De savnede - Anna Hope

• Engelsk
• 25.-28. juli
• 416 sider
• Originaltitel: Wake

Over fem dage udspiller denne smukke lille roman sig med en gribende fortælling, hvor hovedpersonen er ukendt, og en meget passiv protagonist, må man sige!

Det starter den 7. november 1920 et sted i Frankrig, hvor nogle lig graves op af mulden. De er ikke friske, og har været døde i nogle år allerede. Seks lig tages fra seks forskellige slagmarker og lægges i anonyme kister. En overordnet lukker øjnene og lægger sin hånd på en vilkårlig kiste. Det bliver den udvalgte, som skal fragtes hjem i pomp og pragt. Fælles for de døde mænd er, at de ikke kan identificeres - og de var derfor alle perfekte kandidater til at blive Den Ukendte Soldat.

Hjemme i England sørger befolkningen stadig; og de kæmper med tingene på hver deres måde. De mangler kærester og sønner; mænd og brødre. De mangler lig at begrave. De mangler forløsning. Og nogle mangler en fremtid uden mænd.

Mens den ukendte soldat begynder sin rejse hjem i tide til den store ceremoni den 11. november på to-årsdagen for freden, følger vi tre forskellige kvinder.

Ada har mistet sin søn, hvis lig ikke er fundet - i hvert fald ved hun ikke, hvor han er begravet. Hun ser ham alle steder - i gaderne, i sit køkken og forholdet til manden, Jack, bliver dårligere og dårligere efterhånden som sønnens "spøgelse" fylder. Hun støtter sig til veninde, Ivy, hvis søn også er død - men Ivy har i det mindste et brev med angivelse af gravplads.

Hettie har fået sin bror hjem; men han er lammet af chok, og kan ikke få en hverdag op at stå igen. Hettie arbejder som dansepige i en cabaret, hvor man kan få en svingom for et lille beløb. Det indebærer også danse med de invalide mænd med amputerede lemmer. Hettie leder efter en rig mand, der kan få hende væk fra al denne misere - og måske møder hun ham i kaptajnen Ed Montfort.

Endelig er der Evelyn, som arbejder på et pensionskontor, hvor man hjælper de returnerede soldater med at få deres rettigheder ordnet. Hun mistede en kæreste i krigen, og som næsten trediveårig er hun bitter over sin skæbne. Hun er jaloux på de kvinder, der fik en mand hjem - mens hun må ende som gammeljomfru, da der ikke er flere unge raske mænd på hendes alder tilbage. 

De tre kvinders liv krydser hinanden over de fem dage; uden de nødvendigvis selv ved det.

Evelyns bror er kaptajn Montfort, som Hettie møder i cabareten og ser som den mulige prins på den hvide hest. Evelyn bliver på arbejder opsøgt af en mand, der leder efter hendes bror. De var i samme kompagni, og manden kan fortælle Evelyn, hvordan Adas søn døde. Det giver Evelyn et helt andet perspektiv på krigen - måske lige det, hun manglede: At nogen taler om, hvad der skete? Hvordan der var i skyttegravene? Hvad de psykiske konsekvenser er for de overlevende?

Sebastian Faulks har skrevet en fantastisk barsk men smuk bog om netop skyttegravene; den kan virkelig anbefales. Her handler det om det savn, der er bagefter - og især hos kvinder, der ikke ved, hvordan krigen ser ud indefra.

De forbereder sig sammen med hele landet på modtagelsen af den ukendte soldat; og alle har de tænkt, at det kunne være netop deres mand, bror, kæreste, der lå i den kiste. Det er ikke svært at forstå, hvad der er gået gennem disse kvinders hoveder, da kisten bæres igennem Londons gader med stor ceremoni. Men også i mændenes, hvis kammerat, bror eller far, det kan være.

Det lykkes forbløffende godt i denne debutroman at få trådene samlet uden at det bliver for meget. Nogle sandheder kommer frem; og nogle helingsprocesser startes - men det er ikke sødsuppe-Happy Ending. Det er faktisk en historie, der kun blev bedre som den skred frem.

Alle mennesker er dødelige - Simone de Beauvoir

• Fransk
• 19.-24. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Tous les hommes sont mortels

Dette er indlæg nummer tusind! - 1.000 bøger, der er læst og anmeldt over de sidste 10 år mere eller mindre. De første par år skrev jeg ikke indlæg for alle bøger - blot 31 bøger i 2007, og 43 bøger i 2008. Men så begyndte jeg systematisk at føre alt ind - godt som skidt!

Det er alligevel utroligt, at det skulle nå til tusinde bøger; men med en læserytme lidt over eller under hundrede bøger om året, passer det jo fint. Derfor skulle nummer 1.000 jo også være lidt speciel, tænkte jeg.

Alle mennesker er dødelige er en af de romaner, jeg har læst flere gange - sidste gang var dog inden bloggen kom i gang. Der er et par bøger, som jeg synes bliver bedre gang for gang - og i dette tilfælde betyder tiden (og min stigende alder) også, at problemstillingen og fortolkningen skifter ansigt med tiden. Den bliver mere melankolsk at læse, som jeg selv bliver ældre - netop fordi det handler om tiden, der går og vores (u)dødelighed. For vi er jo dødelige, og skal affinde os med, at vi en dag forsvinder - og hvad er der så tilbage af os?

Det var et emne, som optog de Beauvoir som den eksistentialist, hun jo var; dog fik bogen ikke en glimrende modtagelse i 1946, da den udkom. Det var ikke "fint" nok sammenlignet med den kreds, hun omgav sig med - hvor især hendes mand, Jean-Paul Sartre, jo strålede på den franske intellektuelle scene. Det er en lidt overset roman desværre; i Danmark er den dog kendt for den oversættelse, som Dronningen og Prins Henrik lavede - og den er stadig 72 år senere absolut værd at læse.

Régine er en ung kvinde, der har travlt med livet, Hun er skuespiller, og vil være berømt - men hurtigt, og gerne på bekostning af andre. Hun møder den mystiske mand, som sidder i timevis ude i hotellets have og da hun opdager, at han er blevet lukket ud af et asyl, beslutter hun sig for at tage ham til sig. Hun vil give ham livslysten tilbage, for hun kan ikke acceptere den apatiske tilstand, han er i. Hun mener, at hun er så unik, at ved at elske ham, kan han blive energisk og lykkelig igen.

Fosca kan dog ikke begejstres af noget længere; han har prøvet det hele. Set alt. Hørt alt. Oplevet, elsket og tabt... nu er alt kun gentagelser. Men Régine forstår det ikke, før han en dag fortæller hende hele sin livshistorie.

Fosca fødes i 1279 i en italiensk by, som konstant er i krig med Firenze, Napoli eller Rom. Flere gange er det var at gå galt, men Fosca vil redde sin by og sit folk. Da en fattig mand tilbyder ham en udødelighedseliksir tager han derfor imod; på trods af hans hustru, Catherines, bønner om at lade den være. Men er der noget mere fristende end udødeligheden? Alt det man kan gøre - se, opleve, udrette... når der aldrig er en ende på det.

Men netop det bliver Foscas største problem. Efter at have værnet om sin by i et par hundrede år bliver det kedeligt - og hans personlige relationer er ikke gode. Vi vil alle være noget særligt for nogen; men for de kvinder, han elsker, er de blot en perle i en lang række - og derfor ikke unikke.

Nogle er optimistiske og mener, at netop de vil være den specielle, der overstråler alle andre - men langt de fleste er rædselsslagne af ren og skær forfængelighed. 

Fosca beslutter nu, at han må tænke større - det er hele verden, der skal forbedres og reddes. Derfor slår han sig sammen med Karl V, og hjælper ham i hans krige og opdagelser og erobringer af den nye verden. Også det bliver i sidste ende en skuffelse; han forsøger at hjælpe en opdagelsesrejsende i Amerika - men hvor han mener, at der er masser af tid og hvis ikke de når det, så gør nogle andre - så mister vennen alt mod. Han indser, at han ikke kan nå alt i sin levetid - og bliver jaloux på Fosca, der vil leve til at se det hele.

Relationer er dermed umulige på alle mulige måder - venner, elskere, børn... han kan ikke længere knytte sig til nogen.

En af de gange, jeg læste denne roman var i 1999. Min far var netop kommet til opvågningen efter en stor operation, og jeg sad og læste mens vi ventede på, at han skulle vågne. Jeg har understreget netop den side, jeg læste den januardag i 1999, hvor der blandt andet står:

"Et øjeblik tidligere havde han tredive eller fyrre år foran sig;                                         og pludselig ikke mere end en enkelt nat."

Det var den dag, vi fik at vide, at min far havde kræft og vores tidsperspektiv også ændrede sig drastisk. Netop den dødelighed higer Fosca nu efter; da han ser, at han ikke kan udrette noget fordi han ikke føler noget. Intet haster og dermed er gnisten væk.

Udødeligheden er den værste forbandelse, og alligevel vil vi alle altid have et par øjeblikke mere med dem, vi elsker. Angsten for at dø er også det, der holder os i live!

