ken Follett

 

• Engelsk
• 5.-12. oktober
• 752 sider
• Originaltitel: The Armor of Light

Folletts serie om katedralen i Kingsbridge spænder vidt; han startede i den tidlige middelalder, fortsatte til det 14. århundrede for at springe til det 17. århundrede inden han skrev en forløber der foregik i slutningen af vikingetiden. Denne vel nok sidste i serien foregår fra 1792 til 1824, og der er ikke mange referencer til katedralen længere.

Vi er stadig i Kingsbridge, men nu er den industrielle revolution nået til England, som har en tung tekstilindustri. England er i krig med Frankrig efter revolutionen, og Bonaparte er på vej op i systemet som den kommende kejser.

Som altid er der en blanding af over- og underklasse; men man kan vel reelt set heller ikke skrive en roman, der foregår før 2. Verdenskrig uden at disse forskelle er markante. Her har vi den lokale adel, som ejer fabrikker og jorder og på den anden side arbejderne, som uden at være slaver ikke har meget bedre forhold. De lever fra dagen til vejen med syv dages arbejdsuger, og det er hårdt fysisk arbejde. De kan ikke modsætte sig fabriksejernes regler og et simpelt tyveri bliver ofte belønnet med piskeslag eller i værste fald hængning.

Der er en række protagonister fra de forskellige samfundslag og som altid i Folletts romaner er der de gode og de onde; de er ikke svære at spotte! Og der er lidt af hvert alle steder - kvinden, der ikke vil gifte sig med den hæderlige Amos fordi han ikke er rig nok. Spinderiejeren, der mistænker alle arbejdere for at lyve og stjæle fra ham. Der er den lettere alkoholiserede Jarge, som ser slagsmål som løsningen på alt, mens hans kone, Sal, arbejder sig op fra en rolle som bondekone til arbejder til chef og spirende politiker.

Det er nemlig også tiden, hvor maskinerne begynder at overtage menneskets arbejde og for disse fattige er det fatalt; de har ikke lov at strejke eller protestere. De har ingen fagforening men stritter alligevel imod med store omkostninger til følge. 

Det er langt mere en historie om begyndelsen på industri og Napoleons-tiden end det er en historie om Kingsbridge og katedralen. Det eneste vi hører til den er et par lidt malplacerede henvisninger til tidligere tiders karakterer. Det virker næsten lidt ligegyldigt, da det står som en selvstændig historie.

Der er masser af krig og kærlighed af alle slags; ikke mindst i slutningen, hvor vi detaljeret følger slaget ved Waterloo, hvor Napoleon jo så sit endeligt. Det var lidt pudsigt for en eks-belgier som mig; for nogle år siden var jeg ude at se den årlige rekonstruktion af slaget, som er en imponerende affære - tusinder af mennesker i kostumer fra tiden, og endda en Napoleon. 

Follett forstår at skrive sine historiske romaner; der er godt styr på detaljer og en god rytme i historien med gode skift mellem de mange personer. Det kommer dog aldrig til at nå højderne fra de middelalderlige katedralromaner for mig.

Notre-Dame - Ken Follett

 

• Dansk
• 3. december
• 106 sider
• Originaltitel: Notre-Dame

En lille lækkerbisken til lørdag eftermiddag; det knap en bog men heller ikke en artikel - noget midt imellem!

Da Notre-Dame begyndte at brænde i april 2019 sad jeg som så mange andre, og kiggede forfærdet på tv-skærmen. Jeg har boet i Paris, og jeg er der jævnligt (unden corona i hvert fald!). Og jeg er kæmpe fan af Victor Hugo, som jo om nogen har udødeliggjort katedralen i sin roman. Faktisk var hans indignation over katedralens forfald, da han skrev sin roman i 1831 medvirkende til, at den franske regering igangsatte en omfattende renovering - som blandt andet betød installationen af det spir, vi alle så styrte brændende sammen i 2019.

Ken Follett hat skrevet flere bøger om katedraler; han har et indgående kendskab til deres arktiektur og den teknik, der har været brugt i bygningen af dem. Så - som han selv siger - uden absolut at være en autoritet eller ekspert på området, så rakte mange medier ud til ham i dagene efter branden.

Derfor accepterede han at skrive denne lille bog, hvor alt overskud går til genopbygningen af katedralen. Den skulle meget gerne stå klar i 2024, når Paris skal være vært for de Olympiske Lege.

Bogen indeholder nogle af de vigtige datoer i katedralens historie - som udgivelsen af Hugos roman, renoveringen og selvfølgelig den oprindelige historie om byggeriet i middelalderen. Om katedralens betydning i Paris' og Frankrigs historie. På Cluny-museet i Paris kan man se de statuer, der under den Franske Revolution blev fjernet fra facaden, da de repræsenterede konger. Blot var det ikke franske konger, som man fejlagtigt antog - men derimod konger fra Bibelen. Heldigis kan de nu ses der og facaden fik nye kopier, da Viollet le Duc renoverede den.

Jeg var sidst i Paris i november 2019 - inden corona, inden kræften kom - og der var byen præget af de store kraner, der er den del af genopbygningsarbejdet. De rager højt op i byen - højere end det tidligere spir, og man ser dem mange steder fra som en påmindelse om, hvad der skete - og det kæmpe arbejde, der endnu ligger forude. Jeg glæder mig til igen at kunne se kirken indefra - men nok især at se, om man vil formå at bevare den aura af mystik, sjælero og historie, som man altid følte derinde.

Et sted kaldet frihed - Ken Follett

 

• Engelsk
• 8.-9. september
• 592 sider
• Originaltitel: A Place Called Freedom

Da jeg havde tre ugers ferie i et skønt hus i Sydspanien var der også pakket rigtig strandlæsning; og Ken Follett er jo en sikker vinder i den sammenhæng. Det går utroligt hurtigt at læse - denne slugte jeg i et hug.

Den er oprindelig fra 1995, men med den store interesse de senere år i forbindelse med katedral-romanerne er den pludselig genudgivet med stor succes.

Jeg troede jo umiddelbart, at det var en historie om slavefrigørelse - og det er det også; men af de hvide slaver, som godsejere i Europa havde som en form for livegne i det 18. århundrede. Mack McAsh er født ind i slaveri på en skotsk herregård, hvor han siden barnsben har arbejdet i minerne. 

Lizzie Hallim er datter af netop denne herregård, og lever i den riges lykkelige uvidenhed indtil Mack står frem under gudstjenesten og kræver sin frihed som 21-årig.

Lizzie skal giftes med en rig arving - ikke mindst for at redde godset far fallit; men hun opdager nu, hvordan minedriften foregår - og selvfølgelig sker der ting og sager mellem Mack og Lizzie. Ikke umiddelbart - og det kræver mange forviklinger, og en rejse over havet til en plantage i USA, hvor Mack jo også ser det sorte slaveri inden de to beslutter sig for en sidste rejse ud for at leve for sig selv.

Det er en klassisk Follett med alt, hvad det indebærer af godt og ondt; kærlighed og krig - og en happy end! Men det fungerer jo også bare nogle gange, hvor man ikke har behov for voldsomt intellektuelt udvidende litteratur - perfekt ferielæsning.

Aftentid og morgengry - Ken Follett

 

• Engelsk
• 7.-14. juli
• 912 sider
• Originaltitel: The Evening and the Morning

Folletts kæmpesucces med de to Kingsbridge-romaner blev for nogle år siden fulgt op af en roman, der foregik i det 16. århundrede; altså noget senere end de to første, der foregik henholdsvis i det 12. og det 14. århundrede. Den fokuserede langt mindre på bygning af katedraler - for de var jo bygget, og mere på religionskrigene i Europa på denne tid. Jeg var ikke nær så begejstret for den desværre.

Men han har jo alligevel fat i noget, for historier om middelalderen er i vælten for tiden - ofte i den mere fantasifulde genre som Outlander-serien, som ikke var noget for mig. Jeg læste to af dem, og smed så dem samt de næste indkøbte direkte i skraldespanden.

I den nyeste roman går Follett endnu længere tilbage - vi starter i 997; og som han selv skriver i efterordet er der jo langt færre skriftlige overleveringer fra den tid. Der er jo levn i form af vidnesbyrd om, hvordan vi levede - klæder, mad, våben, huse, .... men færre når det gælder vidnesbyrd fra jævne folk. Stort set ingen uden for kirken og de allerhøjest stående kunne læse og skrive; det var ikke en egenskab man mente var nyttig - og det chokerede ingen, at en konge var analfabet. Han havde jo folk til den slags!

