Friday, March 10, 2017

Maigret vender tilbage (Maigret XIX) - Georges Simenon



























  • Fransk
  • 9. marts
  • 157 sider
  • Originaltitel: Maigret

Nu skulle Maigret jo gå på pension; og jeg var simpelthen så nysgerrig, at jeg fortsatte direkte med næste bind for at se, hvordan den overgang skulle foregå!

Maigret er nemlig i sit hus langt ude på landet; der har han været i to år - og nyder livet med at fiske, slappe af og læse aviser. Han holder sig langt væk fra Paris og miljøet med de gamle kolleger. Men en tidlig morgen står hans unge nevø, Philippe, udenfor og er i lidt af en suppedas.

Plottet minder ret meget om det vi ser i nummer ti - Philippe skulle overvåge en barejer, der skulle anholdes om morgenen for narkobesiddelse. Men stik mod alle ordrer vælger han at blive inde i baren om natten, og hører ejeren, Pepito, blive skudt. Han bliver forvirret og farer rundt og rører ved revolver, og bliver genkendt på gaden - nu står han til at komme i fængsel, og Maigret må hjælpe nevøen ud af fadæsen.

Maigret vender tilbage til byen, og fører sin egen lille undersøgelse blandt byens underverden - det er et bandeopgør i datidens form; alle implicerede nægter at kende hinanden på trods af, at de alle er set sammen. Den unge prostituerede Maigret har 'hyret' som hjælper, forelsker sig i en af banditterne, og vil ikke længere hjælpe. Det lykkes dog selvfølgelig at få nevøen ud af klemmen og opklare det hele.

Så kan han roligt tage tilbage til sit stille landliv! Og det bliver så til endnu en lang pause i serien. Den næste rigtige krimi udkommer først i 1939; i den mellemliggende periode bliver det til en del noveller. Deraf mit dilemma.

Jeg har nu købt en stor samlet bog med alle noveller i - og den kommer meget passende med i kufferten næste uge. Der er en elleve timers flytur og to ugers ferie, hvor noveller må være glimrende læsning. Men jeg kan jo ikke færdiggøre den - efter de første 21 noveller er jeg tilbage, hvor bøgerne starter igen. Til gengæld skal de sidste syv noveller skiftevis ind mellem femten krimier - så den bliver nok først helt færdig på den anden side af sommeren. 

Det er den metode, jeg tror fungerer bedst - netop fordi kronologien viser sig at være relevant i historierne. Nu er der nevøen, der dukker op - og huset på landet - hvis jeg sprang rundt i det, ville jeg jo miste den parallelle historie, tænker jeg. Så Maigret tager dermed også på en længere ferie fra bloggen.

No comments: