Max er en midaldrende mand, som netop har mistet sin kone Anna. Efter Anna's død trækker han sig tilbage til den engelske kyst i et pensionat, som har en vis symbolsk betydning for ham.
Bogen er som titlen - han befinder sig ved havet; der er ikke meget handling - men en samling af bølger, som kaster sig som tidevand frem og tilbage i hans minder. Det er minder blandet af hans møde med Anna som ung og hendes sygdom. Det er især også minder om en sommer, da han var dreng og tilbragte ferien ved samme kyst sammen med sine arbejderklasseforældre.
Den sommer mødte han Grace-familien: Tvillingeparret Chloé og den stumme Myles, deres rige elegante og nonchalante forældre og tvillingernes barnepige Rose. Max oplever sin første fantasi om en kvinde, da han møder Mrs. Grace, tvillingernes mor. Han idealiserer dem, han betragter dem som guder - så langt er de fra hans verden, og så højt hævet over ham. Måden at beskrive Max's fascination af familien samt visse metaforer i bogen, mindede mig om Nick i 'Den store Gatsby', og hans besættelse af Tom og Daisy.
De samme symboler optræder - det guddommelige, uopnåelige, men også destruktive i dette par (ligesom tvillingerne i Banville's bog). Men også øjnene, der kigger - som det reklameskilt, der spiller en stor rolle i Fitzgerald's roman. Men guder lever ikke evigt - de forsvinder med tidevandet... som den tragiske slutning i 'Havet'.
Der veksles frem og tilbage mellem fortid og nutid - hans minder fra henholdsvis barndommen, ungdommen og konens sygdom bliver som strømhvirvler, der skal få hans indre hav til at falde til ro i den sorgproces, han gennemgår. Det er en utrolig lille bog - og jeg brugte uforholdsmæssig lang tid på at læse den. Eller rettere genlæse sætninger, afsnit og sider. Den var det absolut værd.
----------------------------------------------------------------------
Un petit livre bien particulier. Il n'est pas long mais néanmoins il m'a fallu de temps pour digérer les phrases et les pages et le fermer pour de bon. Comme le titre l'indique ce livre et sa construction est aussi comme la mer. Les phrases et les souvenirs du protagoniste sont comme des vagues ou des torrents qui se battent en lui mer pour que sa mer interne redevienne calme.
C'est l'histoire de Max - un homme d'une soixantaine d'années qui vient de perdre sa femme Anna. Pour se remettre de son deuil il part sur la côte anglaise s'installer dans un pensionnat qui a une signification particulière dans ses souvenirs. C'est la maison qui appartenait à la famille Grace qu'il rencontre l'été des ses onze ans.
La famille Grace ce sont les jumeaux - la tumulteuse Chloé et Myles, qui est muet. Ce sont aussi les parents élégants, bohème - dont la mère devient le premier amour du jeune Max. Il les admire - il vient d'une famille de la classe ouvrière, et pour lui passer du temps dans l'univers des Grace c'est comme de toucher les dieux. Sa fascination et les symboles évoqués dans le livre font penser à l'admiration de Nick du 'Gatsby le magnifique' - ils sont intouchables, mais vivent aussi un destin tragique comme Tom et Daisy dans le roman de Fitzgerald.
Il y a aussi la vue - ce métaphore d'observation et de surveillance qui joue aussi un rôle important avec le panneau publicitaire du 'Gatsby'. Ca se termine en tragédie et Max passera toute sa vie à essayer de comprendre et se hisser à ce niveau social pour devenir un de leurs. Parfois un peu chaotique - mais en le relisant je pense qu'on rentre vraiment dans l'univers de Banville et son écriture un peu spéciale.
No comments:
Post a Comment