Saturday, February 28, 2015

Rouge Brésil - Jean-Christophe Rufin



























  • Fransk
  • 22.-28. februar
  • 551 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jean-Christophe Rufin har en særlig plads hos mig. Han fascinerer mig som menneske, politiker, humanist og selvfølgelig som forfatter. Ikke desto mindre kom denne roman til at stå 13 år i reolen, inden jeg nu endelig har fået den læst. Det var den roman, der i 2001 skaffede ham den fornemste franske pris - Goncourt-prisen. 

Som forfatter har Rufin et par temaer, der går igen i hans historier - et af dem er rejser; han er jo selv en stor globetrotter. Og et andet er renæssancen og fransk historie i det hele taget. I Rød Brasilien kombinerer han på smukkeste vis de to ved at fortælle historien om et lidt glemt kapitel i fransk kolonisations historier. Nemlig da Frankrig koloniserede Brasilien i 1555 under ledelse af korstogtsridderen Villegagnon, som lagde til i bugten ud for Rio de Janeiro i 1555 med tre skibe.

Størstedelen af de ombordværende var straffefanger, som havde fået tilbudt rejsen i stedet for fængsel - til gengæld ville de aldrig kunne komme hjem. Princippet var nærmest en slags Noahs Ark - der var håndværkere indenfor alle fag, og meningen var, at man skulle slå sig ned og derfra forsyne Frankrig med råvarer såsom den specielle brasilianske røde træsort, som var velegnet til skibsbygning.

I Rufins historie er Villegagnon en af hovedpersonerne, men for at tilføre den et mere personligt islæt har han sneget to børn ind. Dette var også en del af planen - der skulle være forskellige aldersgrupper; men ingen kvinder. Just og Colombe vil dog ikke skilles, og de forklæder Colombe som dreng og får hende uset med om borde.

Vel ankommet til Brasilien skal de lære at begås de indfødte indianere - og leve med deres nøgenhed, som jo chokerer. Derudover er der rygterne om kannibalisme og derfor beslutter Villegagnon, at man skal bygge fortet ude på en ø i bugten, hvor de nemmere kan forsvare sig mod eventuelle angreb. Disse kunne komme fra indianerne, men især fra portugiserne, som endnu ikke vidste, at de var der - men Portugal havde jo selv påkaldt sig retten til Brasilien - historien skulle vise, at de jo fik ret!

Men i mellemtiden prøver Villegagnon at holde styr på sine tropper; og hurtigt udvikler det sig til en regulær religionskrig. Han havde selv bedt om forstærkninger - deriblandt nogle kvinder - men modtager et skib fuld af huguenotter, og nu udbryder der store teologiske diskussioner om, hvordan kirkemesserne skal foregå - er Gud i nadverbrødet eller er det kun et symbol? Dette blev et vigtigt stridspunkt i datidens skisme mellem katolikker og protestanter. Det hele ender galt med, at Villegagnon smider dem af øen og de ved hjælp af franskmændi fastlandet kommer tilbage i 1558.

Nu står Villegagnon tilbage med blot 80 mænd, og beslutter selv at rejse hjem for at bede kongen om hjælp - og det blev begyndelser på enden af det Antarktiske Frankrig, som de så pudsigt kaldte det - ikke just det man forbinder med nutidens solrige strande!

De to børn bliver jo i de fem år eventyret varer til unge mennesker; og Colombe vælger et liv baldnt indianerne mens Just bliver generalens højre hånd. Selvfølgelig er der også en lille kærlighedshistorie indblandet - men det er vel kun rimeligt for at bøde for den triste slutning, hvor de angribes af portugiserne og den franske drøm er slut.

Jeg synes til tider, at der var lidt for mange hensigter i bogen, som Rufin havde svært ved at komme i dybden med og følge helt til dørs. Men det er som altid en fryd at læse hans usandsynligt poetiske sprog.

Sunday, February 22, 2015

Le Prisonnier masqué - Secret d'Etat III - Juliette Benzoni


























  • Fransk
  • 16.-21. februar
  • 597 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fik jo heldigvis fat i sidste bind i trilogien og kunne hoppe direkte fra toeren over i afslutningen på historien om den unge Sylvie, som nu er 'midaldrende' efter datidens standarder.

Nu er vi ved Ludvig den 14.'s bryllup med den unge spanske infante Maria Theresa; et ægteskab, som startede lykkeligt men hurtigt viser sig at være som så mange andre kongeliges. Ikke mindst da kongens bror Philippe bliver gift. Brødrenes mor har villet undgå den kamp, der var mellem hendes egen mand, Ludvig den 13. og hans bror, om tronen. Dette har hun gjort ved at opdrage Philippe som en pige, og iklæde ham pigetøj det meste af hans liv. Philippe er notorisk homoseksuel - selvom det jo intet har med tøjet at gøre - og Ludvig den 14. tager sig i stedet lidt for kærligt af hans hustru.

Samtidig kæmper Sylvie med en ukendt mand, der gør krav på hendes grevskab ved at hævde, at han er hendes afdøde mands uægte barn - og, at han ved, at Sylvies søn ikke er hendes egen, men François de Vendômes. Igen er forfatteren selvfølgelig ude i spekulationer; men bogen krydres samtidig med en del faktuelle historier fra denne periode af det 17. århundrede. Man mærker måske mere end i de foregående bind, at hun er historiker frem for alt, og overleverer de dejlige historier på en fantastisk måde.

Så Sylvie er fortsat ved hoffet; mens hendes søn er på havet med den far, han ikke ved er hans egen. François de Vendôme kæmper for kongens gunst - da denne mistænker ham for at være hans egen far, vil han have ham væk fra sit åsyn. Tilmed føder dronningen en lille pige, som er mistænkeligt mørk i huden. På den tid anså man det for 'det onde øje' - men visse årvågne hoffolk begynder at mistænke dronningens negerslave - en historie, der skabte mange legender om en maurisk nonne. Den lille prinsesse døde efter sigende som spæd; men årtier efter talte man samtidigt om en nonne i et parisisk kloster, som var mulat. Måske fik dronningen nok af mandens utroskab og fandt sin egen elsker?

Endelig er der mysteriet om den maskerede fange - endnu en legende, som aldrig er opklaret og stadig spøger i fransk historie. Nogle mener, at det var en tvillingebror til kongen. Andre, at det var selve François de Vendôme, som ikke var blevet dræbt i det korstog, som man ellers havde fortalt befolkningen.

Faktum er, at der i årtier var en fange, hvis ansigt ingen så. Han havde - afhængig af overleveringen - en jernmaske, en fløjlsmaske ... men altid skjult! En fange, som uden tvivl var farlig for kongen og hans magt. Eller måske blot en demonstration af selvsamme magt?

Det er en personnage, som igennem tiden er personificeret i mangen roman - og man finder selvfølgelig aldrig ud af, hvem det var. Det er jo fascinerende i sig selv; men passede glimrende som en fiktiv afslutning på denne skønne historiske trilogi. Det er jo fantastisk med en serie, hvor man i flere uger er med de samme personer - og altid lidt antiklimaks, når man vender sidste side. Jeg er bestemt vild med historie - fiktion eller ej!

Sunday, February 15, 2015

Le Roi des Halles - Secret d'Etat II - Juliette Benzoni


























  • Fransk
  • 10.-15. februar
  • 487 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg var fyr og flamme for at komme i gang med anden del af Benzonis fascinerende historiske roman; indtil jeg nærmest selv forvandlede mig til en flamme. En rigtig grim influenza med flere dages temperaturer over 39 grader, gjorde det fuldstændig umuligt for mig at læse. Intet kunne jeg - og selvom det var oplagt at blive i sengen med en bog, var det for smertefuldt for øjne og hjerne.

Men nu går det da bedre og i mellemtiden ankom så tredje bind, så jeg kan hoppe direkte videre i den.

For mindre spændende er det ikke blevet i sagaen om den unge opdigtede Sylvie, som gemmes langt borte på et slot i Bretagne, som på den tid var uafhængig af den franske stat. Hverken kongen eller Richelieu kunne hente hende her - og alle tror de, at hun er død. Men efter nogle år begynder det at florere med rygter, og Sylvie må igen væk. Denne gang til et kloster midt i løvens gab; men et kloster i Paris, der er under kongens beskyttelse, og hvor man mener, at Sylvie kan være i sikkerhed uden at skulle aflægge nonneløftet.

Men den grumme Laffemas får færten af hende - endnu engang lokkes hun til Richelieu, som principielt beskytter hende; men som omgives af særdeles onde mennesker. Endnu engang falder hun i forkerte hænder og bliver reddet. Denne gang lykkes det og hun kan vende tilbage til Paris og til hoffet - og gense sin elskede François, som dog ikke værdiger hende et blik.

Hun hævner ved at gifte sig med greven af Fontsomme; en fiktiv person, men som sagtens kunne have eksisteret. Richelieu dør. Kongen dør, Og den unge Ludvig XIV tager sin spæde skridt som regent - han er trods alt kun fire år gammel.

I 1648 starter Fronden, som er adelens angreb på Richelieus efterfølger - den ikke mindre ambitiøse kardinal Mazarin. Han styrer sammen med enkedronningen landet med hård hånd, da kongen endnu er for ung til at have sit ord i den sag. 

