Ilden - Henri Barbusse

• Fransk
• 24.-29. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Le feu

I forbindelse med hundrede-års-jubilæet for 1. Verdenskrig var der i Belgien og Frankrig en fornyet interesse for den litteratur, der udkom som et resultat af den krig, man håbede blev den sidste. La der des ders. Sådan skulle det selvfølgelig ikke blive. Der var ellers rigeligt at blive skræmt af, hvis man læste førstehåndsfortællingerne fra dem, der var så heldige at vende hjem igen.

En sådan var Henri Barbusse, som var 41 år gammel, da krigen brød ud. Alligevel engagerede han sig, og insisterede ydermere på at komme til fronten og ikke et af de behagelige kontorjobs langt fra skyttegravene. Han blev en del af infanteriet; absolut kanonføden i en krig, der nåede nye rekorder for rædsler og helt enorme tab. Det er jo ikke til at forstå, at slag som Verdun et la Somme kostede næsten 2 millioner menneskeliv; og på en enkelt dag døde 27.000 soldater.

Det var en virkelig barsk krig; den varede i mere end fire år på en front, der ikke rykkede sig meget. Det var udmarvende, og det krævede en enorm logistik at flytte soldater til fronten og tilbage; at skaffe sårede ind i landet til behandling - for de døde lå jo som regel i ingenmandsland mellem skyttegravene. Dertil kommer transport af mad osv. Soldaterne skiftedes til at være i frontlinjen, for man forstod hurtigt, at de ikke kunne klare mere end 4-6 dage i skyttegravene. Det var ekstremt tungt og omkostningsfuldt at føre krig på denne måde.

Barbusse er ved fronten fra december 1915 til juni 1917; men han er såret af flere omgange, og trækkes dermed ud af kamp. Han vender dog altid tilbage. Men mens han rekonvalescerer, skriver han sin roman, som udkom i 1916, og straks modtog Goncourt-prisen; den ypperste litterære pris i Frankrig.

Det var dog ikke alle, der var begejstrede for hans roman, som følger en unavngoven jeg-fortæller med sin eskadron. De er fra alle steder i Frankrig; både socialt, geografisk aldersmæssigt. Så dialogerne foregår i franske dialekter, der er så fremmedartede, at det er nødvendigt med fodnoter til det meste.

Barbusse beskriver også tingene præcist som de var. Allerede under krigen var det svært at forene de to verdener. Soldaterne levede et mareridt 24 timer i døgnet, men når de så var på orlov, kunne de ikke forstå, hvordan verden virkede nærmest normal i byer som fx Paris. Dem derhjemme derimod ville helst ikke høre for meget om krigen; de var jo helte, der beskyttede fædrelandet - det måtte da give dem en vis stolthed? Og de fik jo mad, ikke? Der er flere situationer, hvor Barbusse beskriver disse absurditeter, hvor soldaterne ender med bare at give efter. For hvordan skal man forklare, at man har sovet i dagevis i en skyttegrav sammen med en hel række lig, hvis indvolde vælter ud af maven, hjernemasse sidder fast i ens hår og forrådnelse og stank sidder i næseborene for altid.

Det var ikke politisk korrekt at sige hele sandheden! Da en tidligere soldat i 1917 rejser til USA for at tale til Kongressen for at overtale USA til at gå ind i krigen, retter han voldsomme anklager om forræderi mod Barbusse. Hvis amerikanerne havde læst bogen, havde de vel ikke lyst til at kaste sig ud i den visse død!

Det er virkelig barsk læsning; ligesom Primo Levi udødeliggjorde 2. Verdenskrig i kz-lejrene, så er 1. Verdenskrig personificeret i Barbusses mesterværk. Denne udgave var tilføjet endnu mere stof. da den udgjorde en del af 2015-pensum til optagelsesprøver til de bedste universiteter i Frankrig. Hvert år offentliggøres listen, og i 12015 var temaet krig til eksamen i fransk og filosofi. Det er typisk i 19-20-årsalderen, og listen indeholder ofte klassikere fra græsk eller latinsk kultur, og så gode gamle klassikere som Ilden. Det er en fin måde at holde live i ældre litteratur; men bestemt også med til at gøre franskmændene lidt mere intellektuelt inspirerede og inspirerende end mange andre nationaliteter!