Thursday, December 20, 2012

The Great Railway Bazaar - Paul Theroux

























  • Engelsk
  • 16.-19. november
  • 400 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er tegn på rejsefeber, når jeg begynder at læse rejsebøger, tror jeg. Jeg har været jordbunden i flere måneder nu - og så begynder det at rykke i den gamle cirkushest!

I april læste jeg Paul Theroux's beskrivelse om rejsen med tog fra London til Østeuropa, Mellemøsten, Indien og retur med den transsibiriske jernbane. Det var en rejse, han foretog i 2006 men i et forsøg på at genskabe den rejse, han gennemførte i 1973.

Denne gang læste jeg så den originale historie - de to bøger er selvfølgelig vidt forskellige. Manden er mere end 30 år ældre - og det er verden sandelig også. Nogle lande har muligvis ikke ændret sig markant i den mellemliggende tid - mens andre har ændret sig til det værre som nogle af de mellemøstlige lande, som nu er i krig. Nogle lande var i krig i 1973 - som Vietnam, som Theroux alligevel rejser igennem uden problemer. Andre lande er i krig i 2006, og han kan ikke gennemføre den præcise tur.

Men først og fremmest er 1973 jo en anden tid. Det var også hippierne, der rejste med toget til Indien i en stor hashtåge; det er desillusionerede amerikanere i Asien efter en håbløs årelang krig. Det er det første møde med den elektroniske verden, som allerede dengang optog japanerne mere end europæerne. Men der er uendeligt meget narkotika på den tid.

Paul Therouxs fortællinger giver altid lyst til at tage toget, og selv begive sig afsted. Jeg kan dog forestille mig, at en enligt rejsende kvinde ville have haft endnu flere problemer end ham. I dag findes der uden tvivl stadig toge af den kaliber han beskriver - men mange er også udskiftet med mere moderne komfort.

Hans beskrivelse er som sædvanlig en fantastisk blanding af de små anekdoter - de mennesker, han møder - og de hurdler han må igennem med visa, togbilletter osv. Det giver virkelig lyst til at afprøve denne rejseform igen, for Theroux har virkelig forstået at gøre en kunst ud af selve rejsen - og ikke kun opholdet, Faktisk bliver tranporten til opholdet, da han sjældent opholder sig længere tid ad gangen på stoppene.

Dejlig inspirerende rejselæsning!

Sunday, December 16, 2012

Le Passage des Ombres - Isabelle Hausser

























  • Fransk
  • 12.-15. november
  • 441 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Det er umuligt at efterfølge en læseoplevelse som Pamuks enestående værk; derfor havde jeg med vilje valgt en ukendt roman, som jeg nuppede nede i avsikiosken en dag. Intet kendskab til forfatteren og ikke en umiddelbar tiltrækning ved resuméet på bagsiden - men man kan jo blive positivt overrasket. Det gjorde jeg slet ikke.

Jeg kunne slet ikke finde hovede og hale i, hvad forfatteren ville med dette - der var ganske enkelt alt alt for mange elementer, og det kunne ikke gå op i en højere enhed.

Vi følger i nutiden tre personer, der alle er ramt af sorg på den ene eller den anden måde:
- Samfundshistorikeren William, som forlader USA i afsky over Bush-regeringens politik og tabet af kæresten i 11. september-angrebene. Han rejser til Frankrig - til en lille landsby, hvor hans eneste ven bor - en ven, som han har mødt i USA, men nu kun har sporadisk og overfladisk kontakt til.
- Guillaume - vennen, som har mistet sin ni-årige søn og efterfølgende blev skilt. Han lever en eremittilværelse i enten det gamle hus i landsbyen, som han vil renovere eller sin arbejdslejlighed i den større by, hvor han arbejder som dommer.
- Elise - landsbyens læge og Guillaumes barndomsven, som mistede sin yngre og utro mand i en ulykke nogle år tidligere.

De tre finder sammen om at spille musik, og derfor er kapitlerne opkaldt efter variationer over musikstykker. Ikke ligefrem originalt - og endnu en tilføjelse, der blot bliver for meget. Udover disse tres usammenhængende og patetiske navlepillerier i deres sorg, som forfatteren ikke formår at gøre levende for læseren, er der en parallel historie om den protestantiske læge Elie Maurant, som boede i landsbyen i det 17. århundrede.

Mange af nutidens indbyggere nedstammer fra disse gamle familier, og bærer deres navne - intet usædvanligt i det. Sådan er det i mange små tillukkede landsbyer og ikke kun i Frankrig. Nu tilføjes så problematikken om religionsfriheden, som delte Frankrig på den tid - og Elies kærlighed til krofatterens datter.

Da William og Guillaume ansætter håndværkere til at istandsætte en tilbygning til det gamle hus, finder de en inskription, som skulle være tilståelsen på et mord. Af hvem? Hvornår? Samtidig har Guillaume en sag om en hovedløs dame, myrdet netop som William ankommer til området. I deres manglende evne til at kommunikere, begynder han at forestille sig, at William er morderen - mens denne blot sidder derhjemme og dyrker sin harme over amerikansk udenrigspolitik.

Det totalt usammenhængende. Det er på ingen måde svært at følge - men hvad er idéen med at blande så mange elementer sammen, at læseren sågar skal have reciteret en hel opsummering af baggrunden for oprettelsen af et stort kendt amerikansk firma? Jeg var faktisk ved at give op - men det gør jeg af princip ikke; dog var det det en pinsel at komme til sidste side, blot for at opdage, at min intuition fra de første ti sider holdt stik. Spild af tid!

Wednesday, December 12, 2012

Le musée de l'Innocence - Orhan Pamuk


























Jeg havde ventet i to år på, at denne roman skulle udkomme i pocket-udgave, så læsenydelsen skulle derfor strækkes tilsvarende. Man ved ikke, hvornår der kommer en ny Pamuk-roman, og jeg tvivler på, at der kan komme noget, der overgår denne - hvilket er temmelig sigende for en Pamuk-fan som mig.

Jeg ved knapt, hvor jeg skal starte - og hvordan; for ikke at spolere glæden for fremtidige læsere og dog alligevel opfordre alle til at få fat i dette mesterværk.

Pamuks absolutte styrke er hans måde at mestre ordene på; at få læseren til igen og igen at bladre tilbage for at genlæse en passage, og bremse læsningen i frygten for den sidste side. Den nåede jeg så i går, og var allerede helt elendig over, at det var slut.

Pamuks hovedperson i denne episke kærlighedshistorie er Kemal - en 30-årig rigmandssøn fra de bedre borgerlige kredse i Istanbul i 1975. Han skal forloves med den uendeligt smukke Sibel, som alle betragter som den bedst mulige brud for ham - og livet er tegner sig lyst og lykkeligt. Men en dag møder han Füsun - en fjern kusine, som nu arbejder i en modebutik. Füsun er blot 18 år gammel, men de to bliver magnetisk tiltrukket af hinanden, og indleder en hed affære - temmelig uhørt for den tids moralske normer (og måske er disse endog blevet strammere i Tyrkiet i dag end dengang?).

Det hele varer 44 dage, og deres sidste møde er eftermiddagen inden Kemals store forlovelsesfest om aftenen, hvor Füsun også deltager. Derefter forsvinder hun, og Kemal synker ned i en dyb depression hele sommeren igennem. imens han vandrer byen tynd for at finde Füsun.

Det ender med, at Sibel forlader ham, og han trækker sig stille og roligt tilbage fra sin kreds af jet-set venner og tilbringer sin tid i den lejlighed, hvor Füsun og han havde deres stjålne møder.

Füsun vender dog tilbage, og han finder vej ind i hendes liv igennem hendes mor, ,som inviterer ham til middag. Det bliver starten på næsten otte år, hvor Kemal aften efter aften ringer på døren for at sidde til bords med Füsun, hendes forældre og til tider hendes mand - hun er i mellemtiden blevet gift.

De otte års mellemtid fylder en del i romanen; tid, hvor der ikke foregår en hel masse på overfladen, og hvor detaljer gennemgås indtil flere gange - men netop disse sider er de mest markante i den tætpakkede historie. Kemal fortæller om de små ting, han stjæler - ting, som Füsun har rørt ved; hendes skoddede cigaretter, brugte glas eller saltbøsser... det hele ender opmagasineret i ungkarlehyblen som bliver et mausoleum over hans uforløste kærlighed.

Især et kapitel giver et glimrende billede af såvel denne tid i historien men også af Pamuks talent - kapitlet Nogle gange (muligvis anderledes i dansk oversættelse?), hvor han over ni sider starter hver sætning med Nogle gange.... for at forklare den ekstraordinære banalitet i disse otte år, som for Kemal jo selvfølgelig var højdepunktet af hans kærlighed, da han var tæt på Füsun omend kun platonisk.

Historien udvikler sig dramatisk og skal ikke afsløres her. Mod slutningen opdager læseren, at jeg-fortælleren ikke er Kemal selv, men derimod en Orhan Pamuk, som også deltog i Kemals forlovelsesfest som en lidt trist person. Han får jobbet med at nedskrive fortællingen og udarbejde kataloget til det museum, som Kemal opretter for at udstille alle disse normale småting, han igennem årene har samlet. Der er et motiv i bogen, som man ved at fremvise i dag kan få ombyttet til en indgangsbillet til museet.

Der er nu et reelt museum på den adresse i Istanbul, hvor Füsun i romanen boede med sine forældre. Alene idéen er jo genial - og man får straks lyst til at springe på en flyver. Om ikke andet så for at gå turene igennem Pamuks elskede Istanbul fra alle hans bøger - visse omtales i slutningen i dialogen mellem Kemal og Pamuk; et pudsigt lille fif.

Der findes uendelige anmeldelser af denne roman på nettet, og fælles for dem alle er fortryllelsen over Pamuks kunst med ord. Det er virtuost og fantastisk; et absolut mesterværk, som man læser måske en håndfuld af i sit liv!