La régente noire (La Cour des Dames I) - Franck Ferrand

 

• Fransk
• 30.-31. juli
• 417 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg bestilte denne trilogi netop som franske medier eksploderede med kontroverser om Franck Ferrand, forfatteren af bogen. Han er historiker, direktør for Cité de l'Histoire, et interaktivt museum i Paris med fokus på historie. Han er cykelentusiast, og fast kommentator for de franske tv-kanalers dækning af Tour de France - og så er han ven med og stor beundrer af Eric Zemmour, som om nogen kan få franskmændene op i det røde felt med hans antisemitiske, antifeministiske højreekstremistiske idéer. Ikke just fornøjeligt selskab! Men nu var bøgerne jo bestilt og jeg besluttede at fokusere på dem.

Det er en trilogi, som oversat hedder Damernes hof, en titel som refererer til de stærke kvinder, der fandtes i Europa i det 16. århundrede. I Frankrig var François I konge; i Spanien regerede den tysk-romerske kejser Charles V og i England var Henry VIII jo konge - det er et sjovt sammentræf, at disse tre enorme personligheder var stort set samtidige og samtidig hinandens venner og fjender i de skiftende politiske alliancer i århundredet. Det gjorde dem nok mere sultne, at de alle var født med blot nogle års mellemrum og havde taget tronen unge - de skulle alle bevise noget.

De havde også stærke kvinder bag sig. François I's mor, Louise de Savoie, var reelt regent for Frankrig i mange år både da hendes søn var ung, men også når han var væk i krig. Ligeledes var hans søster Marguerite en dygtig politiker og diplomat. Charles V's tante, Marguerite, regerede Nederlandene for ham i mange år. Henry VIII havde jo som kendt et noget andet forhold til kvinder!

Den første bog i trilogien foregår fra 1520 til 1531, hvor François I er ung konge med blod på tanden. Han blev kendt som kongen, der braget Leonardo da Vinci til Frankrig, hvor denne døde i 1519. François I ville have de italienske stater Milano og Napoli, og det skabte flere krige - som endte med at han blev taget til fange af Charles V efter nederlaget ved Pavia i februar 1525. Han sidder i fangenskab i Spanien i næsten et år - og løslades udelukkende fordi han sender to nye gidsler til det spanske hof. Sine egne to sønner. Intet mindre end kronprinsen og hans yngre bror på blot otte og seks år.

Det var barske vilkår at være kongelig skabrik i de tider! Men så er det kvinderne træder til - og Louise de Savoie, Marguerite og Marguerite mødes i Cambrai i Nordfrankrig, hvor de forhandler i en måned og ender med det, der blev kendt som Damernes fred. Endelig kunne de to små prinser komme hjem.

Det er en virkelig spændende vinkel på en - for mig - velkendt historie. Der er dog visse faktuelle fejl i datoer og årstal, som er virkelig irriterende. Pudsigt nok er det en kritik af Franck Ferrand, at han ikke er faktuel nok - ikke et godt skudsmål for en historiker. Men fascinerende historielæsning.

Ilden - Henri Barbusse

• Fransk
• 24.-29. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Le feu

I forbindelse med hundrede-års-jubilæet for 1. Verdenskrig var der i Belgien og Frankrig en fornyet interesse for den litteratur, der udkom som et resultat af den krig, man håbede blev den sidste. La der des ders. Sådan skulle det selvfølgelig ikke blive. Der var ellers rigeligt at blive skræmt af, hvis man læste førstehåndsfortællingerne fra dem, der var så heldige at vende hjem igen.

En sådan var Henri Barbusse, som var 41 år gammel, da krigen brød ud. Alligevel engagerede han sig, og insisterede ydermere på at komme til fronten og ikke et af de behagelige kontorjobs langt fra skyttegravene. Han blev en del af infanteriet; absolut kanonføden i en krig, der nåede nye rekorder for rædsler og helt enorme tab. Det er jo ikke til at forstå, at slag som Verdun et la Somme kostede næsten 2 millioner menneskeliv; og på en enkelt dag døde 27.000 soldater.

Det var en virkelig barsk krig; den varede i mere end fire år på en front, der ikke rykkede sig meget. Det var udmarvende, og det krævede en enorm logistik at flytte soldater til fronten og tilbage; at skaffe sårede ind i landet til behandling - for de døde lå jo som regel i ingenmandsland mellem skyttegravene. Dertil kommer transport af mad osv. Soldaterne skiftedes til at være i frontlinjen, for man forstod hurtigt, at de ikke kunne klare mere end 4-6 dage i skyttegravene. Det var ekstremt tungt og omkostningsfuldt at føre krig på denne måde.

Barbusse er ved fronten fra december 1915 til juni 1917; men han er såret af flere omgange, og trækkes dermed ud af kamp. Han vender dog altid tilbage. Men mens han rekonvalescerer, skriver han sin roman, som udkom i 1916, og straks modtog Goncourt-prisen; den ypperste litterære pris i Frankrig.

Det var dog ikke alle, der var begejstrede for hans roman, som følger en unavngoven jeg-fortæller med sin eskadron. De er fra alle steder i Frankrig; både socialt, geografisk aldersmæssigt. Så dialogerne foregår i franske dialekter, der er så fremmedartede, at det er nødvendigt med fodnoter til det meste.

Barbusse beskriver også tingene præcist som de var. Allerede under krigen var det svært at forene de to verdener. Soldaterne levede et mareridt 24 timer i døgnet, men når de så var på orlov, kunne de ikke forstå, hvordan verden virkede nærmest normal i byer som fx Paris. Dem derhjemme derimod ville helst ikke høre for meget om krigen; de var jo helte, der beskyttede fædrelandet - det måtte da give dem en vis stolthed? Og de fik jo mad, ikke? Der er flere situationer, hvor Barbusse beskriver disse absurditeter, hvor soldaterne ender med bare at give efter. For hvordan skal man forklare, at man har sovet i dagevis i en skyttegrav sammen med en hel række lig, hvis indvolde vælter ud af maven, hjernemasse sidder fast i ens hår og forrådnelse og stank sidder i næseborene for altid.

Det var ikke politisk korrekt at sige hele sandheden! Da en tidligere soldat i 1917 rejser til USA for at tale til Kongressen for at overtale USA til at gå ind i krigen, retter han voldsomme anklager om forræderi mod Barbusse. Hvis amerikanerne havde læst bogen, havde de vel ikke lyst til at kaste sig ud i den visse død!

Det er virkelig barsk læsning; ligesom Primo Levi udødeliggjorde 2. Verdenskrig i kz-lejrene, så er 1. Verdenskrig personificeret i Barbusses mesterværk. Denne udgave var tilføjet endnu mere stof. da den udgjorde en del af 2015-pensum til optagelsesprøver til de bedste universiteter i Frankrig. Hvert år offentliggøres listen, og i 12015 var temaet krig til eksamen i fransk og filosofi. Det er typisk i 19-20-årsalderen, og listen indeholder ofte klassikere fra græsk eller latinsk kultur, og så gode gamle klassikere som Ilden. Det er en fin måde at holde live i ældre litteratur; men bestemt også med til at gøre franskmændene lidt mere intellektuelt inspirerede og inspirerende end mange andre nationaliteter!

De glemte ords bog - Pip Williams

 

• Engelsk
• 22.-23. juli
• 432 sider
• Originaltitel: The Dictionary of Lost Words

Efter den lidt tunge og lange historie om ghettooprøret, trængte jeg til noget lettere. Det blev til en hurtig tur i boghandlen for at lade mig inspirere.

Det skulle vise sig at være lidt mere interessant end forsiden kunne give anledning til at tro! 

Historien er baseret på den sande historie om, hvordan det nok mest berømte engelske leksikon - eller ordbog - blev til.

