Monday, September 29, 2008

The Echo Maker - Richard Powers


"A flock of birds, each one burning. Stars swoop down to bullets. Hot red specks take flesh, nest there, a body part, part body.
Lasts forever: no change to measure.
Flock of fiery cinders. When gray pain of them thins, then always water. Flattest width so slow it fails as liquid. Nothing in the end but flow. Nextless stream, lowest thing above knowing. A thing itself the cold and so can't feel it.
Body flat water, falling an inch a mile. Torso long as the world. Frozen run all the way from open to close. Great oxbows, age bends, lazy delayed S, switch current to still as long as possible the one long drop it already finishes.
Not even river, not even wet brown slow west, no now or then except in now and then rising. Face forcing up into soundless scream. White column, lit in a river of light. Then pure terror, pealing into air, flipping and falling, anything but hit target.
One sound gets not a word but still says: come. Come with. Try death.
At last only water. Flat water spreading to its level. Water that is nothing but into nothing falls. . . ."

Ovenstående uddrag er fra starten af bogen - jeg kæmpede mig igennem 165 sider inden jeg gav op. Jeg aner ikke om jeg nogensinde får den læst færdig. Problemet var nok, at jeg i mine tvivlende øjeblikke begyndte at kigge efter anmeldelser af bogen - og der findes i de i stort set kun to kategorier: Overvældende positive eller ekstremt undrende og uforstående.
Bogen handler om den 27-årige Mark, som er en lidt særegen type. Han har hele sit liv støttet sig op ad sin fire år ældre søster, Karin, som forsøger at komme væk fra barndommens provinsby og skabe sig et liv og en karriere et andet sted. Men hun bliver altid trukket tilbage til barndommer på grund af familieproblemer - faderens død, moderens død og nu broderens trafikulykke, som efterlader ham hårdt såret.
Det værste kommer dog, da han kommer til sig selv fysisk - men hårdnakket mener, at Karin er en kopi af hans rigtige søster. Karin får en berømt hjernespecialist til at komme for at hjælpe broderen. Det var så hér jeg stoppede - meget mod min vilje; men hver side var virkelig en pinsel.
Tempoet er ekstremt langsomt; karaktererne er hverken sympatiske eller usympatiske - de er bare ikke levende for mig; der snakkes i uendelighed om diverse psykologiske fænomener afledt af traumatiske ulykker. Måske er det bare et forkert tidspunkt - men jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne klare yderligere 400 sider! Jeg skulle måske have læst flere anmeldelser inden jeg købte den - mange sammenligner ham nemlig med både Don DeLillo, Sebastian Faulks og Philip Roth - forfattere, som jeg helt åbenlyst ikke har nogen fascination for.
---------------------------------------------------------------------

L'extrait du début vient du premier chapitre de ce roman pour le moins bizarre. J'ai abandonné au bout d'environ 165 pages et une belle bataille. Mais l'idée de 400 pages supplémentaires m'était impossible. Au milieu des mes doutes naissants j'ai fait l'erreur de rechercher des critiques sur le net - et il se trouve qu'il y en a deux sortes: Les enthousiastes complètement éblouis par son talent - et ceux qui se sont ennuyés fermement. Je fais partie des derniers!

Le livre raconte l'histoire de Mark - jeune homme pas tout à fait normal, ni tout à fait bizarre de 27 ans vivant une vie d'américain lambda du Midwest des US avec ces cannettes de bière et passion pour les camions. Il a toujours pu compter sur sa soeur ainée, Karin, qui pourtant fait ce qu'elle peut pour échapper à la petite ville provinciale de son enfance. Or il lui faut revenir pour chaque drame familial - le décès du père, le décès de la mère et maintenant lors de l'accident de voiture de son frère. Très touché il mettra du temps à s'en remettre physiquement; et alors commence le pire - il a eu un traumatisme cranien et prend sa soeur pour une sosie mise là comme partie d'un complot de l'état.

Karin avale tout... elle se réfugie dans les bras de son ex - un hippie végétarien qui veut sauver la nature. Finalement elle fait appel à un spécialiste des troubles du cerveau... et c'est à peu près là que j'ai abandonné. Les personnages ne m'inspirent rien - ils n'ont aucune personnalité à mes yeux. Le tout se passe d'une lenteur épouvantable... et l'idée de 3-400 pages remplis d'oiseaux bizarres et allusions aux maladies cérébrales m'a convaincu.

Il est rare que je laisse vraiment tomber - mais là il était impossible d'aller jusqu'au bout...



Thursday, September 25, 2008

L'homme chauve-souris - Jo Nesbø


Jeg er startet helt omvendt i Harry Hole's eventyr ved at læse Snemanden først. Efter at have læst to af hans bøger, måtte jeg overgive mig og købe denne på fransk. Det er den første i serien; det er den, der giver os forklaringerne på nogle af mysterierne bag den fallerede politimand Harry Hole's komplekse person og karakter.

Da Snemanden jo stadig var frisk i erindringen vidste jeg fra starten, hvem morderen var. Men det var stadig absolut en god roman - bedre end Kakerlakkerne synes jeg, og næsten på højde med Snemanden.

Denne gang foregår det i Australien, og aborigenerne og deres kultur spiller en stor rolle i historien om seriemorderen, som Harry skal fange. Der er som altid nogle spændende personskildringer og plottet har altid en finurlig vinkel. Det er stadig "kun" en krimi - men absolut i den bedre ende af skalaen til lidt hurtig læsning. Jeg kunne sagtens blive fristet til at læse de resterende for at få fyldt hullerne ud!

----------------------------------------------------------------------

J'ai effectivement entamé cette série totalement à l'envers en commençant par Le Bonhomme de neige qui est le dernier tôme dans la série des polars racontant les (mes)aventures du policier paumé Harry Hole. Après j'avais lu Les cafards qui m'a moins impressionné, mais j'étais curieuse.

Ce polar se déroule en Australie - à Sydnes avec des bars gays, des aborigènes, des drogués et des scandinaves qui s'y retrouvent. Harry y est envoyé parce qu'une jeune norvégienne a été tuée, mais vite il se rend compte qu'il a peut-être affaire à un tueur en série. Ayant lu Le Bonhomme de neige je savais d'avance qui était le tueur - mais cela n'a pas enlevé le plaisir du livre. Il écrit bien et ses personnages sont si vivants... l'histoire est toujours bien pensé. Jamais tout à fait banal - et ça me donne bien envie de lire les livres restants.

C'est plaisant (malgré les sujets), vite lu et ça garde ce côté nordique qui les distingue des autres polars.

Tuesday, September 23, 2008

Falling Man - Don DeLillo


Det er den første roman af den ellers utroligt kendte forfatter, Don DeLillo, jeg har læst. Det er en 11. september-roman og det gøres klart fra første sætning, hvor Keith vakler ud af de faldende tårne begravet i støv, indsmurt i blod og et nyt menneske. Han vandrer på må og få i Manhattan's gader indtil han pludselig står foran ekskonens dør. Katastrofen bliver deres chance for at trøste hinanden, genskabe tilliden og samle familien med den 6-årige søn Justin.
På vej ud af tårnet har Keith taget en attachétaske, og han opsøger dens ejer - en sort kvinde, som også overlevede, og de indleder en kort men intens affære. Justin og hans legekammerater gemmer sig inde på deres værelser med en kikkert med hvilken de spejder efter flere fly - fløjet af en vis Bill Lawton. Lianne forsøger at tage sig af sin aldrende moder og afreagerer ved at slå underboen, som spiller arabisk musik.
Der er allerede skrevet en del bøger om 11. september - Foer's roman ser det fra barnets vinkel og er på sin vis tragikomisk, som Justin's reaktioner i denne også kan syne i det meget lille indblik man får i barnets opfattelse af hændelserne.
McInerney's roman berører det samme behov for at elske fysisk og psykisk - men også være utro med et menneske, som deler ens erfaringer og minder om katastrofen. På den vis er DeLillo's roman ikke synderligt anderledes. Til gengæld er der en form for dualitet eller modpoler i alting; Keith husker det hele - sine døde pokervenner, den morgen i tårnet - men han vil ikke huske. Han ender med at rejse til Las Vegas for at spille kort dagen lang - et anonymt sted, hvor han kan forsvinde i mængden af andre anonyme skæbner.
Lianne underviser en gruppe ældre ramt af Alzheimer, fordi hendes far begik selvmord, da han fik stillet den diagnose. Hendes største skræk i livet er ikke at kunne huske - og det er hende, som hver gang møder den gadekunstner, som hængende fra bygninger efterligner et af de mest berømte billeder fra den dag - og som har lagt navn til bogen.
Lianne's mor har haft en elsker i tyve år - en tysker, som måske ikke hedder det han påstår, og som måske har været medlem af RAF i 1970'erne - datidens mest berygtede terrorgruppe.

