Monday, June 27, 2011

Alabama Song - Gilles Leroy

























  • Fransk
  • 26.-27. juni
  • 215 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat - men anmeldt i Information hér.
Tilsyneladende er der turister med litterære lyster, der hæver sig over det almindelige niveau - for det sidste af de fire magiske fund, jeg gjorde, var intet mindre end en Prix Goncourt 2007; jeg havde endnu ikke læst den, selvom den også har krydset mine veje til tider.

Den prisvindende bog er en romantisering af forfatteren F. Scott Fitzgeralds kone, Zelda, som selv gjorde sig bemærket som både forfatter og maler. Mest af alt er hun dog nok kendt for at være hans kone og psykisk ustabil. Om denne tilstand var latent eller fremkaldt af Fitzgeralds opførsel og deres umådeligt udsvævende liv i 1920'ernes dekadente Europa, ved jeg ikke! Men de levede livet på kanten - hele tiden; druk, medicin, ingen fast føde, ingen fast adresse men udskejelser, der skulle eskalere i tråd med tidens tørst efter dne latter, der skulle maskere krigens sår.

Zelda fortæller selv sin historie - som ung flirtende pige, hvor hun møder den spirende forfatter, og senere til psykiatere på det utal af hospitaler og anstalter, som hun beboede fra starten af 1930'erne. Scott og Zeldas forhold var selvdestruktivt, og selvom det i høj grad inspirerede mange af hans romaner - som Natten er blid - så prægede alkoholisme og kedsomhed også deres samliv.

Hendes fortælling skifter som vanviddet styrer hendes tanker - Leroy formår at se det hele fra hendes perspektiv; og hvis man skal tro ham, gik hun igennnem perioder med en ekstrem vulgaritet i sin udtryksform. Jeg var dog ikke begejstret - for historien eller sproget; jeg forstår hendes personlighed og hendes stemningssving; men jeg forstår ikke formålet med bogen eller epilogen, som ingen mening giver. Men igen er det som med andre Prix Goncourt-bøger - jeg er sikker på, at de har fået denne fornemme pris fordi juryen ikke selv har forstået dem, men er bange for at indrømme det!

Sunday, June 26, 2011

L'enfant noir - Camara Laye



































De fire bøger, som skulle "redde" den sidste bogtomme uge i ferien, ville ikke holde, kunne jeg hurtigt se. Ved et rent mirakel fandt jeg et supermarked - et ægte ét af slagsen - der solgte bøger af afrikanske forfattere. Der var et større udvalg - og jeg kendte ikke mange af dem; så jeg tog på må og få. Det ene af de køb blev straks sanktioneret af ejeren af en af stamrestauranterne. Oven i købet kunne hun fortælle mig, at det er en ren klassiker, som de bruger til undervisning i skolerne i Senegal, selvom Camara Laye var fra Guinea; dog levede han slutningen af sit liv i Dakar, hvor han døde i 1980.

Fra første side var jeg fastlåst - det var afrikansk musik i ord; Layes bog er selvbiografisk, og han skrev den, da han var 25 år gammel. Han fortæller om sin opvækst i byen med faderen, som er smed - og til tider guldsmed, som er særlige højtidelige dage for alle. Han fortæller om, hvordan de bor; hvordan familiemønstrene er opbygget og om troldmænd, lokale fester, skolen og familiebesøgene hos farmoderen, som foregår til fods.

Det er ikke den elementære introduktion til afrikansk liv; hvert lands skikke er forskellige - og indenfor hvert land er der forskellige stammer. Men det er alligevel en rammende dansk titel, synes jeg - han er blot én af mange mange børn, som er vokset op på denne måde. Hvis jeg sammenligner med, hvad jeg ser i gadebilledet i Senegal i dag mere end halvtreds år efter Layes roman, kan man også konstatere, at den hverdag stadig er aktuel og ikke meget forskellig fra hans.

Det er ikke nødvendigvis desværre - for ved at læse Layes bog forstår man også den betydning familien har i deres samfund. Hans mor er knust, da han rejser til Conakry for at studere - og da han som ung mand får et stipendiat til at læse i Paris, er det hendes verdens undergang; og den naturlige reaktion for en afrikansk moder, der er vant til at leve i stammeform fra fødsel til død. Hun mener bestemt, at de hvide mennesker aldrig har haft børn, hvis de overhovedet kan fostre den tanke, at han skal forlade hende.

Det er helt almindelige dagligdags anekdoter - men for uindviede giver det en dejlig indføring i afrikansk kultur. Hvorfor den så benyttes som skolelæsning i Senegal kan man så undre sig over? Muligvis fordi man kan identificere sig med miljøet - og for at beskytte og fremme afrikansk litteratur fremfor europæisk?

Personligt var der jo mange ting, jeg kunne genkende fra Senegal, da de to kulturer er relativt ens - fx er der også i Senegal mange af Peul-stammen som i Guinea (det er jo grænselande). Jeg læste den på en dag, og hastede ned på restauranten om aftenen for at snakke om den med Marie! Jeg kunne fornemme, at hun meget gerne så, at jeg havde givet hende den bog - men den skal hjem på hylden for afrikansk litteratur! Og flere af Laye skal findes!

Saturday, June 25, 2011

La croix de perdition - Andrea H. Japp























  • Fransk
  • 24.-25. juni
  • 405 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Så stor var min desperation, at jeg endte med også at læse en krimi - ellers ikke min yndlingsgenre; men heldigvis var det en historisk af slagsen af en fransk forfatter, jeg aldrig havde hørt om. Tilsyneladende specialiserer hun sig i historiske krimier, og netop dette aspekt gør, at jeg bedre kan læse dem end de afskyelige Läckberg & Co.!