Mange af de centrale personer er reelle; der er hovedmanden bag ideen og udførelsen, James Murray, som arbejdede på den fra 1879 til 1915. Alene den historie er jo fascinerende og helt ukendt for mig; man samlede små kartotekskort med citater, forklaringer eller eksempler på, hvordan et ord blev brugt. Alle disse sedler kom blandt andet fra eksterne bidragsydere, da man annoncerede i fx aviser for at få hjælp - alle var faktisk med til at skabe dette leksikon.

Sedlerne lå i bunker med elastikker efter ord eller bogstav i uendelige små huller i væggen indtil man kunne enes om, hvilke eller hvilken beskrivelse skulle trykkes. Bindene udkom med nogle års mellemrum indtl 1928; og så startede man forfra med en opdatering.

Parallelt med historien om de rigtige personer og omstændigheder er der Esme, hvis far arbejder for Murray. Hun er moderløs og tilbringer derfor mange af sine dage under bordet i sale, hvor der arbejdes med ordene. Hun udvikler en interesse og sans for ord; men opdager også, at visse ord ikke kommer med. Det er fx stødende ord eller vulgære ord - det er alle de ord, hun hører, når hun er på marked med tjenestepigen. Det er alle de ord, som den arbejdende og tjenende klasse benytter sig af; og det er det sprog, der bruges af dem som ikke kan læse og skrive.

Hun begynder selv at samle på små sedler og gemmer dem i en kuffert under tjenestepigen Lizzies seng. Hun opdager en helt ny verden - kvindernes verden; med ord, der er intime men også de ord, der beskriver kvindernes kamp for stemmeret og mere frihed i årene inden 1. Verdenskrig.

Esme er en lidt spøjs hovedperson; hun tager ikke helt form for mig - det fokuserer meget på ordene, og det kan godt blive lidt for meget snak om de små lapper. Det bliver en lidt forvirrende historie, hvor fokus ikke er på hverken det ene eller det andet. 

Det er en interessant historie om ordbogens tilblivelse; men den er sekundær i forhold til Esme.

Esme kunne være en figur, der kommer til live, men hun forbliver også lidt sekundær i forhold til ordbogen. Så det er uklart for mig, hvor fokus skal være. Endelig er jo en kærlighedshistorie - eller faktisk flere - som tager os et stort spring til 1989 i epilogen. Denne del er for mig fuldstændig overflødig, især da den pludselig bringer nogle interessante detaljer frem uden forbindelse til resten af historien - for lidt, for sent!

Mila 18 - Leon Uris

 

• Engelsk
• 17.-21. juli
• 576 sider
• Originaltitel: Mila 18

Jeg vil gerne læse nogle klassikere hvert år; og Leon Uris har læge stået på listen. Han er nok mest kendt for mesterværket Exodus, som jeg også har liggende i bunken, men har skrevet omkring femten romaner, mange af dem med jødernes skæbne som hovedtema.

Mila 18 foregår i Warszawa, da krigen starter. Historien bekriver livet fra flere sider. Der er den amerikanske journalist, Christophe de Monti, som bliver i byen efter den tyske invasion, da den amerikanske ambassade stadig er neutralt område. Han har en affære med Deborah; en jødisk kvinde, somer gift med Paul. Paul var inden krigen ikke specielt ortodoks, men efter at have mistet armen i krigens første dage, bliver han af tyskerne udpeget til at indgå i det jødiske råd, der skal fungere som en mini-regering i ghettoen. Selvfølgelig skal de udføre nazisternes arbejde, men de får jo også en særskilt placering i det interne hierarki.

Alexander Brandel er en af de mere ortodokse ledere; han fører også en dagbog over krigen og senere livet i ghettoen; efter sigende inspireret af Emanuel Ringelblums liv, og de papirer man rent faktisk har fundet efter krigen.

Andrei Androfski er rebellen; han vil kæmpe mod fjenden og agter ikke at lade sig kue. Han er også søster til Deborah, og har selv et forhold til Gabriela, som arbejder på den amerikanske ambassade. 

