Skammen - Annie Ernaux

 

• Fransk
• 11. juni
• 132 sider
• Originaltitel: La honte

Den franske forfatter, Annie Ernaux, vandt jo Nobels litteraturpris i 2022 - til stor forundring hos mange i Frankrig, Jeg har personligt aldrig læst nogle af hendes bøger; der er vist ikke én af dem, der er mere end 150 sider lang og så er de primært selvbiografiske. De er centreret om forskellige temaer, og er udgivet over flere årtier - principielt kunne hun jo have skrevet en stor selvbiografi. Men det er jo ikke op til mig at dømme!

Men nu stod den på programmet i min læseklub; så jeg lånte den på dansk på biblioteket og købte den så også på fransk (selvom en Gallimard-udgave til 180 kroner er vanvid for 132 sider). Det tog mig lige præcis to timer at læse den, og er et glimrende eksempel på, hvorfor jeg ikke kan med disse korte bøger.

Jeg læste hele den franske udgave; men brugte den danske til opslag - jeg var især interesseret i at se, hvordan oversætteren ville håndtere de mange franske udtryk. 

Denne bog omhandler sommeren 1952, da forfatteren er 12 år gammel og hendes far forsøger at dræbe hendes mor. En juni eftermiddag.Bare sådan. Men er det et reelt drabsforsøg eller som hun selv skriver - et skænderi, der tager overhånd og der bliver taget for godt fat. Forældrene har en lille købmandsbutik i forbindelse med en café, og de er således socialt i den nedre del af hierarkiet. Netop hierarkiet er dominerende i deres verden - i den lille provinsby; i skolen; i kirken; i samfundet.

Skammen er dermed den erkendelse af, at de ikke er blandt eliten - Annie er den bedste elev i klassen, men der er stadig en uudtalt forskel udenfor skolen. En forskel, der betyder, at man ikke blander sine verdener sammen.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes om hendes stil? Generelt er det problematisk for mig at starte og slutte en bog så hurtigt. Jeg synes ikke jeg når at lære forfatteren at kende som jeg har behov for, og jeg når ikke at fordybe mig nok. Desuden må jeg indrømme, at det som hun tilsyneladende finder interessant, ikke er det for mig. At bygge en hel karriere på at skrive sine erindringer i dette format er lidt Kejserens nye klæder for mig. Det bliver virkelig interessant at se, hvad resten af læseklubben synes om den!

Muren - Jean-Paul Sartre

 

• Fransk
• 22. maj
• 69 sider
• Originaltitel: Le mur

Denne måneds læseklubudfordring, som faktisk er en novellesamling, men det lykkedes mig kun at finde hovednovellen i en særlig udgave med forklaringer og illustrationer. Teksten er dog den samme.

Muren er skrevet i 1939 umiddelbart efter den Spanske Borgerkrig og inden Sartres store eksistentialistiske hovedværker. Sartre selv sagde, at det var tragiske eller komiske historier - og i visse tilfælde er det nok begge dele.

Den foregår over en enkelt nat, hvor tre personer dømmes til døden. Hovedpersonen Pablo fortæller historien i første person, og filosoferer over det liv, der skal ende ved daggry. De to andre fanger er en irsk mand, Tom, og en ung spanier, Juan. Den unge Juan mener han er uskyldig - det er hans bror de skal have fat i. Tom bliver hurtigt så nervøs, at han ikke kan finde ro og ikke holde styr på sin kropsfunktioner heller.

Pablo mener, at selvom man nu kom og benådede ham, så ville det ikke gøre en forskel. For nu har han tabt illusionen om det evige liv. Det er jo essensen i Sartres tankegang.

Muren er flere ting. Det er den mur, de skal henrettes op ad selvfølgelig. Men det er også muren i cellen, der spærrer dem inde og så er det den mere abstrakte mur, der afslutter deres liv.

Men Pablo får en chance til - hvis han fortæller, hvor Ramon - en anden mistænkt - gemmer sig, vil hans liv blive sparet.

Pablo er overbevist om, at Ramon er i sikkerhed hos sin fætter, så han fortæller dem, at Ramon gemmer sig på kirkegården. Det gør han faktisk. Ramon bliver dræbt. Pablo lever. Det er en makaber tragikomisk slutning, som bliver Pablos byrde at bære.

Man kunne jo tænke, at Sartre var inspireret af en anden fransk klassiker - nemlig Victor Hugos En dødsdømts sidste dag. Der er flere lighedspunkter - det hele foregår over en enkelt nat inden den sidste morgen fx. Men Hugos hovedperson er anonym; hans projekt var en analyse af nytten af dødsdomme. Skal samfundet give igen af samme skuffe ved at dræbe en mand, der har dræbt?

