Saturday, August 28, 2010

The Birth of Venus - Sarah Dunant




Alessandra Cecchi dør som midaldrende i et kloster udenfor Firenze; men da nonnerne klæder hende af, opdager de en tatovering, som pryder hele hendes krop. En slange, der slynger sig fra hendes skulder ned mod hendes bækken og ender i et mandehovede. En sensuel tatovering, som er hendes testamente om et liv såvel med passion som uden. Tiden er slutningen af det 15. århundrede, og Laurent de Médici er netop død og den fanatiske munk, Savonarola, har stigende magt i Firenze.
Men Firenze er også hovedsædet for renæssancekunsten, og den unge Alessandra er som 15-årig ikke en typisk italiensk overklassepige, som vil giftes væk. Hun tegner og maler - og udtaler sig i det hele taget alt for meget om alt for mange ting. Men med franskmændenes indtog i byen, ser hun sig nødsaget til at gifte sig - men hun ved ikke, at hendes mand er homoseksuel og hendes brors elsker. Han giver hende dog friheden til at male - ikke et åbenlyst gode for den tids kvinder! Hun skal blot levere en arving - men da denne kommer er det ikke helt til at vide, om det er ægtemanden eller en ung maler, der er faderen.
Alessandra har haft en affære med maleren, der maler kapellet i hendes fars palazzo. Det er hendes livs historie om en egentligt uskyldig - men umulig - situation. Aldrende har hun nedskrevet hele sin livshistorie, og det er opbygningen i romanen. Den er absolut ikke uforglemmelig, men der er nogle interessante historiske detaljer om fx Firenze på den tid og informationer om de mange malere, som har gjort byen til det, den er i dag.

Skrivestilen er let - som man vil forvente det bare ved at se forsiden; men det var udmærket hyggelæsning... ikke mere!
-------------------------------------------------------------------------
Alessandra Cecchi meurt dans un monastère à un âge pas trop avancé - et apparemment d'un cancer. Seulement en la deshabillant les soeurs découvrent un tatouage impressionnant - un serpent qui décore son corps en descendant vers son bassin où il termine en un tête d'homme - un tatouage sensuel en témoignage de sa vie turbulente avec peu d'amour mais beaucoup de passion. La période est la fin du 15ème siècle à Florence quand l'art de la renaissance est à son plus haut et qu'arrive le moine fanatique, Savonarola.
Alessandra est une fille un peu hors commun; elle peint et elle exprime librement ses points de vue et s'embrouillent donc sans cesse avec sa famille. Quand les français arrivent en ville elle n'a pas le choix; elle se marie avec un homme beaucoup plus âgé qui s'avère être homosexuel et l'amant de son frère. Ils concluent un marché - elle peut peindre, mais elle doit lui donner un fils; quand l'enfant naît elle ne sait néanmoins pas si cést lui le père ou le peintre, qui peint la chapelle du palazzo de son père.
Elle a été attirée par cet homme bizarre, un peintre flamand; et ils vivent un court moment de passion intense avant qu'il ne soit repudié de la ville. Florence est alors dans un climat tendu avec le moine qui prêche Dieu et des bonnes conduites. Elle est le conteur du livre sur sa propre vie vue avec le récul; c'est une autre façon d'aborder une histoire certes qui la rend par moments intéressant. Il y a des détails historiques intéressants, mais le livre globalement est un peu trop 'mignon' pour mon goût.