Så der er lidt fra alle fronter - og en passende mængde romantisk forvirring. Derudover følger man også krigen fra den tyske side - ikke mindst gennem den modbydelige Franz König, der som tysk minoritet i Polen nu endelig ser sin mulighed for at blive til noget, få magt - og hævn.

Mila 18 er navnet på en af mange bunkere, som skjulte de jødiske modstandskæmpere, der stod bag ghettooprøret i 1943, hvor mere end 13.000 jøder mistede livet, da de nægtede at overgive sig. De vidste jo også, hvilken skæbne der ventede dem. Men deres død under oprøret var næppe mere skånsom - men det kunne ingen død jo være.

Bogen er fra 1961, og selvom det er en evigt relevant og interessant historie, så er der nogle bøger, der ikke ældes vel.

Uris er jøde; og det skinner meget igennem i hans temmelig upartiske beskrivelser af tyskerne. Det er for meget og for ubehageligt - jeg foretrækker selv at danne mig den slags billeder og konklusioner. der er lidt for mange klichéagtige fordomme; for selv om tyskerne var fjenden, så var det jo ikke alle tyskere, der købte ind i ideologien bag nazismen. 

Jeg vil læse Exodus - det er hans hovedværk; men jeg håber den er lidt mere nuanceret end denne.

Paris-Briançon - Philippe Besson

 

• Fransk
• 16. juli
• 202 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er lidt overrasket over, at jeg ikke har læst flere bøger af denne ellers yderst produktive franske forfatter. Jeg har læst nogle - men det er før bloggen blev oprettet; og han udgiver i snit en roman om året. Men navnet var jo bekendt, og anmeldelserne i franske medier var gode - så den havde længe stået på min ønskeliste. Heldigvis skulle jeg ikke vente på paperback-udgaven men fandt den på biblioteket.

Det er en intens lille roman; blot tohundrede sider i 45 kapitler. Det er hændelser, følelser og personer, der er komprimerede i en kort tidsperiode. En fredag aften i foråret forlader et nattog Austerlitz-banegården i Paris. Destinationen er den lille by Briançon i de franske alper tæt på den italienske grænse.

I de indledende kapitler introduceres vi for de forskellige passagerer. Den midaldrende læge, Alexis, der deler kupé med den unge Victor. Den fraskilte mor, Julia med hendes to børn. Den omrejsende sælger, Serge, og det pensionerede ægtepar Jean-Louis og Cathérine. De fem unge studiekammerater, der ryger joints i deres kupé.

Der er en speciel stemning i et nattog. Det var gået helt af mode - nu er det på vej tilbage; som ung rejste jeg en del gange til Paris med nattoget fra København, og det var dejligt at rejse langsomt og se ud undervejs. At mærke lydene og bevægelserne i toget om natten - og vågne op et helt nyt sted. Det er som at være i en helt anden verden for en kort stund.

De tretten passagerer vi introduceres for har hver deres historie. Hver deres årsag til at tage dette tog - og der er jo altid en, der ikke skulle have været ombord. De rystes sammen på kryds og tværs og i mindre grupper.

Det er så fristende at fortælle hele handlingen her; men man kunne jo håbe, at netop denne roman oversættes til dansk. Vi ved allerede fra starten, at noget går galt. Nogle vil ikke komme frem til Briançon. Nogle vil dø. Men vi ved ikke hvordan. 

Så mens vi følger deres liv krydse veje sker det pludselig. En ny aktør bringes på banen, og det er ham, der får det hele til at gå galt. Handlingen er komprimeret i de tolv timer rejsen varer - og efterspillet efter ulykken.

For nogle passagerer bliver mødet livsændrende allerede inden ulykken; men ulykken ændrer jo alt for alle alligevel. 