I 997 er vikingerne ofte på besøg i England; og det ender tit med død og ødelæggelse - således også for Edgars familie, hvis livsværk ødelægges og faderen myrdes. Deres by regeres af en magtfuld familie - Wilwulf er de facto regent; halvbroderen Wynstan er byens biskop og den sidste halvbror ligeledes embedsmand. Det er en flok skruppelløse brutale mennesker; men den unge Ragna fra Normandiet gifter sig med Wilwulf og kommer til den lille by Shiring.

En anden prominent karakter er Aldred, som er munk i Shiring men tit og ofte kommer på kant med sine øverste for sine evner til altid at blande sig i alting.

Således er der den samme opbygning som i de tidligere romaner, hvor alle samfundets lag er repræsnteret fra fattig til rig; fra religiøs til tyran og der er grobund for både kærlighedsintriger og krige. 

Romanen er en forløber for den første Kingsbridge-roman; og det vil nok tage læseren et stykke tid at genkende den lille samling huse i Drengs Ferry, som er et af de centrale steder i historien. Det bliver nemlig med tiden til det Kingsbridge, hvor katedralen bygges. Her er byggeriet dog i langt mindre skala - fuldt på linje med den historiske udvikling, hvor man gik fra basale træhuse til stenbyggeri og langt mere komplekse konstruktioner. Det er noget så simpelt som et lille stenhus eller en bro - men alt dette er med til at illustrere den udvikling, der skete i disse år. En bro over en flod i stedet for at sejle alle over i en pram, var pludselig medvirkende til, at en samling huse kunne få et marked, og med tiden udvikle sig til en reel by. Den bro, som bygges her i Drengs Ferry sker med kongens opbakning, da han vil kunne flytte tropper over vandet - og får således navnet The King's Bridge - og så er resten jo historie!

Tidsmæssigt spænder den kun over ti år, hvilket er langt mindre end de to senere romaner - men der er rigelig med spænding, og de gode vinder og de onde taber som altid. Men man er så fantastisk godt underholdt undervejs. Follett gjorde klogt i at gå tilbage i tiden efter sit spring fremad sidst!

Den evige ild - Ken Follett

• Engelsk
• 3.-12. december
• 768 sider
• Originaltitel: A Column of Fire

Jeg var længe om at opdage og komme i gang med Folletts middelalderromaner om katedralbyggerierne; men så læste jeg de mammutromaner i vinteren 2013, og var ganske fascineret af dem. Så meget, at jeg forfaldt til at købe hans trilogi om det tyvende århundredes historie - som jeg læste med varierende fornøjelse, men da absolut med nydelse.

Så da det blev annonceret, at der var en opfølger til de to romaner om Kingsbridge-familierne så tænkte jeg først, at nu skal der altså malkes på en succes. Men dernæst også, at den selvfølgelig skulle læses. Desværre var jeg så ivrig, at jeg bestilte den straks den udkom - det vil sige i det store hardcover-format. Det er virkelig en stor og tung bog; og jeg fortrød det hurtigt. Den kunne slet ikke transporteres nogle steder hen, og den egnede sig heller ikke til hyggelæsning i sofa eller seng. Det var nok den primære årsag til, at det tog mig en krig at komme igennem den.

Den anden årsag var netop alle de krige, den indeholder! Der er faktisk ikke meget forbindelse til de to tidligere romaner, andet end at nogle fiktive hovedpersoner stammer fra byen. De mødes og konfronteres livet igennem alle mulige andre steder, og en gang imellem smutter de lige hjem forbi. Men man skal absolut ikke forvente, at Kingsbridge eller dens katedral er temaet.

Det er tværtimod de store religionskrige, der prægede det 16. århundrede efter, at Henry VIII lavede sit lille stunt med at adskille den engelske kirke fra Paven for at kunne gifte sig igen i sin lange række af dronninger. Så kom Elizabeth I, som var protestant, og hun ville forsone landets religioner meget mod indbyggernes vilje. Det udløste krige og konflikter med Frankrig og Spanien, og i Frankrig følger vi den ærgerrige og ambitiøse Pierre Aumande, som vil i hus hos Guise-familien, som i praksis styrer landet gennem dronningen Catherine af Médicis - da hendes sønner, kongerne, jo dør på stribe.

Det bliver omdrejningspunktet i bogen - og så er der selvfølgelig en god kærlighedshistorie i centrum af det hele. Der er et par ærkerivaler, Ned Willard og Rollo Fitzgerald, som arbejder på hver sin side af sagen i England - og så er der Pierre Aumande i Frankrig. Alle rejser de gennem romanen rundt i Europa, og befinder sig altid lige i orkanens øje.

Således er Pierre Aumande nu nærmest hovedmanden bag Bartholomæusnatten! Og Rollo bag Guy Fawkes mislykkede terrorforsøg mange år senere. De når også at være i frontlinjen under den spanske armadas mislykkede angreb mod England i 1588. Og de er altid tæt på konger og dronninger! Det irriterer mig! Præcist som det gjorde det en del i første del af trilogien om det tyvende århundrede; jeg synes, at det er utroværdigt - og især når man forestiller at kende præcise detaljer om så vigtige historiske begivenheder. Man kan ikke ændre på historien! Og denne gang bliver det altså for meget til min smag.

Der er lange lange udredninger under disse historiske begivenheder, og så kommer han let og elegang igennem resten; så historien ikke bæres af personer eller hændelser fra hans fantasi. Det tog mig virkelig lang tid - og en del personlig overvindelse at komme igennem de sidste trehundrede sider.

Det var stædighed og ikke begejstring; jeg fornemmede virkelig, at dette var et forsøg på nemt at skumme fløden af de tidligere successer. Synd!

På kanten af evigheden- Ken Follett

• Engelsk
• 25.-30. oktober
• 1.159 sider
• Originaltitel: Edge of Eternity

Det har jo faktisk taget mig fem år at komme igennem Folletts trilogi om det tyvende århundrede; jeg startede med Giganternes fald i efteråret 2011. Den blev startet under en dejlig ferie under den afrikanske sol langt væk fra europæisk efterår - og selvom det ikke var ultimativ kærlighed, så kan jeg jo godt lide en roman med gods i.

Så skulle jeg vente på paperback-udgaven af andet bind, Verdens vinter, som jeg læste i 2013 - men der var tredje og sidste bind ikke udkommet. Igen ventede jeg på paperback-udgaven, og den har så stået i min reol i mere end et år. Jeg havde behov for at genopfriske de to tidligere bind, og få personerne og deres forbindelser til hinanden, genopfrisket. Jeg fandt nogle resuméer, og dagen inden jeg gik i gang med tredje bind, læste jeg mig igennem de 50 A4-sider-og var klar.

Weekenden bød på hjemmetid efter nogle grimme vacciner, og jeg var totalt opslugt af historien, der følger de mange familier fra 1961 og frem til murens fald i 1989. Nu var vi ovre i endnu flere højspændte politiske kriser med den Cuba-missilkrisen og den kolde krig. Follett har jo placeret sine personer godt - Tyskland, Rusland, England og USA; der var grundstenene lagt til, at de alle endte på hver sin side af konflikten. Den tyske familie deles ydermere af muren, der skiller dem ad, og foranlediger flugtforøg ud i friheden.

Men det er jo i USA også tiden med borgerrettighedskampene mellem sorte og hvide; mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Der var nogle intense kapitler, hvor læseren er med på en historisk hvirvelvind verden rundt. 

Det bliver til et fantastisk tidsbillede, og jeg var faktisk mere begejstret for denne. Jeg lærte en hel del om den kolde krig, som jo startede før min tid - men jeg genopdagede pludselig hele 80'er-tiden med de mange skiftende russiske præsidenter, som døde på stribe. Det var yderst interessant at genleve den tid med Walesa, kommunismens fald - og ikke mindst at få den amerikanske politiske vinkel på episoderne.

Derudover er vi jo netop i en amerikansk præsidentkampagne, som af alle udråbes til at være den mest modbydelige nogensinde. Og så er det jo tankevækkende at læse om Nixon, Johnson - og Reagan, som uden tvivl stod bag drabene på alle de uskyldige mennesker i terrorangrebet i Bagdad i 1985. Det mindede mig om, at verden ikke altid kommer til at se meget bedre ud med tiden - omstændighederne forandrer sig; men slutresultatet er desværre ikke langt fra, hvad der er sket tidligere.

