Monday, July 30, 2018

De savnede - Anna Hope



























  • Engelsk
  • 25.-28. juli
  • 416 sider
  • Originaltitel: Wake

Over fem dage udspiller denne smukke lille roman sig med en gribende fortælling, hvor hovedpersonen er ukendt, og en meget passiv protagonist, må man sige!

Det starter den 7. november 1920 et sted i Frankrig, hvor nogle lig graves op af mulden. De er ikke friske, og har været døde i nogle år allerede. Seks lig tages fra seks forskellige slagmarker og lægges i anonyme kister. En overordnet lukker øjnene og lægger sin hånd på en vilkårlig kiste. Det bliver den udvalgte, som skal fragtes hjem i pomp og pragt. Fælles for de døde mænd er, at de ikke kan identificeres - og de var derfor alle perfekte kandidater til at blive Den Ukendte Soldat.

Hjemme i England sørger befolkningen stadig; og de kæmper med tingene på hver deres måde. De mangler kærester og sønner; mænd og brødre. De mangler lig at begrave. De mangler forløsning. Og nogle mangler en fremtid uden mænd.

Mens den ukendte soldat begynder sin rejse hjem i tide til den store ceremoni den 11. november på to-årsdagen for freden, følger vi tre forskellige kvinder.

Ada har mistet sin søn, hvis lig ikke er fundet - i hvert fald ved hun ikke, hvor han er begravet. Hun ser ham alle steder - i gaderne, i sit køkken og forholdet til manden, Jack, bliver dårligere og dårligere efterhånden som sønnens "spøgelse" fylder. Hun støtter sig til veninde, Ivy, hvis søn også er død - men Ivy har i det mindste et brev med angivelse af gravplads.

Hettie har fået sin bror hjem; men han er lammet af chok, og kan ikke få en hverdag op at stå igen. Hettie arbejder som dansepige i en cabaret, hvor man kan få en svingom for et lille beløb. Det indebærer også danse med de invalide mænd med amputerede lemmer. Hettie leder efter en rig mand, der kan få hende væk fra al denne misere - og måske møder hun ham i kaptajnen Ed Montfort.

Endelig er der Evelyn, som arbejder på et pensionskontor, hvor man hjælper de returnerede soldater med at få deres rettigheder ordnet. Hun mistede en kæreste i krigen, og som næsten trediveårig er hun bitter over sin skæbne. Hun er jaloux på de kvinder, der fik en mand hjem - mens hun må ende som gammeljomfru, da der ikke er flere unge raske mænd på hendes alder tilbage. 

De tre kvinders liv krydser hinanden over de fem dage; uden de nødvendigvis selv ved det.

Evelyns bror er kaptajn Montfort, som Hettie møder i cabareten og ser som den mulige prins på den hvide hest. Evelyn bliver på arbejder opsøgt af en mand, der leder efter hendes bror. De var i samme kompagni, og manden kan fortælle Evelyn, hvordan Adas søn døde. Det giver Evelyn et helt andet perspektiv på krigen - måske lige det, hun manglede: At nogen taler om, hvad der skete? Hvordan der var i skyttegravene? Hvad de psykiske konsekvenser er for de overlevende?
Sebastian Faulks har skrevet en fantastisk barsk men smuk bog om netop skyttegravene; den kan virkelig anbefales. Her handler det om det savn, der er bagefter - og især hos kvinder, der ikke ved, hvordan krigen ser ud indefra.

De forbereder sig sammen med hele landet på modtagelsen af den ukendte soldat; og alle har de tænkt, at det kunne være netop deres mand, bror, kæreste, der lå i den kiste. Det er ikke svært at forstå, hvad der er gået gennem disse kvinders hoveder, da kisten bæres igennem Londons gader med stor ceremoni. Men også i mændenes, hvis kammerat, bror eller far, det kan være.

Det lykkes forbløffende godt i denne debutroman at få trådene samlet uden at det bliver for meget. Nogle sandheder kommer frem; og nogle helingsprocesser startes - men det er ikke sødsuppe-Happy Ending. Det er faktisk en historie, der kun blev bedre som den skred frem.

No comments: