Ouragans tropicaux - Leonardo Padura

 

• Fransk
• 15.-19. maj
• 512 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Da endnu en Padura-krimi udkom, stod den øverst på listen - det er krimilæsning, der passer til mit temperament. Ikke for meget vold - slagsmål, blod, våben og alt det der. En hovedperson, der er så elskværdig - i ordets sande oprindelige betydning vel at mærke. Mario Conde er den fantastiske cubaner, der elsker sin hjemby Havana over alt på jorden, på trods af den daglige kamp for at tjene penge.

Nu er vi i foråret 2016. og Havana står overfor ikke mindre end to skelsættende begivenheder. Den amerikanske præsident Obama skal besøge landet som den første præsident i 88 år - og blot nogle dage senere kommer Rolling Stones for at give koncert. Det tager hele befolkningen som tegn på, at noget nyt er under opsejling - vinden vender, og snart vil embargoen blive hævet, pengene strømme ind i landet sammen med mad og alt det andet, de mangler.

Conde er anderledes realistisk, og bliver blot glad, da han får et job på en bar, hvor turisterne kommer med deres valuta - og tilsyneladende har masser af penge. Parallelt skriver han på en roman om Alberto Yarini - en cubaner, der styrede store dele af bordeldriften i Havana fra starten af det 20. århundrede.

Han havde politiske ambitioner, men blev dræbt i en konflikt med de franske bordelejere. I den fiktive version af den meget ægte Yarinis historie finder vi en politibetjent, der siges at være indblandet. Det er ham, der fortæller os historien som aflad inden sin død; det har tæret på ham i 50 år - og han stiller sig selv spørgsmålet om han har været en hæderlig mand?

Originaltitlen på Paduras roman er Persones decentes; og det passer fint på alle tre historier. Både den om Yarini og dn unge betjent, der udvikler et forhold der minder om Nick og Jays i The Great Gatsby.

På Condes egen historie som uanset hans mange fejl og mangler stadig vidner om et menneske, der har principper og integritet. Endelig også på selve mysteriet han skal opklare nu - en tidligere kommunistisk leder, der findes mutileret i sin lejlighed. Han har selv stået bag forfølgelsen af utallige kunstnere - og nu viser det sig at meget af den beslaglagte kunst hænger i hans lejlighed. Et par dage seneres findes hans tidligere svigersøn også myrdet og Conde bliver sat på sagen.

Historien skifter mellem 1910 og Yarini og 2016 og Conde, der forsøger at finde hoved og hale i de to mord, mens byen koger af ophidselse over de to besøg. 

Som flere andre af Paduras krimier kan man sagtens tænke, at den er for lang - og langtrukken. Og det er den sikkert også! Men det er også der vi finder den cubanske charme; langsomheden i livet i et land, hvor der er masser af tid. For præcis som Conde forudså det, så ændrede livet sig ikke radikalt efter 2016 og de to besøg.

La transparence du temps - Leonardo Padura

• Fransk
• 22.-30. august
• 528 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Mens flere andre af den cubanske forfatters romaner er oversat til dansk, er det endnu ikke tilfældet for denne hans seneste, der er oversat til fransk. Der er ni romaner i serien om den pensionerede politimand Mario Conde, og jeg har nu læst tre - og ikke i kronologisk orden. 

Paduras bøger er specielle - måske er det en cubansk litterær tradition, jeg ikke er vant til - Padura er vist den eneste cubanske forfatter, jeg har læst; men det er kompakt, intenst og langtrukkent. Måske lidt mere langtrukkent i denne end i de to tidligere. Eller også er det en kombination af min kemohjerne og utålmodigheden efter endelig at skulle på ferie igen. Jeg havde svært ved at komme ind i historien og fordybe mig rigtigt - første efter knap 300 sider var jeg endelig der, hvor jeg var i samme tempo som Padura - of Conde!

Conde nærmer sig de 60 år; han er nostalgisk, sentimental og en anelse deprimeret over tidens gang. Så da han kontaktes af en barndomsven, er det både bittersødt og spændende; og som altid lokkende fordi hans økonomiske situation som andre cubaneres ikke er fremragende.

Barndomsvennen, Bobby, er nu endelig kommet ud af skabet og lever som kunsthandler - en forretningsform, der i Cuba betyder illegal eksport af mange kunstværker, der kan indhente langt flere penge i udlandet end blandt de forarmede lokale.

I den forbindelse er Padura tro mod sig selv; han omtaler og kritiserer samfundsstrukturen - og da han stadig bor i Cuba, undrer det mig igen og igen? For han tager bestemt ikke fløjlshandskerne på!

