Roissy - Tiffany Tavernier

• Fransk
• 26.-27. oktober
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er yderst sjældent det sker - men er der nogle bøger, hvor jeg med det samme føler, at jeg ikke er inde i dem... og alligevel læser til ende. Hvorfor stopper jeg ikke bare? Jeg er for stædig; der er lagt penge i den bog - og måske (bare måske) bliver det bedre.

Det gjorde det virkelig ikke denne gang!

"Anna" er en kvinde i en ikke nærmere angivet alder, der lever i Paris' Charles de Gaulle lufthavn. Det har hun gjort i 8 måneder, og i al den tid har det handlet om at undgå at blive stoppet. Det værste, der kan ske, er at blive taget for en hjemløs. Så hun skifter tøj; hun flytter rundt og lader hele dagen som om hun også er en rejsende.

Hun bor dog i en kælder og kender de andre hjemløse; men hun kan intet huske fra sin fortid.

Pludselig begynder hun at få tilbageblik, men kan ikke finde ud af, om hun har gjort noget ondt - eller hvad de flashback skal betyde.

Det virker bare ikke! For det første er der en masse flyjargon, som ikke virker plausibelt for hende. For det ander kommer man aldrig ind i hendes personlighed, og de andre protagonister er mindst lige så diffuse. Der er indsat kapitler af en anden hjemløs' dagbog, som er det rene volapyk uden sammenhæng med handlingen.

Og da det pludselig lyser op, er det for utilregneligt. Det var helt igennem en virkelig elendig historie - og jeg kunne have brugt de par dage på langt bedre læsning. Og mine penge selvfølgelig... men sådan sker det nogle gange!

Erebus - Michael Palin

• Engelsk
• 19.-22. oktober
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Michael Palin har efterhånden skabt sig et navn lige så meget udenfor Monty Python med sine mange rejseskildringer i bøger og som tv-serie. Han er en dygtig og interesseret historiker, og bliver derfor straks interesseret, da han i 2014 hører om fundet af et skibsvrag langt nordpå i Atlanten.

Det viser sig at være skibet HMS Erebus, som forsvandt i 1848. Skibet var rejst ud for at finde en nordlig passage mellem Atlanterhavet og Stillehavet, og havde været på farten i næsten fire år, da de sætter sig fast i isen og ikke kan komme videre. De 130 mand ombord forlader skibet, og dør alle af forskellige årsager. Der er endog tale om kannibalisme, som skulle være sporet på nogle af ligene.

For man finder rester af ekspeditionen i de følgende år; men skibet er væk!

Historien er dog noget tung at få gående - sejlende... vi starter med hele skibets tidligere historie, og hvordan det blev ombygget til disse ekspeditioner. Der er uddrag af logbøger og dagbøger, som jo i sagens natur alle er af skibets øverstkommanderende. Matroser kunne ikke læse og skrive - og havde næppe tid til den slags luksus.

Der er virkelig mange tekniske detaljer om fx skibets konstruktion, som ærligt indrømmet er lidt tunge og ikke interesserer mig synderligt.

Men endelig - langt over halvt inde - begynder der at ske noget med forliset, og deres kamp for at overleve. De forsøger at sende ekspeditioner ud for at søge hjælp fra de forbipasserende hvalfangerskibe. Men de udsendte omkommer undervejs i små grupper; mens andre overvintrer i Arktis og håber på bedre tider.

De dør af skørbug, kulde og diverse sygdomme. Man sender flere ekspeditioner ud for at finde dem - men det er for sent. Dog fnder man deres notater, og inuitter, der har set dem kan også berette om deres færd. Men skibet finder man ikke på det tidspunkt.

I 2014 fandt man endelig skibet, og kunne identificere det ud fra dets skibsklokke; det ligger i et canadisk område, og de præcise koordinater er hemmelige for at undgå for mange nysgerrige dykkere - tænker jeg.

Det er virkelig en fascinerende historie; men langt størstedelen skal man nok være ret nørdet for at finde underholdende? Jeg kæmpede i hvert fald lidt med koncentrationen, da skibsbygning ikke er min største interesse. Men det er imponerende researcharbejde; det er man slet ikke i tvivl om.

Fatal Majesty - Reay Tannahill

• Engelsk
• 14.-18. oktober
• 640 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Da jeg under ferien afleverede flere bøger i hotellets bibliotek, mente jeg at være berettiget til også at tage en derfra. Den blev dog ikke læst på ferien, så jeg tog den med hjem.

