Hans Christian - Jesper Wung-Sung

 

• Dansk
• 11.-12. maj
• 320 sider

Jeg fik udnyttet Kristi Himmelfartsferien godt med dejlige bøger; men også nogle "lettere" af slagsen - men det er også godt efter en tung omgang Hugo. 

Jesper Wung-Sung kan noget med sarte kunstneriske sjæle, som man så det i Kvinde set fra ryggen om den nok mest internationalt berømte danske maler, og i sin seneste roman er det vores nationalhelt på skrift det handler om.

Min eneste lille ferie under lock-down i coronatiden var faktisk en tur til Odense; og her fik jeg genvakt min begejstring for H. C. Andersen ved at se de mange statuer, der pryder byen, men også hans barndomshjem og museet (det var inden det nye store flotte museum åbnede). Jeg har selvfølgelig hans samlede eventyr - i 5 smukke bind fra 1870 og med gotiske bogstaver. De er ikke de mest praktiske til intens læsning. I denne roman blev jeg taget med tilbage til de snævre brostensbelagte gader jeg gik i for tre år siden - men jeg var yderligere et par hundrede år tilbage.

H. C. Andersen var uden tvivl en anderledes sjæl - et kunstnerisk sind, der opfattede tingene omkring sig på en anden måde end gennemsnittet af de mennesker, han omgav sig med i sit ydmyge barndomshjem. Han havde dog også høje tanker om sig selv og sine aspirationer her i livet - han ville være berømt, og han var overbevist om, at netop han var udset til at blive det.

Dette åbenbarer sig for ham allerede ved fødslen, da fuglene og naturen omkring ham anerkender hans ankomst. Men den slags dagdrømmende fantasier er der ikke behov for eller plads til i de snævre rum, hvor faderen arbejder som skomager og moderen råber højt. Alligevel ænser den lille Hans Christian verden anderledes - han opfatter især ikke, når andre gør grin af ham eller udnytter ham. Han er overbevist om sit talent; ikke mindst opfordret af en bedstemor, der selvfølgelig ikke tager hans illusioner fra ham.

Bogen følger den lille Hans Christians første femten år; fra barnevuggen til skolebænken og de første lærepladser. Den følger faderens død, farfaderens galskab og moderens nye ægteskab. Den følger Hans Christians fødder, der vokser og bærer ham til København, hvor det endelig skal ske!

Sproget er finurligt som man levende kan forestille sig det var inde i H. C. Andersens tanker, og der er utallige referencer til det, der senere endelig skulle gøre ham berømt - eventyrerne! For den opmærksomme læser kan det blive til en helt lille leg at spore disse referencer og genkende dem.

Man både lider og ler med den klodsede, drømmende, naive, forfængelige, hypokondriske men charmerende nationalskjald - en dejlig roman fuld af respekt for den store digter.

Mellem lys og skygge - Marie Louise Cornelius

 

• Dansk
• 9.-11. maj
• 480 sider

En fremragende dansk familiekrønike, som tager os med til København for mere end hundrede år siden.

Mellem lys og skygge er første del i en planlagt trilogi kaldet Frederiksstadkrøniken; og der ærgrer det mig allerede lidt, at jeg er startet på den nu, hvor de næste to bind endnu ikke er udkommet. Hvis jeg bliver bidt af en serie, vil jeg jo helst bare kunne fortsætte, og her fornemmer man virkelig at det ikke er en enkeltstående roman. Men nu går der sikkert nogle år inden man kommer til vejs ende.

Historien foregår fra nytårsaften 1909 til juleaften 1910 i familien Krogh, hvor faderen Wilhelm er en anerkendt dommer. Hustruen Agnete er selvfølgelig "kun" fin frue i huset, men det er en tid, hvor kvinder begynder at indse, at de både kan og vil mere end at være til pynt. Husets to døtre er Dottie og Helene, som har et konfliktfyldt forhold, hvor Dottie er faderens kæledægge og Helene en lidt forkælet teenager.

Dottie møder denne nytårsaften en ung adelig, som kurtiserer hende - men er hun overhovedet forelsket i ham? Eller er det primært faderens ambitioner? For Wilhelm Krogh har akut behov for vind i sejlene efter at være associeret med den skandaleombruste minister Alberti; og han fremstår perfekt som den afstumpede machomand, der tilmed udnytter tjenestepigen Marie seksuelt.

Vi følger denne familie og deres tjenestefolk, men også den kunstneriske scene med Agnetes bror, operasangeren, der har forladt sin kone til fordel for en purung ballerina. Dotties veninde, Rebecca, kæmper for at få lov til at læse medicin - et fag tiltænkt broderen, som tydeligvis ikke har de evner.

