Victoria - Knut Hamsun

 

• Dansk
• 12. marts
• 141 sider
• Læseklub

Til marts måneds udfordring i læseklubben skulle jeg læse Knut Hamsuns roman fra 1898. Den er tilsyneladende blevet "opdateret" sprogligt for nogle år siden, men jeg valgte at finde den antikvarisk, og endte med en udgave fra 1966. Den er stadig med den gamle retskrivning og sprogligt langt tættere på bokmål end dansk synes jeg. Det gjorde nu ikke noget for læsningen. Den har heller ikke så let og yndig en forside som her; tværtimod er den mørk, dunkel og ikke romantisk på nogen måde.

Undertitlen hedder En kærligheds historie. Tænker man over det, så er det jo markant anderledes end at skrive En kærlighedshistorie! Her fornemmer man allerede, at der er en begyndelse - men også en slutning. Så den nyromantiske ynde til trods ved vi, at dette ikke er en happy ending.

Johannes er møllerens søn, og som barn leger han med herskabsbørnene oppe fra slottet; den smukke Victoria, som han forelsker sig i - men kun kan drømme om.

Som ung begynder han at digte og skrive; Victoria er selvfølgelig den evige inspiration - og han får al sin ulykke ned på papir, mens han lever på et lille hummer inde i byen. Her møder han også Victoria, når hun er på besøg hos familiens venner. Victoria indrømmer, at hun elsker ham - men, at det er umuligt. Der er de graverende sociale klasseskel og samtidig må hun gifte sig til en formue, da faderen er ved at gå fallit. Hun må ofre sig, så familiens ære kan reddes.

Deres møder i den meget lille roman er sporadiske over de knap femten år fra de er børn til slutningen. Der går år imellem de ses; Johannes rejser ud i verden; han skriver og bliver berømt - og da han vender hjem igen, inviteres han med til fest på slottet - og denne gang går han ind af hoveddøren. Han er socialt accepteret nu; og han håber Victoria vil tage ham. Men den aften annoncerer hun sin forlovelse med Otto; som har været den trofaste ledsager også siden de var børn. 

Da Otto tragsik dør i en jagtulykke tænker man, at der ligger andet bag. Han opdager, at Victoria elsker Johannes og måske skammen er for meegt at bære? Men nu er familiens håb om finansiel redning også væk, og Victorias far sætter ild til slottet mens han sidder i gallatøj midt i vinkælderen. Det er grandiot og melodramatisk på samme tid.

Nu har Johannes jo faktisk muligheden for at få Victoria; hun skal ikke tænke på økonomien og de elsker hinanden. Men nu vil han ikke. I stedet flirter han med den unge Camilla, som ender med at svigte ham - og der følger en række små historier, som skal læses som Johannes forfatterværk men også er en form for fremtidsudsyn for, hvordan hans liv arter sig eller hvordan han drømmer det kommer til at blive. Det er nogle ret interessante små intermezzoer.

Victoria dør; en kærligheds historie er endt. Til sidst overdrages Johannes et brev fra hende, som kun må læses posthumt. Det er den tragiske ende på deres historie/ Samtidig undrer jeg mig over om Johannes var mere forelsket i forelskelsen, da den var uopnåelig og fungerede som inspirationskilde for ham - end da han fik en reel mulighed for at realisere den? Det bliver interessant at drøfte i læseklubben om nogle dage.