Folletts personer er desuden meget virkelige; og selvom der er mange af dem, formår han at holde dem levende og i udvikling over de utroligt mange sider. Jeg må beundre, at han kan have en så fatslagt idé allerede fra første bind! De er skrevet løbende, men hans udgangspunkt er på en måde slutningen; således, at han ikke har kunnet skrive første bind og placere sine personer geografisk, socialt, religiøst og politisk uden at vide, hvordan de skulle udvikle sig individuelt og indbyrdes.

Der var et par steder, hvor jeg kneb en tåre - og det sker ellers ikke tit; men jeg blev bragt meget tilbage til mine teenageår, hvor det var underligt at vide, at der var en lukket verden bag en mur et sted i verden. 

Follett slutter sin bog et passende sted; han bliver ikke fristet til at tage den hele vejen til årtusindskiftet - han kunne have dækket AIDS, den nye form for terroriske, 9/11 og alt muligt andet. Han stopper, hvor personerne kommer til et naturligt punkt og de yngre generationer endnu ikke kan fylde det ud. Og så slutter han smukt med et lille efterskrift fra dagen, hvor Obama blev valgt til præsident i 2008. En god lang historie, som han har ført læseren smukt igennem.

Verdens vinter - Ken Follett

• Engelsk
• 4.-9. august
• 915 sider
• Originaltitel: Winter of the World

Anden del af Folletts mammutserie om det tyvende århundrede, som jeg ventede på i paperback; i hardback er den ganske enkelt alt for stor og uhåndterlig. Men jeg havde glædet mig, og jeg blev ikke skuffet.

Follett er en fantastisk historiefortæller, og man er inde i personerne med det samme. Der bruges ikke meget tid på at genfinde tråden til Giganternes fald, men man finder den selv uden problemer og hjulpet af personoversigten i indledningen.

Jeg synes, at det var et glædeligt gensyn og igen med et helt fænomenalt researcharbejde bag gfar starten i 1933, hvilket er et godt årti efter afslutningen af den første såvidt jeg husker. Nazisterne er i fremmarch, og børnene af de forskellige russiske, amerikanske, tyske og engelske familier er blevet store teenagere. De vokser op i en verden, som ser vidt forskellig ud afhængig af, hvor man befinder sig og samtidig introduceres der nye personer - som den jødiske lægefamilie.

Der er igen de historiske scener, hvor Follett absolut skal have sine personer hen - som angrebet på Pearl Harbour; men han får samtidig introduceret tidstypiske teamer som homoseksualitet, den mere åbne seksualitet i det hele taget og hele det politiske billede i mellemkrigsårene. Man når omkring den spanske borgerkrig og kommunismen i Rusland inden 2. Verdenskrig går i gang. Beskrivelserne af krigen set fra de forskellige geografiske udsigtspunkter giver en glimrende samlet gennemgang af denne vigtige del af det tyvende århundredes historie.

Det er absolut Folletts force - han formår at blande tungt med let; krig med kærlighed - så helhedsintrykket bliver glimrende.

Nu skal man jo så bare vente 1½-2 år på sidste del. Man ved jo, at der er en ny generation på vej - og med en passende blanding af drenge og piger til at sætte gang i tingene.

Det har under alle omstændigheder ændret mit syn på Follett. Det er ikke stor litteratur - men det er rigtigt gode historier!

Uendelige verden - Ken Follett

• Engelsk
• 3.-11. februar
• 1.237 sider
• Originaltitel: World Without End

Jeg troede oprindeligt ikke, at Folletts middelalderromaner ville interessere mig; men efter at have læst den første blev jeg alligevel lidt fanget. Efterfølgende så jeg så miniserien lavet over den første roman, og den var jeg slemt skuffet over. Det er svært at tvinge tusinde sider ned i en fornuftig film - selv over otte afsnit; men jeg var irriteret over de mange kronologiske omrokeringer, og syntes ikke, at den gav bogen retfærdighed.

Anden del foregår knap to århundreder senere - stadig i Kingsbridge og med katedrales og byens indbyggere som omdrejningspunkt. Der er nogle fjerne slægtninge til personerne fra den første roman, men det er heldigvis ikke for dominerende og man formår at distancere sig fra de tidligere personer og leve sig ind i de nye historier.

Men dog er der en del paralleller, som ville Follett lave en ny historie skåret lidt over samme læst. Der er Caris - den unge, rige kvinde med sine selvstændige meninger, som på utroligt mange punkter minder om Aliena. Der er Merthin - hendes elskede, som hun først får efter mange års skærmydsler - som mellem Jack og Aliena i den første roman; og de er samtidig som forgængerne de eneste man følger i et liv udenfor Kingsbridge på deres rejse til kontinentet.

Der er den grusomme adelsmand, Ralph, som godt nok her er af en fornedret og nu fattig tidligere adelsfamilie men ikke desto mindre minder om William Hanleigh. Han er bror til Merthin og mellem de to er der de samme hadske følelser som mellem Jack og Albert. Der er den ærgerrige abbed, som dog adskiller sig væsentligt fra Philip og snarere minder om Remigius' skruppelløse adfærd.

Det er ikke de samme familiære relationer, men ofte ser man de samme historier gentage sig lidt på kryds og tværs - som stereotyper, der er med i en casting. En sikker vinder må Follett have tænkt.

Derudover er der selvfølgelig forskelle - det er en anden tidsperiode med andre problemer. Bygningen af katedralen er færdiggjort; men der er stadig tage, der falder ned og dræber folk - hvilket sikkert er en temmelig normal foreteelse i middelalderen. Der er pestens hærgen, og krige mod Frankrig men også internt i kongehuset med den afsatte Edward II og dronningens elsker Mortimer.

Derfor er det på mange måder en temmelig klassisk opbygning med kampene mellem verdslige og gejstlige, rige og fattige, kvinder og mænd. Der er en mere åben tilgang til såvel nonner som munkes indbyrdes kærlighedsforhold - måske ansporet af den stigende debat siden den første roman udkom om kirkens kritiske punkter selv i det 21. århundrede.

Jeg synes måske, at den var lige en anelse for lang - det er rigtig mange sider selvom man er godt underholdt hele vejen igennem. Men der havde været mulighed for at afslutte anderledes og tidligere uden at ruinere historien. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke skal se denne miniserie - men som bog var jeg underholdt.

Jordens søjler - Ken Follett

• Engelsk
• 21. december - 4. januar
• 1076 sider
• Originaltitel: The Pillars of the Earth

Om Folletts ligefrem er en klassiker, som forsiden angiver, ved jeg ikke - men det er en ualmindelig god historie! Det er et mesterstykke at kunne skrive en så omfattende roman i såvel sider, personer, epoker, emner og ikke miste sig selv i det. Jeg blev først lidt overrasket over at opdage, at den er skrevet i 1989 - jeg synes al hysteriet omkring den er ca. fem år gammelt. Da jeg havde læst Falcones roman om hans spanske katedral var jeg derfor lidt lodden ved at give mig i kast med Follett. Af frygt for at blande tingene sammen - og muligvis også fordi jeg kun kendte hans navn som krimiforfatter.

Det blev heldigvis gjort til skamme, og jeg blev hurtigt fanget af middelalderhistorien - selvom juleferien gjorde det svært at få tid til at læse på ferien hjemme i Danmark. Men retur blev de sidste 600 sider slugt på et par dage.

Historien er sikkert ganske godt kendt nu, hvor så mange har læst bogen eller set den filmatiserede udgave på fjernsyn; den tror jeg nu ikke, at jeg har lyst til at se. Men bogen fanger med sin klassiske opbygning af gode og onde - og de findes hos de gejstlige og de verdslige, hos kvinder og mænd, hos rige og hos fattige - kærlighed og krig, religion og politik. Og så er der det fascinerende element ved katedralbygningen, som få mennesker sikkert interesserer sig for i et land som Danmark med vores protestantiske tradition for kirkearkitektur.

Jeg har altid været fascineret af katolske kirker og symbolikken i deres arkitektur; jeg besøger en hel del om året - det er et obligatorisk stop på en udflugt; så jeg havde samtidig gang i Wikipedia for at visualisere begreberne, som jeg primært kender på fransk. For netop det 12. århundrede, som bogen foregår i, var brydningstid for arkitektur. Man kunne nye ting, og det er den passion, som driver såvel abbed Philip som Tom the Builder og senere hans stedsøn Jack.

