Ve, mit elskede land - Alan Paton

 

• Engelsk
• 20.-25. marts
• 256 sider
• Originaltitel: Cry, the Beloved Country

Jeg forundres stadig over kvaliteten af danske biblioteker, og de ydelser de tilbyder. For nylig fandt jeg nogle brochurer med forskellige teamer - bøger om rejser, sommerferielæsning og én med bøger, man absolut burde læse en gang i sit liv. En del af dem havde jeg læst; men ikke denne klassiker fra 1948, som dog ikke fandtes på biblioteket i originaludgaven. Den blev bestilt hjem!

Det er 1946, og Stephen Kumalo er præst i en lille landsby i Sydafrika langt fra hovedstaden Johannesburg. En dag modtager han et brev fra en præst i hovedstaden, som beder ham komme, da Stephens søster er syg. Det er samtidig muligheden for Stephen til at lede efter sin egen søn, Absalom, som rejste til hovedstaden for at lede efter søsteren. Men hovedstaden lader til at opsluge alle disse mennesker fra Stephens liv.

Stephen er ikke vant til en storby; det bliver et skræmmende møde med trafikken, menneskemasserne, fattigdommen. Men også hans egen bror, John, som er politisk aktiv. Man skal jo huske her, at det er 1946 - blot to år inden indførelsen af apartheid. Alan Paton er selv sydafrikaner og stærkt imod apartheidstyret, og hans roman er uden tvivl tænkt som en protest - hele bogen igennem hylder han kærligheden til landet; jorden, folket, kulturen - men også med en dyb melankoli og sørgmodighed over det, der foregår.

Stephen finder sin søster, og får hende overtalt til at tage med ham hjem. Så finder han sporet af sønnen, der også er endt i uføre - og mens han leder, får han at vide, at sønnen er anholdt for mordet på en hvid mand. Denne mand, Arthut Jarvis, er søn af den "store hvide mand" fra hans egen egn. Skammen er total! 

Vi følger Stephen mens han sidder under retssagen, og ser hvordan sønnen bliver dømt mens broderense søn går fri; det skaber en endelig kløft mellem de to brødre. Til gengæld kommer han i kontakt med Arthurs far, James Jarvis. Efter mordet på sønnen er faderen faldet over hans skrifter, og det går op for ham, at sønnen arbejdede for at de indfødte skulle have deres land tilbage - hvilket jo som bekendt ikke skete før mange år senere. 

Men det får James til at give mere til lokalmiljøet, og selvom de to mænd aldrig direkte får talt ud om deres individuelle sorg, så ved de, hvordan den anden har det.

Det er en bog fyldt af biblisk og episk storhed; der er passager så hjerteskærende poetiske, at jeg måtte genlæse dem flere gange for at komme helt ind i den atmosfære, der er i historien. Det er en historie om social uretfærdighed selvfølgelig - men også om familie, håb, kærlighed, tilgivelse. Om forholdet mellem far og søn - det er næppe uskyldigt, at sønnen hedder Absalom som kong Davids søn, der undsiger sig sin fars autoritet. 

Det tog mig relativt lang tid at komme igennem denne lille roman; men kun fordi jeg virkelig måtte ind i den stemning; og genlæse og genlæse. Det var en smertelig smuk historie! Ikke uden grund på listen over de tusind bøger man skal læse i sit liv - og en absolut klassiker indenfor afrikanske romaner.