Friday, March 31, 2017

Russka - Edward Rutherfurd



























  • Engelsk
  • 24.-31. marts
  • 1024 sider
  • Originaltitel: Russka

Jeg læste et sted, at denne historiske Rutherfurd-saga ikke er udgivet på russisk - men nu kan jeg selvfølgelig ikke finde det igen! Men det skulle da bestemt ikke undre mig!

Hvor Sarum var hans første roman, så er Russka skrevet i 1991 - og altså med et Rusland, der er noget anderledes end det, vi kender i dag.

Men i den lange historie, der følger landet igennem 18 århundreder er der rigeligt med kontroversielt indhold, som selv årtier senere uden tvivl kan mishage russisk censur.

Det er denne gang ikke en enkelt by - men snarere det russiske folk, vi følger. Dog er det centreret omkring to fiktive landsbyer, som begge hedder Russka. Vi starter ud på den barske russiske steppe med to familier, der over årene udvikler sig til fem familier. Der er som sædvanlig nogle modsætninger - her har vi kosakker, ortodokse, rige, fattige og senere kommunister og de reaktionære.

Gennem alle disse århundreder følger vi de fattige bønders skæbne, og kamp for frihed. Og så er ironien jo blot, at da revolutionen endelig kommer, så bliver det snarere værre for dem (og alle andre) i forhold til ytringsfrihed og mulighed for personlig berigelse.

Rusland er et specielt land; den russiske sjæl har måske behov for at have en faderfigur? I mine øjne er den tradition ikke forsvundet med tsarens fald. Tværtimod er russiske præsidenter i dag ikke langt fra at indtage samme rolle som tsaren gjorde for hundrede år siden. Både Lenin og Stalin var til fulde de perfekte erstatninger for denne - og Putin fortsætter jo nu i fin stil!

Rutherfurd kan det med at skrive en saga, så man ikke keder sig. Han formår at holde liv i sine familier kapitel efter kapitel, og tilføre dem nyt liv og udvikling, så man som læser ikke falder ind i en søvndyssende rytme.

Personligt ville jeg selvfølgelig gerne have haft, at han havde skrevet den tyve år senere - det kunne have været virkelig interessant at se hans fortolkning af den udvikling, der nu er sket.

Russka - og samtlige af Rutherfurds værker - er glimrende ferielæsning. Ikke fordi det er for nem læsning; men fordi det er her, man måske har tid til at læse mange sider om dagen, og kan fordybe sig i dem. Jeg håber da stadig, at der kommer flere - men det ser vist ikke lysende ud.

Thursday, March 23, 2017

Den gamle neger og medaljen - Ferdinand Oyono



























  • Fransk
  • 22.-23. marts
  • 192 sider
  • Originaltitel: Le vieux nègre et la médaille

Nu tørman jo faktisk dårligt skrive den titel - men ikke desto mindre var det, hvad den fik som dansk titel, da den blev udgivet i 1963. Det er stadig den titel, den bærer på fransk - hvor debatten om ordbrug ikke er så ophedet som hos os. Men det kommer uden tvivl, og så kan man jo vurdere om man skal ændre en bogs titel så mange år efter dens udgivelse, som var 1956 i Frankrig.

Det er dog i denne forbindelse værd at nævne, at det er en indfødt, der har skrevet romanen og dermed titlen. Ferdinand Oyono står også bag klassikeren En boy's liv, som udkom på dansk i 1965. Begge romaner er kritiske overfor kolonialismen og udkom altså inden Camerouns uafhængighed i 1960.

Meka er en ældre mand, som pludselig en dag bliver indkaldt til storbyen, hvor han skal modtage en medalje fra den hvide mand, som kommer til landet i forbindelse med 14. juli-festlighederne, som Frankrig jo også fejrede udenfor landets egne grænser. Det er lidt uklart hvorfor han skal have denne medalje - og hvilken medalje, det handler om. Men alene nyheden sætter gang i hele landsbyen, som jo alle indirekte er modtagere af den, hvis de bare på nogen mulig måde har en forbindelse til Meka.

Denne første halvdel er urkomisk med beskrivelserne af familie og venner, som sammenlignes med dyr - i stil med afrikanske traditioner, og en stil, som også Mabanckou benyttede sig af især i hans tidlige romaner.

