Tuesday, September 23, 2008

Falling Man - Don DeLillo


Det er den første roman af den ellers utroligt kendte forfatter, Don DeLillo, jeg har læst. Det er en 11. september-roman og det gøres klart fra første sætning, hvor Keith vakler ud af de faldende tårne begravet i støv, indsmurt i blod og et nyt menneske. Han vandrer på må og få i Manhattan's gader indtil han pludselig står foran ekskonens dør. Katastrofen bliver deres chance for at trøste hinanden, genskabe tilliden og samle familien med den 6-årige søn Justin.
På vej ud af tårnet har Keith taget en attachétaske, og han opsøger dens ejer - en sort kvinde, som også overlevede, og de indleder en kort men intens affære. Justin og hans legekammerater gemmer sig inde på deres værelser med en kikkert med hvilken de spejder efter flere fly - fløjet af en vis Bill Lawton. Lianne forsøger at tage sig af sin aldrende moder og afreagerer ved at slå underboen, som spiller arabisk musik.
Der er allerede skrevet en del bøger om 11. september - Foer's roman ser det fra barnets vinkel og er på sin vis tragikomisk, som Justin's reaktioner i denne også kan syne i det meget lille indblik man får i barnets opfattelse af hændelserne.
McInerney's roman berører det samme behov for at elske fysisk og psykisk - men også være utro med et menneske, som deler ens erfaringer og minder om katastrofen. På den vis er DeLillo's roman ikke synderligt anderledes. Til gengæld er der en form for dualitet eller modpoler i alting; Keith husker det hele - sine døde pokervenner, den morgen i tårnet - men han vil ikke huske. Han ender med at rejse til Las Vegas for at spille kort dagen lang - et anonymt sted, hvor han kan forsvinde i mængden af andre anonyme skæbner.
Lianne underviser en gruppe ældre ramt af Alzheimer, fordi hendes far begik selvmord, da han fik stillet den diagnose. Hendes største skræk i livet er ikke at kunne huske - og det er hende, som hver gang møder den gadekunstner, som hængende fra bygninger efterligner et af de mest berømte billeder fra den dag - og som har lagt navn til bogen.
Lianne's mor har haft en elsker i tyve år - en tysker, som måske ikke hedder det han påstår, og som måske har været medlem af RAF i 1970'erne - datidens mest berygtede terrorgruppe.

Bogen handler om deres måde at håndtere katastrofen på. Men den er også meget springende og lidt forvirrende efter min smag. Endelig er der nogle korte passager, hvor vi følger en af terroristerne - Mohammed Atta - og hans bevæggrunde for at blive jihad-kriger. Netop disse passager er i mine øjne totalt irrelevante, da dette er en reel person.

Denne bog er en af den slags, som nærmest automatisk bliver udråbt til at være en klassiker - jeg var dog ikke så imponeret af skrivestilen. Hans roman udnævnes til at være den bedste 11/9 -roman - men hvilken fiktiv bog kan nærme sig virkeligheden?

-----------------------------------------------------------------------

Le roman de DeLillo est un des romans phares sur le 11 septembre - il commence droit dans le sujet avec le personnage principal Keith, un avocat trentenaire qui se retrouve dans une des tours lors de l'attentat. Il s'en sort et il sort dans l'air poussiéreux de Manhattan couvert de sang et une mallette dans la main qui ne lui appartient pas. Il déambule dans les rues avant de comprendre qu'il se rend chez son ex-femme et son fils de 6 ans.

Les attentats deviendront leur chance de recoller les morceaux, de regagner confiance l'un dans l'autre mais aussi et surtout dans le monde. Seulement ils font ça dans leurs mondes parallèles et pas en tant que famille unie. Keith retrouve la propriétaire de la mallette - une femme rescapée des tours aussi avec qui il entame une courte relation. Son fils s'enferme dans s achambre avec des jumelles pour scruter le ciel en attendant les avions de Bill Lawton. Sa femme Lianne s'occupe comme elle peut de sa vieille mère, elle tombe sans cesse sur l'artiste qui surgit un peu partout dans les rues de N.Y. en reproduisant l'effet d'une des photos les plus connues sur le catastrophe.

Il y a eu plusieurs romans sur le 11 septembre. Celui de Foer raconte les événements avec les yeux de l'enfant et d'une façon tragicomique presque - pendant que le livre aussi bien connu de McInerney raconte les besoins d'aimer physiquement et psychologiquement pour évacuer les sentiments veçus. Dans son livre les protagonistes ont des affaires avec des personnes ayant veçus le même drame qu'eux.

Dans le livre de DeLillo il y a une certaine forme de dualité dans les univers des personnages. Lianne travaille avec des personnes atteintes de la maladie d'Alzheimer; son père en a été atteint et a décidé de se suicider avant que cela l'handicappe de trop. Lianne est donc obsédée par la peur de l'oubli. Keith fait tout pour oublier - ses amis de poker qui sont morts dans les attentats; et le seul survivant il l'évite. Il part définitivement jouer aux cartes à Las Vegas - là où personne n'est personne... juste une parmi d'autres.

La mère de Lianne a une affaire avec un allemand depuis vingt ans - mais il n'est pas qui il prétend être. Il est peut-être un ancien terroriste de la RAF - groupe le plus connu des années 70. C'est comme si pour chaque fait il existe l'autre pôle. Entre les récits de leur manière de cicatriser il y a des passages racontant le raisonnement d'un des terroristes - bien connu - Mohammad Atta. Ces passages n'apportent rien à mon avis. Il perturbe parce que c'est un personnage réel - et peu sympathique avouons-le!

Certes un auteur comme DeLillo a tout de suite eu le label de meilleur roman sur le 11/9 - comme pour d'autres catastrophes je pense qu'aucun roman peut égaler une vérité si horrible. Quant à son style je dois m'y habituer - j'ai trouvé la fin longue et trop detaillée.

3 comments:

Reg said...

Hej Nille, Jeg vil meget gerne anbefale DeLillos WHITE NOISE, som var den bedste af ham jeg har læst. Prøv at få fat i den. Tak for bloggen forresten, der er en masse forfatternavne jeg ikke kender til her i det litterært mørke USA.

Jeg hørte DeLillo læse højt en gang i Seattle, og da han sad og skrev under på bøger var der nogle visitkort man ku tage hvor der stod bare: "I don't want to talk about it."

Nille said...

Reg,

Velkommen til - og tak!

Jeg vil absolut forsøge at få fat på flere DeLillo romaner. Der var så meget hype omkring The Falling Man - men han har jo skrevet bøger i en evighed, så selvfølgelig er der nogle fantastiske iblandt!

Min læsning er jo selvfølgelig meget farvet af det frankofile - og i det hele taget sydlandk kultur; men jeg forsøger at sprede mig - og jeg synes absolut også, at der er mange gode amerikanske forfattere, som aldrig bliver oversat.

En bog, der gjorde stort indtryk på mig var Wally Lamb's 'I know this much is true'.

Jeg vil kigge lidt nærmere på din blog - og finde lidt inspiration!

Reg said...

Jeg kan anbefale The Shanghai Moon af S.J. Rozan (krimi) og Miracles of Life: Shangai to Shepperton af J.G. Ballard (selvbiografi), som jeg har læst fornylig. Både har en masse interessante ting om Shanghai under japansk besættelse -- samme periode som Empire of the Sun.