Sartres vinkel er, at individet må tage ansvaret - således også Pablo hvis leg med betjentene resulterer i Ramons død. Sartres syn er, at den "joke" tydeliggør, at Pablo ikke længere har nogle hensyn at tage. Han skal dø - ergo kan han tillade sig at lege med sin menneskelighed og sin frihed. Men det er også absurditeten i slutningen - Pablo bliver i sidste ende den med ansvar for liv og død.

Fuglene - Tarjei Vesaas

• Dansk
• 17.-18. april
• 213 sider
• Læseklub
  

 

Det er uden tvivl en udfordring jeg har taget op at melde mig tl en bogklub, der er specialiseret i Nobel-forfattere - eller nogen, der næsten fik prisen. Jeg har da læst nogle; men ni bøger af Nobel-modtagere ud af 1.410 anmeldelser er ikke engang en enkelt procent. Så det kan jo kun være en god udfordring.

Jeg var dog lidt udfordret med denne norske forfatter, som jeg slet ikke kendte. Han fik da heller ikke Nobel-prisen, men var tæt på, og modtog mange andre priser for sit samlede værk.

Romanen er fra 1957, da Vesaas var tres år gammel. Den er tilsyneladende Norges svar på Det forsømte forår eller andre romaner, der igennem generationer har været fast pensum for danske unge. 

Mattis er 37 år gammel, og bor alene med sin 40 år gamle søster Hege i et lille hus langt ude i den norske natur. Mattis er lidt enfoldig, og Hege er forsørgeren - hun strikker trøjer, og sælger dem til landsbyens beboere. De beboere, der kalder Mattis for en tosse, fordi han aldrig har arbejdet.

Mattis går rundt i skoven og lytter til fuglene og kaster sten i vandet. Men en dag beslutter han sig for at blive færgemand. Der er ikke som sådan et behov for det; men Mattis vil gøre sig nyttig og han elsker naturen. Det bliver dog en skæbnesvanger beslutning.

Den eneste kunde han får er Jørgen, som er skovhugger og flytter ind hos Mattis og Hege.

Det betyder en stor forandring for Mattis og søsteren. Som hun blomstrer ved endelig at leve, så biver det tragisk for Mattis. Det er faktisk en meget trist roman, hvor styrken primært ligger i de små konstateringer Mattis kommer med, og som er hans verdensbillede. Som læser ser man jo også den rigtige betydning af det, han fortolker på sing egen måde - og det skærer lidt i ens hjerte.

Men det var stadig nok ikke en roman, jeg ellers ville have læst. Jeg har i forvejen lidt svært ved den danske stil at skrive romaner i, og norske romaner er uomtvisteligt længere ude af den tangent. Det er en kulturel ting. Så det er dejligt, at jeg bliver "tvunget" til det i læseklubben.

Victoria - Knut Hamsun

 

• Dansk
• 12. marts
• 141 sider
• Læseklub

Til marts måneds udfordring i læseklubben skulle jeg læse Knut Hamsuns roman fra 1898. Den er tilsyneladende blevet "opdateret" sprogligt for nogle år siden, men jeg valgte at finde den antikvarisk, og endte med en udgave fra 1966. Den er stadig med den gamle retskrivning og sprogligt langt tættere på bokmål end dansk synes jeg. Det gjorde nu ikke noget for læsningen. Den har heller ikke så let og yndig en forside som her; tværtimod er den mørk, dunkel og ikke romantisk på nogen måde.

Undertitlen hedder En kærligheds historie. Tænker man over det, så er det jo markant anderledes end at skrive En kærlighedshistorie! Her fornemmer man allerede, at der er en begyndelse - men også en slutning. Så den nyromantiske ynde til trods ved vi, at dette ikke er en happy ending.

Johannes er møllerens søn, og som barn leger han med herskabsbørnene oppe fra slottet; den smukke Victoria, som han forelsker sig i - men kun kan drømme om.

Som ung begynder han at digte og skrive; Victoria er selvfølgelig den evige inspiration - og han får al sin ulykke ned på papir, mens han lever på et lille hummer inde i byen. Her møder han også Victoria, når hun er på besøg hos familiens venner. Victoria indrømmer, at hun elsker ham - men, at det er umuligt. Der er de graverende sociale klasseskel og samtidig må hun gifte sig til en formue, da faderen er ved at gå fallit. Hun må ofre sig, så familiens ære kan reddes.