Der er en vekslende intensitet i romanen. Spændingen er der fra starten; for vi ved, at noget vil gå galt. Men så er der de stille møder imellem mennesker i en togkupé i nattens mulm og mørke. Der er toget, som i sig selv er en personnage, der bevæger sig gennem landskabet. Der er katalysatoren, der river passagerer og læser ud af togets stille rumlen. Der er gåsehuden til sidst.

Morgenrødens løfte - Romain Gary

• Fransk
• 10.-15. juli
• 456 sider
• Originaltitel: La promesse de l'aube

Når en roman har sin helt egen Wikipedia-side ved man, at der er tale om noget specielt! Romain Garys erindringer om barndommen og ikke mindst forholdet til moderen er da også  en af de mest solgte franske klassikere med 1.1 millioner solgte eksemplarer i Frankrig.

I 1956 fik han den ypperste franske litteraturpris, Prix Goncourt, for en anden roman - Himlens rødder - og da han begik selvmord i 1980 som 66-årig fandt man to meget vigtige informationer i hans afskedsbrev. For det første ønskede han at understrege, at selvmordet ikke havde nogen sammenhæng med hans ekskones selvmord året inden. De havde været skilt i ni år, da hun sluger en masse piller. Gary selv skyder sig igennem munden.

Den anden store afsløring er, at det er ham der står bag pseudonymet Émile Ajar og udgivelsen af fire romaner mellem 1974 og 1979 deriblandt Kælerslangen og Du har jo livet for dig. Især den sidste er uendelig smuk - ikke mindst i 1977-filmatiseringen med Simone Signoret. Da bøgerne udkom havde han bedt et familiemedlem om at stille sig frem til pressen - men en ung studerende i Nice havde allerede i 1978 skrevet en rapport, der understøttede denne tese. Ifølge regler er det forbudt at modtage Goncourt-prisen to gange; men Émile Ajar modtog den i 1975 og er dermed den eneste forfatter, der har modtaget den to gange.

Det var næppe derfor han brugte et pseudonym - men at blive kendt og anerkendt var et af hans store mål i livet; ikke mindst drevet frem af moderens ambitioner på hans vegne.

Gary er født i Vilnius i 1916, da det stadig var Rusland og Rusland stadig var et zardømme. Han er halvt jøde, og familien bliver sendt til blandt andet Moskva efter pogroms i det nuværende Litauen. I 1921 rejser de til Polen, men for moderen er alt kun et stop på vejen til Frankrig, hvor den rigtige ære venter dem. 

Der var en bror - men i bogen er det kun Romain, som bliver hans franske navn, og moderen. Ingen far og ingen andre. De er i total symbiose, og moderen er overbevist om, at han en dag bliver til noget stort.

Moderen har tidligere været skuespillerinde - men absolut ikke berømt; og nu klarer hun sig med diverse småjobs, der skal skaffe penge til privatundervisning af sønnen. Han bliver til gengæld besat af tanken om at gøre hende stolt og leder ihærdigt efter netop det talent, der kan gøre forskellen. Men ikke alle fag er egnede, for moderen har nogle temmelig fasttømrede idéer om fx digtere - hendes referencerammer er Rimbaud og Baudelaire!

Der er en del humoristiske passager - og Gary besad en temmelig stor del selvironi, som han nu sidder der i 1960 og ser tilbage på barndommen og ungdommen. Han erkender da også, at der har været en meget stærk moderbinding - men også, at han havde brug for hende. Da han under 2. Verdenskrig bliver pilot, og såres i kamp, er det moderens opmuntring og hepperåb han kan mærke. Det er tanken om at nå hjem til hende og vise hende alle medaljerne. I bogen fortælles det anderledes - i realiteten vidste han allerede under krigen, at moderen var død i Nice i 1941. 