Bogen handler om deres måde at håndtere katastrofen på. Men den er også meget springende og lidt forvirrende efter min smag. Endelig er der nogle korte passager, hvor vi følger en af terroristerne - Mohammed Atta - og hans bevæggrunde for at blive jihad-kriger. Netop disse passager er i mine øjne totalt irrelevante, da dette er en reel person.

Denne bog er en af den slags, som nærmest automatisk bliver udråbt til at være en klassiker - jeg var dog ikke så imponeret af skrivestilen. Hans roman udnævnes til at være den bedste 11/9 -roman - men hvilken fiktiv bog kan nærme sig virkeligheden?

-----------------------------------------------------------------------

Le roman de DeLillo est un des romans phares sur le 11 septembre - il commence droit dans le sujet avec le personnage principal Keith, un avocat trentenaire qui se retrouve dans une des tours lors de l'attentat. Il s'en sort et il sort dans l'air poussiéreux de Manhattan couvert de sang et une mallette dans la main qui ne lui appartient pas. Il déambule dans les rues avant de comprendre qu'il se rend chez son ex-femme et son fils de 6 ans.

Les attentats deviendront leur chance de recoller les morceaux, de regagner confiance l'un dans l'autre mais aussi et surtout dans le monde. Seulement ils font ça dans leurs mondes parallèles et pas en tant que famille unie. Keith retrouve la propriétaire de la mallette - une femme rescapée des tours aussi avec qui il entame une courte relation. Son fils s'enferme dans s achambre avec des jumelles pour scruter le ciel en attendant les avions de Bill Lawton. Sa femme Lianne s'occupe comme elle peut de sa vieille mère, elle tombe sans cesse sur l'artiste qui surgit un peu partout dans les rues de N.Y. en reproduisant l'effet d'une des photos les plus connues sur le catastrophe.

Il y a eu plusieurs romans sur le 11 septembre. Celui de Foer raconte les événements avec les yeux de l'enfant et d'une façon tragicomique presque - pendant que le livre aussi bien connu de McInerney raconte les besoins d'aimer physiquement et psychologiquement pour évacuer les sentiments veçus. Dans son livre les protagonistes ont des affaires avec des personnes ayant veçus le même drame qu'eux.

Dans le livre de DeLillo il y a une certaine forme de dualité dans les univers des personnages. Lianne travaille avec des personnes atteintes de la maladie d'Alzheimer; son père en a été atteint et a décidé de se suicider avant que cela l'handicappe de trop. Lianne est donc obsédée par la peur de l'oubli. Keith fait tout pour oublier - ses amis de poker qui sont morts dans les attentats; et le seul survivant il l'évite. Il part définitivement jouer aux cartes à Las Vegas - là où personne n'est personne... juste une parmi d'autres.

La mère de Lianne a une affaire avec un allemand depuis vingt ans - mais il n'est pas qui il prétend être. Il est peut-être un ancien terroriste de la RAF - groupe le plus connu des années 70. C'est comme si pour chaque fait il existe l'autre pôle. Entre les récits de leur manière de cicatriser il y a des passages racontant le raisonnement d'un des terroristes - bien connu - Mohammad Atta. Ces passages n'apportent rien à mon avis. Il perturbe parce que c'est un personnage réel - et peu sympathique avouons-le!

Certes un auteur comme DeLillo a tout de suite eu le label de meilleur roman sur le 11/9 - comme pour d'autres catastrophes je pense qu'aucun roman peut égaler une vérité si horrible. Quant à son style je dois m'y habituer - j'ai trouvé la fin longue et trop detaillée.