Som sagt kæmper Fosca med kærligheden; han fravælger den, da han ved, at kvinderne vil forsvinde fra hans minder. Og de tror, at de vil være anderledes. Glemmer vi, dem vi mister - og er vi selv uforglemmelige? Næppe.

Jeg erindrer min far; men efter atten år er der ting, der ikke er lige så soleklare længere - hans duft, hans latter.... og der er ting, han ikke ville kunne forstå i min verden i dag. Beauvoir beskriver det i romanen:

"...det var ikke længere Mariannes verden; jeg kunne ikke længere se den med hendes øjne; hendes blik var endeligt slukket - selv i mit hjerte var hendes holdt op med at slå. "Du vil glemme mig."Det var ikke mig, der havde glemt hende. Hun var gledet ud af verden, og mig, som var i denne verden for evigt, hun var også gledet ud af mig."

Helt så langt væk er min far ikke; men det er verden post-9/11 - med smartphones, krige og fænomener, han aldrig har oplevet. Ting, han muligvis ikke ville forstå eller bryde sig om. Og sådan vil nogle tænke om mig en dag. Det er livets og naturens cyklus.

Det er en sentimental, melankolsk og deprimerende roman på mange måder; samtidig er det én af de smukkeste kærlighedserklæringer til livet, venskaber og kærligheden, jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg har læst den på vidt forskellige måder hver eneste gang; mit perspektiv nu er ikke det samme, som da jeg var i tyverne - og muligvis skulle dette være den sidste roman jeg skal læse.

En dag. Når min egen dødelighed indhenter mig.

Maigret og Nahour-sagen (Maigret LXV) - Georges Simenon

• Fransk
• 18. juli
• 190 sider
• Originaltitel: Maigret et l'affaire Nahour

Det er sjældent, at jeg tager Simenon i en faktuel fejl - men det gjorde jeg nu!

Da Maigret blev udsat for bagtaleri og anklager, var han meget tynget af sagen og rådførte sig med sin gode ven Pardon. Måske var det bare nemmere at lade sig pensionere - og de var jo begge næsten derhenne; blot var Pardon tre år yngre end Maigret. Men nu er Pardon pludselig kun et enkelt år yngre!

De to er venner, men har aldrig arbejdet sammen om en sag. Indtil Pardon en sen aften vækker Maigret, da han har haft et mystisk besøg. En såret kvinde sammen med en mand, der påstår at hav e fundet hende på gaden. Pardon plejer hende, men de ser sit snit til at forsvinde, da han kigger væk. Da det er et skudsår mener Pardon, at det nok er bedre at tilkalde Maigret.

Næste morgen findes den professionelle casinospiller, Nahour, dræbt i sin lejlighed - og hans kone er væk. Denne er tilmed identisk med den mystiske sårede kvinde fra om natten, og manden var hendes elsker. Hvad er så mere naturligt end at antage, at hun - eller de - har myrdet ham.

Ikke desto mindre er de de mest samarbejdsvillige i affæren; hvorimod Nahours sekretær er arrogant og umeddelsom. Han driver Maigret til vanvid!

Det er et lille lukket miljø Maigret kommer ind i; alle har deres motiver kunne man sige - og ingen har særlig meget lyst til at tale.

Men da Maigret finder ud af, at fruen tidligere har haft sekretæren som elsker går der hul på bylden, og et snedigt set-up afsløres. Faktisk handler det om kærlighed og ære i sidste ende - og det er noget Maigret kan lide!

Gather the Daughters - Jennie Melamed

• Engelsk
• 15.-18. juli
• 441 sider
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg havde denne i hånden en del gange over forskellige besøg hos boghandleren; men jeg har aldrig læst meget science-fiction og slet intet fantasy. Det er ikke genrer, der siger mig noget - jeg har ikke engang læst Harry Potter. Jeg er nok for pragmatisk til den slags - og kan godt bare lide en god historie, jeg kan relatere mig til.

Der er en del referencer til The Handmaid's Tale alle steder; men den har jeg jo af gode grunde heller ikke læst - så det kan jeg desværre ikke sammenligne med. Eller måske er det helt fint slet ikke at sammenligne med noget, og blot fordybe sig i historien.

Det er en foruroligende historie! Den er ikke som sådan skræmmende, men den er virkelig ubehagelig faktisk.

Vi følger fire piger, som lever i en dystopisk verden på en ø... et sted!?