Det er ikke udelukkende autobiografisk; han har omdigtet, hvor det kunne passe - men det er en sandfærdig historie om det løfte om kærlighed livet giver os ved fødslen. Et løfte om ubetinget moderlig kærlighed; for Gary førte det dog også til, at ingen anden kvinde nogensinde vil kunne måle sig med hende. Han var gift tre gange og fik en søn; stadig endte han med at tage sit liv. I bogen er der flere øjeblikke, hvor selvmord er oppe at vende - det var ikke en ukendt tanke for ham. I 1978 udtaler han til fransk TV, at han ikke kommer til at blive gammel - det har han aftalt med "han deroppe". Hvorfor det så blev lige den 2. december 1980 er der næppe nogen forklaring på.

Jeg kender en del franskmænd, som mener, at netop denne roman og Himlens rødder, som han fik Goncourt-prisen for, er de bedste franske bøger nogensinde. De er monumenter ganske enkelt - og efter at have læst denne, kan jeg se det! Så nu skal jeg have fat i det andet mesterværk inden længe.

Søn af Hamas - Mosab Hassan Yousef

 

• Engelsk
• 9. juli
• 300 sider
• Originaltitel: Son of Hamas

En kollega lånte mig denne biografi, som jeg uden tvivl aldrig selv havde valgt at læse - et lyder bare en anelse brutalt på forsiden. I virkeligheden var jeg opslugt fra første side, og lagde den ikke fra mig før jeg var færdig. Den er dog også meget letlæselig såvel sprogligt som i tempo, så man hele tiden er videre i historien.

Mosab er født i 1978 i Ramallah - så i de besatte områder af Israel; han og hans familie er muslimer, og hans far står for ham som den ypperste og frommeste af alle muslimer. Hans far var også en af stifterne af Hamas; den bevægelse, der arbejder for et uafhængigt muslimsk Palæstina. Faderen ser sig selv som en politisk leder - og ikke en militant leder, der planlægger terroristangreb. Ikke desto mindre er Hamas også en militær organisation, der af mange lande betragtes som en terrororganisation.

Men for Mosab som barn var det blot den ideologi, der stod bag fornuften i hans hverdag, hvor jøderne var de "onde". Han morede sig selv med at kaste sten efter deres biler; selvom faderen jævnligt blev fængslet og han kendte risikoen. En dag bliver han da også fængslet på baggrund af telefonaflytninger, der ironisk nok intet har med terror at gøre. Han vil blot have våben til at beskytte familien - men som søn af Hamas-lederen betragtes han af mange som en naturlig efterfølger. Under alle omstændigheder som en del af inderkredsen.

Fængslet er barsk; det er tortur fysisk og ikke mindst psykisk; det er uger siddende på en stol bundet fast på hænder og fødder. Indtil en dag en israelsk officer tilbyder ham at agere som spion for dem. Hans første tanke er at acceptere for at kunne infiltrere deres organisation, Shin Bet, og dræbe dem, som de fjender, de er. 

Han begynder nu et farligt liv med en fod i begge lejre; men hans ideologier ændrer sig og han anser nu islam som en mere brutal religion end fx judaisme. Samtidig introduceres han for kristendommen, og fascineres af dens doktriner. Det er virkelig en skarp balancegang i et brændpunkt som Mellemøsten.

Det er en gribende og voldsom fortælling om den konflikt, som sandsynligvis aldrg bliver løst. Han forsøger at være loyal overfor sine israelske arbejdsgivere; overfor sin egen samvittighed ved ikke at træffe beslutninger, der fører til drab - men trods sin stigende aversion mod islam vil han også stadig beskytte sin familie.

Han ender selvfølgelig med at måtte forlade landet; han boede i en årrække i USA, hvor han skrev denne bog - men er nu flyttet til en ø i Sydøstasien - uden at det er nærmere defineret; for desværre vil der jo resten af hans liv være en prisseddel på hans hoved.

Det eneste, der generede mig var hans fanatisme i epilogen, hvor han udtaler, at kristendommen ikke er sig sin rolle bevidst - at det er kristendommens ansvar at overvinde islam. Det meste af den kristne verden lever i sekulære stater; og det er netop for at undgå religiøs fanatisme.

