Maigrets tålmodighed (Maigret LXIV) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. juli
• 187 sider
• Originaltitel: La patience de Maigret

Denne krimi er en hurtig fortsættelse af Maigret forsvarer sig i tid, men også med samme persongalleri.

Maigret er blevet frikendt i sagen om blufærdighedskrænkelse, men næppe er det ovre før hans stikker, som hjalp ham, findes myrdet. Manuel Palmari er tres år gammel, og sidder i kørestol. Maigret har i tyve år været overbevist om, at han står bag alle de indbrud i smykkeforretninger over hele Paris, som han ikke kan opklare. Palmari dækker sig ind under indtægter fra en restaurant - men Maigret ved, at der er mere!

Hans telefon er aflyttet, og hans unge elskerinde overvåges konstant af politiet - så hvordan foregår kommunikationen? Aline - den unge elskerinde - spiller fornærmet og forarget hver gang, han dukker op; men da Palmari ligger død i lejligheden, er Maigret endnu mere overbevist om, at hans mysterie snart er opklaret.

Bygningen, de bor i, er ejet af den unge elskerinde og således finder Maigret flere tegn på, at formuen var ved at blive overført til hende. Men ingen ved endnu, at han er myrdet - og dog ved de det i hans restaurant! Så der er et hul fra ejendommen ud til den virkelige verden... som så kun kan komme fra en af de andre lejligheder. Maigret finder naboen - en smuk mand, som arbejder indenfor smykkeindustrien; det er et første bindeled. Men nogle skal bearbejde de stjålne sten, og det kan kun en rigtig diamantskærer - og dem er der ikke mange af i Paris.

Indtil Maigret finder det sidste missing link, fristes man til at sige! En døvstum mand, der bor i et loftsrum - en jøde, der kom ind i Frankrig under krigen og tog et flamsk navn. Men da Maigret finder denne forbindelse, hænger manden allerede død i et kælderrum, hvor han havde sit atelier.

Efter tyve år får han således lukket det, der er hans længste opklaringssag. Maigret havde en vis sympati for forbryderen Palmari, så det er jo passende, at denne er død, da hans skyld bevises. Nu kan det hele hældes over på den unge kvinde - men hun har jo ikke været involveret længe; men det er typisk Simenon/Maigret!

Det er også interessant, hvordan Simenon pludselig i midten af 1960'erne i flere krimier skriver om krigen. Hans rolle er bestemt ikke tydelig - mange beskylder ham for at være anti-semit. Jøder optræder i tretten af hans krimier; i 1930'erne som absolut stereotype suspekte typer, der er karikaturerede med høgenæser osv. Kan man undskylde det med, at sådan så man på verden dengang? Ligesom Tintin i Congo skulle ændres - eller Pippi Langstrømpe - skal man så ændre Maigret-historierne?

Og det er da heller ikke for at få 'syndsforladelse", for det er stadig en karikatur! Simenon forlod Europa i 1945, og opholdt sig i ti år i USA. Han fik et fem-årigt forbud mod at udgive i Frankrig; men i dag sælges hans bøger jo stadig - som de er. Nogle mener, at der skal påtrykkes en advarsel på forsiderne til de krimier, hvor jøder optræder, med ord som racistisk indhold osv. 

Jeg ved ikke, hvor grænsen går. Skal vi til det - præcis som i tilfældet med Tintin - så stopper det aldrig. Céline var erklæret anti-semit; og således er listen jo uendelig. Man bør nok snarere håbe på, at læsere er fornuftigt og kan sætte tingene i et historisk perspektiv.