Meka drager afsted med konen og en ged, der skal slagtes i den højtidelige anledning - og han får endda syet nyt europæisk tøj, som dog viser sig at være mere latterligt end noget andet.

Selve dagen er dog ikke en succes; Meka kender ikke til de hvides skikke, og champagnen bliver fatal for ham. Han mister sin medalje, og vågner fuld og ussel op i en stormflod - ingen kan længere genkende den stolte mand, som ydmyget må vende hjem med æren ødelagt! Dette bliver anledningen for ham og alle de andre til at indse den dobbeltmoral, som hersker hos koloniherrerne med deres fine taler om venskab.

Det er absolut samfundskritisk, og man kan måske argumentere, at den ikke ville stå distancen i dag. Men man skal jo huske på netop, at den blev skrevet under kolonimagten og er et direkte angreb på denne. Set i denne kontekst er den ligesom hans anden roman absolut vigtig og ret enestående i afrikansk litteratur.

Tuesday, March 21, 2017

Tråden - Victoria Hislop



























  • Engelsk
  • 17.-21. marts
  • 465 sider
  • Originaltitel: The Thread

Nu er jeg vist ved at være igennem Victoria Hislops bøger, som er glimrende som nem ferielæsning i flyet eller ved stranden. De har alle det til fælles, at de starter i nutiden for derefter at gå tilbage og fortælle en familiesaga. Et andet fællestræk er Grækenland, som er scenen for to af de andre romaner. Grækenland har en storplads hos hende åbenbart!

Denne gang er vi i Thessaloniki, hvor det græske barnebarn, der ellers bor i London, besøger sine bedsteforældre. Det bliver anledningen til, at de fortæller deres livshistorie startende med en storbrand, der hærgede byen i 1917. Her introduceres vi til en samling familier, der består af såvel ortodokse som jøder og muslimer - Thessaloniki var lidt af en smeltedigel. Dette ændrer sig i starten af 1920'erne, da krigen mellem Tyrkiet og Grækenland bryder ud, og ender med en ombytning af befolkningen - tyrkerne skal tilbage til Tyrkiet, som til gengæld sender alle deres græske indbyggere retur. Det er jo en massiv folkevandring, som ændrer såvel folks liv som landets struktur fundamentalt.

Venskaber brydes op, da muslimerne rejser. Og nogle årtier senere sker det samme med jøderne, da 2. Verdenskrig rammer byen. Efter krigen kastes landet jo som bekendt ud i borgerkrig og diktaturer, som først slutter op i 1970'erne. 

Alle disse begivenheder oplever vi igennem Dimitri og Katerina som de bærende protagonister. Det er en historie om en enkelt bys historie, som jeg faktisk ikke kendte meget til. Det er også en historie om krig og konflikter; religion, sociale uligheder etc. 

Det er ganske glimrende gribende læsning - men jeg forstår aldrig det behov for at sætte det ind i den rammefortælling? Historien ville jo stå ganske glimrende uden den indledende rørstrømske scene med barnebarnet.

Thursday, March 16, 2017

Le bouddha blanc - Hitonari Tsuji



























  • Fransk
  • 13.-16. marts
  • 287 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Dagen inden jeg satte mig på flyet til Mexico, nåede jeg at færdiggøre denne smukke lille roman, som ellers havde stået på mine hylder i årevis. Stor fejl - for det var jo en ren perle! Men japansk litteratur er jo ikke det jeg læser mest af.

Forfatteren har ladet sig inspirere af sin egen bedstefars historie i romanen om våbenmageren Minoru Eguchi, som bor på en lille japansk ø i starten af det 20. århundrede. Han er en følsom sjæl, der præges af dødsfald, og tit fornemmer overnaturlige ting. Han er en lille dreng på otte år, da historien starter - sammen med to venner leger de voldsomme lege, og driller kirkegraverens lidt tilbagestående søn, som dog ender med at blive hans tætteste ven.