Sunday, August 22, 2010

La Reine des lectrices - Alan Bennett


En lille underfundig bog, som jeg var så heldig at få læst højt af for noget tid siden - hvilket selvfølgelig var en varm anbefaling og opfordring. I går fandt jeg den hos OXFAM til 2 EUR - og da det er en meget hurtiglæst bog, havde jeg faktisk ventet på en sådan lejlighed.
Men det var underholdende den korte tid læsningen varede! Perfekt satirisk humor, hvor jeg virkelig kunne se situationen og personen for mig. Hovedpersonen i bogen er nemlig den engelske dronning Elizabeth, som en dag forvilder sig udenfor slottets tykke mure på jagt efter sine løsslupne hunde. Der møder hun den kommunale bogbus, og føler sig faktisk lidt forpligtet til at låne en bog... men den ene bog tager den næste; og pludselig er dronningen blevet en rigtig læsehest.
Det skaber problemer. En dronning må helst ikke udvise overdreven interesse for én befolkningsgruppe - og slet ikke én bestemt hobby. Så er der problemet med en dronning, der ikke længere vil klippe snore og vinke til folket... men smugler bøger med i kareten. Hun bevæger sig hurtigt længere og længere ind i bøgernes verden - hun læser mere og mere kompliceret litteratur, og undres over alt det, man kan lære igennem litteraturen.
Det er selvfølgelig en humoristisk kærlighedserklæring til bøger; til det fænomen, som man som bogelsker kun kender alt for godt. Men det er også humoren i denne aldrende dame, som pludselig opdager bøgerne og ikke mindst hendes filosoferen over, at hun faktisk har mødt forfatterne og dengang ikke anede, hvad hun skulle tale med dem om. Nu vil hun absolut have at vide, hvad alle mener om bøger... og langsomt går det op for hende, at hun burde skrive selv.
Bogen har en ganske overraskende afslutning; den er simpelthen morsom! Jeg kan ikke forestille mig, at en dansk forfatter ville skrive noget lignende om vores dronning - men på trods af deres distancerede kongehus, så tror jeg, at englændernes humor bedre tillader den slags.
-------------------------------------------------------------------------
Une perle trouvée à 2 EUR chez OXFAM hier; un ami m'en avait fait la lecture il y a quelque temps - et il me l'avait vivement conseillé. Malgré ces bons conseils j'attendais de le trouver à un bon prix, car il se lit effectivement en deux heures - mais avec des rires.. des vrais bons rires!
C'est un humour qui ressemble un peu aux livres de Rambaud sur Sarkozy; un humour plein de satire mais si bien écrit quand s'imagine le personnage et la vois en lisant. Le personnage est la reine anglaise, Elizabeth, qui un jour part à la poursuite de ses chiens qui sont partis à l'aventure en dehors des murs du château. Là elle découvre le bus municipal qui fait office de bibliothèque ambulante, et elle se sent obligée d'emprunter un livre maintenant qu'elle y est. Mais un livre devient un autre et vite elle est prise par une fièvre de lecture tout à fait inhabituelle.
Cette nouvelle passion ne passe pas inaperçu au château; elle ne ressent plus la même envie de couper des cordons et saluer les foules... elle commence à emmèner des livres avec dans les carrosses. Ses conseillers n'aiment qu'elle montre ainsi un intérêt poussé pour une activité spécifique - ce n'est pas assez neutre pour une reine. Elle s'enferme de plus en plus avec ses livres, et commence à lire Proust et Genet...
C'est évidemment une déclaration d'amour pour la littérature ainsi que pour tous les gens qui aiment profondément les livres. Mais c'est aussi la façon qu'a la reine d'aborder cet univers -quand elle se rend compte qu'elle a rencontré un grand nombre des auteurs et ne savait pas quoi leur dire à l'époque. Maintenant elle ne demande que ça aux gens qu'elle croise; et elle se rend compte que malgré son statut de reine elle ne laisse rien d'éternel derrière elle... pas une voix!
La fin est assez surprenante - sa vie a vraiment pris une autre allure et on en rigole bien tout au long. Je ne pense pas qu'un livre pareil passerait au Danemark; malgré l'ouverture de notre famille royale, les anglais ont une approche humouristique que nous n'avons pas.

Friday, August 20, 2010

Le Retour - Anna Enquist


  • French
  • August 16-20
  • 477 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat

Mystisk nok er forfatteren ikke svensker - det burde man jo ellers tro med det navn; men hun er altså hollænder. Hun har udgivet flere romaner, men det var en veninde, der gjorde mig opmærksom på denne - og så vidt jeg kan se, så skriver hun i temmeligt forskellige perioder.

