Søn af Hamas - Mosab Hassan Yousef

 

• Engelsk
• 9. juli
• 300 sider
• Originaltitel: Son of Hamas

En kollega lånte mig denne biografi, som jeg uden tvivl aldrig selv havde valgt at læse - et lyder bare en anelse brutalt på forsiden. I virkeligheden var jeg opslugt fra første side, og lagde den ikke fra mig før jeg var færdig. Den er dog også meget letlæselig såvel sprogligt som i tempo, så man hele tiden er videre i historien.

Mosab er født i 1978 i Ramallah - så i de besatte områder af Israel; han og hans familie er muslimer, og hans far står for ham som den ypperste og frommeste af alle muslimer. Hans far var også en af stifterne af Hamas; den bevægelse, der arbejder for et uafhængigt muslimsk Palæstina. Faderen ser sig selv som en politisk leder - og ikke en militant leder, der planlægger terroristangreb. Ikke desto mindre er Hamas også en militær organisation, der af mange lande betragtes som en terrororganisation.

Men for Mosab som barn var det blot den ideologi, der stod bag fornuften i hans hverdag, hvor jøderne var de "onde". Han morede sig selv med at kaste sten efter deres biler; selvom faderen jævnligt blev fængslet og han kendte risikoen. En dag bliver han da også fængslet på baggrund af telefonaflytninger, der ironisk nok intet har med terror at gøre. Han vil blot have våben til at beskytte familien - men som søn af Hamas-lederen betragtes han af mange som en naturlig efterfølger. Under alle omstændigheder som en del af inderkredsen.

Fængslet er barsk; det er tortur fysisk og ikke mindst psykisk; det er uger siddende på en stol bundet fast på hænder og fødder. Indtil en dag en israelsk officer tilbyder ham at agere som spion for dem. Hans første tanke er at acceptere for at kunne infiltrere deres organisation, Shin Bet, og dræbe dem, som de fjender, de er. 

Han begynder nu et farligt liv med en fod i begge lejre; men hans ideologier ændrer sig og han anser nu islam som en mere brutal religion end fx judaisme. Samtidig introduceres han for kristendommen, og fascineres af dens doktriner. Det er virkelig en skarp balancegang i et brændpunkt som Mellemøsten.

Det er en gribende og voldsom fortælling om den konflikt, som sandsynligvis aldrg bliver løst. Han forsøger at være loyal overfor sine israelske arbejdsgivere; overfor sin egen samvittighed ved ikke at træffe beslutninger, der fører til drab - men trods sin stigende aversion mod islam vil han også stadig beskytte sin familie.

Han ender selvfølgelig med at måtte forlade landet; han boede i en årrække i USA, hvor han skrev denne bog - men er nu flyttet til en ø i Sydøstasien - uden at det er nærmere defineret; for desværre vil der jo resten af hans liv være en prisseddel på hans hoved.

Det eneste, der generede mig var hans fanatisme i epilogen, hvor han udtaler, at kristendommen ikke er sig sin rolle bevidst - at det er kristendommens ansvar at overvinde islam. Det meste af den kristne verden lever i sekulære stater; og det er netop for at undgå religiøs fanatisme.