Samtidig pines af han af det store eksistentielle spørgsmål - "hvor kommer jeg fra"- har vi en sjæl, og hvad sker der med den, når vi dør? Hans ene datter har klare erindringer som barn om et tidligere liv; og Minoru finder endda den familie, som sidst var hendes. Men disse hændelser giver ham en ærbødig respekt for de døde, som han gerne vil ære.

Da øen begynder at mangle plads til at begrave alle de døde, foreslår han, at man brænder alle knoglerne fra århundreders forfædre. Alle disse rester skal bruges til at bygge en enorm opretstående buddha, som skal beskytte og trøste øens beboere. Buddhaen har han set flere gange i sit liv i åbenbaringer, men først som gammel mand går han i gang med sit store projekt.

Det er en utrolig poetisk historie på trods af og måske på grund af emnet. Rørende smuk - og med en slutning, som måske kan få en til at tro på, at der er en højere mening med alting! Men desværre ikke oversat til dansk så vidt jeg kan se.


Monday, March 13, 2017

Paris sera toujours une fête - Danielle Mérian og mange andre



























  • Fransk
  • 12. marts
  • 128 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var faktisk startet på en længere rejseskildring fra Mellemøsten; men rejsefeberen er begyndt, og der var mange praktiske ting, der skulle ordnes i weekenden. Temperamentet var ikke til at starte en ny bog, som jeg vidste ikke kunne blive færdig inden.

I stedet var jeg lørdag forbi den Franske Bogcafé i centrum. Det er ikke tit, jeg køber bøger der - deres udvalg er lidt lille, og nyudgivelser er længe om at komme. Men denne lille samling af tekster er relativt ny, og det passede lige til søndagens underholdning.

Hemingways fantastiske bog om Paris er en klassiker for alle, der er forelskede i den by. Dens franske titel er 'Paris est une fête' - Paris er en fest.

Efter de voldsomme terrorangreb i januar og ikke mindst november 2015, strøg den lige til tops på de franske bestseller-lister. Befolkningen samledes, som man så det i medierne, omkring deres by og deres kærlighed til den. Attentaterne i november skete især omkring og for mennesker, der ganske enkelt festede - til en koncert eller med venner på en fortovscafé en dejlig fredag aften, som endte med 130 dødsfald.

Den franske advokat, Danielle Mérian, er på stedet morgenen efter - foran Bataclan, hvor hun lægger en blomst, og opfordrer franskmændene til at genlæse Hemingway, og ikke mindst med en appel om fred.

Danielle Mérian har derfor skrevet forordet til denne lille samling af tekster, som hylder Paris gennem forskellige forfatteres beskrivelser af byen. Det er fx digte af Baudelaire, Cendrars, Appollinaire; det er ældre tekster af Zola, Hugo - og byens første bad boy François Villon.

Der er mere moderne tekster af fx Queneau, Perec og Modiano - en fantastisk blanding, der alle har det til fælles, at det er byens sjæl, der er i fokus. Uanset om det er Zolas beskrivelse af grisehovederne i de gamle Haller eller de mere mondæne beskrivelser.

Bogen er opdelt i fire hovedafsnit - Paris, frihedens hovedstad; Ankomst til Paris; Parisiske vandringer og Minder om parisiske steder.

Hvert indledes de af et lille citat; og Hemingways er der selvfølgelig:

"If you are lucky enough to have lived in Paris as a young man, wherever you go for the rest of your life, it stays with you, for Paris is a moveable feast.” 

Jeg ved ikke om den bliver oversat til dansk; muligvis er det for indviklet at finde oversættelser af samtlige eksempler fra denne bog. Ikke alle findes nødvendigvis på dansk.

Men for alle, der elsker Paris, og kan læse fransk, er det en fantastisk kærlighedserklæring. Paris har rejst sig igen. Da jeg sidst var der, var det knap et halvt år siden attentaterne - og byen er præget af bevæbnet politi. Selv det mest beskedne supermarked på et gadehjørne skal se din taske inden du lukkes ind. Men knækket livsglæden har man ikke!

Friday, March 10, 2017

Maigret vender tilbage (Maigret XIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. marts
  • 157 sider
  • Originaltitel: Maigret

Nu skulle Maigret jo gå på pension; og jeg var simpelthen så nysgerrig, at jeg fortsatte direkte med næste bind for at se, hvordan den overgang skulle foregå!

