- Dansk
- 20.-23. oktober
- 672 sider
Det er virkelig sjældent, at jeg køber en bog på dansk - og så til fuld pris. Generelt synes jeg ikke, at det er pengene værd, og oversættelser læser jeg jo helst heller ikke. Og så er der ikke meget tilbage i dansk litteratur, der passer til min smag.
Men Leths bog fristede mig - jeg havde set et interview med ham i Aftenshowet, og kendte ham så selvfølgelig som så mange andre danskere fra Tour de France. Jeg har aldrig set en eneste af hans film; jeg har ikke læst hans digte - og jeg havde kun et yderst perifært kendskab til hele skandalen omkring 'kokkens datter', der i 2005 kostede ham diverse forsider og forårsagede fyringer som både konsul og sportskommentator. Der boede jeg jo ikke i Danmark, og syntes nok, der var lidt for meget andedam i den polemik.
Bogen er først og fremmest lækker. Tyk og tung med dejligt smukt og behageligt papir; den slags betyder altså noget, når man nu ikke køber en paperback.
Dernæst skulle jeg lige forstå opbygningen; for det er jo tilsyneladende en samling af det bedste fra hele fire andre erindringsbøger. Det gør det i starten lidt springende; og jeg indrømmer blankt, at jeg var mindre entusiastisk, når det gjaldt erindringerne om hans ungdom og hele happening-kunsten, som jo var noget før min tid. Måske fangede det absolut mindre, fordi det var brudt op og taget ud af andre bøger, så kontinuiteten forsvandt. Dog har man stadig hans smukke sprog - og i starten skulle jeg lige få hans stemme til at forsvinde fra mine tanker; den er så markant, at jeg følte, at han læste op for mig.
Mange af disse tidlige erindringer ledsages af hans digte - og poesi generelt er virkelig ikke min stærke side. Og slet slet ikke den slags, hvor der for mig at se, hverken er hoved eller hale i det. Men det er jo en smagssag.
Så er der hele polemikken om hans liv i Haiti og de unge kvinder, som jeg jo først fik den fulde version af her. Jeg bliver faktisk ikke chokeret; der er jo ingen tvang - og Leth er til gengæld umådelig bevidst om, at det er en form for handel på et andet plan end en almindelig kærlighedshistorie mellem to måske mere ligestillede personer. Der forventes modydelser i mere håndfast form - og kan man som person affinde sig med det (og det udelukker jo på ingen måde kærlige følelser), så er det vel i sidste ende hans eget valg.
Der er dog passager, hvor jeg synes ordsproget er lige lovlig bramfrit; men det gælder hele hans ret så omfattende kærlighedsliv. Jeg tænker, at det må have været fantastisk at blive elsket af den mand, men måske mindre fantastisk at forelske sig i ham. Man må konstant have været nervøs for hans troskab?
Bogens styrke er for mig at se de længere passager, hvor der kommer en reel tidslinje og handling i historien - det gælder fx tiden efter 'skandalen' i 2005, hvor man virkelig kommer under huden på ham.
Men det gælder især også den fjerde og sidste del af bogen, som omhandler tiden omkring og efter jordskælvet i Haiti i 2010. Det var gribende og personlig læsning.
Nu er han jo ikke helt ung længere, og jeg synes da også, at det var både lidt vemodigt og sentimentalt at læse hans tjekliste, som er det sidste kapitel i bogen.
Jeg har uden tvivl kun kendt til en brøkdel af manden Leth inden denne bog; og den kunstneriske side kommer jeg nok heller ikke til at udforske meget mere. Men personen åbnede sig op, og jeg synes, at det var en meget personlig og sårbar bog.
2 comments:
Tak for den anmeldelse, det rører mig at høre om den sammensatte Leth, som jeg kun kender fra Tour, hvilken jeg ikke var fast tilskuer til, - men det er især jordskælvet og at personen åbner sig op, som jeg noterer mig som karakteristik af et menneske, der har glædet generationer og chokeret endnu flere, og som har ville kunsten i form af poesi og film.
Det var så lidt Donald!
Det er jo faktisk pudsigt, at de fleste kender ham mest fra Tour de France. Måske fordi hans kunst og film ikke er særlig mainstream?
Men son selvbiografi eller erindringer - eller hvad man skal kalde det - var det en dejlig bog.
Han må være et meget spændende menneske at kende, tænker jeg!
Post a Comment