La transparence du temps - Leonardo Padura

• Fransk
• 22.-30. august
• 528 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Mens flere andre af den cubanske forfatters romaner er oversat til dansk, er det endnu ikke tilfældet for denne hans seneste, der er oversat til fransk. Der er ni romaner i serien om den pensionerede politimand Mario Conde, og jeg har nu læst tre - og ikke i kronologisk orden. 

Paduras bøger er specielle - måske er det en cubansk litterær tradition, jeg ikke er vant til - Padura er vist den eneste cubanske forfatter, jeg har læst; men det er kompakt, intenst og langtrukkent. Måske lidt mere langtrukkent i denne end i de to tidligere. Eller også er det en kombination af min kemohjerne og utålmodigheden efter endelig at skulle på ferie igen. Jeg havde svært ved at komme ind i historien og fordybe mig rigtigt - første efter knap 300 sider var jeg endelig der, hvor jeg var i samme tempo som Padura - of Conde!

Conde nærmer sig de 60 år; han er nostalgisk, sentimental og en anelse deprimeret over tidens gang. Så da han kontaktes af en barndomsven, er det både bittersødt og spændende; og som altid lokkende fordi hans økonomiske situation som andre cubaneres ikke er fremragende.

Barndomsvennen, Bobby, er nu endelig kommet ud af skabet og lever som kunsthandler - en forretningsform, der i Cuba betyder illegal eksport af mange kunstværker, der kan indhente langt flere penge i udlandet end blandt de forarmede lokale.

I den forbindelse er Padura tro mod sig selv; han omtaler og kritiserer samfundsstrukturen - og da han stadig bor i Cuba, undrer det mig igen og igen? For han tager bestemt ikke fløjlshandskerne på!

Nå men - Bobby har fået tømt sit hus af sin unge elsker, da han var i Miami. Blandt de mange mere eller mindre værdifulde genstande var en statue af Jomfru Maria, som Bobby har arvet fra sin bedstemor. Den har primært en affektionsværdi påstår han; men hurtigt opdager Conde, at der er langt mere i den historie.

Som i andre af hans romaner flettes en anden historie så ind, og vi tages i skrift tilbage til den Spanske Borgerkrig, hvor statuen blev smuglet ud af Spanien - for så at gå endnu længere tilbage til slutningen af det 13. århundrede og de sidste korstoge. Statuen skulle efter sigende stamme fra Nordafrika, hvilket dens sorte farve også understøtter. 

Conde eftersøger sagen alt imens hans filosoferer over Cuba, religion, alder og sit forhold til Tamara - godt hjulpet på vej af nogle flasker rom, som nedsvælges sammen med de samme gode gamle venner.

Der er nogle ret lange tunge passager, synes jeg - langt mere end i de to andre romaner, jeg har læst. Men slutningen er ligesom i de andre lidt diffus; man skal nok ikke læse dem som gode krimier men fordi man nyder den cubanske atmosfære - jeg var der sidst i 2017, men kan stadig genkalde mig gadebillederne, når jeg læser Paduras beskrivelse af landet. 

Dog nød jeg igen at læse på fransk - og nu der pakket en hel stak dejlige franske bøger til en god lang ferie!