Jeg elsker historiske biografier - men gerne meget "videnskabelige" af slagsen.

Her er vi i ovre i den lidt mere romantiserede genre, og det er desværre ikke min favorit.

Mary Stuars liv er vanvittigt og begivenhedsrigt; tragisk og trist - og det ender frygteligt, da hun bliver halshugget på ordre af den engelske dronning Elizabeth I som kun 44-årig.

Som barn forloves hun med den franske tronarving, og som vanen var, blev hun sendt til det franske hof for at vokse op i de rette omgivelser, og forberede sig på rollen.

Det var under kongen Henri II og hans hustru, den temperamentsfulde Catherine de Medicis. Men kronprinsen var svagelig, og selvom han var nogle år yngre end hende, døde han som 16-årig af en banal infektion. Mary var nu lidt i vejen i Frankrig - men situationen i Skotland var en anden. Der ville man indsætte hende på tronen, og gerne overtage den engelske trone samtidig. Den var gået til den unge Elizabeth, som nogle ikke anerkendte, da hendes mor var den halshuggede Anne Boleyn og altså ikke en "rigtig" dronning.

Men her får vi ikke hele denne historie, som er ret så vigtig for Mary Stuarts liv. Det starter i 1562, da hun vender hjem til et land, hun knap kender. Historien starter derfra, og fokuserer en del på de politiske intriger med et temmelig stort persongalleri. Selve personen Mary Stuart forsvinder totalt i detaljerne om diskussioner og kampe, og man får ikke meget indtryk, af hendes egen holdning til situationen.

Mary er uden tvivl en intelligent kvinde; men hun er ikke så snu som Elizabeth, og bliver gang på gang udmanøvreret til de til sidst får lokket hende i baghold, Men det bliver for ensfarvet her og lange passager kedede mig grueligt.

Det var alt for romantiseret - og endda uden at skabe levende personer; så foretrækker jeg langt en seriøs biografi.

Hvor jernkorsene gror - Jan Grarup

• Dansk
• 12.-13. oktober
• 304 sider

I september 2017 stod jeg - som mange andre - i kø for at hente mit signerede eksemplar af And Then There Was Silence; efter at have forudbestilt den gennem crowdfunding langt inden den kom i trykken.

Det var imponerende arbejde, og siden da har jeg i stigende grad fulgt Grarups arbejde og hans IG-konto, hvor han ivrigt deler ud af sine billeder men også holdninger til mangt og meget.

I dette efterår er der så premieren på såvel en film som hans biografi. Filmen har jeg endnu til gode; men bogen blev købt og læst i weekenden.

For det første må man sige, at det er en lækker bog! Fantastisk kvalitet, flot papir, og et format, der er lidt anderledes end standard. Indeni er den opdelt i kapitler, der kronologisk fortæller Grarups livshistorie - ofte med udspring i en aktuel situation. Således starter hans karriere som manden på stedet ved en begravelse i Nordirland i slutningen af 1980'erne. Men hvert kapitel har også en del, hvor han uddyber hvor han var i sit liv, og hvordan hans fotografkarriere kom i gang.

Det er egentlig fascinerende at tænke på, hvor ung han var - og så befandt sig de steder, han gjorde. Det ved Grarup dog godt selv; og bogen omhandler også den kunstneriske og personlige udvikling hans fotografi har taget. At være derude, hvor der sker lidt for meget, er hård kost for sjælen - og der bliver ikke skjult noget. Alt det grumme og grimme - stoffer, sprut og personlige nederlag - er et resultat af blandt andet den PTSD, han udvikletr efter Rwanda.

Jeg synes stadig det er utroligt så lidt mange mennesker ved om folkemordene i Rwanda for 25 år siden; jeg har selvfølgelig en anden vinkel på det efter at have boet i Bruxelles, hvor jeg har kendt overlevende derfra. Og Belgiens rolle er en helt anden end Danmarks. Men af alt det, jeg har læst om begivenhederne så er det indlysende, at det sætter spor for livet. Ikke kun for de direkte implicerede, men også for "tilskuere" som Grarup.

Det er også herfra nogle af hans stærkeste billeder - i mine øjne - stammer. Hvert kapitel er nemlig afslutningsvis illustreret med billeder, hvoraf nogle er kendte men mange er helt ukendt materiale fra de 30 års karriere.

