Rouge Brésil - Jean-Christophe Rufin

• Fransk
• 22.-28. februar
• 551 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jean-Christophe Rufin har en særlig plads hos mig. Han fascinerer mig som menneske, politiker, humanist og selvfølgelig som forfatter. Ikke desto mindre kom denne roman til at stå 13 år i reolen, inden jeg nu endelig har fået den læst. Det var den roman, der i 2001 skaffede ham den fornemste franske pris - Goncourt-prisen. 

Som forfatter har Rufin et par temaer, der går igen i hans historier - et af dem er rejser; han er jo selv en stor globetrotter. Og et andet er renæssancen og fransk historie i det hele taget. I Rød Brasilien kombinerer han på smukkeste vis de to ved at fortælle historien om et lidt glemt kapitel i fransk kolonisations historier. Nemlig da Frankrig koloniserede Brasilien i 1555 under ledelse af korstogtsridderen Villegagnon, som lagde til i bugten ud for Rio de Janeiro i 1555 med tre skibe.

Størstedelen af de ombordværende var straffefanger, som havde fået tilbudt rejsen i stedet for fængsel - til gengæld ville de aldrig kunne komme hjem. Princippet var nærmest en slags Noahs Ark - der var håndværkere indenfor alle fag, og meningen var, at man skulle slå sig ned og derfra forsyne Frankrig med råvarer såsom den specielle brasilianske røde træsort, som var velegnet til skibsbygning.

I Rufins historie er Villegagnon en af hovedpersonerne, men for at tilføre den et mere personligt islæt har han sneget to børn ind. Dette var også en del af planen - der skulle være forskellige aldersgrupper; men ingen kvinder. Just og Colombe vil dog ikke skilles, og de forklæder Colombe som dreng og får hende uset med om borde.

Vel ankommet til Brasilien skal de lære at begås de indfødte indianere - og leve med deres nøgenhed, som jo chokerer. Derudover er der rygterne om kannibalisme og derfor beslutter Villegagnon, at man skal bygge fortet ude på en ø i bugten, hvor de nemmere kan forsvare sig mod eventuelle angreb. Disse kunne komme fra indianerne, men især fra portugiserne, som endnu ikke vidste, at de var der - men Portugal havde jo selv påkaldt sig retten til Brasilien - historien skulle vise, at de jo fik ret!

Men i mellemtiden prøver Villegagnon at holde styr på sine tropper; og hurtigt udvikler det sig til en regulær religionskrig. Han havde selv bedt om forstærkninger - deriblandt nogle kvinder - men modtager et skib fuld af huguenotter, og nu udbryder der store teologiske diskussioner om, hvordan kirkemesserne skal foregå - er Gud i nadverbrødet eller er det kun et symbol? Dette blev et vigtigt stridspunkt i datidens skisme mellem katolikker og protestanter. Det hele ender galt med, at Villegagnon smider dem af øen og de ved hjælp af franskmændi fastlandet kommer tilbage i 1558.

Nu står Villegagnon tilbage med blot 80 mænd, og beslutter selv at rejse hjem for at bede kongen om hjælp - og det blev begyndelser på enden af det Antarktiske Frankrig, som de så pudsigt kaldte det - ikke just det man forbinder med nutidens solrige strande!

De to børn bliver jo i de fem år eventyret varer til unge mennesker; og Colombe vælger et liv baldnt indianerne mens Just bliver generalens højre hånd. Selvfølgelig er der også en lille kærlighedshistorie indblandet - men det er vel kun rimeligt for at bøde for den triste slutning, hvor de angribes af portugiserne og den franske drøm er slut.

Jeg synes til tider, at der var lidt for mange hensigter i bogen, som Rufin havde svært ved at komme i dybden med og følge helt til dørs. Men det er som altid en fryd at læse hans usandsynligt poetiske sprog.