Maigret er nemlig i sit hus langt ude på landet; der har han været i to år - og nyder livet med at fiske, slappe af og læse aviser. Han holder sig langt væk fra Paris og miljøet med de gamle kolleger. Men en tidlig morgen står hans unge nevø, Philippe, udenfor og er i lidt af en suppedas.

Plottet minder ret meget om det vi ser i nummer ti - Philippe skulle overvåge en barejer, der skulle anholdes om morgenen for narkobesiddelse. Men stik mod alle ordrer vælger han at blive inde i baren om natten, og hører ejeren, Pepito, blive skudt. Han bliver forvirret og farer rundt og rører ved revolver, og bliver genkendt på gaden - nu står han til at komme i fængsel, og Maigret må hjælpe nevøen ud af fadæsen.

Maigret vender tilbage til byen, og fører sin egen lille undersøgelse blandt byens underverden - det er et bandeopgør i datidens form; alle implicerede nægter at kende hinanden på trods af, at de alle er set sammen. Den unge prostituerede Maigret har 'hyret' som hjælper, forelsker sig i en af banditterne, og vil ikke længere hjælpe. Det lykkes dog selvfølgelig at få nevøen ud af klemmen og opklare det hele.

Så kan han roligt tage tilbage til sit stille landliv! Og det bliver så til endnu en lang pause i serien. Den næste rigtige krimi udkommer først i 1939; i den mellemliggende periode bliver det til en del noveller. Deraf mit dilemma.

Jeg har nu købt en stor samlet bog med alle noveller i - og den kommer meget passende med i kufferten næste uge. Der er en elleve timers flytur og to ugers ferie, hvor noveller må være glimrende læsning. Men jeg kan jo ikke færdiggøre den - efter de første 21 noveller er jeg tilbage, hvor bøgerne starter igen. Til gengæld skal de sidste syv noveller skiftevis ind mellem femten krimier - så den bliver nok først helt færdig på den anden side af sommeren. 

Det er den metode, jeg tror fungerer bedst - netop fordi kronologien viser sig at være relevant i historierne. Nu er der nevøen, der dukker op - og huset på landet - hvis jeg sprang rundt i det, ville jeg jo miste den parallelle historie, tænker jeg. Så Maigret tager dermed også på en længere ferie fra bloggen.

Thursday, March 9, 2017

Maigret og flodskipperen (Maigret XVIII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 7.-8. marts
  • 158 sider
  • Originaltitel: L'écluse N° 1

Maigret er tilbage ved sine sluser - men denne gang kun lige i udkanten af Paris med udsigt ind over byen og dens tårne og kirker.

En sen aften falder en sømand ned i kanalen - temmelig beruset - men værre bliver det, da han opdager, at han ikke er alene dernede. Den anden mand er Emile Ducrau, som ejer alle bådene i området samt kalkgrave, beværtninger, ejendomme og så videre. Han er blevet stukket i ryggen, men kommer sig dog hurtigt og ser en bonkammerat i Maigret.

Han bor i et større hus, hvor han har installeret sin elskerinde på anden sal, og den fordrukne sømand ved ikke, at det faktisk er Emile, der er far til hans lettere retarderede datter. Emile er en mand, der ikke tager mange hensyn til sine omgivelser - derfor rører det ham heller ikke meget, da hans egen søn hænger sig nogle dage senere.

Han orker ikke al den jammer derhjemme,og flygter hen til et lille værtshus med en mutter, der minder temmelig meget om Jaja i nummer atten i serien. Den nat findes endnu en mand dræbt.

Maigret er dog ved at gå på pension; det er den store overraskelse i denne krimi, hvor man også lærer, at der faktisk har været en lille datter, som er død spæd. Simenon har nu skrevet ud i et stræk i nogle år - de nitten krimier er alle skrevet fra 1930-1933; og jeg vidste, at der kom et stop. Det annonceres så nu med hans pensionering selvom han jo langt fra har alderen til det.