Historien starter i 1209, da Béziers (en større sydfransk by) bliver afbrændt som en del af udryddelsen af katharerne. Netop katharernes historie har altid fascineret mig - der blev flere og flere positive punkter! 100 år senere flyttes handlingen til et kloster, Abbaye des Clairets, hvor forskellige personer samtidig ankommer til klosteret midt i vinteren. Den ene gruppe er en to dværge, en ulvemand og en mand med 12 fingre, som har været udstillet i en omrejsende cirkus - de gemmer samtidig på en lille pige, som ikke kan tåle dagens lys i oprigtig bogstavelig forstand.

Samtidig ankommer Arnoldus de Villanova, som var kendt for at arbejde som spion for paven parallelt med sine hverv som læge, alkymist, astrolog osv. En alsidig herre! Endelig er der en ung dame, Alexia, som inden sit giftermål vil trække sig tilbage for at filosofere, samt klosterets nye apoteker, Mary de Baskerville, som skal afløse en søster, som viste sig at være en bror.

Da alle disse personer befinder sig inden for klosterets mure starter drabene; rituelle drab, som efterligner symbolerne fra tarotkort men altid med en lille fejl. Sneen lukker dem alle inde, og jagten på morderen sætter ind. Plottet er godt, og det var ikke en nem lille krimi... det skyldes uden tvivl også, at jeg ikke kan læse den som en krimi alene, men igen måtte notere de fakta, jeg ville tjekke, når civilisationen igen var indenfor rækkevidde.

Selvfølgelig irriterer det mig lidt, at man tillægger rigtige historiske personer handlinger, som ikke kan verificeres - og jeg vil nok heller ikke købe eller læse flere af hendes romaner uden at være 'tvunget' til det som i dette tilfælde!

Thursday, June 23, 2011

Loving Frank - Nancy Horan























  • Fransk
  • 21.-23. juni
  • 567 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
  • Originaltitel: Loving Frank
Endnu en engelsk bog oversat til fransk i min rationeringsperiode i Senegal - denne skulle absolut holde i tre dage; den kunne have været læst på to - men den slags sløseri var der ikke længere plads til!

Selvom det er fiktion, er romanen samtidig en biografi af det skandaleramte par Mamah Borthwick (gift Cheney) og den berømte amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright. Historien er fortalt med Mamah som fortæller; til tider som indledning af kapitler som uddrag af hendes dagbog og efterfølgende som handling.

Det frustrerende ved at læse denne slags bøger langt væk fra civilisationen er trangen til at tjekke fakta! Jeg var afskåret fra internettet - faktisk også fra ganske almindelig elektricitet det meste af tiden; og jeg kendte ikke på forhånd historien om disse to mennesker. Efterfølgende har jeg fundet bekræftelse af hele historien på blandt andet Wikipedia, og det må siges at have været en barsk forelskelse!

I 1903 hyrer ægteparret Cheney den berømte arkitekt til at bygge deres nye hus; Frank er allerede kendt i byen som lidt af en skørtejæger på trods af sit ægteskab gennem mange år med hustruen Catherine - og deres seks børn. Mamah er prototypen på den tids kvinder i den mere velstående samfundsklasse. Hun opdrager periferisk sine børn, sætter blomster i vaser og går til velgørenhedsarrangmenter - ikke noget intellektuelt tilfredsstillende liv; men det forventede man næppe at hun skulle forlange.

Da hun møder Frank er det også mødet med en mand, hvor det slår gnister... fysisk, psykisk, intellektuelt! Hun forsøger at holde ham på afstand; de indleder en affære; de skilles, da Catherine opdager det og nægter en skilsmisse - og endelig indser de, at de må være sammen. En totalt uhørt handling i det puritanske USA's bedre borgerskab, og da Frank er en kendt person havner de med det samme på tabloidavisernes forsider. Især er det kvinden, der bliver hængt som moralsk uværdig - og at hendes mand nægter hende at se sine børn er kun forventet.

Mamah og Frank tilbringer derfor en del tid i Europa, men Frank længes hjem. Mamah følger ham ikke med det samme - i valget af Frank var der også valget om et nyt liv, og hun bruger blandt andet tid på at lære svensk, så hun kan oversætte værkerne af datidens hotte navn indenfor feminisme - Ellen Key! Bogen omhandler derfor også til en vis grad kvindernes kamp for stemmeret og feminismens spæde begyndelse i USA og Berlin, hvor Mamah lever en tid.

Men hun vender også tilbage til USA og til Frank; skandalen er ikke blevet mindre med tiden - igen blusser hadeskriveriet op, og man kan kun konkludere, at meget få par i dag ville have kunnet holde til en lignende hetz. Udover at se sit navn slået op på løbesedlerne og leve med ydmygelsen og den manglende sociale accept, så giver Mamah stort set afkald på sine børn. Da hun endelig forliges med sin mand og opnår sin skilsmisse, er børnene stort set fremmede for hende. I dag virker situationen jo grotesk; de er også næsten ved at forlade hinanden, da Mamah opdager, at Frank er dybt forgældet og egentlig lider af kunstnerens megalomani - men kærligheden sejrer igen og igen.

I 1911 var Mamah og Frank flyttet ind i hans nybyggede hus, Taliesin, og det er også her deres historie ender. I 1914 er Frank som så ofte væk, da en sort tjener i et raserianfald sætter ild til huset, som han på  forhånd har aflåst alle steder. Mamah, som spiste sammen med sine to børn på besøg, bliver dræbt med en økse sammen med børnene og fire andre, da hun forsøger at flygte. For mange var det opfyldelsen af Guds vilje for at leve i synd - det var også nedbrændingen af Franks værk, som han genopbyggede inden det igen brændte i 1925.

Det kan selvfølgelig være svært at adskille fakta fra fiktion i den slags doku-fiktioner; men deres livshistorie er meget fængende såvel i deres individuelle som fælles passioner. Jeg er sikker på, at den faktuelt er meget korrekt - men selvfølgelig er dialog, tanker og følelser en forestilling. Men det var en levende bog, som også lærte mig en del om filosofien bag Lloyd Wright arkitektur.

Tuesday, June 21, 2011

Le cercle littéraire des amateurs d'épluchures de patates - Mary-Ann Shaffer/Annie Barrows























Efter blot lidt mere en uge på ferie langt fra en boghandel skete der det dramatiske, at jeg ikke flere bøger havde! De seks bøger, der skulle have varet ferien ud, suppleret med et lufthavnsindkøb var læst alt alt for hurtigt. Nærmeste reelle boghandel er i Dakar - 80 km og 2-3 timers kørsel væk! Så jeg tog til Saly, hvor der er mange hvide, og fandt efter intens søgning de stort set eneste brugte bøger i hele byen.
Det var ikke et spørgsmål om smag eller læselyst - jeg tog, hvad der var... og derfor også engelske bøger oversatte til fransk; andet fandtes ikke! Måske er det til denne slags situationer, at Det Ny Testamente ligger i en skuffe på hotellet - men nu boede jeg jo i mit eget lille hus.

Desuden var det rystende priser! For de lidt tykkere bøger (mere end 400 sider), men som trods alt var brugte, måtte jeg af med 5.500 CFA (63 DKK) - denne koster fx 61 DKK i ny version her. Men jeg havde intet valg; dog har jeg returneret de fire, jeg læste dernede, til venner, som kan sælge dem tilbage. Trods alt kostede mine fire brugte bøger tilsammen 18.000 CFA - og en høj månedsløn som ansat på de 'hvides' hoteller er 80.000 CFA!

Denne bog har jeg selvfølgelig krydset - og bladret; og jeg syntes, at den så lidt 'tynd' ud. Det er den også til tider - men den er også en ret fin lille historie med en masse sjove personer. Det hele foregår i brevform, hvilket var min primære aversion - men man bliver ikke forvirret; tværtimod ser man de forskellige personers forskellighed i form af deres måde at udtrykke sig på.

Hovedpersonen er den 30-årige forfatter Juliet Ashton, som under 2. Verdenskrig har skrevet satiriske klummer i avisen, og nu leder efter et tema til sin næste roman. Ved et tilfælde bliver hun introduceret til den litterære kartoffeltærteklub på den engelske Guernsey, som afskåret ud for den franske kyst, oplevede krigen på en noget anden og mere isoleret måde. Klubben består af en broget samling personer, og den opstår af en lige så morsom tilfældighed - hver især begynder de at korrespondere med Juliet, indtil hun tager til øen for at møde dem.

Da hun er på øen korresponderer hun selv tilbage til sin agent og sine veninder om livet derovre og de venner, hun knytter sig til. Hun ender - måske ikke helt uventet - med at revurdere hele sit eget liv og slå sig endeligt ned der. Der er humor og venskaber; men også øsamfundets særlinge og fjendskaber - og der er kærlighed selvfølgelig.

Juliet selv - og sikkert også de to forfattere - nærer en grænseløs kærlighed til bøger; som objekter såvel som for deres indhold. Netop den filosofi appellerede jo meget til mig - men på trods af den lethed var det en underholdende roman, som gled forrygende hurtigt. Faktisk så skræmmende, at jeg indså, at jeg måtte indføre læserationer for resten af ferien!

Monday, June 20, 2011

Purple Hibiscus - Chimamanda Ngozi Adichie



























Chimamanda Adichie er en af de afrikanske forfattere, som absolut har sin plads i Bogudfordringen, og bestemt også i litteraturen... det er en forfatter, som jeg tror vil blive en af mine favoritter!

Denne roman er hendes debut, og måske derfor knap så finpudset som fx En halv gul sol - ikke desto mindre er det en smuk og gribende fortælling. Afrikanske forfattere fokuserer nok generelt på deres eget lands historie, og temaerne er måske derfor mindre vekslende end i europæisk eller amerikansk litteratur. På den anden side er det litterært set et mere umodent kontinent, hvis man ser bort fra mundtligt overførte fortællinger - og det er vel på tide, at vi også får disse landes historier fortalt af de indfødte! Mange europæere har skrevet om Afrika - men deres synsvinkel er selvsagt ikke det samme.

Derfor er endnu en nigeriansk politisk krise også et af omdrejningspunkterne i denne roman - man kunne ironisk sige, at der på den anden side konstant er kriser; så derfor vil de vilkårligt indgå. Men Adichie beskriver ikke kun kriserne og krigene; hun beskriver klasseforskellene, korruptionen, traditionerne, kulturen - på godt og ondt!

Den 15-årige Kambili fortæller historien om hendes familie, som pludselig og brutalt går i opløsning. De har levet et liv under faderens tyranni; en far, som i høj grad foretrækker den europæiske magt men med efter den afrikanske feudale model, og som er fanatisk religiøs. I Nigeria er det katolicismen, der præger - men animisternes tro og traditioner lever stadig i bedste velgående, som hox fx farfaderen, som Kambili og hendes 17-årige bror, Jaja, ikke må omgås.

