Elizabeth of York: The Last White Rose - Alison Weir

 

• Engelsk
• 6.-11. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg synes næsten lige jeg var blevet færdig med serien om Henry VIII's hustruer; men det er noget tid siden - jeg læste sjette bind i juli måned. Inden da var der gået mere end ti ås side jeg havde læst hendes roman om Henry VIII's datter, Elizabeth I. Inden da havde jeg læst om Eleanor af Aquitaine i en reel biografisk form; og jeg kan virkelig godt lide hendes historiske biografier.

De er historisk korrekte; og selvom der er begrænset kildemateriale til de mere "bløde" sider af historierne, så formår Weir at give karaktererne liv - stadig med respekt for fakta.

Efter serien om de seks hustruer, har hun kastet sig ud i en roman om livet ved hoffet - en slags behind the scenes. Den må jeg virkelig også læse; men denne udgivelse fra sidste år var allerede på biblioteket.

Elizabeth af York var Henry VIII's mor; hun levede fra 1466 til hun døde i barselsseng i 1503 med sit syvende barn. Hendes far var Edward IV, som døde i 1483. Det var midt under Rosekrigene, som var en strid om arverettighederne mellem de to adelige familier, York og Lancaster. Edward IV havde to sønner og kronprinsen var 13 år gammel, da faderen døde og ansås jo som den naturlige arvtager. Men hans onkel - Edward IV's lillebror, Richard, udråbte sig selv som konge. Han smed kronprinsen og hans mindre bror i Tower-fængslet, hvor de senere forsvandt og højst sandsynligt døde på mystisk vis.

Elizabeth og hendes mor og søskende havde søgt tilflugt i et kloster; der var man beskyttet af kirken, og Richard kunne ikke trænge ind for at anholde dem. Men det var stadig en form for fængsel, og Richard erklærede forældrenes ægteskab for ugyldigt og børnene for uægte.

Elizabeth og familien forlader klostret, og vender tilbage til hoffet, og selvom det er hendes onkel overvejer hun på et tidspunkt at gifte sig med Richard; ikke mindst for at moderen kan få sin tidligere status og levevis tilbage. Men der er stadig en, der mener at have ret til tronen - Henry af Richmond. Hans aner gik også tilbage til den tidligere Henry VI, og han levede i eksil - men ved et ægteskab med Elizabeth ville englænderne anerkende dem som kongepar. I Elizabeths øjne skulle det foregå som datidens mest berømte powerpar - Ferdinand og Isabella i Spanien; men da Henry angriber og dræber kongen, udråber han sig som retmæssig arving med slaget som retfærdiggørelse.

Ikke desto mindre blver de gift; og det er et lykkeligt ægteskab. De har deres problemer som alle andre - men den største fare er de konstante prætendanter til tronen. De to unge prinser er jo aldrig fundet - hverken døde eller levende; og jævnligt må de slås med nye unge mænd, der foregiver at være dem. En ambivalent situation for Elizabeth, som jo gerne vil finde sine brødre - men det vil så være på bekostning af tronen. 

De får syv børn; kronprinsen Arthur, som bliver gift med den spanske prinsesse Katherine af Aragon - som senere bliver Henry VIII's første hustru. Nogle dør spæde - mens Arthur dør som teenager, og Henry dermed bliver landets retmæssige kronprins. Det tab får kongeparret til at forsøge at få et barn mere - men Elizabeth er nu 36 år gammel, og hun dør nogle dage efter fødslen - på sin 37 års fødselsdag. 

De havde et absolut godt ægteskab efter datidens standarder - og ikke mindst fordi det som udgangspunkt var strategisk og politisk. Weir gør historien levende og vibrerende, så man føler sig placeret midt i hofsalen mellem alle protagonisterne. Det er jo også lidt ironisk, hvordan hendes søn, Henry VIII, behandler sine hustruer med den bagage! Han erklærer sit ægteskab til Katherine ugyldigt; senere frastøder han Anne Boleyns børn som uægte - præcis de samme ting, som Richard udsatte hans mors familie for, og den historien måtte han jo kende.