Således følger vi hele samfundets udvikling i både højde og bredde - fra adelige til tjenestefolk; fra akademikere til kunstnere. Der er fine stemningsbilleder fra et forsvundet København, som man jo alligevel genkender med beskrivelser fra Magasin, Det Kgl. Teater og kendte gadenavne.

Det er en meget let læst roman; sproget er enkelt og der er højt tempo og hurtige sceneskift - netop derfor ærgrer jeg mig også over at skulle vente. 

Da det er Politikens Forlag, der står bag er der selvfølgelig også en del sjuskefejl i korrektur!

Havets arbejdere - Victor Hugo

 

• Fransk
• 3.-8. maj
• 631 sider
• Originaltitel: Les travailleurs de la mer

Havets arbejdere er den sidste store del i Hugos stort anlagte værk om menneskets tre kampe i livet - religion, samfund og natur; det som han ud fra den græske mytologi kaldte for en ananké. En ananké er et filosofisk koncept, som klargør, hvad der er nødvendigt, hvad der må ske - en skæbne om man vil. Hugo ser det også som de tre ting mennesket har behov for. Religionen præsenterede han i Klokkeren fra Notre Dame fra 1831, og samfundet i De elendige fra 1862. Da var han allerede i eksil efter han modsatte sig Bonapartes statskup i 1851, og De elendige blev skrevet mens han boede på Guernsey, som spiller en hovedrolle i Havets arbejdere.

Min udgave var dog baseret på Hugos egen udvidede udgave fra 1883, hvor han har tilføjet knap 80 sider indledning som i detaljer beskriver de britiske kanaløer Jersey og Guernsey. Det er som han gjorde det med katedraler og arkitektur i Notre Dame, og til dels også i De elendige. Det kræver lidt at komme ind i romanen på denne måde - men det er også en del af Hugo-universet, hvor man skal lade sig lede med strømmen ind i hans tanker.

Hele historien er en hyldest til de mennesker, han lærte at kende under sit eksil; ligesom i De elendige er det dem nederst på samfundets rangstige der har hans medfølelse - denne gang er det den underlige Gilliatt, som er fisker. Han havde ingen far, og rygterne siger, at han er djævlens søn. Han er en enspænder og ynder at gå ude om natten for at sidde på klipperne og se ud over havet. Men han er også håbløst forelsket i den unge Déruchette, som er niece til Mess Lethierry, som ejer øens dampskib.

Mess Lethierry og Déruchette er det bedre borgerskab, og Lethierry leder efter et passende parti til sin niece - og gerne en, der kan videreføre dampskibsforretningen.

Da skibet går på grund udlover han niecens hånd til den, der kan få det frit - og Gilliatt ser sin store chance. Kampen om at få frigjort skibet er en episk fortælling om naturens kræfter mod menneskets; ikke mindst i afsnittet om blæksprutten. Det er typiske Hugo-temaer - natur mod menneske, stor mod lille, rig mod fattig og selvfølgelig den umulige kærlighed mellem to af forskellig baggrund. 

Gilliatt lykkes med sit forehavende; men Déruchette er blevet forelsket i den unge præst Ebenezer, og Gilliatt indser, at han aldrig vil få hende. I stedet hjælper han de to unge med at blive gift og stikke af, før han sætter sig op på sin klippe og lader tidevandet skylle ind over ham.

Der er mange paralleller i nyere romaner - tænk bare Moby Dick! Hugo har sin egen stil, men mange har siden forsøgt at ramme netop den blanding af socialrealisme og poesi, som er hans kendetegn.

Han skrev kun ni romaner; nu har jeg læst seks af dem - men visse tåler absolut en gentagelse på et tidspunkt. Han formår virkelig at rive læseren med ind i sin historie på trods af disse bøgers alder.

Italiens historiske haver - Jesper Storgaard Jensen

 

• Dansk
• 2.-3. maj
• 257 sider
• Anmeldereksemplar

I 2022 fik jeg fornøjelsen at læse og anmelde den helt fantastiske bog om Rom set fra den mindre gloriøse men ikke mindre fascinerende side. Nu har samme forfatter - en dansker bosiddende i Italien - udgivet en bog om Italiens historiske haver. Så tænker man måske det er en bog for haveelskere - og det er det vel ret beset også. Men det er ikke en bog med tips og tricks til at indrette haver.

Rejsende fra nord til syd i støvlelandet har forfatteren besøgt de 32 haver, som enten hører til slotte, palæer og museer (fx Borghese i Rom) eller er botaniske haver - eller blot et resultat af visionære (og lidt småtossede) excentrikere. 

Haver er altid dejlige, når man rejser - en citytrip kræver ofte et stop i en park for at hvile sind og krop; selvom man der kan få lige så mange indtryk. Men man kan med denne bog også rejse for udelukkende at besøge haverne; mange ligger enten i eller i nærheden af store byer, som typisk er på listen for turisterne. 