Romanen er baseret på fakta om den engelske opdagelsesrejsende James Cook; men ikke set fra hans synspunkt som den store mand, der rejser ud for at indskrive England på verdenskortet. Det er historien om hans kone, Elisabeths liv - som sømandskone, der for evigt venter på manden, der kommer hjem efter årelange rejser. De får på trods af alle hans rejser 6 børn sammen; men han ser kun tre af dem - den eneste lille pige dør som 4-årig, da faderen allerede har været væk i tre år. Andre to dør som spæde - og den sidste fødes efter, at Cook er taget afsted på sin sidste rejse, hvor han bliver dræbt af indfødte på Hawaii.

Det er derfor historien om kvinden, der venter... i anden halvdel af det 18. århundrede i et England, hvor det ikke var normalt for kvinder at kunne læse og skrive. Men det kan Elisabeth og når Cook er hjemme, er det hende, der står for redigeringen af hans rejsebeskrivelser. Men hun håber hver gang, at han ikke står til havs igen. Hun kæmper med dæmonerne om at skulle opgive de to levende børn, hun har - Jamie og Nathaniel - til søfartsskolen for at følge i faderens fodspor. Især Nathaniel er hun øm over - en følsom dreng, der hellere vil spille violin end være sømand.

Hendes mand bliver dræbt, og med datidens kommunikationsmidler hører hun det først næsten et år senere. Hun kan acceptere historierne, der florerer om hans sidste tid som kaptajn - og hun søger konstant at forstå, hvordan en mand, der i den grad levede for at opdage kunne komme i klammeri med de lokale. Bogen giver et fantastisk indblik - baseret på Cooks rejsebøger - af en mand, der sikkert usædvanligt for sin tid, respekterede de lokale og deres skikke. Han ville ikke blot kolonialisere, men lære, dele og udforske verden med videnskaben som middel.

Elisabeth deler mange af sin mands synspunkter; men hendes lod som kvinde er at blive hjemme. Det afholder hende dog ikke fra følelser af raseri og afmagt, da han dør - og kort tid efter mister hun Nathaniel. Ingen af hendes børn overlever hende - hun døde som 93-årig, da hun endelig havde fundet fred med Cooks sidste rejse og adfærd. Præcist hvor direkte disse uddrag er taget fra de reelle beskrivelser, ved jeg ikke. Men bogen skaber en fantastisk personlighed, som affinder sig, tilpasser sig, sørger, undres, elsker, savner og rejser sig hver gang.

Jeg har det altid lidt svært med at komme igang med dette bogformat - 11 cm bred og 22 cm i højden - men jeg er generelt begejstrede for de udgivelser, det forlag kommer med. Denne var ingen undtagelse; men jeg skal altid lige vænne mig til tyngdepunktet i bogen, som ligger anderledes.

Saturday, August 14, 2010

Best Love, Rosie - Nuala O'Faolain


  • English
  • 446 pages
  • August 10-13
  • Dansk titel: Ikke oversat?
  • Titre français: Best Love Rosie

Jeg fortsatte lidt i det irske og det ukendte - Nuala O'Faolain er ny for mig; og da hun døde i 2008 bliver der jo næppe en længere fortsættelse i det bekendtskab, selvom hun har skrevet fem bøger. Hun skrev sin første roman som 56-årig - præcis den alder Rosie som hovedpersonen i denne roman har, og man kan da ikke undlade at notere sig, at der må være nogle selvbiografiske elementer.

Rosie har levet et travlt liv siden hun som ung forlod Dublin for at arbejde for diverse humanitære organisationer; hun har set steder i verden få har besøgt; hun har haft elskere i kortere eller længere perioder - men aldrig faldet til ro og fået børn, som det var normalen for hendes veninder hjemme i Irland. På mange måder har hendes liv været defineret af hendes liv som kvinde og ikke mindst i det fysiske aspekt. Men nu er hun vendt tilbage til Dublin, og tanten Min, som har opdraget hende efter, at hendes egen mor døde, da hun var spæd og faderen, da hun var teenager.