Skal man irriteres over noget, er det Folletts evne til nogle gange at ridse tidligere hændelser op - som om han ikke har tiltro, at læseren kan erindre det hele undervejs i hans murstensroman. Det kan man, hvis man er en rutineret læser og mere indviklet er det så heller ikke. Han skifter tit mellem fortællernes perspektiver, så man konstant ser historien fra de mange forskellige vinkler - det er med til at gøre det yderst levende og man vil hele tiden videre.

Det bliver aldrig en klassiker i historiefortælling som fx Hugo, men det er en ualmindelig GOD historie. Derfor står efterfølgeren allerede på hylden - der skal lige lidt luft til at få det 12. århundredes personer til at dvæle inden jeg begiver mig videre til det 14. århundrede.

Giganternes fald - Ken Follett

• Engelsk
• 10.-18. november
• 941 sider
• Originaltitel: Fall of Giants

Jeg er en af dem, der aldrig tidligere har læst Ken Follett - ikke hans krimier, og ikke hans to kæmpeværker om den engelske middelalder og katedralbyggeri. Jordens søjler mindede mig for meget om Havets Katedral uden, at jeg skal kunne sige om den ene eller den anden har ladet sig inspirere - eller ej!

Men så tænkte jeg alligevel, at Giganternes Fald måtte være velegnet ferielæsning. Så langt kom jeg dog ikke - men jeg kom langt nok ind i bogen til, at den måtte læses færdig.

Det er en voldsom sag, og faktisk synes jeg ikke, at det er behageligt med så stor en bog imellem hænderne - men det er et mere praktisk argument. Da jeg først åbnede den, og så de seks sider med personregister blev jeg også en anelse beklemt - men jeg havde reelt ikke behov for det senere i bogen.

Historien glider selvfølgelig utroligt nemt lige fra starten; der er tale om en slægtsroman af de helt store - forstået, at der er flere slægter, flere historier og mange personer. Der er lidt Herskab og Tjenestefolk over det hele - en klassekampshistorie flettet ind i tiden op til og under 1. verdenskrig, hvor vi følger personer i England, Tyskland, Rusland og USA. Persongalleriet er nøje udvalgt, så de repræsenterer de lande, hvor Follett har behov for at positionere dem tæt på historiske personer som fx den amerikanske præsident Wilson, som spillede en afgørende rolle i forbindelse med krigen.

Til tider irriterer det mig, at fiktive personer er placeret i dialog med historiske personer. Follett skriver selv i sit efterord, at det udelukkende er sket i situationer og med ord, som er sagt - blot til andre personer. Men i mine ører skurrer det, og jeg ville foretrække en udelukkende historisk roman - men dette kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med krigen som baggrund, og med den historiske fortælling Follett også vil skabe.

Det historiske researcharbejde er imponerende - til tider lidt påtaget; som situationen i skyttegravene ved jul 1914, hvor de kæmpende mødes og fejrer jul sammen. Den historie er så velkendt, så Follett har syntes, at den skulle placeres et sted - men det sker på en utroligt klodset måde. Den ene person - englænderen - har på det tidspunkt intet at gøre ved fronten, men befinder sig ved et tilfælde lige der lige den dag. Det er for konstrueret blot for at få indsneget en velkendt anekdote.

Taler man om krig, taler man også om kærlighed - og selvfølgelig er der flere af den slags historier - den umulige kærlighed på tværs af klasseskel eller nationaliteter; igen er dialogen i de fleste af disse situationer temmelig triviel og man mærker, at det ikke var som romanforfatter, at Follett startede.

Alt i alt er det ikke en dårlig bog - men det er absolut heller ikke et mesterværk. Det er en populær bog, der læses nemt og hurtigt på trods af sine mange sider. Man fornemmer allerede, at der er lagt op til den annoncerede efterfølger - og det sker måske lidt for påfaldende.... introduktionen af Hitler i en parentes i slutningen, og alle de små børn, der fødes igennem bogen. De har stort set alle samme alder, og vil være parate som soldater til 2. verdenskrig - det er meget tydeligt, hvor Follett vil hen med sin trilogi. Måske lidt for tydeligt?