Men omstændigheder gør, at de kommer til at besøge tanten Ifeoma og hendes tre børn; de lever mere spartansk og fattigt - men absolut mere muntert. Det giver gnidninger baseret på misforståelser mellem de unge - kusinen tror, at Kambili er en overklassepige, der ikke vil arbejde. Lidet forstår hun, at faderen har forbudt alt fra musik til TV og styrer deres dag med skemaer og overvågning. Men opholdet får børnene til at lære at slappe, smile, grine... og indse uretfærdigheden i deres egen verden. Det bliver et opråb til revolution, som med et hug kapper roden under faderens urokkelige magt, som beror på vold og dominans.

Historien beskriver igen glimrende levevisen i de forskellige samfundslag i Nigeria - men også studenteroprørene, som markerede landet i den periode. Igen læste jeg en af hendes romaner, mens jeg var i Senegal - mens jeg så lignende levevilkår, og oplevede manglende strøm og rindende vand i dagevis. Under de forhold kan man usigeligt let forestille sig, hvornår lunten blilver for kort...

Bestemt en smuk afrikansk bog, og Adichie mestrer en særlig poesi, som dufter af Afrika i hver sætning!

Sunday, June 19, 2011

Norwegian Wood - Haruki Murakami














Mit første forsøg udi junis måneds udfordring var ikke en succes! Men da der var ferie, fritid og ganske enkelt læsetid, var der også tid til at forsøge andre forfattere fra 'eksotiske' kontinenter. Murakami kendte jeg kun fra 'Kafka på stranden', som er en temmelig speciel bog. Når man har læst Norwegian Wood kan man så undre sig over, om det er denne stil, der er hans mere 'ægte' - eller den anden? De er så forskellige som overhovedet muligt - men Norwegian Wood er uden tvivl også mere selvbiografisk, selvom Murakami selv skulle nægte det?

Historien starter da den voksne Watanabe lander i Hamburg, og de i flyveren spiller en Beatles-sang (som jeg med skam må melde, at jeg ikke kendte). Den får dog hukommelsen på gled - og han erindrer sit løfte som ung mand til Naoko om aldrig at glemme hende. Naoko var hans barndomsven Kizukis kæreste, da denne begik selvmord som 17-årig, og de to finder sammen i et venskab for at hjælpe dem over tabet. De går i timer igennem byer og landskaber hver søndag, og mindes deres lille trio, hvor Watanabe fungerede som observatøren i Den Store Gatsby - en roman, han selv citerer flere gange i denne bog.

Men Naoko har sine egne problemer at slås med - hendes egen storesøster begik også selvmord som ung; og da Watanabe og Naoko bliver forelsket og tilbringer natten på hendes 20-års fødselsdag sammen, tror Watanabe, at hun er på vej videre. Men hun vælger at tage på et sanatorium langt ude i skovene, hvor hun bor sammen med den excentriske Reiko. Watanabe besøger dem sammen på dette sted, hvor grænsen mellem læger og patienter er tvetydig og mystisk - her kommer noget af mystikken fra universet i Kafka-romanen til syne; men ellers er hele historien mere jordnær omend barsk og tragisk med al sin nostalgi og tab.

Selvmord er oftere forekommende i japansk kultur - men alligevel er hele Watanabes omgangskreds mere end almindeligt hårdt ramt; også vennen Nagasawas kæreste Hatsumi begår selvmord - dog på et senere tidspunkt; men også i relation til dette par er der er en form for Gatsby-opsætning.

Sideløbende med Naokos indlæggelse møder Watanabe den udadvendte og voldsomme Midori; et fyrværkeri af følelser, handlinger og ord, men som også gemmer på sine hemmeligheder. Watanabe er splittet mellem sin ansvarsfølelse og kærlighed til Naoko - men som han også ved muligvis aldrig bliver rask igen - og den 'normale' Midori, som håndterer sine livskriser mere kontant og naturligt.

Hele bogens stemning er så uendelig skrøbelig og trist; der er ikke meget optimisme, og man kan undre sig over, hvor den voksne Watanabe er i sit eget liv efter alle de hændelser. Men bogen slutter, da Naoko også har begået selvmord, og han endelig kan beslutte sig for at overgive sig til Midori - som måske ikke længere vil ham... og vi finder aldrig ud af, om de blev sammen. Irrelevant - for det er en bittersød fortælling om ungdommens sårbarhed; dog lidt mere barsk end den slags, jeg har kendt til!

Friday, June 17, 2011

Jézabel - Irène Némirovsky























  • Fransk
  • 17. juni
  • 218 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat (?)
Jeg er meget begejstret for Némirovsky, og arbejder mig stille og roligt igennem samtlige af hendes værker. Jézabel er en perle i hendes kunst - den indeholder det ypperste af hendes tilbagevendende temaer... den svigtende moder; moral og etik; tabt ungdom og skønhed og en forfærdelig forfængelighed.

Hovedpersonen Gladys bliver sat for en domstol for mordet på den unge Bernard, som er tyve år yngre end hende selv. Gladys er en hovedrig arving, som har været gift og haft et barn, som døde i 1915, da hun var 40 år gammel. Siden har hun haft adskillige elskere, og hun har altid levet i rampelyset i de mest besøgte natklubber i 1920'ernes Paris. Under retssagen antager alle - inklusive hendes rigtige italienske elsker - at Bernard var endnu en elsker. Gladys selv nægter kategorisk at svare på spørgsmålene, og modtager dommen uden at tøve.

Hele spændingen er således udløst fra starten; den tids romaner - eller Némirovskys stil - arbejdede ikke med at opbygge spændingen. Hun beskriver karakteren uden på noget tidspunkt at fordømme sine personer. Gladys livshistorie fortælles efterfølgende - historien om den unge pige, som udelukkende vil forføre og forføres. Som nægter at ældes, og forsøger at tilbageholde datteren i en pubertet for enhver pris. Men datteren bliver forelsket og vil giftes; det er mere end Gladys kan klare - udsigten til at være svigermor! Hun nægter giftermålet, men datteren bliver gravid og da hendes kæreste dør i 1. Verdenskrig, føder hun selv barnet og dør under fødslen.

Barnet bortadopteres og Gladys snyder datteren yngre ved døden. Allerede der fornemmer man, hvem denne Bernard er - barnet, der som voksen opsøger sin mormor for hævn, afpresning og titler. Igen er dette spændingsmoment ikke det interessante - men erkendelsen af den smerte, det er for Gladys at ældes. Som 60-årig lyver hun sig stadigt yngre, og lider under hvert dansetrin - men at ældes kan hun ikke. Så meget, at hun nægter at fortælle den sandhed om mordet, som kunne have reddet hende - men det ville indebære at fortælle sin alder; at fortælle om datterens rigtige dødsårsag.

Det er dilemmaet i moralen, som Némirovsky beskriver - og hun gør det enestående og intenst på så få sider.

Thursday, June 16, 2011

Babycakes - Armistead Maupin























  • Engelsk
  • 15.-16. juni
  • 316 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat (?)
Som fjerde bind i Maupins serie Tales of the City, går han væk fra titelsystemet - muligvis var det ikke planlagt, at der skulle komme så mange bind... og efter More, Further... løb han tør for idéer. Babycakes er flere personer; det er snarere beboernes kælenavn til hinanden - især Mary-Ann og Michael, men også Mona, som i dette bind kommer tilbage for en kort bemærkning.

Bogen udkom i 1984, og omhandler 1983 - hvilket vil sige humoristiske hentydninger til Michael Jacksons udseende allerede. Alene denne vision af tingene set med datidens øjne uden nutidens visdom, er underholdende og interessant. Men det er også AIDS-sygdommen, som i høj grad præger romanen med Jons død seks måneder inden bogen starter. Denne roman skulle efter sigende være den første fiktive bog, som åbenlyst omhandler AIDS - et emne, som naturligvis står Maupin selv nært.

Mary-Ann og Brian er blevet gift, og Brian vel desperat have et barn - men Mary-Ann har for travlt med sin karriere; Michael tager på et længere ophold i London for at komme sig over Jons død - og ikke mindst besøger Dronning Elizabeth II San Francisco - en humoristisk vinkel, som godt kunne have givet et par idéer til Alan Bennett efter min mening.

Det glider meget nemt og hurtigt; og det var lidt af en katastrofe blot tre dage inde i ferien at sidde der med en stak læste bøger - og nummer fem og så videre, som måtte vente pænt i Bruxelles på bestillingslisten i boghandlen.

Wednesday, June 15, 2011

Further Tales of the City - Armistead Maupin























  • Engelsk
  • 14.-15. juni
  • 271 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat (?)
Videre i Maupins serie var et must til ferielæsningen; desværre manglede nummer fem i serien, så jeg drog afsted med bind 3 og 4. Ligesom de første to bøger er det meget let læsning - men det skyldes ikke mindst, at jeg sluger dem råt!

Tredje bind udkom i 1982, men foregår i 1981, hvor Reagan er blevet USA's præsident, og AIDS for alvor er blevet et dagligdags ord - omend stadig kun i bøssekredse. Dette emne behandler Maupin blandt andet ved at beskrive den lynchstemning visse bøsser i San Francisco udsættes for i denne periode, inden sygdommen bliver mindre tabubelagt.

Personerne er de samme, og de krydser stadig hinandens liv på den mest pudsige måde. I den senere bøger er der som en ekstra spin på historien; lidt som i en TV-serie, hvor hvert afsnit har sin egen lille historie, som afsluttes inden Maupin tager sine personer videre på nye eventyr. I denne roman omhandler det Jonestown-massakren, hvor rigmandsdatteren DeDe (datter af Mary-Anns afdøde arbejdsgiver, og tidligere "elsker" til Anna (husets landlady)). Plottet insinuerer, at hovedpersonen bag massakren, Jim Jones, ikke skulle være død - men leve under falsk identitet.

DeDe flygtede fra San Francisco efter hendes mands død, og lever nu sammen med D'Or (som tidligere var Monas elskerinde). Altså - fart, spænding, humor, ironi... og man bliver mere og mere knyttet til de skæve personer, som tilsammen udgør det bofællesskab på 28, Barbary Lane, som efterhånden snarere er at betegne som en lille familie.

Der er igen en masse krydsninger, så personer genser hinanden - Michael genfinder sin tidligere elsker, Jon - og denne gang skal det være alvor. Den store kærlighed! Mona er ude af denne roman, men Mary-Ann og alle de andre er der og de forskellige verdener mødes og skaber en fantastisk kemi på papiret!

Tuesday, June 14, 2011

La fille de papier - Guillaume Musso























  • Fransk
  • 12.-14. juni
  • 475 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Som andre af Mussos bøger er de ikke oversat til dansk - og det nærmeste, man nok kan komme en beskrivelse af hans romaner må være Douglas Kennedy... og dog er de betydeligt lettere i genren; og altid med det uomtvistelige mystiske med en blanding af realitet og drømme (eller overnaturlighed).

Det er som man kan se virkelig i den lette genre; jeg stod i lufthavnen og var pludselig nervøs for om mit boglager ville holde til en lang flyvetur - og to uger i Afrika. En begrundet mistanke skulle det vise sig at være - alene flyturen gjorde has på en stor del af denne roman.