Everybody Lies - Seth Stephens-Davidowitz

• Engelsk
• 5.-8. juli
• 352 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
  
  

Jeg nyder at læse non-fiction bøger indenfor mange felter; selvfølgelig historie og kunst - men også biografier. Men bestemt også denne genre, som jeg ikke rigtigt ved, hvor jeg skal placere - for det er jo ikke videnskab i den tunge ende. Men det er øjenåbnende som fx Hans Roslings bog er det.

Seth Stephens-Davidowitz er uddannet økonom, og interesserer sig for Big Data - og primært data hentet fra fx Google og Facebook. Hans postulat er, at vi ikke er ærlige, når vi fx udfylder et spørgeskema eller bliver stillet et direkte spørgsmål i en exit poll. Men hvad vi foretager os alene og foran vores PC giver et helt andet billede af vores sande natur - og holdninger.

Han illustrerer dette ved at se på data over søgeresultater med racistiske undertoner op til valgkampe - Obama, Trump, etc. Han ser på sammenhænge mellem fødsler og søgninger på aborter (lovlige eller ej); eller hvor folk (i USA) snyder mest i skat sammenholdt med søgninger på genveje til at snyde.

Der er en del info om vores mere dunkle sider også - for disse er nok dér, hvor den største forskel ses mellem vores offentlige og private liv. Men de er også interessante, tankevækkende - og til tider underholdende.

I mit arbejde sidder jeg ofte med analyser; jeg er fascineret af at organisere og spotte tendenser i data. Så dette emne var lige noget for mig; jeg var egentlig ikke overrasket - blot bekræftet i mine teorier om "mystiske" sammenhænge mellem ting.

Han formår at formidle stoffet på en spændende og uhøjtidelig måde, der gør det bredt tilgængeligt - selvom jeg forgæves ledte efter en historie om stribede elefanter!

The Wind in my Hair - Masih Alinejad

 

• Engelsk
• 2.-4. juli
• 400 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Et af mine store mål for 2023 er, at minimum 50% af de bøger jeg læser ikke skal være indkøbte. Der er for meget trængsel på reolerne - og klimaaftryk og økonomi og alle de andre gode grunde. Så det kan enten være lånte eller fra biblioteket. Derfor lader jeg mig nu inspirere ved blot at passere en reol og lure lidt - og det var sådan jeg faldt over denne autobiografi af den iranske kvinderettighedsforkæmper Masih Alinejad.

Jeg kan godt lide biografier or erindringer; når man er fra 1976 kan man vel knapt tale om erindringer endnu; alligevel har Maish Alinejad oplevet mere end mange andre oplever på et helt og langt liv.

Opvokset i en lille landsby i det nordlige Iran som det yngste af seks børn med tre ældre brødre og en søster, må hun allerede som 7-årig iføre sig hijab. Familien er prorevolutionær og meget troende; de er også relativt fattige, og sover alle i samme rum på gulvet. Derfor sover familiens piger og kvinder også med tørklædet på. Det sætter sig dybe spor i hende som lille pige, at hun konstant begrænses og ikke må de samme ting som brødrene - lege, cykle, klatre i træer, .... alt det, der forbydes små piger i mange dele af verden med begrundelse i religion.

Hun er absolut familiens sorte får, der konstant kommer i uføre. I skolen protesterer hun konstant; i high school starter hun en protestorganisation med ligesindede og ender som 18-årig i fængsel kort tid inden hun skal giftes. Et giftermål, der for hende primært var en måde at undslippe familiens meget traditionelle greb om hende - men i fængslet opdager hun, at hun er gravid. Inden ægteskabet. Endnu en plet på familiens ære. Det hjælper på den ene side til hendes løsladelse, men kun efter at have tilstået, hvad der passer regimet.

Ægteskabet holder ikke lang tid inden manden finder en anden kvinde; men det er stadig Masih, der får skylden for skilsmissen. Det hjælper ikke, at hun nægter at gifte sig igen; at flytte tilbage til forældrene; at underodne sig ganske enkelt. 