Nå men - Bobby har fået tømt sit hus af sin unge elsker, da han var i Miami. Blandt de mange mere eller mindre værdifulde genstande var en statue af Jomfru Maria, som Bobby har arvet fra sin bedstemor. Den har primært en affektionsværdi påstår han; men hurtigt opdager Conde, at der er langt mere i den historie.

Som i andre af hans romaner flettes en anden historie så ind, og vi tages i skrift tilbage til den Spanske Borgerkrig, hvor statuen blev smuglet ud af Spanien - for så at gå endnu længere tilbage til slutningen af det 13. århundrede og de sidste korstoge. Statuen skulle efter sigende stamme fra Nordafrika, hvilket dens sorte farve også understøtter. 

Conde eftersøger sagen alt imens hans filosoferer over Cuba, religion, alder og sit forhold til Tamara - godt hjulpet på vej af nogle flasker rom, som nedsvælges sammen med de samme gode gamle venner.

Der er nogle ret lange tunge passager, synes jeg - langt mere end i de to andre romaner, jeg har læst. Men slutningen er ligesom i de andre lidt diffus; man skal nok ikke læse dem som gode krimier men fordi man nyder den cubanske atmosfære - jeg var der sidst i 2017, men kan stadig genkalde mig gadebillederne, når jeg læser Paduras beskrivelse af landet. 

Dog nød jeg igen at læse på fransk - og nu der pakket en hel stak dejlige franske bøger til en god lang ferie!

Kættere - Leonardo Padura

• Fransk
• 11.-18. juni
• 720 sider
• Fransk titel: Hérétiques

I efteråret 2017 var jeg sidste gang i Cuba, og havde taget lidt lokal litteratur med på rejsen; dog på fransk, da jeg ikke taler spansk. Men en del af Paduras bøger er faktisk oversat til dansk, hvilket jo er dejligt omend de ser ud til at være lidt svære at finde i papirform. Da jeg kom hjem fra Cuba måtte jeg have flere af hans romaner; og den kom hjem i reolen, men har ventet i lidt mere end to år på at blive åbnet.

Paduras bøger karakteriseres som krimier; og der er jo også den centrale figur i Mario Conde som pensioneret politibetjent, der havner i disse mystiske sager gang på gang. Men de er så meget mere end det!

De er for det første et fantastisk billede af det komplekse cubanske samfund; og hvis man har været i Havana er det en fryd at læse, da man genkender gadebillederne, stemningen og føler sig helt tilbage dertil.

Kættere er nærmest tre romaner i én. Den første tredjedel introducerer os til Isaac Kaminsky; af jødisk afstamning, som nu bor i Miami. Men hans far boede i Havana som barn; han ankom i 1939 fra Polen for at flygte fra nazisterne, og hurtigt skulle forældrene og hans søster følge efter. De kom med skibet MS St. Louis og med viaser i hænderne, der skulle sikre dem indrejse. Det er en frygtelig historie, som jeg ikke kendte til - men da skibet kom, blev de nægtet at stige fra borde. Efter en lille uges isolation i havnen, satte skibet kurs tilbage over Atlanten og selvom nogle kom fra borde, så resulterede det også i, at nogle kom direkte tilbage til Hitler, lejrene.... og døden.

Isaac Kaminskys forældre håber at kunne overtale tolderne ved hjælp af et lille Rembrandt-portræt, der har været i familiens eje i århundreder. Det mystiske er, at portrættet af Kristus ligner en ung jødisk mand - og hvorfor ville en ortodoks jøde lade sig portrættere (mod religionens regler) og hvordan er det kommet fra Amsterdam til Østeuropa?

Conde hjælper Kaminsky med at få hoved og hale på den historie - for maleriet er nu dukket op på en auktion i London. Hvor har det været i de mellemliggende 70 år?

Anden store del af bogen tager os tilbage til Amsterdam i 1643, hvor vi følger den unge jøde Elias, som mod sin tros principper drømmer om at blive maler, og får en (hemmelig) elevplads hos Rembrandt. Så bringer det mig lige tilbage til Rembrandts hus, som virkelig er et besøg værd og beskrivelserne af de huset er fuldstændigt korrekte. Dette afsnit beskæftiger sig med Elias' dilemma ved at male; han skal holde det hemmeligt - og hans religiøse kvaler er store. Samtidig fortæller det glimrende om Amsterdam i dets storhedstid som Europas rigeste by og kommercielle centrum.

Elias bliver afsløret, og bliver ekskommunikeret - og rejser til Østeuropa; med maleriet i sin taske!

Sidste store tredjedel af bogen tager os tilbage til Cuba, hvor Conde bliver bedt om hjælp ytil at finde en forsvunden ung pige. Hun er på en kringlet måde del af den cubanske gren af Kaminsky-familien, som Conde jo kendte fra mysteriet om maleriet.

Den unge pige er en del af emo-bevægelsen (endnu et ukendt begreb for mig!!!), og gennemgik en eksistentiel krise - muligvis har hun begået selvmord. 

Således kommer alle trådene pludselig til at mødes i Havana i 2007; Conde får optrevlet, hvordan maleriet kom fra skibet til Havana i 1939; hvordan det senere kom ud af Cuba - og i den mellemliggende historie, hvordan det overhovedet kom til at eksistere på trods af dilemmaet omkring det jødiske ansigt.

Men lige så meget som det er en detektivroman, så er det Paduras cubanske filosofiske sjæl. I alle historierne og på tværs af tiderne, er det en diskussion om fri vilje som dilemmaet mod religionen, hvad enten den så måtte være. 

Stort set alle hovedpersonerne i de forskellige dele af dramaet fornægter den religion de er opdraget med; Conde selv filosoferer grundigt over livets - og kærlighedens - mening; ofte godt hjulpet på vej af kliken og et par flasker rom. Og så bliver det så inderligt cubansk, at man kan dufte og høre Havana på samme tid. Det er virkelig intenst og komplekst - men fabelagtigt smukt på den sydamerikanske måde.

Fortidens tåge - Leonardo Padura

• Fransk
• 12.-15. oktober
• 435 sider
• Fransk titel: Les brumes du passé

Den 12. oktober rejste jeg mod Cuba - og ikke mindst Havana, som jeg ikke besøgte på min sidste rejse dertil for fire år siden. Jeg havde inden besluttet, at jeg ville læse noget cubansk litteratur; men det skulle jo også være noget, der ikke blev konfiskeret i lufthavnen. Altså helst ikke af eksilerede cubanere!

Valget faldt derfor på krimiforfatteren Paduras roman om detektiven Mario Conde, som nu lever af at sælge gamle bøger. Cuba eksisterer jo på baggrund af en form for paralleløkonomi, hvor alle forsøger at tjene lidt ekstra til at skaffe sig mad og andre nødvendigheder. Efter den store økonomiske krisei 1990'erne, gælder dette også de tidligere rigere indbyggere. Mario Conde besøger derfor de fine gamle huse i Havana, hvor han håber at finde bøger, der er penge værd.

En dag besøger han et hus, der varetages af et søskendepar. Ejeren er død i USA mange år tidligere, og deres mor, som var husholderske er nu dement eller sindssyg. Men de har lovet at passe på biblioteket, som hurtigt viser sig at være en guldgrube. Mario vil endog slet ikke sælge de fineste eksemplarer, da han mener, at disse er nationale skatte. Men han og hans kompagnon begynder at sælge ud af bøgerne, da Mario finder et notat i en bog om den smukke sangerinde Violeta del Rio.

Han finder hendes plade fra 1959, og bliver besat af hendes hæse fado-agtige stemme, og vil finde hende. Men hun er død - men måske ikke af det selvmord, som omverdenen dengang godtog som forklaring. Den tidligere detektiv trækker igen i tøjet, og begynder at opsøge folk fra Violetas tid.

Det var en storhedstid i Havana; de unge, de smukke og de rige brugte øen som legeplads, og mafiaen garanterede som bekendt diktatoren Batista en klækkelig indtægt samtidig med, at de hvidvasskede penge i stor stil. Sangerinden var en del af den verden, og hun havde en ældre rig elsker, som købte hende en lejlighed og holdt hende. Måske vidste hun for meget om mafiaen?

Mario Condes venner er alle fattige men vanvittige personligheder; de lever i absolut usle kår i bydelen Vedado, som er gedigen slum. Hans indtægter fra bogsalget går derfor til overdådige måltider, hvor alt skal bruges på en gang - blot for at have smagt ordentlig mad igen.

Parallelt med historien om det mystiske søskendepar i villaen, sangerinden og opklaringen, er der dagbogsbreve skrevet af en anonym kvinde. Brevene er fra tiden lige omkring revolutionen, og henviser til et mord - og en temmelig uforløst kærlighed.

Jeg vil ikke sige, at det var en overraskende slutning. Som læser har man gættet den - men charmen består i den langsommelige døsige varme stemning, der præger bogen. Og velankommet til Havana var det jo endnu mere fantastisk nu at se de steder, han omtaler. Både de gamle paladser, der er forfaldet - men også slummen i Vedado, som virkelig er uvant for os. Og stemningen med salsa, cigarer og livsglæde trods vilkårene.

Det var en perfekt bog som indledning til Havana - men man skal kunne lide den specielle sydamerikanske stil.