Engang drog ti mænd væk fra the wastelands (jeg kan slet ikke forestille mig, hvad en oversætter vil kalde det på dansk) - som er vores verden - for at etablere et nyt samfund. Et patriarkalsk samfund, hvor mænd sover med deres døtre indtil de er kønsmodne. Derefter sendes pigerne ud på deres parringstur, hvorefter de vender gifte hjem og fra nu af indtager en helt anden status.

De ti mænds efterfølgere er Vandrerne, der som de eneste kan besøge den gamle verden, hvorfra de henter forsyninger og til tider rekrutterer nye beboere for at blande blodet lidt. Ingen stiller rigtige spørgsmål til, hvordan de kan hente papir, mad osv. hvis den verden er ødelagt, som man har fortalt dem.

Hver sommer slippes alle børn på øen løs, og lever som vilde - nøgne kun "iklædt" ler, og herrer over øen. Al den tid holder de voksne sig inden døre. Men dette er også kun indtil de er voksne.

Janet er 17 år gammel og anorektisk; hun har forstået, at hun kan kan redde sig selv ved ikke at blive kvinde. Amanda er kun 14 år gammel, men allerede gift og gravid - og da hun finder ud af, at det er en datter, ved hun jo, hvad der venter denne lille pige. Det samme liv, som hun selv har. Caitlins far er alkoholiker og misbruger hende særligt groft; de er en af øens nyere familier. Desværre er de nye familier ikke helt med på øens filosofi; men snarere depraverede mænd, der ikke kan fungere i "vores" samfund og for hvem incesten er en tiltalende faktor ved det nye liv.

Endelig er der Vanessa, som er den privilegerede - hendes far er vandrer og hun har adgang til nogle få bøger; selvom hun ikke forstår koncepter som Canada, ulve, Picasso, malerier ...

Ved et sammentræf af omstændigheder bliver det pludselig nok for pigerne; de finder ud af, at man måske holder dem for nar - at der er noget "normalt" derude et sted. Men kan de rejse derfra? 

Kan de sige nej til deres fædre om natten? 

Det bliver ret så dramatisk, og der blev jeg bestemt grebet af historien. Men som sagt er det også meget foruroligende at læse den slags. Pigernes personligheder er glimrendre skildret; og man har så ondt af dem og med dem.

Jeg fik associationer til Ishiguros Never Let Me Go, som jeg læste inden bloggen opstod. Det var den samme fornemmelse af at vide noget, som protagonisterne ikke ved - det er jo dystopiens eksistensberettigelse! Så man håber til det sidste, at de klarer sig... 

Slutningen skal ikke afsløres her; men jeg må sige, at jeg faktisk fandt den rigtig velskrevet og fængende!

Last Voyage of the Valentina - Santa Montefiore

• Engelsk
• 13.-14. juli
• 404 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg kigger altid forbi bogudsalget i Arnold Busck; men jeg synes efterhånden, at det er en sørgelig affære. Der er intet tilbage af de gode kup, man kunne gøre ved tidligere bogudsalg. Der er altid stakke af engelske bøger, hvor man kan få tre for hundrede kroner. Men det er de samme, de hiver op af kælderen år efter år - så de fleste har jeg allerede læst. Det endte med to gode kup, og for at komplettere smed jeg denne efter - lidt hurtig chick-lit, som nær var endt i skraldespanden efter ganske få sider.

Det er virkelig ikke imponerende litteratur; men jeg endte med at abstrahere fra det komiske romantiske og fokusere på historien bag.

Alba er en ung kvinde i London i 1971, som fordriver sin tid med at være sur på sin far og stedmor, shoppe og forføre mænd på stribe. Hun bor på en husbåd på Themsen - hendes fars gamle båd fra krigen. Hendes mor var italiener, men døde i et biluheld, da hun var spæd. Eller - det er jo hvad man har fortalt hende. En dag finder hun et portræt af moderen under sin seng - tegnet af faderen, da de var unge og nyforelskede.

Hun kan dog ikke få sandheden ud af faderen, og ender med at "hyre" en til art spille hendes kæreste for derefter at udfritte faderen. Således lærer hun, hvor i Italien hun kom fra.

Parallelt med denne historie følger vi faderen, der i 1945 ansejler den lille søvnige italienske landsby, hvor han forelsker sig i Valentina - og gør hende gravid. Han vender tilbage efter krigen for at hente hende hjem til England og gifte sig med hende. Der er Alba blot spædbanr - men moderen dør natten inden brylluppet.

Det er italiensk drama i Hollywood-forklædning; dog er der lidt interessant historie i fortællingerne om Italien i efterkrigstiden og især Syditalien omkring Napoli, hvor overtro og mafia er vigtigere end verdenspolitik.

Der er en del absolut usandsynlighed i det hele - den unge egocentriske Alba, der pludselig forvanndler sig til en dydens engel; kærlighedshistorierne, der er ren sødsuppe. Men det er jo også hurtig og let underholdning, som man kan have brug for til tider - og især hvis den principielt kun har koster en tyver!

Maigrets tålmodighed (Maigret LXIV) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. juli
• 187 sider
• Originaltitel: La patience de Maigret

Denne krimi er en hurtig fortsættelse af Maigret forsvarer sig i tid, men også med samme persongalleri.

Maigret er blevet frikendt i sagen om blufærdighedskrænkelse, men næppe er det ovre før hans stikker, som hjalp ham, findes myrdet. Manuel Palmari er tres år gammel, og sidder i kørestol. Maigret har i tyve år været overbevist om, at han står bag alle de indbrud i smykkeforretninger over hele Paris, som han ikke kan opklare. Palmari dækker sig ind under indtægter fra en restaurant - men Maigret ved, at der er mere!

Hans telefon er aflyttet, og hans unge elskerinde overvåges konstant af politiet - så hvordan foregår kommunikationen? Aline - den unge elskerinde - spiller fornærmet og forarget hver gang, han dukker op; men da Palmari ligger død i lejligheden, er Maigret endnu mere overbevist om, at hans mysterie snart er opklaret.

Bygningen, de bor i, er ejet af den unge elskerinde og således finder Maigret flere tegn på, at formuen var ved at blive overført til hende. Men ingen ved endnu, at han er myrdet - og dog ved de det i hans restaurant! Så der er et hul fra ejendommen ud til den virkelige verden... som så kun kan komme fra en af de andre lejligheder. Maigret finder naboen - en smuk mand, som arbejder indenfor smykkeindustrien; det er et første bindeled. Men nogle skal bearbejde de stjålne sten, og det kan kun en rigtig diamantskærer - og dem er der ikke mange af i Paris.

Indtil Maigret finder det sidste missing link, fristes man til at sige! En døvstum mand, der bor i et loftsrum - en jøde, der kom ind i Frankrig under krigen og tog et flamsk navn. Men da Maigret finder denne forbindelse, hænger manden allerede død i et kælderrum, hvor han havde sit atelier.

Efter tyve år får han således lukket det, der er hans længste opklaringssag. Maigret havde en vis sympati for forbryderen Palmari, så det er jo passende, at denne er død, da hans skyld bevises. Nu kan det hele hældes over på den unge kvinde - men hun har jo ikke været involveret længe; men det er typisk Simenon/Maigret!

Det er også interessant, hvordan Simenon pludselig i midten af 1960'erne i flere krimier skriver om krigen. Hans rolle er bestemt ikke tydelig - mange beskylder ham for at være anti-semit. Jøder optræder i tretten af hans krimier; i 1930'erne som absolut stereotype suspekte typer, der er karikaturerede med høgenæser osv. Kan man undskylde det med, at sådan så man på verden dengang? Ligesom Tintin i Congo skulle ændres - eller Pippi Langstrømpe - skal man så ændre Maigret-historierne?

Og det er da heller ikke for at få 'syndsforladelse", for det er stadig en karikatur! Simenon forlod Europa i 1945, og opholdt sig i ti år i USA. Han fik et fem-årigt forbud mod at udgive i Frankrig; men i dag sælges hans bøger jo stadig - som de er. Nogle mener, at der skal påtrykkes en advarsel på forsiderne til de krimier, hvor jøder optræder, med ord som racistisk indhold osv. 

Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Skal vi til det - præcis som i tilfældet med Tintin - så stopper det aldrig. Céline var erklæret anti-semit; og således er listen jo uendelig. Man bør nok snarere håbe på, at læsere er fornuftigt og kan sætte tingene i et historisk perspektiv.

De der gik forud - Aminatta Forna

• Dansk
• 10.-11. juli
• 381 sider
• Originaltitel: Ancestor Stones
• ANMELDEREKSEMPLAR

For nogle år siden mellemlandede jeg i lufthavnen i Freetown i Sierra Leone; jeg husker mest, at det slog mig, at en hovedstad kunne have et så smukt og lovende navn, når landet i årevis havde været i borgerkrig. Det var jo heller ikke et land man tog på ferie til; og vi fløj videre. 

Men det er et vestafrikansk land, som på mange punkter minder meget i kultur om Senegal, som jo står mit hjerte nært. I Senegal er Aminata et meget almindeligt pigenavn, så jeg studsede lidt, da jeg fik tilbudt et eksemplar af denne roman, som foregår i Sierra Leone - men forfatterens navn er lidt anderledes.

Den er faktisk skrevet i 2006, men er udkommet på dansk nu. Det gør den dog ikke uaktuel - det er en helt fantastisk læseoplevelse.

Abie er halvt engelsk og halvt afrikansk; hun bor i London men har en kæmpe familie i Sierra Leone, hvortil hun rejser tilbage for at tilse familiens kaffefarm. Denne 'rammehistorie' fylder faktisk ikke noget i bogen, men skaber blot indledningen til hendes familiekrønike. 

I Afrika skriver man ikke mange bøger - eller gjorde; men man fortalte historier. Alt skulle viderefortælles, så næste generation kendte familiens historie. Og naturens historie - animisme er en integreret del af verdensbilledet og det er netop den tro, der får mig til at føle mig så rolig og hjemme i Afrika. Det giver umådelig god mening for mig.

Hvor Abies egne forældre er, ved vi ikke. Men hendes farmor var den tiende hustru i en række af elleve. Det er mange - og vel principielt forbudt i dag; men det var det ikke for næsten hundrede år siden, da historien tager sin begyndelse.

Der fortælles historien om fire tanter - strækkende fra 1926 til 1999; hver del indeholder et kapitel for hver af de fire kvinder - Asana, Mariama, Hawa og Serah. Der er en stor aldersspredning imellem dem, da konerne (deres mødre) jo kom spredt over årene efterhånden som den yngste ikke længere var "ung nok". Men deres historie er alligevel universel.

Selvfølgelig er der førstehustruen - Asanas mor - og hun får en barndom som en prinsesse. Hun er stolt og overmodig, og ser slet ikke, at hun gifter sig med den forkerte mand. Der er de uheldige døtre, hvis mødre dør eller forlader familien. Nogle bliver sindssyge - uden tvivl af presset over at skulle præstere i denne flok af kvinder. Der skal fødes drengebørn og sunde børn, og der skal kæmpes om den interne hakkeorden. Der er Mariama, hvis mor forlader hende, og hun sendes senere til England og får et voldsomt kulturchok. Hun gifter sig aldrig, og bliver den underlige tante. Eller Hawa som forlades af sin mand til fordel for en teenagepige, som ikke respekterer hendes position som førstehustru.

Alle kvinder kommer til at lide under tab; en fast ingrediens i afrikanske mødres liv fristes man til at sige. Tab af børn, mænd, status, ... og for tanterne er det tabet af mødre, der har præget deres liv.

Men historierne om dem og familien er det, der binder dem sammen og skaber den historie og de erfaringer, som skal gives videre. Et afrikansk ordsprog, som jeg bærer indgraveret på mig, lyder: "Hvis du ikke ved, hvor du skal hen; se, hvor du kommer fra."

Den tro på forfædrenes styrke og tilstedeværelse mangler vi i vores kultur; kvinderne her fortæller os, hvordan vi kan og skal bruge den.

Samtidig fortælles historien om Sierra Leone fra engelsk koloni til selvstændigt land med korrupte valg og borgerkrige. Skrækkelige billeder, hvor kvinderne igen spillede en aktiv rolle som de stærke, der kunne foretage sig ting mænd ikke kunne, Fordi kvinder uanset hvad er respekterede i de samfund; de giver liv - de er liv.

Det er en uendelig poetisk, smuk, rørende og barsk historie - jeg lod mig rive helt med, og glemte alt andet - og drømte mig tilbage til mit Vestafrika.

Normalt læser jeg jo sjældent oversættelser; og jeg vil bestemt lede efter flere romaner af Forna på engelsk. Men denne var god - dejligt flydende sprog, hvor man ikke kunne se kildeteksten så tydeligt. Dog undrede jeg mig virkelig over kommasætningen? Der var stort set ingen og det slog mig flere gange, at det ikke kan være korrekt. 

Hvis man kan lide stærke fortællinger om kvinder - og ikke mindst skrevet af en kvinde - er dette en oplagt læseoplevelse!

Maigret forsvarer sig (Maigret LXIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 9.-10. juli
• 187 sider
• Originaltitel: Maigret se défend

Tre dage gik der, hvor jeg ikke fik åbnet en bog. Jeg skulle opereres og tænkte, at en Maigret ville være perfekt - men det viste sig, at narkose etc. tog ret så meget på mig. Men det var til gengæld lige, hvad jeg kunne klare, da jeg begyndte at have det bedre.

