Friday, August 4, 2023

Madame Catherine (La Cour des Dames III) - Franck Ferrand

 


  • Fransk
  • 3.-4. august
  • 352 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Der er ikke noget bedre end at have alle bøgerne, når man læser en serie. For der er nemlig ikke noget værre end at skulle vente i lang tid på næste bind. Der er faktisk et par serier, som jeg allerede nu køber stykvis velvidende, at jeg skal vente nogle år endnu til sidste bind er kommet. Så kan jeg gå igang med at læse dem. Først der!

Så det var dejligt at kunne flyde direkte videre i historien efter kongen François I er død, og hans søn, Henri II, har overtaget tronen. Han har sin elskerinde (eller hvad hun er) Diane de Poitiers ved sin side, men også hustruen Katarina af Medicis, hvis indflydelse stiger i takt med antallet af levedygtige børn. Nu har hun endelig den selvtillid, der skal til for at manifestere sig som landets dronning. De to kvinder lever dog i relativ fordragelighed ved hoffet - de har begge indset, at der er plads til to kvinder i kongens liv. Ydermere er Diane jo noget ældre, og der er derfor ingen risiko for uægte børn.

Religionskrigene begynder at tage fat; og landets styre splittes i to fraktioner af protestanter og katolikker med to magtfulde familier, Montmorency og Guise, i spidsen. Det bliver Guise-familien, som under Bartholomæsunatten i 1572 sætter gang i den systematiske udryddelse af Paris' protestanter midt under de kongelige bryllupsfestligheder.

Rundt om de historiske personer har forfatteren indlagt historien om de to brødre Gautier og Simon, som arbejder ved hoffet. Det er et smart træk; det ændrer ikke på historiens fakta - men giver mulighed for lidt mere kulør og et andet perspektiv, når de kommer tæt på hovedpersonerne.

Historien strækker sig her fra 1549 til 1565; Henri II bliver konge i 1547, og i 1559 sker der endelig en opblødning i forholdet til Charles V i Spanien, og man fejrer det dobbelte bryllup mellem kongens datter med den spanske konges søn, og kongens søster med en italiensk fyrste. Der er Henri II fyrre år gammel - præcis den alder astrologerne har advaret imod. De spår ham ikke et langt liv, men hvad kan der vel ske ved en lille dyst mellem de kongelige riddere, rammes kongen af et spyd, der går gennem hans øje - og han dør knap to uger senere. Nu bliver hans kun femten-årige søn kong François II, men han dør efter 16 måneder på tronen og efterfølges af sin bror Charles IX. Denne er kun ti år gammel, og i realiteten er det hans mor, Katarina af Medicis, der kommer til at styre landet for ham. 

Derfra bliver Katarina den eneste stærke kvinde ved hoffet - enerådigt styrer hun landet med hård katolsk hånd. Henri II's elskerinde, Anne de Pisseleu, var allerede blevet smidt ud inden hendes elsker havde taget sit sidste åndedrag. Hun levede yderligere 33 år, konverterede til protestantismen og døde i en pæn høj alder af 72 år i 1580. Diane de Poitiers måtte også forlade hoffet, da hendes beskytter døde - men under langt mere favorable omstændigheder, da man ikke fratog hende de slotte kongen havde givet hende. Men hun døde syv år senere - 66 år gammel.

Jeg var virkelig begejstret for denne trilogi; selvom jeg har læst biografier af både François I, Henri II, Charles V, Katarina af Medicis og Diane de Poitiers - så var denne jo mere kondenseret og med en skøn interaktion mellem alle personerne - og verdenshistorien. 

No comments: