Le livre des heures - Anne Delaflotte Mehdevi

 

• Fransk
• 31. august
• 224 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I slutningen af 1400-tallet bor Marguerite og hendes familie på Notre Dame-broen i Paris; det var dengang man havde huse tæt bygget på begge sider af broerne, der husede forretninger, værksteder og ovenpå familierne private hjem. 

Hendes bror er syg, og Marguerite er meget interesseret i at komme i lære i familiens forretning som miniaturillustrator; dem var der virkelig bud efter nu, hvor bøger var mere tilgængelige, og alle ville have deres egen lille bønnebog eller Bibel med personlige illustrationer. Men hun er en kvinde - og moderen er travlt optaget af at få hende gift. Faderen anerkender dog hendes talent, og hun kommer i lære i værkstedet.

Det er en stærk fortælling om en kvinde, der tør gå andre veje. Selvfølgelig må hun acceptere at gifte sig - men formår at finde en mand, der accepterer hendes arbejde. Han dør dog hurtigt, og hendes største risiko tager hun ved at indlede et forhold til den arabiske mand Daoud, som tvinges til Paris, da spanierne jager alle muslimer ud af landet i 1492. Der er en del samtidshistorie indblandet - muslimernes udvisning, Columbus' opdagelsesrejser men også historien om kunsten ved at lave disse bøger.

Det er en lille og smuk roman, som drager os helt ind i hverdagen i middelalderens Paris og ikke mindst vilkårene for kvinder. 

all the water in the world - Karen Raney

 

• Engelsk
• 28.-30. august
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den sene sommerferie blev tilbragt i en villa i sydens sol og varme, og der var selvfølgelig et lille hjemmebibliotek vi kunne nyde godt af - udover de bøger vi selv havde medbragt. Det er altid muligheden for at læse nogle ting, man aldrig selv ville have valgt at indkøbe.

Den første roman, jeg kastede mig ud i, var måske lidt barsk for mig - jeg er stadig lidt ømtålelig overfor kræftfortællinger, og det ændrer sig nok ikke efter mit eget forløb.

Maddy er seksten år gammel, og har kræft. Hun bor med sin mor og stedfar; hun kender ikke sin egen far - moderen har altid tænkt, at hun vil fortælle hende det hele, når hun er voksen. Men nu er den tidshorisont pludselig udfordret.

Historien fortælles i skift mellem Maddy og moderen, Eve, over den sidste tid og efter Maddys død - et faktum, læseren dog først gøres bekendt med senere. Maddy forsøger at leve som enhver anden teenager - hun har veninder, hun tegner og maler, hun forelsker sig - og når at opleve den første store kærlighed. Men hun vil også finde sin far!

Forældrene havde et forhold, da de var unge - men da Eve bliver gravid er Antonio usikker på, om han vil det. Han rejser hjem til Italien, og Eve opdrager Maddy alene til hun møder en ny partner. Maddy finder Antonio i London med hjælp fra bedstefaderen - og uden moderens viden. De starter en emailkorrespondence, hvor Maddy aldrig fortæller om sin sygdom - i stedet omtaler hun en ven af moderen, der er syg. Så da korrespondencen stopper, ved Antonio ikke, at Maddy er død.

Det er en barsk fortælling om moderens og datterens proces i ventesorgen; om moderens møde med ungdomskæresten, som ikke vidste, at han havde et barn - og mister hende lige så hurtigt igen.

Det er en debutroman, og ganske glimrende - men selvfølgelig ikke et nemt emne; og slet ikke, når man selv har været igennem kemo og angst. 

Le roi disait que j'étais diable - Claire Dupont-Monod

 

• Fransk
• 25.-28. august
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et køb fra rodekassen i den franske boghandel i København, som jo lige talte til mig - en historie om den franske dronning Aliénor, som var gift med den franske konge Louis VII.

Det er en meget speciel historie, der fortælles i første person af Aliénor selv med indskydelser fortalt af Louis. De to var selvfølgelig ganske unge, da de blev gift i en politisk alliance i 1137. Hun havde regionen Aquitaine med ind i ægteskabet med den 17-årige konge. De elskede ikke hinanden, og det første barn kom først otte år efter de blev gift. I stedet var kongen mere optaget af religion, og drog på flere korstog til Jerusalem.

De blev skilt i 1152, og hurtigt efter giftede Aliénor sig med den langt yngre Henry af England, som bliver konge af England i 1154.

Hvis man ikke kender historien om Aliénor; om korstogene og Louis VII og hendes ægteskab med den unge engelske prins, er det nok svært at forstå. Der er nemlig ikke meget indledning eller historiske fakta til at forklare konteksten. Det er en lidt indforstået monolog, der dog viser den viljestærke kvinde, som Aliénor uden tvivl var - det er samtlige overleveringer enige i.

At ægteskabet ikke var lykkeligt, var jo ikke så mærkeligt - det var de færreste. At parret kun fik to døtre var ydermere med til at fremme skilsmissen, og først i sit tredje ægteskab efter fire døtre lykkedes det kongen at skaffe en tronarving. 

Aliénor bliver en gammel dame på over firs år; men historien her koncentrerer sig om den splid der var mellem de to ægtefolk; primært fordi de var så forskellige i temperament og interesser, og konstant var uenige om rigets styring. 

Måske lidt for indforstået og overfladisk til at den rigtigt tiltalte mig; jeg har læst flere biografier af Aliénor, som giver et langt bedre og detaljeret billede af hændelserne - her foregår det meste for meget inde i dem selv.

Exodus - Leon Uris

 

• Engelsk
• 19.-24. august
• 608 sider
• Originaltitel: Exodus

Jeg ved godt, at denne historiske roman af mange er blevet udnævnt som den ultimative fortælling om afslutningen af Holocaust og kampen for staten Israel. Efter dens udgivelse i 1958 blev bogen den bedst sælgende i USA siden Borte med blæsten. Det var blot ti år efter Israel som nation blev grundlagt - og det var jo relativt kort efter 2. Verdenskrig og det kollektive traume, der rystede verden ikke mindst, da man opdagede, hvad der var foregået i koncentrationslejrene.

Det er da også en roman med "det hele" - de gode (jøderne), de onde (tyskerne, briterne, araberne og en hel masse andre); der er kærlighed i rigelige mængder, der er krig og drama og sorg og tab. Der er omvendelse af ideologier og en god portion verdenshistorie.

Det er i mine øjne også bogens svaghed; Uris vil nemlig fortælle jødernes historie fra start til slut. Vi starter på Cypern lige efter krigen, hvor mange jøder, der har forsøgt at nå Palæstina nu sidder fanget i flygtningelejre under britisk styre. Men den store helt, Ari Ben Canaan (Paul Newman i filmen) vil smugle dem ud af Cypern ombord på skibet Exodus.

Derudover er der den amerikanske journaist, Mark Parker, som møder sin barndomsveninde, Kitty Freeman, som nu arbejder i lejren som sygeplejerske. Kitty forelsker sig i den store helt Ari, og rejser med skibet til Palæstina.

Men hver gang Uris introducerer en person skal han lige hive os med tilbage til rødderne af jødernes historie. Så der er afstikkere til Rusland og Østeuropa tilbage til middelalderen; der er afstikkere til Frankrig med Dreyfus-affæren - og selvfølgelig en masse afstikkere til 2. Verdenskrig og lejrene.

Stort set hele den historie var der intet nyt i for mig; derudover er der nogle reelle personer som den unge Dov Landau, men også en hel del fiktive personer. Historien om skibet er opdigtet; nok var der skibe, der sejlede illegalt til Palæstina - men ikke under de samme omstændigheder, som Uris beskriver her. Den faktuelle historie i tilbageblikkene er selvfølgelig korrekt - så det hele bliver et underligt sammensurium af fakta og fiktion. Sammenholdt med den forvirrende struktur i bogen, som konstant bryder handlingsmomentet giver det en fornemmelse af, at han vil det hele men det kan han ikke få ind i en og samme roman.

Jeg læste en meget gammel paperback-udgave, som desuden var skrevet med så små bogstaver, at det var lidt en pinsel. Jeg indrømmer blankt, at jeg kæmpede mig til sidste side i ren stædighed. Det er min anden roman af Uris efter historien om oprøret i Warszawa-ghettoen, og jeg har faktisk en sidste roman liggende. Alle tre har jeg lånt af en kollega, men jeg må nok skuffe og lade den sidste være ulæst, da anmeldelserne allerede nu viser mig, at det klarer jeg næppe.

Der er ingen tvivl om, at bogen var relevant og interessant i 1958; da ville verden lære og forstå den jødiske kultur, diaspora og Holocaust. Men det er ikke en roman, der er ældet godt.

Next In Line - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 16.-18. august
• 400 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Ligesom med fjerde bind i Warwick-serien, besluttede jeg at låne denne på biblioteket - det hjælper jo også mod mit mål om at 50% af bøger læst i år skal være biblioteksbøger. Det er mit eget lille bidrag til genbrug. Hvis der fandtes langt bedre udvalg af franske bøger ville det jo være nemt.

Som tidligere skrevet, ved jeg ikke, hvor mange bind Archer har tænkt sig i denne serie? Han er efterhånden 83 år gammel, og dette virker som hans retræteprojekt. Men ender det så med en masse løse tråde - eller vil han bare trække sagen om Faulkner og Warwick i landdrag?

For Faulkner er stadig Warwicks fjende nummer et sammen med hans korrupte advokat, Watson. I denne bog sættes Warwicks hold dog også på en intern opgave med at gå kongehusets livvagter efter i sømmene. De har åbenbart været lidt for kreative med bilag, og nu skal der ryddes op.

Samtidig som Warwick og kollegerne indgår i den daglige drift af fx Buckingham sættes en af betjentene på jobbet som Dianas bodyguard. Det er her filmen knækker lidt for mig!

For det bliver som en form for remake af både filmen, men også med direkte tråde tilbage til Dianas eget liv. Der er den mellemøstlige elsker, som i denne version viser sig også at være en terrorist - og de tager på rejse i Middelhavet på hans yacht. Alt dette foregår jo, mens Diana og Charles stadig var gift - og endnu lod offentligheden tro, at alt var fryd og gammen. Men det blander tingene sammen med nogle af de sidste billeder vi alle har af Diana. 

Jeg synes virkelig ikke, at der burde være behov for at lave fiktive handlinger med netop den hovedperson; det er uintelligent og et tåbeligt trick.

Historien er nu også for lang i retssagen mellem Faulkner, som ryger ind og ud af fængsler, forsvinder og dukker op igen - og hans evindelige tvister med ekskonen om kunstsamlingen.

Archer kører ganske enkelt i cirkler - det er vel en form for beskæftigelsesterapi for en aldrende forfatter, hvor dette kan rystes nemt ud af ærmet. Men trivielt i længden.

The Echo Chamber - John Boyne

 

• Engelsk
• 14.-15. august
• 432 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

John Boyne forstår virkelig at spænde vidt. Fra historiske romaner som The Absolutist eller The House of Special Purpose til temaer som 2. Verdenskrig eller den katolske kirke i Irland Min absolutte favorit bliver dog Cyril Averys hjerte, som også er en af de eneste, der er oversat til dansk tilsyneladende.

Med hans nyeste roman fik jeg mig dog nogle fantastiske grin; det var godt, at jeg slugte den herhjemme over to dage og ikke i metroen eller andre offentlige steder.

Vi er rykket helt op i nutiden - post-pandemi i London, hvor Cleverley-familien lever det gode liv. Faderen, George, er 60 år gammel og en institution på BBC, hvor han i 30 år har haft sit talkshow. Hans kone, Beverley (58 år), er forfatter til underlødige romaner, som hun får andre til at skrive for sig.

Begge har de dog affærer - George med psykoterapeuten Angela, som nu fortæller ham, at hun er gravid - og hustruen med den 24-årige ukrainske Pylyp, som hun dansede med i den engelske udgave af Vild med dans.

Så er der den 17-årige Achilles, som vil være rig - det gør han ved at lokke ældre mænd på sugardates, hvorefter han spiller forarget og afpresser dem for penge. Den 21-årige Elizabeth lever for sin SoMe-berømthed, og går kun op i, hvor mange likes hendes Twitter-opslag får. Hun har en troll-konto, hvor hun spytter spydigheder ud efter alt og alle - men hendes egen profil kan hun ikke få gang i. Endelig er der den 22-årige Nelson, som lider af angst, og bruger uniformer for at få selvtillid mens han forsøger at finde kvinder at date. Problemet er bare, at det slet ikke er kvinder, han vil have.

Alle er de afhængige af medier. Forældrene af de mere konventionelle og børnene af social media.

Boyne udgav i 2019 en roman om en dreng, der gennemgår et kønsskifte. Det resulterede i en massiv mediehetz, da man ikke mente han havde det nødvendige kendskab til denne problemstilling. Hvilket jo er noget sludder - for så kan man ikke skrive romaner om andet end sin egen hverdag? Man kan ikke skrive om 2. Verdenskrig, om middelalderen, om ældre mennesker, om dyr, om andre kontinenter?

Denne roman må siges at være et modsvar til Woke-bevægelsen på godt og ondt.

George kommer i uføre, da han opdager, at hans advokats sekretær, Nadia, tidligere var Aidan - han mente jo nok, at der havde været en mandlig ansat tidligere. Nu skriver han en Twitter-post for at lykønske Aidan med hans valg og kamp for at blive kvinde. Men han bruger hans mandlige navn og pronomen og det får internettet til at gå amok. Da han er live i nyhederne for at undskylde gør han kund ondt værre ved at omtale andre minoriteter med de forkerte termer - og nu starter en voldsom deroute for George.

Det er urkomisk hele vejen igennem; fordi det er så relaterbart. At man hele tiden skal forholde sig til, hvad man nu må sige for ikke at være politisk ukorrekt. Men især også den ukrainske loverboy er underholdende med sin engelske accent - og børnene som lever af forældrenes penge, mens de farer vild i den digitale verden.

Det er et dybt satirisk troldspejl; men også virkelig sandfærdigt og tankevækkende. Manien med at udstille sit liv i mindste detaljer - uanset om man laver noget så uinteressant for resten af verden som at drikke en kop kaffe eller være i fitness. Det interesserer vitterligt ikke andre mennesker! Besættelsen af likes og skrækken for at blive glemt i SoMe-verdenen. Det viser, hvor uendeligt ligegyldigt influencers liv er - og hvor tåbelige vi andre er ved at følge dem. 

Så efter at have grinet godt, tog jeg en hurtig oprydning i min egen SoMe-færden, og fik fjernet en del ligegyldige mennesker med ligegyldigt indhold. Jeg følger selv primært museer, bogbloggere osv. - men der var da et par stykker af den slags mennesker, som virkelig ikke tilvejebringer noget banebrydende - og faktisk blot sluger min tid med deres fitnessbesøg, kaffekopper og sponsorerede opslag. Selvom Boynes roman var lidt af en personlig oprejsning, er det også en god påmindelse til os andre om at gennemskue det overfladiske pladder vi udsættes for på SoMe. Samtlige influencers burde læse denne bog - de ville også more sig er jeg sikker på.

Rejsen mod Europa (De første 10.000 år) - Jakob Danneskiold-Samsøe

• Dansk
• 9.-13. august
• 536 sider

Det må siges at være et ambitiøst projekt at gøre rede for 10.000 års historie på knap 500 sider; og derfor er en ret gennemgående sætning da også: "Men det skal vi ikke komme nærmere ind på her".

Har man læst fx Yuval Noah Harari, vil man se en del overlap i den første del af historien, som handler om den spæde start, da de første mennesker nåede Europa og begyndte at bevæge sig rundt på de store sletter og stepper for til sidst at slå sig ned passende steder - typisk i højder eller ved vand. Jeg siger absolut ikke, at det er taget fra andre bøger - men det er jo sådan vores historie startede. Så måske er det ikke så nyt, hvis man i forvejen har læst en del litteratur i denne genre.

Derudover bevæger han sig både kronologisk og tematisk frem i tiden for at forsøge at besvare det helt store spørgsmål - hvad er Europa?

Det er jo et yderst relevant spørgsmål i disse år med Brexit og nu krigen i Ukraine, som udfordrer vores opfattelse af det geografiske kontinent i modsætning til det politiske kontinent med EU. Europas magthavere har også haft besiddelser langt uden for kontinentet - både de gamle romere, men også Osmannerriget og de europæiske kolonialiseringer i stort set hele verden. Europa var jo nærmest verden påt tidspunkt - i hvert fald alt undtagen det mægtige Kina og Japan, som var noget mistroiske.

Det hele hænger jo sammen i et økosystem, hvor naturlige grænser fx skubbede portugiserne ud på havet; derfra fandt de krydderier, og så skulle skibene ikke sejle tomme den ene vej og så fyldte man dem med slaver. Eller der var krige, der skulle finansieres, og dermed kom opfindelser, der gjorde livet nemmere og billigere. Alting er jo i et kredsløb som Newtons vugge; og det er oftest af nød, at vi udvikler os og opfinder nye ting. I hvert ikke i middelalderen - at opfinde rene underholdelsesobjekter hører vores tidsalder til.

Man behøver ikke at være ekstremt velbevandret i europæisk historie; på den anden side vil man nok blive lidt frustreret over de mange  "Men det skal vi ikke komme nærmere ind på her", hvis man intet kendskab har til de navne, der nævnes. Men det ville have været alt for voldsomt et projekt selvfølgelig.

Der forsøges med lidt indskudte smarte bemærkninger - er det for at gøre "det kedelige historie" mere spiseligt for en større målgruppe? De er dog ikke altid virkeligt nødvendige eller gavnlige.

Endelig er der jo det evindelige problem for danske forlag - korrekturen! Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at der simpelthen må mangle den funktion i bøgers fremblivelse her i landet? Man kan læse franske eller engelske bøger på hundreder af sider uden en eneste fejl. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde en dansk bog, der bare nærmer sig det niveau. Deraf må jeg konkludere, at jeg åbenbart er den eneste, der finder det virkelig irriterende, når der er dumme stavefejl. I denne bog kan så tilføjes, at indholdsfortegnelsen ganske enkelt mangler angivelse af den sidste del af bogen, men kun har dens underkapitler. Eller som på en af de allersidste sider, hvor der står: "Da Napoleon er begejstret, ....".

Napoleon har givetvis været begejstret mange gange i sit liv; men det var næppe efter Waterloo, hvor han blev besejret! Jeg kan end ikke visualisere, hvordan sådan en fejl kan opstå - og ikke bliver fanget.

Der er en efterfølger til de første 10.000 år, som stopper ve den franske revolution - så andet bind skal tage os fra 1800 og frem til idag, selvom der flere steder i denne bog allerede er tråde langt ind i det 19. århundrede. Men jeg orker faktisk ikke at betale så mange penge for en bog med sjusk i, så den får jeg nok ikke læst. Der er virkelig en grund til, at jeg holder mig fra dansk litteratur.

All The Broken Places - John Boyne

 

• Engelsk
• 7.-8. august
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har aldrig læst Drengen i den stribede pyjamas; men lige med den bog er jeg sikker på, at filmen er mindst lige så hjerteskærende som bogen. Efter at have besøgt Auschwitz i foråret, gør denne slags historier også et endnu dybere indtryk på mig. Nu kan jeg i en helt anden grad sætte mentale billeder til ordene.

Det er sytten år siden historien om den lille dreng og hans familie, der bor i Auschwitz-lejren udkom. Boyne besluttede sig åbenbart ret hurtigt for at følge op på den - men langt ude i fremtiden. Måske af angst for, hvordan en nummer to ville blive modtaget? Men under pandemien besluttede han sig for, at nu var det tid.

Man skal nok have læst (eller set) den første for at få det fulde udbytte; men man kan sagtens starte på denne mange år efter at have læst den første historie. Især fordi den gør så stort et indtryk - navne og personer kommer hurtigt igen.

Bogen er opbygget i tre store dele med kapitler, der kører i to kronologiske spor. Der er Gretel, der som 91-årig bor i en mondæn lejlighed ved Hyde Park i London. Hun har en voksen søn, Caden; hun er enke og selvom sønnen helst vil have hun sælger og flytter, så har hun altovervejende grunde til at blive i netop den ejendom. Vi får ikke at vide hvilke grunde dette er; ikke til at starte med - men det er en af de helt store overraskelser i bogen.

I ejendommen er der blot fem lejligheder, og nu er den i stueetagen ledig. Gretel frygter, at en småbørnsfamilie skal flytte ind. Ikke så meget for larmen; men hun kan ikke klare at se små drenge i 9-årsalderen. Det er dog netop, hvad der sker. En filminstruktør, hans unge smukke kone Madelyn og drengen Henry på ni år flytter ind. Det viser sig dog, at alt ikke er helt som det skal være i ægteskabet - og pludselig får Gretel en chance for at redde nogen. I modsætning til den sorg, skam og skyld hun har båret på i næsten firs år.

Det andet spor er den kronologiske fortælling om tiden efter krigen, hvor Gretel og hendes mor flygter til Paris. De skal for alt i verden skjule deres identitet. At være hustru og datter til kommandanten i den mest berygtede koncentrationslejr vil uden tvivl skabe problemer; selvom Gretel hævder, at hun ikke vidste, hvad der foregik. Ved man det, når man er 12 år gammel? Jeg ved det ikke; men omvendt var der mange uden for lejren, der ikke vidste det - eller ikke kunne rumme sandheden af gruen. Efterkrigstiden var dog præget af et enormt had til hele den tyske befolkning - uanset om man havde aktivt del i krigen eller ej. Gretel bliver en del af den kollektive syndebuk.

Det er ikke nemt at skjule med den løgn - og spørgsmålet om skyld - hele sit liv. Ville hun have kunnet hjælpe de overlevende eller retssagerne i Nürnberg ved at stå frem? Ville hun have kunnet leve nemmere med sin skyld ved at få aflad?

Livet er nemlig ikke nemt "på flugt"; i 1950'ernes Australien møder hun pludselig et spøgelse fra fortiden. I nutiden opdager den voldelige filminstruktør hendes hemmelighed, som selv ikke hendes søn kendte til. 

Det er måske en lidt for finurlig afslutning; men den har også mange twists, som holder en totalt fanget i historien. Jeg kunne næsten ikke sove fordi jeg skulle op og videre i Gretels liv. Det var hjerteskærende flere steder igennem historien; og man ville ønske, at hun mange gange havde truffet andre valg. Der er også nogle steder, hvor det måske går lidt hurtigt henover et par årtier; fokus er på nogle nøgletidspunkter, der definerer, hvor hun er i dag og hvorfor hun absolut vil gøre noget for Henry og Madelyn. 

Jeg får faktisk lyst til at gense filmen nu; og måske trænger jeg også til en læsepause - fem bøger allerede i månedens første otte dage er lidt meget. 

Ceci n'est pas un fait divers - Philippe Besson

 

• Fransk
• 6. august
• 208 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter jeg læste Paris-Briançon gik jeg målrettet efter flere af Bessons romaner, og til mit held var hans seneste roman på biblioteket - og på fransk! Den var ikke mindre gribende end den sidste; men det er ikke en solstrålehistorie heller.

Besson har skrevet bogen efter at have mødt en ung mand, som fortalte ham sin historie - at hans far havde dræbt hans mor. Bogen er dedikeret til T. - altså den unge mand.

Den starter da også hårdt ud, da jeg-fortælleren en morgen bliver vækket af et telefonopkald. Det er hans 13-årige lillesøster, Léa, der fortæller, at faderen har slået moderen ihjel. Han er 19 år gammel, ved balletskolen i Paris med en lovende karriere foran sig. Nu springer han i toget for at komme hjem til den lille landsby tæt ved Bordeaux.

Så begynder hele maskineriet at rulle - afhøring hos politiet, besøg i lighuset for at bekræfte offerets identitet, begravelsen. Men også et tvungent møde i fængslet med den far, der stak moderen med 17 knivstik mens Léa så på. 

Og alle tilbageblikkene - alle de små øjeblikke, hvor han havde set, vidst, følt, at noget var galt. Moderen, der trak sig mere og mere ind i sig selv. Holdt op med at gå med make-up eller tætsiddende tøj for ikke at opildne faderens jalousi. Han opdager, at hun tidligere har været på politistationen for at anmelde et overfald - og at hun netop den morgen havde sagt til ham, at nu rejste hun. Det var slut. 

De bliver i byen; morfaderen flytter sammen med dem i en ny lejlighed, og han opgiver drømmen om balletten i Paris. De forsøger at komme videre. At komme over det, som i medierne er et fait divers - en af de slags nyhedshistorier, vi læser og så er der noget andet, der pludselig overtager pladsen. Sådan er medierne indrettet; men for de to unge mennesker er dette jo ikke bare en nyhedshistorie. Det bliver en ny virkelighed for dem, og det får voldsomme konsekvenser for den unge pige.

Titlen refererer jo til den belgiske maler Magrittes berømte maleri, Ceci n'est pas une pipe, for selvom det jo - ligesom det i maleriet er en pibe - er en nyhedshistorie, så er det jo noget helt andet og meget mere for de to søskende. Det er den surrealistiske kontrast, der nu definerer dem også i forhold til alle andre mennesker, der måske anede noget, men intet gjorde.

En barsk roman, der fik tårerne frem ved slutningen. En vigtig roman fordi den behandler emnet om vold i nære relationer, hustruvold og drab, som kunne være undgået, hvis vi greb ind i hvad der foregår bag hjemmets fire vægge.