Maigret har det dog ikke godt denne gang! Han bliver ringet op midt om natten af en ung pige, der er strandet på en café uden penge, og med en vanvittig historie i ærmet. Maigret henter hende, og installerer hende på et hotel. Dagen efter melder hun ham for at have forsøgt voldtægt, og da hendes onkel er en fremtrædende person, eskalerer det hurtigt. Maigret skal for en gangs skyld opleve systemet fra den anden side - hvor han er på anklagebænken.

Han starter jo med at finde hoved og hale i det hele ved at opsøge alle de personer, der var involveret den nat. Det opdages dog, og han fritstilles med det samme. Men han giver selvfølgelig ikke op!

Han er overbevist om, at nogen har opfundet denne historie for at fjerne ham - fordi han i virkeligheden er på sporet af noget helt andet. Men Maigret ved intet om denne anden affære; det gør ingen faktisk! Men der må være en forbindelse til den unge pige, som har indvilliget i at medvirke i den opdigtede anklage.

Han besøger jævnligt en af sine stikkere, som bor i en nydelig ejendom overfor en tandlæge. Men denne tandlæge har muligvis andre aktiviteter såsom aborter. Simenon skrev denne krimi i 1964 - ti år inden, der var fri abort i Frankrig; og i et katolsk land var denne forbrydelse alvorlig.

Tandlægen risikerer selvfølgelig meget ved denne virksomhed; men i realiteten er det langt værre, da hans impulser har medført, at man ender med at finde tre kvindelig i hans have.

Maigret er således renset - og alle er jo vanvittigt begejstrede for hans opdagelse af seriemorderen. Den var jo tilfældig - og for Maigret var oplevelsen snarere skræmmende; at føle sig anklaget og især for sædelighed tager hårdt på ham.

Som sagt er krimien skrevet i 1964 - og der er et par underfundige informationer undervejs, da Simenon jo stille og roligt tager sin Maigret med gennem historiens udvikling fra den første krimi i 1930'erne.

Maigret får at vide af sin læge, at han skal slappe lidt af med mad og alkohol - og det bekymrer ham jo lidt, for der findes jo endnu ikke reservedele til hans krop. Nej - dette var virkelig i brydningsårene inden Barnard foretog sin første hjertetransplantation i 1967. Inden da var det meget få operationer, der var lykkedes og det var bestemt ikke almen praksis.

Maigret beder på et tidspunkt en detektiv om at følge den unge pige, og tage et foto af hende på gaden. Detektiven forklarer, at det kan han godt - for det begynder jo at blive almindeligt at se folk tage billeder på gader og stræder. Dette er der nok flere forklaringer til: I 1960'erne begyndte fok at have mere økonomisk overskud efter nogle lange krigsår. Der var flere penge i kassen og man kunne tillade sig at købe et fotografiapparat. Dernæst begyndte konceptet fritid jo at vinde ind. Man arbejdede stadig en halv dag om lørdagen; men man begyndte også at more sig. Der var kommet flere maskiner ind i hjemmene, så kvinderne kunne frigøre sig og endog arbejde selv. 

Lige så meget som selve Maigrets mysterier, er det disse små anekdoter, der er fantastiske ved at læse hele serien kronologisk.

Le mystère Henri Pick - David Foenkinos

• Fransk
• 2.-5. juli
• 336 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg har det lidt ambivalent med Foenkinos; han har vundet ungdommens Goncourt og Renaudot-pris og han skriver mange små romaner. Små! Jeg kan jo godt lide murstene - men det er heller ikke dét, der gør det. Det er snarere det med at finde en rød tråd i hans forfatterskab - ikke, at alle bøger skal handle om det samme; men en forfatter har jo som regel en stil. Foenkinos er svævende og uhåndgribelig.

Men hans seneste roman måtte jo tale til mig, da den handler om et bibliotek, hvor man efterlader bøger. Bøger, der er blevet returneret fra forlag med et høfligt afslag om udgivelse. Idéen er baseret på Brautigans Library i Vancouver, som blev oprettet af en fan af den amerikanske forfatter, som døde i 1984. Foenkinos blander altså facts og fiction, og det destabiliserede mig en anelse i begyndelse af læsningen.

En ung kvinde forelsker sig i en spirende forfatter; hans første bog er en dundrende fiasko - men han kaster sig hurtigt i gang med en ny. Samtidig tager de på ferie i hendes hjemby i Bretagne, hvor de opdager et lignende bibliotek med efterladte manuskripter. Deriblandt finder de en perle - en roman udgivet af en Henri Pick. Men hvem er han?

