På kanten af evigheden- Ken Follett

• Engelsk
• 25.-30. oktober
• 1.159 sider
• Originaltitel: Edge of Eternity

Det har jo faktisk taget mig fem år at komme igennem Folletts trilogi om det tyvende århundrede; jeg startede med Giganternes fald i efteråret 2011. Den blev startet under en dejlig ferie under den afrikanske sol langt væk fra europæisk efterår - og selvom det ikke var ultimativ kærlighed, så kan jeg jo godt lide en roman med gods i.

Så skulle jeg vente på paperback-udgaven af andet bind, Verdens vinter, som jeg læste i 2013 - men der var tredje og sidste bind ikke udkommet. Igen ventede jeg på paperback-udgaven, og den har så stået i min reol i mere end et år. Jeg havde behov for at genopfriske de to tidligere bind, og få personerne og deres forbindelser til hinanden, genopfrisket. Jeg fandt nogle resuméer, og dagen inden jeg gik i gang med tredje bind, læste jeg mig igennem de 50 A4-sider-og var klar.

Weekenden bød på hjemmetid efter nogle grimme vacciner, og jeg var totalt opslugt af historien, der følger de mange familier fra 1961 og frem til murens fald i 1989. Nu var vi ovre i endnu flere højspændte politiske kriser med den Cuba-missilkrisen og den kolde krig. Follett har jo placeret sine personer godt - Tyskland, Rusland, England og USA; der var grundstenene lagt til, at de alle endte på hver sin side af konflikten. Den tyske familie deles ydermere af muren, der skiller dem ad, og foranlediger flugtforøg ud i friheden.

Men det er jo i USA også tiden med borgerrettighedskampene mellem sorte og hvide; mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King. Der var nogle intense kapitler, hvor læseren er med på en historisk hvirvelvind verden rundt. 

Det bliver til et fantastisk tidsbillede, og jeg var faktisk mere begejstret for denne. Jeg lærte en hel del om den kolde krig, som jo startede før min tid - men jeg genopdagede pludselig hele 80'er-tiden med de mange skiftende russiske præsidenter, som døde på stribe. Det var yderst interessant at genleve den tid med Walesa, kommunismens fald - og ikke mindst at få den amerikanske politiske vinkel på episoderne.

Derudover er vi jo netop i en amerikansk præsidentkampagne, som af alle udråbes til at være den mest modbydelige nogensinde. Og så er det jo tankevækkende at læse om Nixon, Johnson - og Reagan, som uden tvivl stod bag drabene på alle de uskyldige mennesker i terrorangrebet i Bagdad i 1985. Det mindede mig om, at verden ikke altid kommer til at se meget bedre ud med tiden - omstændighederne forandrer sig; men slutresultatet er desværre ikke langt fra, hvad der er sket tidligere.

Folletts personer er desuden meget virkelige; og selvom der er mange af dem, formår han at holde dem levende og i udvikling over de utroligt mange sider. Jeg må beundre, at han kan have en så fatslagt idé allerede fra første bind! De er skrevet løbende, men hans udgangspunkt er på en måde slutningen; således, at han ikke har kunnet skrive første bind og placere sine personer geografisk, socialt, religiøst og politisk uden at vide, hvordan de skulle udvikle sig individuelt og indbyrdes.

Der var et par steder, hvor jeg kneb en tåre - og det sker ellers ikke tit; men jeg blev bragt meget tilbage til mine teenageår, hvor det var underligt at vide, at der var en lukket verden bag en mur et sted i verden. 

Follett slutter sin bog et passende sted; han bliver ikke fristet til at tage den hele vejen til årtusindskiftet - han kunne have dækket AIDS, den nye form for terroriske, 9/11 og alt muligt andet. Han stopper, hvor personerne kommer til et naturligt punkt og de yngre generationer endnu ikke kan fylde det ud. Og så slutter han smukt med et lille efterskrift fra dagen, hvor Obama blev valgt til præsident i 2008. En god lang historie, som han har ført læseren smukt igennem.