Det ved Emile Ducrau også - og han vil ansætte Maigret; muligvis også for at dække over sin egen forbrydelse. Hans skruppelløse opførsel fører nemlig også til den fordrukne sømands selvmord. Faktisk er det nok den krimi med flest døde i - men Simenon tro er der ikke nødvendigvis en morder, der skal i fængsel for alle disse mord. Til sidst ender Ducrau dog ved fængslets døre og så slutter det her i modsætning til så mange andre af krimierne, hvor det afsluttes hjemme i køkkenet eller stuen hos fru Maigret.

Simenon har vist virkelig troet på denne afsked med sin kommissær; men heldigvis ved vi jo i dag, at der skulle komme mange flere mysterier.

Tuesday, March 7, 2017

Stormen udenfor - Stefan Merrill Block



























  • Engelsk
  • 5.-6. marts 
  • 350 sider
  • Originaltitel: The Storm at the Door

Denne bog fandt jeg som en del af et pakketilbud forleden, hvor jeg fik tre bøger for 100 kroner. Der skulle handles lidt ind til ferie, som er lige om hjørnet. Men jeg synes dog ikke, at jeg ville læse om sindssygehospitaler under min ferie.

Stefan Merrill Block skriver her en roman, som er delvis fiktiv og delvist baseret på hans bedsteforældres historie. Frederick og Katharine mødes i starten af krigen i 1940'ernes USA. De kurtiserer kort og intenst, som man gjorde under de forhold verden var i - og Frederick bliver sendt ud til et krigsskib. Her bliver han syg, nærmest anorektisk og skriver desperat hjem til Katharine for at fri til hende. Dermed bliver de gift efter et halvt års bekendtskab; og Katharine opdager først senere, at den sygdom var symptomatisk for mange andre ting. De får fire døtre; men det er også turbulent med meget alkohol og utroskab, som Katharine lukker øjnene for. Indtil Frederick en dag står kun iført en regnjakke og blotter sig nede ved vejen - og politi, familie og venner får hende overtalt til at lade ham indskrive på Mayflower, som er et anerkendt privat psykiatrisk hospital.

Bogen følger skiftevis Fredericks og Katharines tanker og oplevelser i de måneder denne indlæggelse varer. Her er den fiktive del overvejende, da forfatteren jo ikke har kendskab til, hvad der foregik indenfor. Men det er uden tvivl et godt billede af, hvordan man behandlede psykiske lidelser. Elektrochok er helt normalt, og den siddende direktørs popularitet hos bestyrelsen er direkte forbundet med antal af selvmord på anstalten.

Læseren møder de andre indlagte, og får også en indsigt i, hvorfor de er endt der. Samtidig kæmper Katharine med en far, der ikke længere vil betale for svigersønnens behandlinger - og omverdenens syn på det. I længden bliver det jo svært at sige. at han "blot trænger til hvile".

Jeg havde dog lidt svært ved disse mange distancerede beskrivelser - der er ikke en reel dialog mellem de to ægtefæller. Barnebarnet har opdigtet en verden, der alligevel samtidig skal reflektere hans egne bedsteforældre - og mormoderen har brændt alt, hvad morfaderen skrev mens han var indlagt. Der er ganske få konkrete hændelser at hænge handlingen op på - og denne kombination af fiktion og virkelighed lykkes derfor ikke rigtig. 

Intentionen er da god; men så skulle man nok have skrevet den udelukkende som fiktion, og skabe mere dybde i protagonisterne. 

Det er dog rørende - men også meget tidstypisk - da Katharine ender med selv at hente Frederick hjem; vel vidende, at hun må leve med hans personlighed, som den er. Men det handler uden tvivl lige så meget om at bevare facaden i det sociale liv.

Jeg ville derfor ønske, at forfatteren havde holdt det til en fiktiv historie - at han ikke gjorde bunder tilsyneladende i en frygt for selv at være ramt af samme sygdom som bedstefaderen; og dermed et behov for at gøre op med egne dæmoner. Men så er dette nok ikke måden at gøre det på?

Saturday, March 4, 2017

Petit Piment - Alain Mabanckou



























  • Fransk
  • 3.-4. marts
  • 240 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne har jeg virkelig ventet længe på; den udkom allerede i oktober 2015 - men jeg kvier mig altså noget ved at give mere end 20 EUR for en hardback-udgave, når den er så hurtigt læst.

