Alle mennesker er dødelige - Simone de Beauvoir

• Fransk
• 19.-24. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Tous les hommes sont mortels

Dette er indlæg nummer tusind! - 1.000 bøger, der er læst og anmeldt over de sidste 10 år mere eller mindre. De første par år skrev jeg ikke indlæg for alle bøger - blot 31 bøger i 2007, og 43 bøger i 2008. Men så begyndte jeg systematisk at føre alt ind - godt som skidt!

Det er alligevel utroligt, at det skulle nå til tusinde bøger; men med en læserytme lidt over eller under hundrede bøger om året, passer det jo fint. Derfor skulle nummer 1.000 jo også være lidt speciel, tænkte jeg.

Alle mennesker er dødelige er en af de romaner, jeg har læst flere gange - sidste gang var dog inden bloggen kom i gang. Der er et par bøger, som jeg synes bliver bedre gang for gang - og i dette tilfælde betyder tiden (og min stigende alder) også, at problemstillingen og fortolkningen skifter ansigt med tiden. Den bliver mere melankolsk at læse, som jeg selv bliver ældre - netop fordi det handler om tiden, der går og vores (u)dødelighed. For vi er jo dødelige, og skal affinde os med, at vi en dag forsvinder - og hvad er der så tilbage af os?

Det var et emne, som optog de Beauvoir som den eksistentialist, hun jo var; dog fik bogen ikke en glimrende modtagelse i 1946, da den udkom. Det var ikke "fint" nok sammenlignet med den kreds, hun omgav sig med - hvor især hendes mand, Jean-Paul Sartre, jo strålede på den franske intellektuelle scene. Det er en lidt overset roman desværre; i Danmark er den dog kendt for den oversættelse, som Dronningen og Prins Henrik lavede - og den er stadig 72 år senere absolut værd at læse.

Régine er en ung kvinde, der har travlt med livet, Hun er skuespiller, og vil være berømt - men hurtigt, og gerne på bekostning af andre. Hun møder den mystiske mand, som sidder i timevis ude i hotellets have og da hun opdager, at han er blevet lukket ud af et asyl, beslutter hun sig for at tage ham til sig. Hun vil give ham livslysten tilbage, for hun kan ikke acceptere den apatiske tilstand, han er i. Hun mener, at hun er så unik, at ved at elske ham, kan han blive energisk og lykkelig igen.

Fosca kan dog ikke begejstres af noget længere; han har prøvet det hele. Set alt. Hørt alt. Oplevet, elsket og tabt... nu er alt kun gentagelser. Men Régine forstår det ikke, før han en dag fortæller hende hele sin livshistorie.

Fosca fødes i 1279 i en italiensk by, som konstant er i krig med Firenze, Napoli eller Rom. Flere gange er det var at gå galt, men Fosca vil redde sin by og sit folk. Da en fattig mand tilbyder ham en udødelighedseliksir tager han derfor imod; på trods af hans hustru, Catherines, bønner om at lade den være. Men er der noget mere fristende end udødeligheden? Alt det man kan gøre - se, opleve, udrette... når der aldrig er en ende på det.

Men netop det bliver Foscas største problem. Efter at have værnet om sin by i et par hundrede år bliver det kedeligt - og hans personlige relationer er ikke gode. Vi vil alle være noget særligt for nogen; men for de kvinder, han elsker, er de blot en perle i en lang række - og derfor ikke unikke.

Nogle er optimistiske og mener, at netop de vil være den specielle, der overstråler alle andre - men langt de fleste er rædselsslagne af ren og skær forfængelighed. 

Fosca beslutter nu, at han må tænke større - det er hele verden, der skal forbedres og reddes. Derfor slår han sig sammen med Karl V, og hjælper ham i hans krige og opdagelser og erobringer af den nye verden. Også det bliver i sidste ende en skuffelse; han forsøger at hjælpe en opdagelsesrejsende i Amerika - men hvor han mener, at der er masser af tid og hvis ikke de når det, så gør nogle andre - så mister vennen alt mod. Han indser, at han ikke kan nå alt i sin levetid - og bliver jaloux på Fosca, der vil leve til at se det hele.

Relationer er dermed umulige på alle mulige måder - venner, elskere, børn... han kan ikke længere knytte sig til nogen.

En af de gange, jeg læste denne roman var i 1999. Min far var netop kommet til opvågningen efter en stor operation, og jeg sad og læste mens vi ventede på, at han skulle vågne. Jeg har understreget netop den side, jeg læste den januardag i 1999, hvor der blandt andet står:

"Et øjeblik tidligere havde han tredive eller fyrre år foran sig;                                         og pludselig ikke mere end en enkelt nat."

Det var den dag, vi fik at vide, at min far havde kræft og vores tidsperspektiv også ændrede sig drastisk. Netop den dødelighed higer Fosca nu efter; da han ser, at han ikke kan udrette noget fordi han ikke føler noget. Intet haster og dermed er gnisten væk.

Udødeligheden er den værste forbandelse, og alligevel vil vi alle altid have et par øjeblikke mere med dem, vi elsker. Angsten for at dø er også det, der holder os i live!

Som sagt kæmper Fosca med kærligheden; han fravælger den, da han ved, at kvinderne vil forsvinde fra hans minder. Og de tror, at de vil være anderledes. Glemmer vi, dem vi mister - og er vi selv uforglemmelige? Næppe.

Jeg erindrer min far; men efter atten år er der ting, der ikke er lige så soleklare længere - hans duft, hans latter.... og der er ting, han ikke ville kunne forstå i min verden i dag. Beauvoir beskriver det i romanen:

"...det var ikke længere Mariannes verden; jeg kunne ikke længere se den med hendes øjne; hendes blik var endeligt slukket - selv i mit hjerte var hendes holdt op med at slå. "Du vil glemme mig."Det var ikke mig, der havde glemt hende. Hun var gledet ud af verden, og mig, som var i denne verden for evigt, hun var også gledet ud af mig."

Helt så langt væk er min far ikke; men det er verden post-9/11 - med smartphones, krige og fænomener, han aldrig har oplevet. Ting, han muligvis ikke ville forstå eller bryde sig om. Og sådan vil nogle tænke om mig en dag. Det er livets og naturens cyklus.

Det er en sentimental, melankolsk og deprimerende roman på mange måder; samtidig er det én af de smukkeste kærlighedserklæringer til livet, venskaber og kærligheden, jeg overhovedet kan forestille mig. Jeg har læst den på vidt forskellige måder hver eneste gang; mit perspektiv nu er ikke det samme, som da jeg var i tyverne - og muligvis skulle dette være den sidste roman jeg skal læse.

En dag. Når min egen dødelighed indhenter mig.