Hvert kapitel indledes med en kort beskrivelse; lidt nyttig information om stedet såsom åbningstider, hjemmesider, entrépriser (og disse er overraskende tit lidt dyre desværre) og andre information om fx caféer, guidede ture. Det er praktisk og dermed fungerer bogen jo virkelig som en rejseguide også.

Haverne er jo virkelig attraktioner i deres egen ret; vi får baggrundshistorie, hvor vi rejser tilbage til de gamle romere eller renæssancen - Italiens lange og komplekse historie viser også, hvor vigtige haverne var allerede århundreder tilbage. Det er ikke uden grund, at der er et begreb, der hedder den italienske havestil. Dernæst følger en tur gennem haven - information om udviklingen, men også planter og blomster, og ikke mindst den kunst, der pryder den. Der kommer man med på en æstetisk rejse og møder gamle kendinge som fx Bernini. I omtalen af Il Parco di Pinocchio - en temapark med Pinocchio i hovedrollen - omtales en statue af Pinocchio på en hest; det står ikke skrevet, men ud fra billedet er jeg overbevist om, at det er en kopi af Leonardo da Vincis hest.

Andre haver er som sagt resultatet af stor fantasi; moderne kunst i fri natur som i skulpturparken i Chianti - eller den schweiziske kunstner Paul Wiedmers have i Lazio. Også i Lazio finder man en sørgende mands have til minde om sin afdøde hustru i Uhyrernes Have; en have fra det 16. århundrede, hvor enkemanden Orsini lader opføre monstre og fantasidyr i stedet for de for tiden forventede religiøse monumenter.

Mange haver har fantastiske labyrinter, som giver endnu en dimension til besøget - mest imponerende er nok Masone-labyrinten, som er relativ ny men udelukkende lavet af bambus!

Der er uendeig inspiration til folk, der rejser i storbyerne eller dem, der er på bilferie på vej gennem Italien og trænger til et afbræk fra motorvejen. Det er selvfølgelig en bog om haver; men det er en rejsebog, en kulturbog, en kunstbog, en fortælling om folk med visioner og om italiensk historie.

Bogen er i stort lækkert format trykt på tykt papir med smukke illustrationer; der er et par småfejl hist og her - men en absolut nydelse at læse - som giver lyst til med det samme at drage mod lufthavnen!

Requiem - François-Henri Soulié

• Fransk
• 28. april-1. maj
• 504 sider
• Dansk titel: Ikke oversat 

Snart tre år efter jeg læste den første del af Souliés middelaldertrilogi kom jeg endelig til vejs ende; mest fordi jeg havde haft tredje bind stående i et stykke tid på reolen.

Vi startede i 1165, rykkede så til 1177 og nu springer vi helt frem til 1210. Det betyder selvfølgelig, at de få gengangere der er, er blevet en del ældre. Raimon de Termes, den unge ridder, er nu en ældre herre og den unge troubadour, Guilhem de Malpas er også en mand, der ser vemodigt tilbage på sine unge år. For tiderne er triste i dette sydvestlige hjørne af Frankrig, som dengang var en række andre fyrstedømmer og ikke mindst den egn, hvor katharerne havde hjemme.

Ligesom i de første to bind er dette baggrunden for historien - konflikten mellem katolikker og katharer; det hele foregår over to døgn, hvor den ene part forbereder et angreb på byen og slottet Termes. Det er en lille by, der er bygget op ad bjerget - og burde være umulig at indtage. Men Simon de Montfort, som er bagmanden bag disse angreb på katharerne, vil ind! Det tager ham flere måneders belejring, som reelt er en udmattelse af ressourcerne indenfor murene inden de overgiver sig.

Men historien her handler altså kun om de to døgn lige inden angrebet, hvor de forskellige lejre diskuterer strategier og klargør sig, Midt i disse forberedelser finder man liget af en prostitueret, som er i hærens følge, og hun viser sig selvfølgelig at være katar.

Det er på mange måder en helt anden type historie end den første roman, som var ren detektivarbejde og den anden, som var ret komisk samtidig. Her er vi absolut i krig og det er især iscenesættelse af Simon de Monforts enorme had til katharerne, der er frygtindgydende. Mange af disse personer er jo reelle historiske personer, som forfatteren bringer til live - det er altid en balancegang. 

Jeg foretrak nok de to andre bind - især det andet - hvor der var mindre blodsudgydelse og mere humor; men overordnet set var det en god trilogi, som dog sagtens kan læses som enkeltstående romaner på grund af de store spring i tid og kontekst. Katharerne og religionsforfølgelserne er omdrejningspunktet; men det er ikke en kontinuerlig historie.