Monday, September 15, 2008

La Porte des Enfers - Laurent Gaudé



  • French
  • September 11-13
  • 266 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Laurent Gaudé er franskmand, men hans universer foregår under andre himmelstrøg. Det er det sydlige Italien, som i Familien Scortas sol med al dens fattigdom og store dramatiske følelser blev mit første bekendtskab med Gaudé. En betagelse, som fortsatte med Eldorado, som desværre ikke er oversat til dansk endnu - men som binder hans to universer - Italien og Afrika - sammen i historien om den aldrende italienske politimand, som overvåger kysten med bådene af illegale afrikanske indvandrere. Også hér er det de store universelle følelser som skyld, ære... principper om medmenneskelighed.

Efter en kort novellesamling, som foregår udelukkende i Afrika, udkom hans seneste roman for et par uger siden. Med denne bog er vi tilbage i Italien - i Napoli i 1980. Ægteparret Matteo og Giuliana lever en beskeden tilværelse som taxichauffør og stuepige, og de har en lille søn, Pippo, på 6 år. Matteo skal følge sønnen i skole, da de bliver fanget i et mafiaopgør, og drengen bliver dræbt af et skud. Sorgen overmander dem, og Giuliana vil ikke acceptere den medfølelse og omsorg, omgivelserne viser dem. Hun forbander Gud, hun forbander sin mand... hendes eneste ønske er at få sønnen tilbage eller at få hævn.

Matteo lover hende hævn, men da han står overfor sin søns morder kan han ikke gennemføre det, og Giuliana forlader ham. Matteo tilbringer sine nætter kørende rastløs rundt i Napoli's gader - indtil han møder et underligt firkløver: Den prostituerede transvestit Grace, barejeren Garibaldo, den gamle præst Mazerotti og den lidt gale professor Provolone. De mødes i baren overfor kirken, som passende hedder Santa Maria del Purgatorio... skærsilden!

Provolone er overbevist om, at helvede findes - eller det sted, hvor de døde sjæle begiver sig hen på deres vej videre. Der er en dør i Napoli, hvorigennem man kan stige ned - det er ikke 'ét helvede'... titlen giver navnet i flertal, og mest af alt minder det om den underverden, som Dante beskriver i sin Guddommelige komedie. Som i Dantes vers er der flere kredse, som dog hér symboliserer de forskellige etaper i den dødes erkendelse af deres skæbne afhængig af måden, de forlod livet på eller hvordan deres efterladte tænker på dem.

Matteo og den gamle præst stiger ned, men kan man snyde døden og tage en sjæl med ud derfra? Hvilken pris har det for os mennesker, at vi ikke kan acceptere det uafvendelige men vil have hævn og vished om, hvor vores kære befinder sig?

Beskrivelsen af underverdenen er betagende - Gaudé's sprog er stærkt og voldsomt uden at blive patetisk i sin beskrivelse af smerten og savnet. Jeg læste så langsomt, så langsomt... fordi sproget krævede det, og for ikke at komme for hurtigt til slutningen. Jeg håber virkelig, at denne bog bliver oversat til dansk - en uforglemmelig oplevelse! Indtil da kan jeg kun anbefale at læse Familien Scortas sol.

-----------------------------------------------------------------------

Les univers de Gaudé me fascinent - que ce soit les paysages brûllants sous le soleil des Pouilles qui rend fou les hommes dans 'Le soleil des Scorta', ou la double histoire du vieux commandant italien et deux soudanais qui tentent le voyage impossible vers l'Europe - 'L'Eldorado'. Il a une façon d'écrire qui est puissant et tellement intense.

Dans son dernier livre il revient dans son univers italien. L'Italie pauvre de Naples en 1980 avec le couple modeste de Matteo, chauffeur de taxi, et Giuliana, femme de chambre dans un hôtel. Ils vivent une vie simple, se contentant de leur amour et d'aimer leur petit garçon, Pippo, de 6 ans. Un matin tout bouscule. Matteo emmène Pippo à l'école, pressé d'y arriver à temps il finit droit dans un règlement de compte de la mafia napolitaine. Le petit Pippo meurt dans ses bras sans dire un mot.

Cette disparition détruit son couple. Giuliana ne veut pas accepter la mort, ni la compassion des autres. Elle veut se venger, et elle maudit tout et tous - allant jusqu'à coller des petits mots sur les églises napolitaines pour réclamer le retour de son fils. Matteo finit par lui promettre la vengeance, mais face au tueur de son fils il n'a plus le courage. Le seul geste qui aurait pu sauver son couple et leur permettre de continuer de vivre dans un deuil impossible. Giuliana le quitte pour retourner dans son village natal, en oubliant tout de sa vie d'avant.

