Le musée de l'Innocence - Orhan Pamuk

• Fransk
• 1.-11. november
• 825 sider
• Dansk titel: Uskyldens museum
• Museum

Jeg havde ventet i to år på, at denne roman skulle udkomme i pocket-udgave, så læsenydelsen skulle derfor strækkes tilsvarende. Man ved ikke, hvornår der kommer en ny Pamuk-roman, og jeg tvivler på, at der kan komme noget, der overgår denne - hvilket er temmelig sigende for en Pamuk-fan som mig.

Jeg ved knapt, hvor jeg skal starte - og hvordan; for ikke at spolere glæden for fremtidige læsere og dog alligevel opfordre alle til at få fat i dette mesterværk.

Pamuks absolutte styrke er hans måde at mestre ordene på; at få læseren til igen og igen at bladre tilbage for at genlæse en passage, og bremse læsningen i frygten for den sidste side. Den nåede jeg så i går, og var allerede helt elendig over, at det var slut.

Pamuks hovedperson i denne episke kærlighedshistorie er Kemal - en 30-årig rigmandssøn fra de bedre borgerlige kredse i Istanbul i 1975. Han skal forloves med den uendeligt smukke Sibel, som alle betragter som den bedst mulige brud for ham - og livet er tegner sig lyst og lykkeligt. Men en dag møder han Füsun - en fjern kusine, som nu arbejder i en modebutik. Füsun er blot 18 år gammel, men de to bliver magnetisk tiltrukket af hinanden, og indleder en hed affære - temmelig uhørt for den tids moralske normer (og måske er disse endog blevet strammere i Tyrkiet i dag end dengang?).

Det hele varer 44 dage, og deres sidste møde er eftermiddagen inden Kemals store forlovelsesfest om aftenen, hvor Füsun også deltager. Derefter forsvinder hun, og Kemal synker ned i en dyb depression hele sommeren igennem. imens han vandrer byen tynd for at finde Füsun.

Det ender med, at Sibel forlader ham, og han trækker sig stille og roligt tilbage fra sin kreds af jet-set venner og tilbringer sin tid i den lejlighed, hvor Füsun og han havde deres stjålne møder.

Füsun vender dog tilbage, og han finder vej ind i hendes liv igennem hendes mor, ,som inviterer ham til middag. Det bliver starten på næsten otte år, hvor Kemal aften efter aften ringer på døren for at sidde til bords med Füsun, hendes forældre og til tider hendes mand - hun er i mellemtiden blevet gift.

De otte års mellemtid fylder en del i romanen; tid, hvor der ikke foregår en hel masse på overfladen, og hvor detaljer gennemgås indtil flere gange - men netop disse sider er de mest markante i den tætpakkede historie. Kemal fortæller om de små ting, han stjæler - ting, som Füsun har rørt ved; hendes skoddede cigaretter, brugte glas eller saltbøsser... det hele ender opmagasineret i ungkarlehyblen som bliver et mausoleum over hans uforløste kærlighed.

Især et kapitel giver et glimrende billede af såvel denne tid i historien men også af Pamuks talent - kapitlet Nogle gange (muligvis anderledes i dansk oversættelse?), hvor han over ni sider starter hver sætning med Nogle gange.... for at forklare den ekstraordinære banalitet i disse otte år, som for Kemal jo selvfølgelig var højdepunktet af hans kærlighed, da han var tæt på Füsun omend kun platonisk.

Historien udvikler sig dramatisk og skal ikke afsløres her. Mod slutningen opdager læseren, at jeg-fortælleren ikke er Kemal selv, men derimod en Orhan Pamuk, som også deltog i Kemals forlovelsesfest som en lidt trist person. Han får jobbet med at nedskrive fortællingen og udarbejde kataloget til det museum, som Kemal opretter for at udstille alle disse normale småting, han igennem årene har samlet. Der er et motiv i bogen, som man ved at fremvise i dag kan få ombyttet til en indgangsbillet til museet.

Der er nu et reelt museum på den adresse i Istanbul, hvor Füsun i romanen boede med sine forældre. Alene idéen er jo genial - og man får straks lyst til at springe på en flyver. Om ikke andet så for at gå turene igennem Pamuks elskede Istanbul fra alle hans bøger - visse omtales i slutningen i dialogen mellem Kemal og Pamuk; et pudsigt lille fif.

Der findes uendelige anmeldelser af denne roman på nettet, og fælles for dem alle er fortryllelsen over Pamuks kunst med ord. Det er virtuost og fantastisk; et absolut mesterværk, som man læser måske en håndfuld af i sit liv!