Thursday, August 3, 2023

Les fils de France (La Cour des Dames II) - Franck Ferrand

 


  • Fransk
  • 1.-3. august
  • 407 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

I andet bind af trilogien om de stærke franske damer bag kongerne, starter vi i 1533, hvor den purunge Katarina af Medici ankommer til Frankrig for at blive gift med kongens næstældste søn. Godt nok var hun datter af Medici-familien, men de er ikke længere så magtfulde som i det 15. århundrede. Hendes mor dør i barselssengen, og hendes far af syfilis tre uger efter hendes fødsel - så den lille pige opdrages af familie; ikke mindst tager paven - et familiemedlem - sig af hendes opdragelse og giftermål. 

I dag kender vi hende som den grusomme dronning, der stod bag Bartholomæusnatten i 1572; men da hun kom til Frankrig i 1533 var hun blot 14 år gammel og det stod ikke skrevet, at hun skulle være dronning. Men i 1536 dør kronprinsen, og hendes mand bliver nu tronarving. Desværre er der det problem, at Henri har en velkendt fysisk defekt og først i 1544 fødes deres første barn. Heldigvis for hende er det en prins - og derefter følger ti andre børn, hvoraf syv overlever. Hun bliver mor til hele tre konger, da hendes sønner desværre ikke bliver gamle.

Hun skal dog også leve med kronprinsens foretrukne dame, Diane de Poitiers. Om hun var rådgiver, moderskikkelse eller elskerinde er aldrig blevet bevist. Men den magt hun har over kronprinsen er til gengæld åbenlys.

Den aldrende konge François I lider med følgerne af den syfilis, der også kommer til at dræbe ham - men der er hele tiden konflikter med Charles V i Spanien. Krige udkæmpes og grænser rykkes alt imens de to konger forsøger at finde alliancer både med hinanden og med andre fyrster. Her er familiens kvinder jo gangbar mønt - men kongens søster kæmper bravt imod, da hendes datter, Jeanne, skal giftes med en tysk prins.

François I's elskerinde, Anne de Pisseleu, er i direkte opposition med kronprinsens klan og der er stigende friktioner mellem de katolske og protestantiske tilhængere. Diane de Poitiers er strengt katolsk; en tro, hun forstærker den kommende Henri II i.

Det har været et værre katteslagsmål på Louvre-slottet nogle dage; og beskrivelserne er underholdende og historisk faktuelt langt bedre end i første bind.
Det irriterer mig dog, at initialerne, der typografisk er sat som åbning af hvert kapitel er efterfulgt af bogstavet i teksten. Et initial skal erstatte det første bogstav; men forfatteren tror måske, at moderne læsere er for uintelligente til at se det? Det er ellers en fin detalje i en bog om det 16. århundrede, men ærgerligt, at det ikke er fuldført.

Jeg er temmelig opslugt - jeg glæder mig bare til næste kapitel; men det bliver ikke sjovt, når sidste bind er læst kan jeg allerede se!

No comments: