Maigret og flodskipperen (Maigret XVIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 7.-8. marts
• 158 sider
• Originaltitel: L'écluse N° 1

Maigret er tilbage ved sine sluser - men denne gang kun lige i udkanten af Paris med udsigt ind over byen og dens tårne og kirker.

En sen aften falder en sømand ned i kanalen - temmelig beruset - men værre bliver det, da han opdager, at han ikke er alene dernede. Den anden mand er Emile Ducrau, som ejer alle bådene i området samt kalkgrave, beværtninger, ejendomme og så videre. Han er blevet stukket i ryggen, men kommer sig dog hurtigt og ser en bonkammerat i Maigret.

Han bor i et større hus, hvor han har installeret sin elskerinde på anden sal, og den fordrukne sømand ved ikke, at det faktisk er Emile, der er far til hans lettere retarderede datter. Emile er en mand, der ikke tager mange hensyn til sine omgivelser - derfor rører det ham heller ikke meget, da hans egen søn hænger sig nogle dage senere.

Han orker ikke al den jammer derhjemme,og flygter hen til et lille værtshus med en mutter, der minder temmelig meget om Jaja i nummer atten i serien. Den nat findes endnu en mand dræbt.

Maigret er dog ved at gå på pension; det er den store overraskelse i denne krimi, hvor man også lærer, at der faktisk har været en lille datter, som er død spæd. Simenon har nu skrevet ud i et stræk i nogle år - de nitten krimier er alle skrevet fra 1930-1933; og jeg vidste, at der kom et stop. Det annonceres så nu med hans pensionering selvom han jo langt fra har alderen til det.

Det ved Emile Ducrau også - og han vil ansætte Maigret; muligvis også for at dække over sin egen forbrydelse. Hans skruppelløse opførsel fører nemlig også til den fordrukne sømands selvmord. Faktisk er det nok den krimi med flest døde i - men Simenon tro er der ikke nødvendigvis en morder, der skal i fængsel for alle disse mord. Til sidst ender Ducrau dog ved fængslets døre og så slutter det her i modsætning til så mange andre af krimierne, hvor det afsluttes hjemme i køkkenet eller stuen hos fru Maigret.

Simenon har vist virkelig troet på denne afsked med sin kommissær; men heldigvis ved vi jo i dag, at der skulle komme mange flere mysterier.