Matteo roule dans Naples la nuit sans prendre des clients jusqu'au jour où il tombe sur Grace - la travesti prostituée, qui lui présente aussi le vieux curé Mazerotti, le patron de bar Garibaldo et le professeur fou, Provolone. Ensemble ce petit groupe se réunit dans le café en face de l'église Santa Maria del Purgatorio, où le curé acceuille les bas-fonds de la ville. Ils parlent de leurs douleurs et Provolone de sa conviction que les enfers éxistent... ou les mondes d'En-Bas. Cet endroit où vont les âmes mortes sur leur chemin vers la deuxième mort, qui dépend de la manière dont ils ont quitté ce monde et de l'importance qu'ils ont dans la mémoire des vivants.

Les enfers de Gaudé ressemblent aux cercles de la Divinie Comédie - avec les différents niveaux, qui ici symbolisent les différentes étapes vers la mort définitive. Matteo et le vieux curé vont y descendre via la porte qui se trouve près du port de Naples selon Provolone.

La déscription des enfers est captivant; surréaliste sans basculer dans le pathos de la mort et des larmes. C'est un monde violent, triste d'où on ne sort pas indemne. Car la question est si on peut y aller et revenir avec la personne qui manque? Quel prix doit on payer pour obtenir cette vengeance et que se passe-t-il ensuite?

Leur descente aus enfers déclenchent des forces extrèmes... le tremblement de terre de novembre 1980. En parallèle nous suivons le fils en 2002, qui sait d'où il vient. Qui essaie de venger ce que son père n'a pu faire pour lui montrer qu'il connait son sacrifice. Comme dans ses livres précédents il traite des grandes émotions - la tragédie, la séparation, le deuil, le remords... un livre absolument inoubliable que l'on voudrait faire durer le plus longtemps possible.



Thursday, September 11, 2008

Francois Ier - André Castelot


  • French
  • September 7-10
  • 451 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Ham François kunne jeg da vist godt være blevet lidt forelsket i - for 500 år siden altså! Sikke en konge... især når man sammenligner med de to mest berømte af hans samtidige - Karl V og Henry VIII. Ikke just de største humanister!

François I var en stor kunstelsker; han var grundlægger i 1537 af den lov, som den dag i dag kræver, at en kopi af samtlige skrifter udgivet i Frankrig deponeres på nationalbiblioteket, så intet går tabt. Han bragte Leonardo da Vinci til sit hof - og dermed også Mona Lisa... hvilket er årsagen til, at hun kan ses i Paris. Han byggede nogle af de smukkeste slotte i landet - bl.a. Chambord og Fontainebleau. Han vedtog ved lov, at fransk skulle erstatte latin som officielt administrativt sprog, så menigmand kunne forstå det. Han var - selvfølgelig - en mand, som elskede kvinder... men i modsætning til sin engelske samtidige respekterede han dem også umådeligt.

Som i alle biografier er der også en hel masse krigssnak og strategier - men det var interessant at læse denne så kort tid efter Karl V for at få den 'modsatte' version af historien. Henry VIII har jeg læst flere biografier om - så nu er renæssancens puslespil komplet. Men det føjede blot endnu flere biografier til listen. Desværre skal de findes antikvarisk - men så er der en fornuftig ting at lave i Paris!

----------------------------------------------------------------

Cette biographie complètait à merveille ceux que j'ai lu sur Henri VIII d'Angleterre et récemment celui sur Charles Quint. Et contrairement à ses deux contemporains qui manquaient d'humanité je suis en admiration devant ce roi!

Un homme qui aime les lettres, qui instaure le dépot légal... qui aime les femmes certes - mais en les respectant aussi. Un amateur d'art et responsable des châteaux qui figurent parmi les plus beaux de la France. Mécène qui amène La Joconde et son maître en France parmi d'autres grands talents italiens.

Certes un guerrier et un peu rancunier quant il s'agit de certaines choses (comme son Milanais), mais physiquement un meilleur guerrier que Charles Quint - qui lui en veut terriblement d'ailleurs. Un vrai grand homme il me semble - et le dernier morceau de ce puzzle du triangle qui formaient la Rénaissance des trois plus grandes puissances de l'époque. J'étais réellement captivée et comme pour toutes les biographies cela donne envie d'en savoir plus sur les autres personnages de l'époque ainsi que sur la vie des gens communs. Il y aura de quoi faire chez les bouquinistes de la Seine en novembre...