François de Vendôme spiller en vigtig rolle i denne konflikt, hvor han får tilnavnet, som har givet bogen dens titel - Kongen af Hallerne. Hallerne var selvsagt byens marked - men omringet af Mazarins soldater var planen at udsulte byen, og François' rolle bliver at skaffe mad indenfor byens porte. Men nu er han pludselig overbevist om sin kærlighed til Sylvie, og da hendes egen mand vender tilbage fra krigen og finder François i hans slot, udvikler det sig til en duel, hvor Sylvies mand dør.

Det er igen meget fiktion påduttet historiske personer; men fakta er, at François de Vendôme i 1652 dræbte sin egen svoger i en duel - så det er i hans personlighed; og således formår Benzoni at flette fiktion og fakta sammen til en troværdig historie endnu engang.

Tuesday, February 10, 2015

La chambre de la reine - Secret d'Etat I - Juliette Benzoni


























  • Fransk
  • 7.-9. februar
  • 466 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Først var jeg ret snu, synes jeg selv! Jeg besluttede nemlig, at der skulle sættes en lille stopper for bogindkøbene indtil jeg skal ud at rejse start marts, og der helt sikkert vil vende hjem med en kuffert fuld. Så jeg startede alfabetisk fra en ende af i mine franske Pocket-bøger, og endte ved B - første ulæste bog. 


Det viste sig oven i købet, at den havde stået der siden maj 1999 - det er jo et stykke tid! Da jeg så nåede længere og længere ind i læsningen, og lige skulle tjekke, hvor meget var fup eller fakta - så opdagede jeg, at det var en trilogi. Men i 1999 er der altså kun kommet de to første bind med hjem.
Den er heldigvis stadig i oplag - og på vej til Danmark.

Heldigvis, for jeg blev jo hurtigt opslugt af denne halvhistoriske roman. Der er en del reelle personer i tiden omkring Ludvig den 13. og Richelieu - hans enerådige minister; men også fiktive karakterer, som tilfører historien spændingen.

I 1626 angribes et større gods (eller mindre slot), og en hel småadelig familie udslettes; kun den lille Sylvie undslipper. Hun er fire år gammel, da hun bliver fundet vandrende i skovene af den reelle person François de Vendôme, som er barnebarn af den ikoniske konge Henri IV, dog med en af hans elskerinder. Vendôme-familien tager hende til sig, og giver hende et andet navn - selv er hun så lille, at hun intet erindrer. Hun er fiktiv men alle omkring hende af rang er historiske personer. De sørger for, at de bødler, som sandsynligvis vil dræbe hende, hvis hun findes, kan holdes lidt på afstand.

Elleve år senere er den lille Sylvie blevet til en ung og smuk 15-årig, som ansættes som hofdame for Anne d'Autriche; den franske dronning.

Ludvig den 13. var gift med Anne d'Autriche og efter mere end tyve års ægteskab var de stadig barnløse; kongens bror så selvfølgelig uanede muligheder i dette, da han var næste i rækken til den franske trone.

Sylvie bliver involveret i kredsen omkring dronningen og ikke mindst hendes elsker, som er den selvsamme François de Vendôme. Der er hemmelige møder, og hede nætter og så skal kongen selvfølgelig tvinges til at tilbringe en nat i dronningens seng for at legitimere en potentiel graviditet.

Den kommer heldigvis; og selvfølgelig er der intet belæg for at sige, at han ikke er faderen til den kommende Ludvig den 14.; men man kan vel undre sig over, hvorfor der skulle gå så mange år? Andre historikere mener at vide, at han er homoseksuel - under alle omstændigheder var han ikke en kendt skørtejæger.

Denne historie vikles ind i Sylvies livshistorie; hendes identitet bliver endelig opdaget, og hun bliver bortført med vold og giftet til den mand, der overtog hendes barndoms slot. Han er dog ikke interesseret i hendes mødom; men overlader dette arbejde til Richelieus bøddel, Laffemas - en anden historisk person, som ikke just led af en overvældende popularitet i befolkningen.

Sylvie formår endnu en gang at slippe væk - og endnu en gang redder den smukke François de Vendôme hende .... en rigtig cliffhanger-slutning.

Man kan diskutere, hvorvidt det er relevant at blande fakta og fiktion - personligt generer det mig ikke, så længe der er en vis respekt for fakta. Det er der i Benzonis romaner; hun er en anerkendt historiker - og desværre er det jo nemmere at få denne type historier læst, hvis det er mindre tørt.

Det var en absolut glædelig opdagelse inden i reolernes mørke.

Friday, February 6, 2015

Rosie Carpe - Marie NDiaye


























  • Fransk
  • 2.-5. februar
  • 393 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Ikke belært af sin erfaring kan jeg konkludere!