Der er ingen tvivl om, at Grarup er et menneske, der er utroligt vidende om de årsager, der ligger til grund for mange af disse konflikter. Han har set historierne fra begge sider - offer og bøddel; og tager ikke parti i sine fotos - det er historieformidling, og det er seeren, der skal forholde sig til det.

Samtidig har jeg nogle gange været lidt frastødt af den kommunikationsform, der bruges på fx hans IG-konto. Det er fuldstændigt indlysende, at der er behov for hjælp til krigsofre og klimaflygtninge i denne verden. Men der sker også katastrofer, som berører mennesker på en anden måde - som fx branden i Notre Dame; der var nogle voldsomme udmeldinger, som jeg faktis blev stødt over. Måske fordi jeg regner med, at et så intelligent menneske kan tage den diskussion på et andet plan. Jeg har aldrig troet på, at eder og forbandelser og vulgaritet gør noget konstruktivt for en diskussion. Og uanset hvad, så må man respektere, at det kunne betyde noget for nogle mennesker.

Efter at have læst bogen, er jeg faktisk endnu mere forbløffet over, at det kunne komme fra samme person. For Grarup er absolut meget intelligent, og ikke mindst en fantastisk fotograf, der forstår at formidle sine historier. 

Bogen giver et langt mere nuanceret billede af personen - men også af professionen; man forstår næppe, hvor voldsomt det reelt er at være derude i skudregnen for at give os de billeder i medierne. Nogle gør det - men udover at sætte deres eget liv på spil, er det også med store personlige omkostninger på mange andre punkter.

Generelt er det et flot stykke håndværk, der er lagt i bogen. Der er bare altid de problemer med korrektur, som bare ikke fungerer. Der er nogle virkelig irriterende fejl, som burde være fanget - som en person, der omtales som Ringbæk og et par linier længere nede er Ringbeck?

Sjusk!

Le suspendu de Conakry - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 8.-11. oktober
• 304 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har haft utroligt mange fantastiske læseoplevelser med Rufin; men også nogle irriterende - som fx den sidste roman jeg læste. Han skifter uendeligt mellem genrer og ideologier - der er alt fra geopolitiske miljøvenlige historier til fransk historie; over spirituelle vækkelser - og nu krimier.

For som jeg forstår det, så vil Rufin basere en mindre serie på sin anti-helt Aurel - som undertitle på forsiden ligeledes antyder.

Rufin har stor erfaring med Afrika gennem sit arbejde for Læger uden grænser, og som tidligere fransk ambassadør i Senegal og Gambia; så det er måske oplagt for ham at henlægge handlingen til Conakry i nabolandet Guinea.

En morgen findes en fransk statsborger dræbt; skudt i brystkassen og derefter hejst op i skibets mast.

Aurel er konsul på ambassaden, selvom han er rumæner - men han har boet i Frankrig i mange år.

Alle detektiver skal helst have en form for skæv eksistens og/eller personlighed - og det gælder også Aurel. Han er notorisk dårligt klædt og sær; han spiller klaver, og drikker alt for meget. Han bliver genert og rødmende i selskab med kvinder. Og nu er ambassadøren på ferie, og han ser sin chance for at blande sig i opklaringen af mordet.

Den dræbte var velhavende, og havde solgt sit firma og forladt konen for at rejse rundt på sin båd. I mange måneder havde han været i havnen, og der var jævnligt en ung lokal kvinde ombord. Hun havde dog også en anden kæreste; men er selvfølgelig straks under mistanke.

Aurel får fat i den drætes søster i Frankrig, som straks flyver ned - og får ham til at rødme. Men hun giver ham også et indblik i den dræbtes liv, og ikke mindst tabet af datteren, som var narkoman. Det fører ham på sporet af den lokale narkohandel, hvor havnen og de transatlantiske sejladser spiller en stor rolle.

Det er en virkelig lille bog; men alligevel kunne jeg ikke helt komme ind i rytmen? En krimi skal helst køre i et godt tempo; men her var hjertet ikke med mig. Jeg tror ikke, at det er en genre for Rufin, som excellerer i historiske fortællinger. Så hvis Aurel fortsætter sin karriere, bliver det nok uden mig!

Vand til blomster - Valérie Perrin

• Fransk
• 1.-7. oktober
• 672 sider
• Originaltitel: Changer l'eau des fleurs

Da jeg den første søndag i september stod i lufthavnen i Bruxelles for at flyve videre mod Afrika, skulle jeg selvfølgelig have fyldt op af franske bøger. Feriekufferten var pakket med en del hyggebøger; og boghandlen i lufthavnen er desværre ret begrænset - og udvalget er primært de meget hurtigtsælgende publikumssuccesser. Jeg må have stået i lang tid; for til sidst kom en dame hen til mig, og anbefalede mig denne forfatter. Jeg havde set, at hendes første roman var en enorm succes - men var lidt nervøs for, at det var lidt for poppet til mig.

Jeg lod mig dog overtale; men af forsigtighed købte jeg kun den ene til at starte med. Den blev heller ikke læst på ferien - men nu var det tid til at læse lidt fransk igen.

Violette er kirkegårdsbetjent - eller hvad man kalder det? Den slags stillinger har vi vist ikke i Danmark; men i Frankrig findes de stadig. Det er en slags pedel for kirkegården med en lille tjenestebolig i udkanten af kirkegården, så man kan komme ind i huset både inde- og udefra kirkegården.

Violette er snart 50 år gammel, og bor alene i huset. Hun passer kirkegården; snakker med de besøgende, lægger blomster for dem, der bor for langt væk; polerer gravstenene et par gange om året; deltager i alle begravelser; og gemmer en præcis oversigt over, hvad der er blevet sagt ved hver eneste begravelse.

Hendes eneste venner er graverne, bedemændene og den lokale præst, som er hendes lille familie. En erstatning for den familie hun engang havde.

I tilbageblik får vi hendes historie; om barndommen som efterladt på en radiator af ukendte forældre. Om ungdommen, hvor hun møder Philippe - byens smukke bad boy, som hun forelsker sig håbløst i. Han udnytter hendes totale hengivenhed, og hvis de får et barn, er det primært for, at han kan sikre sig, at hun ikke render fra ham. For han ved jo godt, at han er en skørtejæger, luddoven og ikke enhver kvindes drøm.

De arbejder ved en jernbaneoverskæring, hvor deres eneste job er at løfte og sænke bommen. Det er hendes job - ligesom alt det andet.

Det har ikke været et lykkeligt liv; og nu sidder hun alene på en kirkegård. Philippe forsvandt en dag for tyve år siden, og kom aldrig tilbage. Han er vel blevet hos en elskerinde, tænker Violette.

En dag kommer en ny besøgende ind på kirkegården, og det vender op og ned på Violettes liv.

Julien Seuls mor er død, og hendes testamente har afsløret, at hendes urne skal stå på Violettes kirkegård - og ikke hos hendes mand!

Julien Seul begynder at interessere sig for Violettes liv - og finder hendes mand, som bor kun 100 kilometer fra hende. Og så vælter alle minderne op...

Historien om deres liv sammen; historien om deres lille pige Léonine, som tragisk dør i en ulykke under en feriekoloni.

Parallelt får vi historien om Juliens mor og hendes elsker; vi ser historien fra Philippes side - og pludselig er han ikke det monster, som Violette har troet i tredive år. Han er ingen engel; men datterens død, og søgen på sandheden bliver også et vendepunkt for ham.

Julien og Violette mødes, og finder sammen ud af historierne bag deres liv og hvorfor de nu er der, hvor de er. Det betyder, at der er en del sceneskift mellem perioder, og perspektiver - men det fungerer glimrende.

Hvert af de 94 kapitler indledes med et citat, som ikke er "underskrevet". Det pirrer jo min nysgerrighed - selvom jeg jo kunne genkende visse af dem. Men resten måtte jeg slå op, og skrev dem ind i bogen - meget uvant for mig. Men det var smukke citater af franske digtere som Lamartine, Verlaine, Eluard. Det var sangtekster af Brassens, Cabrel og endelig var der en del gravskrifter, som jo er mere typiske på franske gravsten.

Som læser får man bidder af historien undervejs, men først til sidst får vores hovedprotagonist Violette hele billedet til at falde på plads. Det har til tider form af en krimi; men allermest er det en hjertegribende historie om helt almindelige liv. Misforståelser, manglende kommunikation og forpassede chancer. Jeg var fuldstændigt opslugt til sidst og følte med hver og en af dem.

Heldigvis er jeg forbi lufthavnen i Bruxelles igen om ti dage... så må jeg hellere finde hendes første roman..