Ved Chesil Beach - Ian McEwan

 

• Engelsk
• 5. august
• 166 sider
• Originaltitel: On Chesil Beach

Sommeren 1962 på et hotel ved den engelske kyst. Edward og Florence er begge 22 år gamle og nygifte, og som traditionen var dengang havde man et formiddagsbryllup med en lille reception, inden de nygifte tog på bryllupsrejse - og skulle tilbringe deres første nat sammen. De spiser middag i deres hotelværelse, men ingen af dem har appetit.

Florence er skrækslagen ved tanken om, hvad der skal ske senere. Hun har levet et typisk liv for tiden, hvor man var jomfru ved sit bryllup og det vildeste inden havde været nogle kys. Hun er cellist, og vil helst bare have, at hele livet skal dreje sig om skønheden i hendes musik og Edward og deres åbenlyse betagelse af hinanden. Hendes seksualundervisning er begrænset til læsningen af en bog, hvor alt frastøder hende - de latinske navne, beskrivelserne af selve akten og ikke mindst illustrationerne. Det virker utænkeligt, at hendes Edward vil udsætte hende for noget, der mest af alt minder hende om, hvad hun har set på en mark mellem to dyr.

Edward er noget mere utålmodig, men også klar over, at Florence nok ikke er helt så begejstret. Siden de mødte hinanden et år tidligere har han forsøgt at blive mere intim; men Florence reagerer hver gang så voldsomt på hans tilnærmelser, at det tager ugers afstand inden han tør nærme sig igen. Det er mere end noget andet denne frustration, der en dag får ham til at fri - for så er de jo gift, og alt er tilladt.

Edward tror fejlagtigt, at Florence nægter af moralske og religiøse grunde. I virkeligheden er hun jo frigid, og hvert ord eller gestus kan få det hele til at rykke i den helt forkerte retning.

Det er en kort og intens lille roman, hvor det psykologiske pres hos dem begge træder klart frem mellem nogle tilbageblik, der giver os indsigt i deres tidligere liv. Denne aften bliver skelsættende for dem begge og for resten af deres liv. Der er kun to muligheder - de får det til at fungere eller det går grueligt galt. 

Jeg forestillede mig hele bogen igennem alle mulige udfald - ikke mindst inspireret af titlen. At de endelig fandt hinanden i elskov på stranden. At hans temperament stak af og han dræber hende på stranden. Men jeg havde ikke tænkt på det, der virkelig blev udfaldet. 

Madame Catherine (La Cour des Dames III) - Franck Ferrand

 

• Fransk
• 3.-4. august
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Der er ikke noget bedre end at have alle bøgerne, når man læser en serie. For der er nemlig ikke noget værre end at skulle vente i lang tid på næste bind. Der er faktisk et par serier, som jeg allerede nu køber stykvis velvidende, at jeg skal vente nogle år endnu til sidste bind er kommet. Så kan jeg gå igang med at læse dem. Først der!

Så det var dejligt at kunne flyde direkte videre i historien efter kongen François I er død, og hans søn, Henri II, har overtaget tronen. Han har sin elskerinde (eller hvad hun er) Diane de Poitiers ved sin side, men også hustruen Katarina af Medicis, hvis indflydelse stiger i takt med antallet af levedygtige børn. Nu har hun endelig den selvtillid, der skal til for at manifestere sig som landets dronning. De to kvinder lever dog i relativ fordragelighed ved hoffet - de har begge indset, at der er plads til to kvinder i kongens liv. Ydermere er Diane jo noget ældre, og der er derfor ingen risiko for uægte børn.

Religionskrigene begynder at tage fat; og landets styre splittes i to fraktioner af protestanter og katolikker med to magtfulde familier, Montmorency og Guise, i spidsen. Det bliver Guise-familien, som under Bartholomæsunatten i 1572 sætter gang i den systematiske udryddelse af Paris' protestanter midt under de kongelige bryllupsfestligheder.

Rundt om de historiske personer har forfatteren indlagt historien om de to brødre Gautier og Simon, som arbejder ved hoffet. Det er et smart træk; det ændrer ikke på historiens fakta - men giver mulighed for lidt mere kulør og et andet perspektiv, når de kommer tæt på hovedpersonerne.

Historien strækker sig her fra 1549 til 1565; Henri II bliver konge i 1547, og i 1559 sker der endelig en opblødning i forholdet til Charles V i Spanien, og man fejrer det dobbelte bryllup mellem kongens datter med den spanske konges søn, og kongens søster med en italiensk fyrste. Der er Henri II fyrre år gammel - præcis den alder astrologerne har advaret imod. De spår ham ikke et langt liv, men hvad kan der vel ske ved en lille dyst mellem de kongelige riddere, rammes kongen af et spyd, der går gennem hans øje - og han dør knap to uger senere. Nu bliver hans kun femten-årige søn kong François II, men han dør efter 16 måneder på tronen og efterfølges af sin bror Charles IX. Denne er kun ti år gammel, og i realiteten er det hans mor, Katarina af Medicis, der kommer til at styre landet for ham. 

Derfra bliver Katarina den eneste stærke kvinde ved hoffet - enerådigt styrer hun landet med hård katolsk hånd. Henri II's elskerinde, Anne de Pisseleu, var allerede blevet smidt ud inden hendes elsker havde taget sit sidste åndedrag. Hun levede yderligere 33 år, konverterede til protestantismen og døde i en pæn høj alder af 72 år i 1580. Diane de Poitiers måtte også forlade hoffet, da hendes beskytter døde - men under langt mere favorable omstændigheder, da man ikke fratog hende de slotte kongen havde givet hende. Men hun døde syv år senere - 66 år gammel.

Jeg var virkelig begejstret for denne trilogi; selvom jeg har læst biografier af både François I, Henri II, Charles V, Katarina af Medicis og Diane de Poitiers - så var denne jo mere kondenseret og med en skøn interaktion mellem alle personerne - og verdenshistorien. 

Les fils de France (La Cour des Dames II) - Franck Ferrand

 

• Fransk
• 1.-3. august
• 407 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I andet bind af trilogien om de stærke franske damer bag kongerne, starter vi i 1533, hvor den purunge Katarina af Medici ankommer til Frankrig for at blive gift med kongens næstældste søn. Godt nok var hun datter af Medici-familien, men de er ikke længere så magtfulde som i det 15. århundrede. Hendes mor dør i barselssengen, og hendes far af syfilis tre uger efter hendes fødsel - så den lille pige opdrages af familie; ikke mindst tager paven - et familiemedlem - sig af hendes opdragelse og giftermål. 

I dag kender vi hende som den grusomme dronning, der stod bag Bartholomæusnatten i 1572; men da hun kom til Frankrig i 1533 var hun blot 14 år gammel og det stod ikke skrevet, at hun skulle være dronning. Men i 1536 dør kronprinsen, og hendes mand bliver nu tronarving. Desværre er der det problem, at Henri har en velkendt fysisk defekt og først i 1544 fødes deres første barn. Heldigvis for hende er det en prins - og derefter følger ti andre børn, hvoraf syv overlever. Hun bliver mor til hele tre konger, da hendes sønner desværre ikke bliver gamle.

Hun skal dog også leve med kronprinsens foretrukne dame, Diane de Poitiers. Om hun var rådgiver, moderskikkelse eller elskerinde er aldrig blevet bevist. Men den magt hun har over kronprinsen er til gengæld åbenlys.

Den aldrende konge François I lider med følgerne af den syfilis, der også kommer til at dræbe ham - men der er hele tiden konflikter med Charles V i Spanien. Krige udkæmpes og grænser rykkes alt imens de to konger forsøger at finde alliancer både med hinanden og med andre fyrster. Her er familiens kvinder jo gangbar mønt - men kongens søster kæmper bravt imod, da hendes datter, Jeanne, skal giftes med en tysk prins.

François I's elskerinde, Anne de Pisseleu, er i direkte opposition med kronprinsens klan og der er stigende friktioner mellem de katolske og protestantiske tilhængere. Diane de Poitiers er strengt katolsk; en tro, hun forstærker den kommende Henri II i.

Det har været et værre katteslagsmål på Louvre-slottet nogle dage; og beskrivelserne er underholdende og historisk faktuelt langt bedre end i første bind.

Det irriterer mig dog, at initialerne, der typografisk er sat som åbning af hvert kapitel er efterfulgt af bogstavet i teksten. Et initial skal erstatte det første bogstav; men forfatteren tror måske, at moderne læsere er for uintelligente til at se det? Det er ellers en fin detalje i en bog om det 16. århundrede, men ærgerligt, at det ikke er fuldført.

Jeg er temmelig opslugt - jeg glæder mig bare til næste kapitel; men det bliver ikke sjovt, når sidste bind er læst kan jeg allerede se!