Deres møder i den meget lille roman er sporadiske over de knap femten år fra de er børn til slutningen. Der går år imellem de ses; Johannes rejser ud i verden; han skriver og bliver berømt - og da han vender hjem igen, inviteres han med til fest på slottet - og denne gang går han ind af hoveddøren. Han er socialt accepteret nu; og han håber Victoria vil tage ham. Men den aften annoncerer hun sin forlovelse med Otto; som har været den trofaste ledsager også siden de var børn. 

Da Otto tragsik dør i en jagtulykke tænker man, at der ligger andet bag. Han opdager, at Victoria elsker Johannes og måske skammen er for meegt at bære? Men nu er familiens håb om finansiel redning også væk, og Victorias far sætter ild til slottet mens han sidder i gallatøj midt i vinkælderen. Det er grandiot og melodramatisk på samme tid.

Nu har Johannes jo faktisk muligheden for at få Victoria; hun skal ikke tænke på økonomien og de elsker hinanden. Men nu vil han ikke. I stedet flirter han med den unge Camilla, som ender med at svigte ham - og der følger en række små historier, som skal læses som Johannes forfatterværk men også er en form for fremtidsudsyn for, hvordan hans liv arter sig eller hvordan han drømmer det kommer til at blive. Det er nogle ret interessante små intermezzoer.

Victoria dør; en kærligheds historie er endt. Til sidst overdrages Johannes et brev fra hende, som kun må læses posthumt. Det er den tragiske ende på deres historie/ Samtidig undrer jeg mig over om Johannes var mere forelsket i forelskelsen, da den var uopnåelig og fungerede som inspirationskilde for ham - end da han fik en reel mulighed for at realisere den? Det bliver interessant at drøfte i læseklubben om nogle dage.

Første person ental - Haruki Murakami

 

• Dansk
• 15. februar
• 186 sider
• Læseklub

Jeg måtte midlertidigt afbryde min igangværende læsning, da jeg meldte mig til en læseklub på biblioteket. Det er absolut første gang, jeg prøver den slags - så var meget spændt på det. Klubbens tema er værker af forfattere, der enten har vundet Nobelprisen i litteratur eller har været oppe at vende som mulige kandidater. Så pludselig havde jeg kun en dag til at finde og læse månedens bog for ikke at mde helt uforberedt op. Heldigvis var det ikke verdens tykkeste bog, og jeg nåede stort set den hele aftenen inden.

Murakami har jeg læst før; men det er ved at være en del år siden. En af dem var på engelsk og den anden på fransk; men denne gang blev det nemmeste at finde den danske udgave på biblioteket; med japansk litteratur er det jo knap så vigtigt - og oversættelsen skulle vise sig at være virkelig fremragende. Ikke fordi jeg taler japansk; men fordi man kan se oversætterens brug af ordleg, som må komme fra originalen, og ikke være nemt at få med ind i en oversættelse så flydende som det gøres her.

I modsætning til de to romaner jeg har læst, er dette en novellesamling. I den danske oversættelse er der ni noveller, hvor originalen vist kun har otte noveller. De virker til at være delvis selvbiografiske; men det er altid svært med Murakamis flydende grænser mellem fantasi og virkelighed. Gælder det også mellem hans eget liv og fiktionen?

De fortælles, som titlen antyder, i første person ental - men ved man om det er den samme mand hele vejen igennem? Eller er det otte forskellige mænds tilbageblik på et minde? Den niende novelle er fortalt af en kvinde, og falder dermed lidt udenfor.

Mange af minderne handler om relationer til kvinder; korte forhold eller tilfældige møder og ofte fokuserer Murakami en del på deres fysiske udseende. Han omtaler kvinderne som "grimme" - men så har de andre kvaliteter. Der er et strejf af nostalgi hele vejen igennem; mænd, der tænker tilbage på gode eller markante minder i en ældre alder. I et enkelt tilfælde giver han direkte sit eget navn; men vi ved ikke med sikkerhed om de andre er hans egne minder eller ej?

Stilen er noget mere tilgængelig end jeg husker de to romaner, jeg læste. Man flyder med i et stille tempo, hvor der ikke sker så meget - og så pludselig er det alligevel et element af overraskelse. En lille blanding af noget fantasifuldt, en del jazzmusik og Beatles, som han tidligere har brugt. Og baseball, som han er stor fan af. Det er absolut ikke så imponerende som hans tidligere romaner, og jeg fornemmer en mætning med alderen. En stille reverence, der begyndes.