Men den var til gengæld værd at vente på! Mabanckou kan både begejstre og frustrere mig - nogle gange er det bare fantastisk; og andre gange er det mindre godt. Det er tit når han bevæger sig over i non-fiction eller debatgenren. Generelt er jeg dog så stor fan, at de ganske enkelt skal læses uanset hvad.

Denne gang er vi på et børnehjem i Republikken Congo, som jo er Mabanckous fædreland. Her bor den lille Tokumisa Nzambe po Mose yamoyindo abotami namboka ya Bakoko - eller Moïse for nemheds skyld. Han elsker den katolske præst, der hver søndag kommer og synger og danser med børnene. Pludselig en dag kommer han dog ikke - for nu er landet i gang med en revolution, og alle skal arbejde for den, og ikke bekymre sig om spirituel frelse. Moïse har en kammerat på børnehjemmet, men ellers styres det mest af et par tvillinger med hvem Moïse ender med at flygte til Pointe-Noire, som er målet for alle deres drømme.

Men i Pointe-Noire er der mange andre tilflyttere, og det er en kummerlig tilværelse som gadebørn og tiggere, der venter dem. Moïse arbejder for at skrabe penge sammen til bandelederne; men en dag ændres hans liv, da han møder bordelmutteren Madame Fiat 500 - og hendes to unge piger. Han bliver en slags søn af huset, og går til hånde mens han observerer det turbulente liv i bordellet.

Det får dog også en slutning, da byens borgmester beslutter, at alle prostituerede fra nabolandet - det andet Congo - skal ud af byen. Madame Fiat 500 og pigerne forsvinder, og Moïse bliver vanvittig.

I årevis vandrer han rundt; både psykologer og heksedoktorerforsøger at hjælpe ham - men faktisk vil han bare gerne dræbe borgmesteren, som står bag al hans ulykke. 

Historien strækker sig derfor pludselig og hurtigt over en del år, inden Petit Piment er tilbage på børnehjemmet, som nu er et fængsel.

Mabanckous sædvanlige humor og sarkasme er retur; han rammer de afrikanske arketyper lige på kornet - og jeg grinede en del. Men slutningen kom en anelse for brat; det er ikke en af hans bedste romaner. Men det var uendeligt godt at læse noget af ham igen!

Wednesday, March 1, 2017

Liberty Bar (Maigret XVII) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 28. februar - 1. marts
  • 188 sider
  • Originaltitel: Liberty Bar

Maigret er blevet kaldt til Côte d'Azur; men som den gode pariser, han jo er - så er han lidt skeptisk overfor alt det fremmede udenfor hovedstaden. Faktisk kan han slet ikke rigtigt komme i gang med selve mordsagen, for den lokale kommissær henter ham ved toget, og straks er de i gang med at drikke på en bar med udsigt over havet.

Men faktisk er han der jo for at opklare mordet på William Brown; en rig australier, der i mange år har boet ved kysten. Han har en kone og børn hjemme i Australien, hvor han var en af landets største jordbesiddere, men under en rejse til Frankrig blev han forelsket i det søde liv. Han boede i en villa langs kysten med sin elskerinde og dennes mor - og de blev bange, da de fandt ham myrdet i haven. For de levede jo på hans bekostning - men det viser sig, at de langt fra var de eneste.

Der er også en lille ussel bar - Liberty Bar - som faktisk ikke officielt er en bar. I dag fungerer det som et sted for sjælesørgere, som drikker sig fulde sammen med Madame Jaja og bidrager medlidt kostpenge. Desværre bor der også en ung luder, og Brown havde kastet sine øjne på hende .... udover elskerinden derhjemme i huset, og den aldrende Jaja. Det bliver til mange kvindfolk!

Maigret lader sig derfor først forvirre lidt over alt dette, og flyder med det søde liv. Men så beslutter han sig for, at det må være nok - og kommer selvfølgelig hurtigt til bunds i det. Endnu en gang uden at nogen skal i fængsel eller på anden måde lider overlast! Den ansvarlige gør nemlig det eneste fornuftige - dør selv af naturlige årsager.

Og Maigret er vist lettet, da han ender hjemme i Paris hos fruen, der serverer ordentlig solid kost for ham igen!