Monday, September 8, 2008

Elle s'appelait Sarah - Tatiana de Rosnay


Der er skrevet så uendelig mange bøger om 2. verdenskrig, men alligevel er der emner, som aldrig udtømmes - der er nye vinkler på historier. Der er også historier, som tager tid før de kan skrives; som er svære for et folk at erkende har fundet sted. Denne bog omhandler en af de sorteste pletter i fransk historie under 2. verdenskrig.

Bogen er bygget op som en rammeroman, hvor der skiftes mellem den 10-årige Sarahs historie i 1942, og den 45-årige amerikanske journalist, Julia, som i 60-året for denne hændelse bliver bedt om at skrive en historie om det.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.
Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde. Selve stedet er siden revet ned, men at læse bogen var for mig som at gå igennem gaderne og se det hele meget levende for mig.
Den lille 10-årige jødiske Sarah tror naivt, at de hurtigt kommer tilbage, da politiet banker på døren - for det er jo franskmænd! Hun låser den uopdagede lillebror på 4 år ind i et hemmeligt skab og tager nøglen med. Hun regner med at være hjemme inden længe for at lukke ham ud.
60 år efter skal journalisten Julia og hendes franske mand istandsætte farmoderens gamle lejlighed for at flytte ind efter, at hun er kommet på plejehjem. De har boet der hele deres liv - siden juli 1942, hvor de pludseligt og hurtigt fik en større og billigere lejlighed.
Man følger parallelt den lille piges oplevelser i Vel d'Hiv (cykelbanen), deportationen til lejren, adskillelsen fra moderen - og hendes desperation over at vide, at lillebroderen er lukket inde i skabet i lejligheden. Julia begynder at efterforske til sin artikel, men støder på uvilje og angst fra ældre franskmænd, der oplevede perioden. Men hun presses også af sin mand til at stoppe med at rive op i gamle sår, da det går op for hende, at familiens lejlighed har tilhørt en deporteret familie.
Historien om den lille Sarah er selvfølgelig fiktiv - men hun symboliserer alle de børn, der i de dage blev brutalt myrdet, og hun kunne uden tvivl have været én af skæbnerne. Der var børn, det lykkedes at slippe afsted for - der er flere overlevende, der efterfølgende har beskrevet omstændighederne og attituden hos det franske politi.
Det er en utroligt gribende bog for sin historiske vinkel; den er utroligt letlæselig - og min eneste kritik er den unødvendige kærlighedshistorie, som uomtvisteligt må kobles på for Julia - den bibringer intet til den tragiske historie, det var. Men den gør selvfølgelig bogen mere kommerciel, hvilket er unødvendigt.


Tuesday, September 2, 2008

Kakerlakkerne - Jo Nesbø


Knap så god som Snemanden, men absolut en god krimi. Hans skrivestil er utrolig hurtig at læse - jeg forundres over, at en sådan bog kan læses færdig på en dag.

Emnet i denne krimi, som er skrevet tidligere end Snemanden, foregår i Thailand med historien om den norske ambassadør, der findes myrdet på et motel. Det handler om narko, om pædofili og prostitution. Hans beskrivelser af Bangkok er meget levende og rammende. Hans personbeskrivelser er ligesom i Snemanden også detaljerede nok til, at man kan følge deres reaktioner.

Dog synes jeg, at forcen ved nordiske krimiforfattere - og ganske givet det, der har gjort dem berømte de sidste par år - er, at de skriver om Norden. At deres krimier foregår "hjemme" er blevet deres kendetegn - og derfor er Snemanden også så meget bedre!

----------------------------------------------------------------------

A lire en une journée sans problème - il est loin d'être aussi passionnant que 'Le Bonhomme de neige', et donc lu très facilement.

Ecrit plus tôt que le Bonhomme de neige on croise néanmoins le même inspecteur paumé alcoolique - cette fois en Thailande après le meurtre de l'ambassadeur norvégien à Bangkok! Cela n'a hélas rien d'original - la prostitution, la pédophilie, les drogues et un suspect vite demasqué.

La force des auteurs nordiques devenus connus en dehors de chez eux a justement été qu'ils écrivent sur les pays nordiques. Le premier grand succès de Nesbø était 'Le Bonhomme de neige' qui ne pourrait jamais être écrit par un américain ou un français. Tout comme la trilogie de Stieg Larsson a eu son succés puisqu'il se passe en Suède. On ressort maintenant les livres précédents de Nesbø - mais c'est moins bien fait après tout.

The Sea - John Banville


  • English
  • August 14-21
  • 200 pages
  • Dansk titel: Havet
  • Titre français: La mer

Max er en midaldrende mand, som netop har mistet sin kone Anna. Efter Anna's død trækker han sig tilbage til den engelske kyst i et pensionat, som har en vis symbolsk betydning for ham.

Bogen er som titlen - han befinder sig ved havet; der er ikke meget handling - men en samling af bølger, som kaster sig som tidevand frem og tilbage i hans minder. Det er minder blandet af hans møde med Anna som ung og hendes sygdom. Det er især også minder om en sommer, da han var dreng og tilbragte ferien ved samme kyst sammen med sine arbejderklasseforældre.

Den sommer mødte han Grace-familien: Tvillingeparret Chloé og den stumme Myles, deres rige elegante og nonchalante forældre og tvillingernes barnepige Rose. Max oplever sin første fantasi om en kvinde, da han møder Mrs. Grace, tvillingernes mor. Han idealiserer dem, han betragter dem som guder - så langt er de fra hans verden, og så højt hævet over ham. Måden at beskrive Max's fascination af familien samt visse metaforer i bogen, mindede mig om Nick i 'Den store Gatsby', og hans besættelse af Tom og Daisy.

De samme symboler optræder - det guddommelige, uopnåelige, men også destruktive i dette par (ligesom tvillingerne i Banville's bog). Men også øjnene, der kigger - som det reklameskilt, der spiller en stor rolle i Fitzgerald's roman. Men guder lever ikke evigt - de forsvinder med tidevandet... som den tragiske slutning i 'Havet'.

Der veksles frem og tilbage mellem fortid og nutid - hans minder fra henholdsvis barndommen, ungdommen og konens sygdom bliver som strømhvirvler, der skal få hans indre hav til at falde til ro i den sorgproces, han gennemgår. Det er en utrolig lille bog - og jeg brugte uforholdsmæssig lang tid på at læse den. Eller rettere genlæse sætninger, afsnit og sider. Den var det absolut værd.

----------------------------------------------------------------------

Un petit livre bien particulier. Il n'est pas long mais néanmoins il m'a fallu de temps pour digérer les phrases et les pages et le fermer pour de bon. Comme le titre l'indique ce livre et sa construction est aussi comme la mer. Les phrases et les souvenirs du protagoniste sont comme des vagues ou des torrents qui se battent en lui mer pour que sa mer interne redevienne calme.

C'est l'histoire de Max - un homme d'une soixantaine d'années qui vient de perdre sa femme Anna. Pour se remettre de son deuil il part sur la côte anglaise s'installer dans un pensionnat qui a une signification particulière dans ses souvenirs. C'est la maison qui appartenait à la famille Grace qu'il rencontre l'été des ses onze ans.

La famille Grace ce sont les jumeaux - la tumulteuse Chloé et Myles, qui est muet. Ce sont aussi les parents élégants, bohème - dont la mère devient le premier amour du jeune Max. Il les admire - il vient d'une famille de la classe ouvrière, et pour lui passer du temps dans l'univers des Grace c'est comme de toucher les dieux. Sa fascination et les symboles évoqués dans le livre font penser à l'admiration de Nick du 'Gatsby le magnifique' - ils sont intouchables, mais vivent aussi un destin tragique comme Tom et Daisy dans le roman de Fitzgerald.

Il y a aussi la vue - ce métaphore d'observation et de surveillance qui joue aussi un rôle important avec le panneau publicitaire du 'Gatsby'. Ca se termine en tragédie et Max passera toute sa vie à essayer de comprendre et se hisser à ce niveau social pour devenir un de leurs. Parfois un peu chaotique - mais en le relisant je pense qu'on rentre vraiment dans l'univers de Banville et son écriture un peu spéciale.