Min er den gamle tante, som aldrig har set verden - men hun er dog kun 69 år. Hun kom til Rosie, da hun selv var 15 år gammel, da hendes søster og Rosies mor døde. Hun har ingen ambitioner haft om noget særligt andet end at passe pigen; hun har aldrig kendt til et kærlighedsliv og hendes liv er på mange mådet det diametralt modsatte af Rosies. Som hun er blevet ældre har hun udviklet et lidt for stærkt afhængigsforhold af den lokale pub, og Rosie kommer hjem for at passe på hende.

Rosie selv rammes af lidt af en depression; hun kan ikke finde sin plads som midaldrende kvinde, som ikke længere er noget først og fremmest i form af sin fysiske tiltrækningskraft. Men som ugift og barnløs mangler hun den dimension andre definerer sig selv ud fra på hendes alder - rollen som stammemoderen. Hun savner det fysiske sus, som forførelsen giver - men også trygheden, som hun nu forstår også er vigtig - at vide, hvem man skal blive gammel sammen med.

De to kvinder er dårlige til at snakke sammen, og Rosie tager til New York i en håbløs jagt på en ungdomskæreste, som viser sig at være bøsse. Pludselig dukker Min op - og derfra byttes deres roller. Min vil arbejde, tjene sine egne penge og opleve livet - Rosie bliver hjemme i Irland, og gemmer sig i et lille hus ude ved kysten, som tanten pludselig arver og som er tantens og moderens barndomshjem. Her bruger hun tid på at pleje sin depression, filosoferer over sin fortid, sin nutid og ike mindst sin fremtid som kvinde.

Der er meget melankoli i denne bog; den er ikke tragisk eller sørgelig, men der er den udefinerbare dosis af nostalgi over tiden, der går fra os. En forståelig tristhed over, at man siger farvel til en tid og går ind i en anden og især som 'single' i Rosies alder. Jeg har jo ikke Rosies alder, men den vakte tanker hos mig også og jeg blev til tider meget rørt over de tanker hun gr sig. O'Faolain skrev denne bog efter, at hun var blevet diagnosticeret med kræft og måske har dette medvirket til den specielle stemning; en meget rørende bog med både latter og tårer.

------------------------------------------------------------------------

Encore une lecture irlandaise - d'un auteur pour moi tout à fait inconnu. Elle a écrit cinq romans en commençant assez tard dans la vie avant de disparaitre en 2008, donc plus de romans de sa main. Elle a écrit son premier roman à 56 ans - l'âge que a Rosie, le personnage principal de ce roman, et je pense qu'il y a une partie de veçu dedans même si l'auteur a surtout veçu une longue relation amoureuse homosexuelle.

Rosie quitte Irlande jeune fille, elle voyage partout dans le monde en travaillant pour des ONG. Elle visite des endroits insolites; elle a des amants pour une courte ou longue durée mais jamais de couple stable ni des enfants, comme c'était la norme pour les filles de son milieu dans un pays catholique. Sa vie a été marqué par son statut de femme dans un sens même très physique. Elle s'est définie elle-même par sa capacité de séduction. Mais maintenant elle retourne à Dublin chez sa tante Min, qui l'a élévé après la disparation de sa mère, la soeur de Min. Son père est mort quand elle était adolescente.

Min est une vieille dame malgré ses 69 ans; elle n'a jamais voyagé - elle est venue chez Rosie à 15 ans et y est resté. Elle n'a jamais connu autre chose et surtout elle n'a jamais connu l'amour. Leurs deux vies sont des opposés, et les deux femmes ont du mal à se parler. Rosie revient néanmoins quand sa tante commence à frequenter le pub local un peu trop et a besoin d'aide.

