- Fransk
- 16.-21. oktober
- 539 sider
- Dansk titel: De Elendige
Tredje og sidste bind er læst; det blev intenst som spændingen steg og som jeg havde sværere og sværere at slippe Jean Valjean, Cosette og Marius. Der var tårer i øjenkrogene de sidste hundrede sider; og da sidste side var vendt kun en erklæret intention om aldrig at se den som film eller musical - men til gengæld at læse den igen!
Det tredje bind i min udgave indeholder den meget store del af fjerde del, Rue Saint-Denis eller Rue Plumet, som har en anden dansk titel. Det er en af de vigtigste store passager i bogen, mener jeg. Den omhandler borgeroprøret i Paris i 1832, hvor de utilfredse bygger barrikader og udkæmper en hård kamp mod myndighederne.
Ved denne barrikade i Rue Saint-Denis samles en stor del af personerne igen - Marius og hans ideologiske politiske kammerater er der selvfølgelig; den lille Gavroche, som så gerne vil være en mand, er der. Politibetjenten Javert dukker op og infiltrerer sig som spion, bliver afsløret og bundet til en pæl med lovning om henrettelse. Jean Valjean dukker op, da han har fundet et brev fra Marius til Cosette, og da han igen planlægger en flugt for at gemme sig men nu også gemme Cosette. Den aldrende mand er jaloux - og giver ikke gerne slip på den eneste kærlighed han har haft - nok så faderlig den end er!
Barrikaden bliver dermed også symbolet på alle de andre kampe, de skal udkæmpe med og mod hinanden. Passagen er langt mere farverig og levende end beskrivelsen af slaget ved Waterloo i første bind; man er med i gaderne og i kampene, og da den lille Gavroche falder for en kugle, er klumpen i halsen helt fremme.
Det er en lang passage, som igen afsluttes med en symbolsk rensning, da Valjean bærer den sårede og bevidstløse Marius gennem Paris' kloakker og hjem til bedstefaderen, som han endelig kan forsone sig med.
Alle trådene løses op til sidst; alle mysterier afklares for protagonisterne og for læseren - men læseren har nu ikke svært ved at følge med dem. Det er snarere et spørgsmål om at få afsluttet konflikter, få dømt de onde som de onde og erkendt de gode som de gode. Alles gode samvittighed har det godt til sidst!
Den skrivestil er selvfølgelig ikke brugt i dag, og kan virke irriterende - det gjorde den ikke på mig. Jeg var nok blevet uendeligt skuffet, hvis der ikke havde været de afgørende opklarende scener selvom de for læseren er unødvendige.
Det får lukket bogen, så man er mæt - man vil faktisk ikke have mere, for det var perfekt doseret lige som det var. Passende mængder af det hele - krig og kærlighed, had og passion, jalousi og ondskab... alle menneskets ansigter vises i denne bog.
Jeg har vitterligt knapt set nyheder i de to uger denne læsning har varet - det har til gengæld været så intenst og betagende læsning. Nu skal den hvile nogle år og læses igen - og til gengæld skal jeg have fat i mere Victor Hugo!
No comments:
Post a Comment