Saturday, August 5, 2023

Ved Chesil Beach - Ian McEwan

 

  • Engelsk
  • 5. august
  • 166 sider
  • Originaltitel: On Chesil Beach

Sommeren 1962 på et hotel ved den engelske kyst. Edward og Florence er begge 22 år gamle og nygifte, og som traditionen var dengang havde man et formiddagsbryllup med en lille reception, inden de nygifte tog på bryllupsrejse - og skulle tilbringe deres første nat sammen. De spiser middag i deres hotelværelse, men ingen af dem har appetit.

Florence er skrækslagen ved tanken om, hvad der skal ske senere. Hun har levet et typisk liv for tiden, hvor man var jomfru ved sit bryllup og det vildeste inden havde været nogle kys. Hun er cellist, og vil helst bare have, at hele livet skal dreje sig om skønheden i hendes musik og Edward og deres åbenlyse betagelse af hinanden. Hendes seksualundervisning er begrænset til læsningen af en bog, hvor alt frastøder hende - de latinske navne, beskrivelserne af selve akten og ikke mindst illustrationerne. Det virker utænkeligt, at hendes Edward vil udsætte hende for noget, der mest af alt minder hende om, hvad hun har set på en mark mellem to dyr.

Edward er noget mere utålmodig, men også klar over, at Florence nok ikke er helt så begejstret. Siden de mødte hinanden et år tidligere har han forsøgt at blive mere intim; men Florence reagerer hver gang så voldsomt på hans tilnærmelser, at det tager ugers afstand inden han tør nærme sig igen. Det er mere end noget andet denne frustration, der en dag får ham til at fri - for så er de jo gift, og alt er tilladt.

Edward tror fejlagtigt, at Florence nægter af moralske og religiøse grunde. I virkeligheden er hun jo frigid, og hvert ord eller gestus kan få det hele til at rykke i den helt forkerte retning.

Det er en kort og intens lille roman, hvor det psykologiske pres hos dem begge træder klart frem mellem nogle tilbageblik, der giver os indsigt i deres tidligere liv. Denne aften bliver skelsættende for dem begge og for resten af deres liv. Der er kun to muligheder - de får det til at fungere eller det går grueligt galt. 

Jeg forestillede mig hele bogen igennem alle mulige udfald - ikke mindst inspireret af titlen. At de endelig fandt hinanden i elskov på stranden. At hans temperament stak af og han dræber hende på stranden. Men jeg havde ikke tænkt på det, der virkelig blev udfaldet. 

No comments: