Manet Le secret - Sophie Chauveau

• Fransk
• 10.-17. oktober
• 487 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det har taget mig næsten et halvt år at få denne ned fra hylden efter, at den blev indkøbt i Paris i foråret. Så gjorde jeg det oven i købet netop som jeg skulle et par dage til Amsterdam på forretningsrejse - det tænkte jeg jo var god hyggelæsning i fly og på et kedeligt hotelværelse. Men det var uden at tage højde for, at jeg faktisk havde behov for et opslagsværk ved siden af.

Chauveaus biografi af Manet tager udgangspunkt i hans teenageår, hvor han kæmper mod en despotisk far, der kun vil høre tale om en akademisk uddannelse. Så ender han med at blive sendt ud at sejle - en god gennemprøvet metode på den tid til at få uterlige unge til at indse komforten ved et skrivebord. Men for Manet blev Brasilien en åbenbaring af farver, indtryk... og ikke mindst kvinder.

Da han kom hjem accepterede faderen endelig hans valg om at blive kunstmaler; en beskæftigelse som på den tid bestod i at overholde Kunstakademiets udstukne regler for god smag. Man malede og sendte sine billeder ind til Akademiets udstilling, hvor en jury skulle bedømme den inden adgang. Og Manets malerier blev afvist stort set hele hans liv. Det var netop den ene ting, han stræbede efter for, at faderen ikke skulle få ret.

Sideløbende med sin begyndende karriere falder han for familiens unge klaverlærer - en trivelig hollandskpige, som han gør gravid. Han er mand nok til at installere hende og hendes familie i en lejlighed; men han bliver selv boende med sin egen - og sønnen får at vide, at det er hans gudfar. Selv år efter, da han endelig gifter sig med Suzanne, får sønnen Léon intet at vide - selvom han vel nok havde sine anelser.

Men kampen om Akademiets gunst er umulig at vinde; hans malerstil er oprørsk - og det krævede netop at have malerierne i stort format ved siden af sig for at forstå, at Le Déjeuner sur l'herbe kunne skabe en sådan furore. Et par år senere præsenterede han Olympia, som var en moderne version af Tizians Venus of Urbino - der er jo en tydelig sammenlignelig struktur i maleriet; men Manets afklædte kvinde var for meget en letlevende dame til at det kunne præsenteres for det bedre borgerskab.

Sammen med slænget af venner/kolleger, som bestod af Pissarro, Cézanne, Monet, Sisley, Degas, Renoir, kæmpede de for at blive accepteret af Akademiet - og især for Manet var det vigtigt at blive anerkendt af det etablerede selskab. Hans venner trak sig væk og skabte deres egne udstillinger - totalt uhørt på den tid - og det blev starten på impressionismen. Det er alt sammen almindeligt kendt, men jeg var ikke klar over hans mere end tætte forhold til Morisot, som senere giftede sig med hans bror.

Jeg kendte ikke til hans dandy-facon, som gjorde ham kendt i hele byen for at være velklædt og en damernes mand. Han var ikke fattig som mange af sine kolleger, og han var altid parat til at hjælpe netop dem, når det stod skidt til.

Selvfølgelig blev hans eftermæle større - og i dag kan enhver jo genkende en Manet på lang afstand på grund af hans kendetegn i penselstrøg og ikke mindst hans sorte farve. Og alle kender historien om hans asparges-maleri - hvilket jeg i øvrigt stadig mener burde hænge sammen og ikke i to forskellige lande og museer.

Manet døde som kun 51-årig - ædt op af syfilis, som han havde taget med hjem fra Brasilien som ung. Den tragiske og tidlige død hjalp selvfølgelig gevaldigt på hans popularitet - men stadig var det vel blot et spørgsmål om tid, før tiden var rigtig klar til impressionisterne .... og så kunne betragte ekspressionisterne, kubisterne og alle de næste generationer som galninge!