Hun starter en karriere som journalist, og er tit i regeringens øje - de bryder sig slet ikke om hendes progressive ideer. I 2009 rejste hun til USA, men hendes artikler gjorde en retur til Iran umulig - og siden har hun ikke kunnet besøge landet eller se sine forældre.

Det er en barsk historie om en kvindes kamp - for selvstændighed, for rettigheder, for at få sin søn hjem til sig - og i de senere år for at skabe opmærksomhed om kvinders skæbner i Iran. Hendes absolutte kæphest er tørklædet; at enhver kvinde frit skal kunne vælge om de vil bære det eller ej og ikke risikere fængsling som det nu er tilfældet i Iran. Det er dog en kamp, som bliver sværere og sværere for regimet at opretholde med hendes kampagne My Stealthy Freedom. Medierne har siden denne bogs udgivelse været fulde af historier om kvinders kår i Iran, og da Mahsa Amini i 2022 døde i fængsel efter at være blevet arresteret for ikke at bære tørklæde, tog det internationalt virkelig fat.

Det er en lang og usikker kamp disse kvinder kaster sig ud i; en virkelig modig kamp - og derfor er vidnesbyrd som Masih Alinejads så gribende og vigtige.

Trespasses - Louise Kennedy

• Engelsk
• 29. juni - 1. juli
• 320 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En utroligt prisvindende roman af en debuterende irsk forfatter, som dog ikke er helt ung. Efter en lang karriere som kok besluttede hun som 55-årig at skrive den roman, som havde ulmet i hende siden barndommen i et Irland splittet i religionskrig. 

Konflikten kaldt The Troubles i Nordirland startede i 1968 og varede i ca. tredive år. Den havde selvfølgelig sine rødder i århundreders strid om religion - og efter Henry VIII gjorde England protestantisk, holdt irerne fast i deres katolicisme. Det er en længere historie!

I vores tid blev det til en blodig konflikt med mange ofre til følge, og en befolkning, der levede i konstant frygt.

Cushla er bogens hovedperson; en ung kvinde, der bor hjemme hos sin alkoholiske mor og arbejder som skolelærer for mindre børn. Hun hjælper også til i familiens bar, som styres af hendes bror, Eamonn. Barens kunder er både katolikker og protestanter, og der opstår til tider spændinger. Det er i baren, at Cushla møder den meget ældre Michael, som er advokat, engelsk, protestant - og gift!

Hun er ung og uerfaren, og falder hivedkulds for ham. Hun forsøger at dække over affæren ved at gå ud med en kollega; men uden at det bliver sagt direkte er denne nok ikke særligt interesseret i kvinder.

Samtidig med affæren og hemmelighedskræmmeriet forsøger Cushla at hjælpe familien til en af hendes elever. Davys far er blevet overfaldet af protestanter, og i en slem tilstand. Cushla hjælper både familien og især Davy til at finde sin plads i skolen. Hun forsøger at overbevise Davys ældre bror om, at volden ikke hjælper og at han tværtimod skal gøre sine studier færdige. 

Som deres affærre skrider frem, og Cushla møder Michaels rige protestantiske venner bliver hun splittet mellem de to verdener, og den store kontrast. Volden stiger også, og i sidste ende går det helt galt og Michael bliver dræbt.

Jeg var dog lidt frustreret over enden; for var det er religiøst opgør eller ungdommelig jalousi, der var motivet? Jeg syntes ikke det fremstod skarpt nok. Bogen åbnes med en nutidig Cushla, der er på turisttur i Nordirland, og ser en statue af en "anonym" mand. Et symbol på kampene. Men Cushla ved, at det er Michael, der er modellen bag og da hun møder en voksen udgave af Davy taler de om det. Men det er for kort og nytteløs en rammefortælling synes jeg.

Der er mange barske historier om den konflikt; desværre ramte denne mig ikke helt i solar plexus på trods af de mange priser.