Det viser sig, at Pick var byens pizzaejer. En stille og rolig mand, der døde to år tidligere og ingen i hans familie har nogensinde forestillet sig, at han skulle have skrevet en roman i al hemmelighed. Han læste jo knapt nok avisen! Men bogen sendes til et forlag - og her benytter Foenkinos sig af reelle personer i den franske forlagsverden - og bliver udgivet med en massiv marketingkampagne. Historien bag "mysteriet" sælger lige så meget som bogen selv, men ikke alle tror på, at det er så uskyldigt.

I realiteten er bogen tyk med ironi; den gør grin med hele mediedækningen omkring en bogudgivelse - hvordan et forlag, tv og sociale medier kan skabe en bogs interesse; uden nødvendigvis at stå med en ny Proust mellem hænderne. Det er et fænomen alle bogelskere kender - en bog, der omtales alle steder, så man føler, at man bør læse den. Og måske bliver man så lidt skuffet?

Foenkinos' persongalleri tæller Picks familie, bibliotekaren, forlagsudgiveren, forfatteren, bogkritikeren - alle får de deres liv ændret af det manuskript. Og der er i sidste ende ikke noget mysterie - for Pick har selvfølgelig ikke skrevet den bog. Det er tværtimod forfatteren med forlagskæresten, der har udtænkt plottet for at få ham i gang igen. Det bringer jo en problematik på banen om vi i virkeligheden kender de personer, der står som forfattere? Foenkinos lader os i hvert fald tvivle med sin tykke satire over forlagsbranchen, som han jo selv er et produkt af.

Maigret og spøgelset (Maigret LXII) - Georges Simenon

• Fransk
• 1. juli
• 185 sider
• Originaltitel: Maigret et le fantôme

Netop dette Maigret-mysterie fandt jeg uhyre interessant, da det berører kunst! 

Maigret bliver vækket en morgen af hans betjent, Lapointe - en af kollegerne er blevet skudt på åben gade, og er nu på operationsbordet. Det drejer sig ikke om en direkte kollega, men derimod Lognon, som er betjent i det 18. arrondissement. Lognon er Paris' mest uheldige betjent! I årevis har han forsøgt at få en stilling i hovedkvarteret - men består aldrig prøven. Så han forsøger sig med at finde en sag, han kan opklare på egen hånd, så han kan få den berømmelse, der kan give ham stillingen. Hans kone er kronisk syg - og han står for alt det huslige (hvilket vores macho-Maigret jo ikke helt kan lade være med at more sig over!).

Og nu er han skudt fordi han var på vej ud fra en ejendom, hvor han besøgte en ung kvinde. Først skaber det røre - havde han virkelig en elskerinde? Eller var det igen sololøb for at opklare en sag? Hans eneste ord var "spøgelset".

Maigret rykker hurtigt og mysteriet er opklaret inden 24 timer. Lognon sad i den unge kvindes lejlighed og observerede lejligheden overfor. Der bor en rig hollænder med sin langt yngre hustru, som tilsyneladende maler i et kæmpe atelier, som vender ud mod gaden - iklædt en lang hvid flagrende gevandt .. som kunne ligne et spøgelse. Hollænderen selv er kunstsamler og investerer i kunst fra anden halvdel af det 20. århundrede - Van Gogh, Gauguin, Picasso etc.

Maigret finder hurtigt en del mysterier i huset, og den unge hustru er desuden kendt af politiet i forvejen. Hun har i mange år haft en affære med en notorisk kriminel. Nu finder Maigret desuden et link til den amerikanske kunstkritiker Ed Gollan, som er i byen. 

Ved at stykke alle bidderne sammen finder Maigret frem til en interessant handel af falske malerier. Hollænderen har selv fået afsløret et falsk van Gogh-maleri - og der fik han ideen til denne form for forretning. Det har til alle tider været fristende for kunstelskere, da der jo er et begrænset antal af disse værdifulde malerier på markedet. 

Der er mange kendte falsknere i historien, og en af de mest berømte er Yves Chaudron, som pudsigt nok kaldes spøgelset, da der er delte meninger om den historie er sand. Han skulle have forfalsket Mona Lisa i 1910. Den historie har Maigret selvfølgelig kendt. En anden berømt falskner er Han van Meegeren, som primært forfalskede Vermeer-malerier i 1930'erne og 1940'erne - og som jeg har læst en roman om. Han blev primært faldet af at sælge en forfalskning til Göring!

Også den historie kendte Maigret selvfølgelig - og han har uden tvivl fundet inspiration i en eller begge af disse mediehistorier?

Under alle omstændigheder opklarer Maigret sagen - mens Lognon er på hospitalet; han er virkelig en uheldig mand, den Lognon!