Hovedpersonen er en forfatter, som pludselig mister inspirationen til sidste bind i en annonceret trilogi, indtil en af de kvindelige hovedpersoner i romanen pludselig manifesterer sig som en reel person, og bliver hans muse. Musso benytter sig flittigt af henvisninger til reelle personer - Stieg Larsson er et oplagt eksempel i denne roman, men også nulevende kendte personer; og denne namedropping kan irritere mig grusomt. Hans romaner er proppet med product placement, så man skulle tro, at han er sponseret af Ray-Ban, Porsche etc.

Alligevel er denne nok den mest intelligente og interessante af hans bøger - men det er og forbliver fly-, strand-, ferie-, sygdomslæsning. Men perfekt til formålet! Afslutningen var for en gangs skyld overraskende for mig - og jeg fandt den faktisk ganske underholdende! Lidt skræmmende...

Sunday, June 12, 2011

Water For Elephants - Sara Gruen
























En kæmpe boglig succes, som jeg ikke havde læst - men endelig besluttede mig for, da en billigudgave udkom i forbindelse med filmatiseringen af bogen. Jeg blev bestemt heller ikke skuffet - som jeg nok havde forventet lidt!

Handlingen udspiller sig som tilbageblik i den gamle Jacobs liv, da han ensom sidder tilbage på et alderdomshjem og hans minder bliver vækket til live, da en cirkus kommer til byen og installerer sig lige overfor plejehjemmet. Han bringer os igennem bogen tilbage til sin ungdom, hvor han læste til dyrlæge, men forlod studierne, da forældrene bliver dræbt i en trafikulykke i 1930'ernes USA. Han opdager, at barndomshjemmet er forgældet og intet er tilbage - så han hopper på et tog, som viser sig at være et cirkustog.

Med sin om end ikke fuldførte uddannelse bliver han udnævnt til dyrlæge - og han bliver hurtigt hvirvlet ind i den fantastiske verden af artister. Ikke mindre farverig på den tid end i dag - snarere tværtimod! Han bliver hovedkulds forelsket i hestekunstneren, Marlena, som er gift med dyrepasserchefen, som viser sig at være voldelig og alkoholisk... hvilket de fleste ansatte i øvrigt er! Cirkusdirektøren benytter sig af temmeligt tvivlsomme metoder, når det gælder personaleledelse og akkvisitioner til udvidelsen af cirkus, hvilket også gælder, da elefanten Rosa kommer til. Hun bliver en afgørende personlighed i såvel historien som i Jacobs og Marlenas kærlighedshistorie.

For selvfølgelig er det en kærlighedshistorie - velegnet til en filmatisering! Men det er også en rørende historie om Jacobs liv, som han sidder der og tænker tilbage. Det er legenden om den gamle cirkushest og savssmuldet... med en overraskende slutning. En smuk debutroman!

Friday, June 10, 2011

Du har jo livet for dig - Romain Gary

























  • Fransk
  • 8.-9. juni
  • 274 sider
  • Originaltitel: La vie devant soi
Jeg kan pudsigt nok slet ingen links finde til den danske udgave af Romain Garys bog, som måske på dansk er mere kendt fra gymnasiepensum eller fra den meget smukke film med Simone Signoret i hovedrollen som den fallerede luder, som har et 'børnehjem' for ludernes børn i 1970'ernes Paris.

Jeg kan huske selv at have læst uddrag af den i gymnasiet - men jeg er sikker på, at vi ikke kan være kommet igennem hele romanen; men filmen så vi efterfølgende erindrer jeg. I bogform var den derfor absolut en total gen(nem)læsning værd - denne roman, som vandt en Prix Goncourt i 1975; en kontroversiel pris skulle det vise sig. Goncourt-prisen kan normalt kun gives til samme forfatter én gang, men romanen udkom under pseudonymet Emile Ajar, som Gary benyttede til fire romaner. I den litterære verden var der almindelig enighed om, at Ajar var ensbetydende med Garys nevø; og Gary selv havde allerede i 1956 vundet Goncourt-prisen for romanen Himlens rødder. Således opnåede han prisen to gange - uden nødvendigvis at ville have snydt.

Det er en meget bevægende lille roman med den tiårige dreng, Momo, som fortælleren i et naivt, barnligt sprog med en del pudsige verdensbetragtninger, som han oplever verden fra et usselt luderkvarter i Paris. Momo er vokset op hos Madame Rosa, den pensionerede luder, som nu er gammel og syg, og for enhver pris vil undgå hospitalet men hævde sig sin ret til selv at dø på en værdig måde.

Madame Rosa er jøde - som Gary selv var halvt jøde - men Momo er araber og skal opdrages i muslimsk tro; Madame Rosa går meget op i at respektere hvert af sine 'børns' religion. Men efterhånden som hun bliver dårligere, forsvinder pensionærerne - godt hjulpet til af det faktum, at der nu findes prævention og abort. Momo holder fast, men undrer sig over, at der er lidt uklarhed over hans alder - indtil hans rigtige far en dag dukker op, og det fremgår, at han er fjorten år gammel. Men Madame Rosa kunne ikke bære netop at miste Momo, og havde holdt ham i uvished for at beholde ham længere.

Hele fortællingen er bittersød med Momos anekdoter om livet og det miljø, han vokser op i. Det er ikke nemt, tror jeg, at skrive med et barns øjne og gøre det gennemført og hele romanen igennem. Men Garys roman respekterer det, og giver et rørende billede af deres forhold mellem den ældre dame og den lille dreng, som godt ved, at hans liv ikke ligner andres men samtidig ikke kan forestille sig en anden tilværelse.

Gary var tilsyneladende meget optaget af alderdommen og ville ikke blive gammel. Der må være en del af hans egen filosofi i Madame Rosas syn på livet og døden; Gary selv begik selvmord, da han var 66 år gammel og efter at have udgivet mange romaner... der er absolut andre af hans, der skal læses!

Tuesday, June 7, 2011

Trois femmes puissantes - Marie NDiaye




























Det er som udgangspunkt ikke et problem at læse litteratur fra andre kontinenter - især afrikansk litteratur er jeg jo ret begejstret for; og mit første valg var da også den bog af Adichie, som jeg endnu ikke har læst. Men en veninde lånte mig så denne, som vandt den franske Goncourt-pris i 2009, og som netop er udkommet på dansk. Ydermere er det en senegalesisk forfatter - og hvad kunne så være mere passende et par dage inden jeg igen sætter kurs mod min lille senegalesiske plet i solen?

Dog havde jeg ikke tidligere investeret i denne roman på grund af de meget svingende anbefalinger - og desværre er langt de fleste dårlige, og jeg er enig! Men nu er Goncourt-prisen nok også én af de mere litterært højtravende forstået på den måde, at de som oftest gives til romaner, som menigmand ikke fatter!

NDiayes roman er tre fortællinger, som hver især skal illustrere de tre stærke kvinder. I den første møder vi Norah, som er halvt senegalesisk og opvokset i Frankrig, hvor hun bor sammen med en mand, hans barn samt hendes egen datter af et tidligere forhold. Hun bliver kaldt tibage til Dakar af faderen; en stædig, fattig, kærlighedsløs gammel mand, som aldrig har elsket sine døtre - netop fordi de var døtre. Hans eneste kærlighed var sønnen, Sony, som har mod moderens vilje tog med sig tilbage til Senegal, da denne var fem år gammel. Sony sidder nu i fængsel anklaget for et drab på faderens seneste kone - som han påstår, at faderen har begået. Norah bliver kastet ud i en række betragtninger over hendes liv, og den indflydelse, det har haft på hendes egne parforhold - men der er ikke nogen egentlig afslutning på historien.

Den næste fortælling er om muligt endnu mere kryptisk, da den fortælles af franskmanden, Rudy, som har taget sin senegalesiske kone, Fanta, med til Frankrig. Han boede i Senegal som barn, men da faderen blev anklaget for mord, og tog sit liv i fængslet, flyttede ham tilbage med moderen. Han prøvede igen det afrikanske eventyr som lærer i Dakar, hvor han mødte Fanta. Den stærke kvinde i denne fortælling er således hende, men vi oplever hende udelukkende med hans ord - set fra hans egen forvirrede tankespind en enkelt dag i hans liv, hvor han kører forvildet rundt i landsbyen og reflekterer over sit fald fra tinderne. Hans nederlag er selvfølgelig også blevet Fantas - ikke mindst fordi han vidste, at hun ikke ville kunne arbejde som professor i Frankrig - og spørgsmålet som han - men sandelig også læseren - stiller sig er, hvorfor hun er blevet?

Den sidste fortælling er den absolut mest rå. Den unge Khady bliver smidt ud fra sin mands familie, da denne dør og de er barnløse - en ganske almindelig praksis i Senegal. Hun skal tilsyneladende sættes på en båd til Frankrig - til advokaten Norah!!! - og sende penge tilbage til svigerfamilien. Men hun flygter fra båden, og møder den unge Lamine, som får hende til at tro på, at der er en lettere vej til Europa. For hende går den vej over prostition, ydmygelse og vold - og hun ender sine dage i en flygtningelejr efter at have mistet alt.

De tre fortællinger er periferisk bundet sammen - men på en så diffus måde, at jeg ikke helt forstod, hvor Khadys fortælling kronologisk skulle placeres i sammenhold til Norahs. Desuden er der uendelige palabrer af paragraffer, som mest af alt foregår inde i de tre fortælleres hoveder og med uendelige grammatiske krumspring og gentagelser, som ikke gør det til en sproglig nydelse at læse bogen.

Jeg fandt ikke sympati for hverken personerne eller historierne, som virkede ufuldendte - og den røde tråd NDiaye forsøger at binde, falder til jorden. Jeg kan selvfølgelig sagtens gennemskue hendes besked - konflikten mellem den sorte i Europa eller den hvide i Afrika; den har Fatou Diome - en anden senegalesisk forfatter - skrevet mere smertefuldt og medlevende om! Eller drømmen om at nå Europa i en spinkel træbåd, som Diome skriver om; men som især Laurent Gaudé har beskrevet med utrolig smukhed i romanen Eldorado, som desværre ikke er oversat til dansk.

Jeg synes, at der er så mange fantastiske afrikanske forfattere i dag; der er absolut ingen grund til at starte med NDiaye - pris eller ej!

Saturday, June 4, 2011

More Tales of the City - Armistead Maupin

  • English
  • June 3-4
  • 288 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat (?)
Jeg havde selvfølgelig knap sluppet 28 Barbary Lane Vol. #1 før jeg greb nummer to; og stemningen og spændingen var intakt! Den blev slugt på en aften og en dag!

Mary-Ann er stadig i huset, og hun er ved at lære hvordan hun skal falde på plads i gay SF; samtidig bliver hun gode venner med bøssen Michael, og de tager sammen på et cruise til Mexico. Hun møder måske sit livs kærlighed, men han lider af amnesi - og der er dybe hemmeligheder i hans fortid, som hun må afdække,

Mona tager afsted i protest, da de andre tager på cruise; hun ender på et bordel i den amerikanske udørken; og der sker flere ting end hun lige havde forventet. Mrs. Madfrigal har pudsigt nok været i Danmark for en operation, som jeg ikke vil løfte sløret for her!

