Vand til blomster - Valérie Perrin

• Fransk
• 1.-7. oktober
• 672 sider
• Originaltitel: Changer l'eau des fleurs

Da jeg den første søndag i september stod i lufthavnen i Bruxelles for at flyve videre mod Afrika, skulle jeg selvfølgelig have fyldt op af franske bøger. Feriekufferten var pakket med en del hyggebøger; og boghandlen i lufthavnen er desværre ret begrænset - og udvalget er primært de meget hurtigtsælgende publikumssuccesser. Jeg må have stået i lang tid; for til sidst kom en dame hen til mig, og anbefalede mig denne forfatter. Jeg havde set, at hendes første roman var en enorm succes - men var lidt nervøs for, at det var lidt for poppet til mig.

Jeg lod mig dog overtale; men af forsigtighed købte jeg kun den ene til at starte med. Den blev heller ikke læst på ferien - men nu var det tid til at læse lidt fransk igen.

Violette er kirkegårdsbetjent - eller hvad man kalder det? Den slags stillinger har vi vist ikke i Danmark; men i Frankrig findes de stadig. Det er en slags pedel for kirkegården med en lille tjenestebolig i udkanten af kirkegården, så man kan komme ind i huset både inde- og udefra kirkegården.

Violette er snart 50 år gammel, og bor alene i huset. Hun passer kirkegården; snakker med de besøgende, lægger blomster for dem, der bor for langt væk; polerer gravstenene et par gange om året; deltager i alle begravelser; og gemmer en præcis oversigt over, hvad der er blevet sagt ved hver eneste begravelse.

Hendes eneste venner er graverne, bedemændene og den lokale præst, som er hendes lille familie. En erstatning for den familie hun engang havde.

I tilbageblik får vi hendes historie; om barndommen som efterladt på en radiator af ukendte forældre. Om ungdommen, hvor hun møder Philippe - byens smukke bad boy, som hun forelsker sig håbløst i. Han udnytter hendes totale hengivenhed, og hvis de får et barn, er det primært for, at han kan sikre sig, at hun ikke render fra ham. For han ved jo godt, at han er en skørtejæger, luddoven og ikke enhver kvindes drøm.

De arbejder ved en jernbaneoverskæring, hvor deres eneste job er at løfte og sænke bommen. Det er hendes job - ligesom alt det andet.

Det har ikke været et lykkeligt liv; og nu sidder hun alene på en kirkegård. Philippe forsvandt en dag for tyve år siden, og kom aldrig tilbage. Han er vel blevet hos en elskerinde, tænker Violette.

En dag kommer en ny besøgende ind på kirkegården, og det vender op og ned på Violettes liv.

Julien Seuls mor er død, og hendes testamente har afsløret, at hendes urne skal stå på Violettes kirkegård - og ikke hos hendes mand!

Julien Seul begynder at interessere sig for Violettes liv - og finder hendes mand, som bor kun 100 kilometer fra hende. Og så vælter alle minderne op...

Historien om deres liv sammen; historien om deres lille pige Léonine, som tragisk dør i en ulykke under en feriekoloni.

Parallelt får vi historien om Juliens mor og hendes elsker; vi ser historien fra Philippes side - og pludselig er han ikke det monster, som Violette har troet i tredive år. Han er ingen engel; men datterens død, og søgen på sandheden bliver også et vendepunkt for ham.

Julien og Violette mødes, og finder sammen ud af historierne bag deres liv og hvorfor de nu er der, hvor de er. Det betyder, at der er en del sceneskift mellem perioder, og perspektiver - men det fungerer glimrende.

Hvert af de 94 kapitler indledes med et citat, som ikke er "underskrevet". Det pirrer jo min nysgerrighed - selvom jeg jo kunne genkende visse af dem. Men resten måtte jeg slå op, og skrev dem ind i bogen - meget uvant for mig. Men det var smukke citater af franske digtere som Lamartine, Verlaine, Eluard. Det var sangtekster af Brassens, Cabrel og endelig var der en del gravskrifter, som jo er mere typiske på franske gravsten.

Som læser får man bidder af historien undervejs, men først til sidst får vores hovedprotagonist Violette hele billedet til at falde på plads. Det har til tider form af en krimi; men allermest er det en hjertegribende historie om helt almindelige liv. Misforståelser, manglende kommunikation og forpassede chancer. Jeg var fuldstændigt opslugt til sidst og følte med hver og en af dem.

Heldigvis er jeg forbi lufthavnen i Bruxelles igen om ti dage... så må jeg hellere finde hendes første roman..