Petit Piment - Alain Mabanckou

• Fransk
• 3.-4. marts
• 240 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Denne har jeg virkelig ventet længe på; den udkom allerede i oktober 2015 - men jeg kvier mig altså noget ved at give mere end 20 EUR for en hardback-udgave, når den er så hurtigt læst.

Men den var til gengæld værd at vente på! Mabanckou kan både begejstre og frustrere mig - nogle gange er det bare fantastisk; og andre gange er det mindre godt. Det er tit når han bevæger sig over i non-fiction eller debatgenren. Generelt er jeg dog så stor fan, at de ganske enkelt skal læses uanset hvad.

Denne gang er vi på et børnehjem i Republikken Congo, som jo er Mabanckous fædreland. Her bor den lille Tokumisa Nzambe po Mose yamoyindo abotami namboka ya Bakoko - eller Moïse for nemheds skyld. Han elsker den katolske præst, der hver søndag kommer og synger og danser med børnene. Pludselig en dag kommer han dog ikke - for nu er landet i gang med en revolution, og alle skal arbejde for den, og ikke bekymre sig om spirituel frelse. Moïse har en kammerat på børnehjemmet, men ellers styres det mest af et par tvillinger med hvem Moïse ender med at flygte til Pointe-Noire, som er målet for alle deres drømme.

Men i Pointe-Noire er der mange andre tilflyttere, og det er en kummerlig tilværelse som gadebørn og tiggere, der venter dem. Moïse arbejder for at skrabe penge sammen til bandelederne; men en dag ændres hans liv, da han møder bordelmutteren Madame Fiat 500 - og hendes to unge piger. Han bliver en slags søn af huset, og går til hånde mens han observerer det turbulente liv i bordellet.

Det får dog også en slutning, da byens borgmester beslutter, at alle prostituerede fra nabolandet - det andet Congo - skal ud af byen. Madame Fiat 500 og pigerne forsvinder, og Moïse bliver vanvittig.

I årevis vandrer han rundt; både psykologer og heksedoktorerforsøger at hjælpe ham - men faktisk vil han bare gerne dræbe borgmesteren, som står bag al hans ulykke. 

Historien strækker sig derfor pludselig og hurtigt over en del år, inden Petit Piment er tilbage på børnehjemmet, som nu er et fængsel.

Mabanckous sædvanlige humor og sarkasme er retur; han rammer de afrikanske arketyper lige på kornet - og jeg grinede en del. Men slutningen kom en anelse for brat; det er ikke en af hans bedste romaner. Men det var uendeligt godt at læse noget af ham igen!