Nummer to er som sagt endnu mere højspændt end den første i serien; og jeg har ikke flere liggende hjemme.

Hvordan skal jeg nu vide, hvad der sker med DeDe, D'Or, Michael the Mouse, Mona...og alle de andre; det er virkelig bedre end en god tv-serie (som jeg aldrig ville have set)!

Jeg er beboer i 28 Barbary Lane, og nu vil jeg følge vennerne hjem!

Friday, June 3, 2011

Tales of the City - Armistead Maupin

  • English
  • June 2-3
  • 269 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat (?)
Jeg kan ikke helt forstå, at Maupins bøger tilsyneladende ikke er oversat; de havde muligvis ikke den store tiltrækning hos et dansk publikum, da de blev skrevet - men hvis man, som jeg, starter med at læse dem i dag så er det Sex & The City blandet med Desperate Housewives men det hele iscenesat med humor, ironi, samtidige anekdoter om tøj, politik, musik og andet, der rører sig. Og så foregår det hele i San Francisco - startende dengang byen var toppen af dekadence, og AIDS var ukendt!

Maupins første bog i serien udkom i 1978 - det er ikke nye ting her! Den unge Mary-Ann tager til byen på ferie, blilver forelsket (i byen) og beslutter sig for at blive. Hun finder en lille lejlighed i et hus på 28 Barbary Lane, hvis landlady er den excentriske Anna Madrigal med en hemmelilg fortid og en travl nutid som cannabisdyrker i baghaven. Alle nye tilflyttere får en stor joint i indflytningsgave!

I huset bor også Mona Ramsey, som har været lesbisk og nu ikke rigtigt ved, hvad hun er. Der er Michael Tolliver (kaldet Mouse) - en bøsse, som desperat leder efter sit livs kærlighed i byens dark rooms. Der møder han blandt andet Jon, en gynækolog, som senere har en affære med Beauchamp Day... som er gift med DeDe, som er datter af Mary Anns arbejdsgiver, Edgar Halcyon (som selv starter en affære med Anna Madrigal umiddelbart inden hans død). Anna og Edgar har uden tvivl også en hemmelighed sammen, men hvilken bliver ikke opklaret i denne roman - udover, at den har en forbindelse til en anden af husets beboere... eller muligvis flere!

Der er således sex, drugs og intriger en masse! Der er humor og slang fra perioden - året er 1976, og Carter blilver valgt til præsident. Mary Ann forvandler sig fra landsbymusen til byrotten; Mona genfinder D'Or, hendes tidligere sorte model... som ikke er så sort alligevel. Det er ganske enkelt forrygende! Det er også uforpligtende og underholdende læsning - men den slags skal jo også til. Og så vil jeg trods alt vove at påstå, at det er mere interessant end alverdens chick-lit - måske fordi det reelt set vel er gay-lit, og ligesom Marc Cherry har fået enorm succes med sine personskildringer i Desperate Housewives, så er der en evne også hos Maupin til bedre at gribe de skæve og sjove personer.

Jeg var fornuftig og købte de to første bind på én gang. Det ottende bind er netop udkommet - en serie, der strækker sig over en generation, hvor man kommer til at følge både personerne, men også USA's politik og ikke mindst byen San Francisco, som om nogen måtte ændre ansigt i 1980'erne. Jeg kommer til at blive godt underholdt - og jeg glæder mig!!!

Thursday, June 2, 2011

Mémoires d'un esclave américain - Frederick Douglass


























Ligesom Bogbrokken læste jeg om denne sandfærdige beskrivelse af en slaves liv, da jeg læste den nigerianske forfatter Adichies bog En halv gul sol, og ligesom Bogbrokken tænkte jeg, at den absolut måtte være værd at læse. Det er næppe et tilfælde, at Adichie tillægger denne bog en så stor betydning for den fattige dreng, Ugwu, som vil frem i livet - så da jeg ved et tilfælde faldt over den hos Oxfam kastede jeg mig over den franske udgave, som er fra 1980.

Det er en meget barsk beskrivelse af de reelle kår, som slaverne levede under i 1800-tallets USA; et liv, hvor basale begreber som menneskelig værdighed og respekt for medmennesket er ukendte fænomener. Douglass beskriver det i mange afsnit relativt nøgternt for at være så faktuel som muligt - hans bog var jo også et politisk værk, som skulle hjælpe abolitionisterne - og der er derfor ikke lagt meget vægt på fx hans møde med hustruen, som var en fri sort kvinde. Men der er alligevel følelser med - for Douglass kan ikke skrive om sit liv uden at smerten ved de gentagne ydmygelser skinner igennem.

Hans liv var næppe meget forskelligt fra andre slavers indtil han i modsætning til andre lærte at læse og skrive; hans frihedstrang voksede og han forsøgte én gang forgæves at flygte. Han var både på en plantation, men også udlejet som slave med lidt mere frihed - men netop denne frihed viste ham, hvordan livet kunne være... tjene sine egne penge og ikke blot aflevere dem til herren, som en anden luder til en alfons. Så han slap væk - og blev senere en førende fortaler for slaveriet ophør og forkæmper for de sortes rettigheder i USA.

Den danske udgave skulle have en af hans berømte taler som efterskrift til bogen, som han skrev i 1845 som ca. 27-årig - det mangler desværre i den franske ældre udgave. Men alligevel slår det, hvor velformuleret han er i betragtning af, at han lærte at lege med sproget i en fremskreden alder. Det er med rette blevet udråbt til at være en klassiker indenfor sin genre - en biografi og livshistorie, som kaster lys over et temmelig dunkelt kapitel i verdenshistorien!