I 2011 læste jeg NDiayes roman, som vandt den franske Goncourt-pris i 2009; og jeg var absolut ikke begejstret - og så går jeg ud og investerer i endnu en af hendes romaner??? Jeg kan kun undskylde det med mit besvær med at skaffe fransk litteratur i Danmark. Jeg var hungrende - og måske forvekslede jeg hende så i farten med Fatou Diome, som skriver smukke og vedkommende romaner om afrikansk kultur.

I denne langt tidligere roman handler det om hvide franskmænd - mest. Men de er frastødende og ækle personnager, som man slet ikke kan forholde sig til. Et forældrepar, som tilsyneladende ikke holder af eller bekymrer sig om deres børn. De to unge tager efter gymnasiet til Paris for at studere - men drengen holder hurtigt op for at hellige sig et liv med druk og stoffer. Pigen - Rosie Carpe - er vist ikke helt skarp; og hun dumper. Så slår forældrene nærmest hånden af dem; broderen forsvinder og Rosie tager et usselt job på et motorvejshotel, hvor hun bliver seksuelt udnyttet af en underchef, som tror, at han er overchef. Hun bliver gravid - men kan heller ikke rigtigt tage sig af barnet, der næsten dør.

Da hun pludselig er gravid igen uden overhovedet at kunne forstå, hvordan det er foregået, beslutter hun sig for at tage til Guadeloupe, hvor broderen er rejst til nogle år inden. Hans gloriøse breve fortæller jo om villa med svømmepøl og rigdom i overflod.

Virkeligheden er dog - selvfølgelig - en noget anden; og det viser sig, at de mystiske forældre faktisk også er der. Moderen har fået liftings for alle familiens penge, og er nu gravid og sammen med en langt yngre mand. Til gengæld har hun taget mandens meget unge pige og 'givet' ham som elskerinde til sin officielle mand. Og broderen finder Rosie ingen steder.

Midt i hele dette rod er der Lagrand, den eneste sorte i romanen - som ikke forstår disse hvides opførsel. Han græmmes ved dem - som læseren; men udnytter samtidig den faldne brors afhængighed af ham. 

Det hele er faktisk så deprimerende og sygt, at man ikke vil forstå, at dette kunne være virkelighed. Prostitution af sine egne børn, total omsorgssvigt og en hel familie, der i generationer er ude af stand til at fungere normalt.

Ingen af dem virker i det mindste sympatiske på læseren; og derudover er der samme problem med skrivestilen, som gentager de samme ting i en uendelighed, så man bliver vanvittig.

Det var faktisk en rigtig ubehagelig læseoplevelse - men jeg ville jo stædigt have slutningen ... som desværre kun var endnu værre. Et totalt fejlkøb - men nu er navnet graveret i min hjerne på den store No Go-litteraturliste.

Monday, February 2, 2015

Ô Verlaine - Jean Teulé


























  • Fransk
  • 30. januar - 1. februar
  • 338 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jean Teulé skriver tit om historiske personer og begivenheder - men altid set fra et sarkastisk, ironisk og lidet flatterende synspunkt. 

Som tidligere nævnt kan det variere en del i kvalitet - men med hans historie om François Villon havde jeg genfundet lidt entusiasme i modsætning til de foregående, og Verlaine er blandt mine absolutte favoritter af franske digtere. 

Verlaine er jo mest kendt for sit turbulente forhold til Rimbaud - en histoire, som selvsagt var skandaløs på sin tid. En historie om homoseksualitet, vold og endelig en pistol, der går af i et hotelværelse i Bruxelles. Det bliver enden på forholdet mellem de to, og Rimbaud, som beskrevet i Whites biografi af ham, rejser til Ethiopien, hvor han dør alt for ung.

Men Teulé tager i denne lille satire fat i slutningen af Verlaines eget liv. Han er 51 år gammel, og lever et usselt liv i Paris, hvor han bor hos snart den ene snart den anden af de kvinder, som ikke kan give slip på ham på trods af hans druk og misbrug.

Penge har han ingen af; han tigger hos alle og drikker pengene op lige så hurtigt de kommer ind. Men netop her mod slutningen af hans liv, hvor hans største værker er skrevet, der får ungdommen øjnene op for hans poesi, og de støtter ham. Da han kommer på hospitalet samler de mad, og besøger ham dagligt - han lider af alt fra syfilis til skrumpelever.

Historien fortælles med den unge bondedreng, der er rejst fra Sydfrankrig til Paris for at være tæt på sit idol, og beskytter ham mod alt og alle. Desværre er det ikke nok for Verlaine, der selv er klar over, at selvdestruktionen er total. Imellem historien om Verlaine og hans drukvenner genskrives hans smukke smukke digte.