Rosie se sent depressive; elle ne trouve plus sa place en tant que femme maintenant qu'elle n'est plus un objet de désir - mais pas non plus une femme avec un rôle de mère. Elle regrette son pouvoir de séduction, mais avec l'âge aussi le sentiment de securité d'avoir quelqu'un à ses côtés avec qui vieillir. Elle part à l'improviste à New York à la recherche d'un amour d'enfance qui se trouve être gay - et soudainement Min y arrive aussi. A partir de ce moment leurs rôles sont inversés.

Min veut travailler et gagner son argent; elle veut vivre! Rosie entretemps se cache dépressive dans la petite maison à la côte que Min vient d'hériter et qui est leur maison familiale. Elle passe son temps à réfléchir à sa vie - son passé, sa vie au présent et surtout son futur en tant que femme.

Il y a beaucoup de mélancholie et de nostalgie dans ce livre; il n'est pas tragique ni triste... mais avec cette petite touche d'amertume et d'incompréhension en face de la vie et du temps qui passe. Il faut accepter que le temps passe et que nous passons d'une étape à une autre - forcément je n'ai pu m'empêcher de penser aussi à ma vie et ressentir des émotions en le lisant - autant les larmes que le rire.

Tuesday, August 10, 2010

Angela's Ashes - Frank McCourt


Jeg er ikke særligt velbevandret i irsk historie - ej heller litteratur; jeg har endnu til gode at læse Joyce eller ganske enkelt en faglitterær historiebog om de århundreders krise mellem England og Irland. Men inden man kaster sig i lag med Ulysses mange hundreder sider af udpenslede detaljer, så er 'Angelas aske' et rigtigt fornuftigt sted at starte.
Frank McCourt har i disse erindringer beskrevet sin egen barndom i tiden op til og under 2. Verdenskrig i Limerick, som jeg ellers kun kendte til fra versebetegnelsen, som vist ikke nødvendigvis har noget med byen at gøre. McCourt er født i USA, men emigrerede som 4-årig til sit fødeland Irland sammen med moderen, Angela, faderen, Malachy og de tre brødre. De havde da allerede mistet en lillesøster - og ikke lang tid efter ankomsten til Irland dør de to små tvillingebrødre.
Faderen er fra Nordirland, og alle siger, at han sikkert er protestant - nok den værste fornærmelse i den meget katolske by; desuden taler han underligt - og han har mere end almindeligt svært ved at holde sig fra pubben. Af disse grunde finder han stort set aldrig et job, og når han gør, så bliver lønnen drukket op samme dag. De lever en ganske enkelt kummerlig tilværelse i et hus, hvor regnen står i underetagen det meste af året, så de omdøber den 'varme' overetage til Little Italy, hvor de kan søge flugt i tørvejr. Det er historien om at tigge mad - eller stjæle den, når der virkelig ikke er andre udveje.
Men det er også historien om katolicismens tro på, at tro og bønner hjælper; og kommunion og konfirmation er med til at gøre dem til mænd, så der skal nok kunne findes penge til tøj til den dag. Det er kampen for at holde børnene i skole, selvom de ellers kunne være ude at tjene penge i en ung alder - men Angela vil mere for hendes sønner; hendes eget liv er vel nærmest at betegne som færdigt som 30-årig efter alt for mange børnefødsler og et liv med sult, bekymringer, sygdom.
Samtidig er bogen skrevet med humor og selvironi; der gøres ikke grin med deres skæbne - men sproget er ikke dystert og selvmedlidende heller. Det er ikke skrevet med bagklogskabens briller af den 66-årige McCourt, men oplevet i børnehøjde og uden at vide, at der var så vid en verden til forskel på deres liv og andres. De er bevidste om visse uligheder; men slet ikke omfanget af dem.
Dog slog det mig, at McCourt selv ikke kan have nogle erindringer fra ankomsten til Irland som 4-årig? Det virker usandsynligt, at et så lille barn kan forklare så detaljeret om sine omgivelser og tanker, og der må unægteligt være lidt romantisering i denne del af bogen. Dette er tilsyneladende et spørgsmål, som også er stillet ved resten af bogen - jeg har ikke læst det hele, men denne hjemmeside, oprettet af byen selv, stiller store spørgsmålstegn ved mange faktuelle informationer i bogen. Byen Limerick er ikke udpræget glad for den negative omtale - eller referencerne til ægte personer, hvis familier stadig bor i byen.
Det er ikke op til mig at bedømme. Jeg synes, at det var både barsk og underholdende læsning; og selvom den ikke er helt korrekt i alle detaljer, så er jeg ikke i tvivl om, at børn er vokset op i den vestlige verden efter Depressionen og under krigen under grumme kår, der kan minde om disse. Sprogligt er den meget let at gå til, og den læser virkelig sig selv. McCourt har siden skrevet en efterfølger, som fortsætter hvor denne slutter - men både direkte og indirekte kilder fraråder at læse den.
-----------------------------------------------------------------------
L'Irlande est un pays totalement inconnu pour moi - autant géographiquement que littérairement; je n'ai pas encore lu le chèr Joyce - et je me demande si je vais jamais y arriver. Je ne connais pas non plus tous les détails historiques de leur guerre avec Angleterre pendant des siècles et des siècles. Donc - je ne pouvais qu'apprendre... ce livre est un bon point de départ dans la catégorie plus légère que Joyce.
L'auteur, Frank McCourt, a écrit à l'âge de 66 ans ses mémoires racontant la période de ses 4 à 19 ans dans la ville irlandaise de Limerick, que je ne connaissais que pour la dénomination des vers qui partait-il ne vient pas forcément de cette même ville. Il est né aux Etats-Unis mais émigre à quatre ans avec ses parents, Angela et Machaly, et ses trois petits frères pour revenir au pays natal quand l'Amérique souffre de la Grande Dépression. Un des enfants - la seule fille - est déjà morte; et pas longtemps après le retour la famille perd les deux jumeaux.
Le père vient du nord du pays, qui a une réputation de protéstante - la pire insulte dans cette partie très croyante; il a le dialecte de là-haut et avec tous ces défauts il n'arrive pas à trouver du travail. De surcroît il a du mal à garder l'argent - dès qu'il trouve du travail il va au pub, et il dépense tout l'argent et perd son travail. La vie au quotidien est plus que dûre; la maison est inondée au rez-de-chaussée donc ils montent au premier étage au chaud et sec - l'endroit qu'ils appellent 'La Petite Italie'.
Ils doivent souvent mendier pour avoir de l'argent - et même parfois voler de la nourriture ou du charbon. Mais quand il s'agit de la réligion il n'y a pas de concessions à faire; il faut aller à l'église, faire ses prières - il faut trouver de l'argent pour des vêtements neufs pour la communion même si on meurt de faim. Il y a le dilemme entre garder les enfants à l'école ou les envoyer travailler pour aider la famille - Angela, la mère, essaie de créer un futur meilleur pour ses enfants alors qu'elle-même est épuisée à trente ans après les nombreux accouchements, les maladies et la faim.
Malgré toute cette tristesse le livre est écrit avec de l'ironie et de l'humour; il ne se moque pas de leur destin, mais il ne le pleure pas. Il a écrit le livre étant adulte, mais sans la reflexion d'un adulte; c'est écrit avec les yeux de l'enfant qu'il était. Néanmoins c'est étonnant qu'il a des si bons souvenirs de sa petite enfance - l'arrivée en Irlande à quatre ans me semble difficile de se rappeler en détails pour un enfant de cet âge.
C'est un point qui apparemment a causé des discussions et controverses; la ville de Limerick a ainsi créé une page sur le site de la ville pour dénoncer certains faits. Les habitants de la ville ne sont pas entièrement ravis de la réputation surtout que il parle des personnes dont les familles ou descendants vivent encore là. C'est difficile de juger - mais même un peu truqué je suis persuadée qu'il a y eu des enfances similaires en Europe du Nord lors de la guerre. C'est de la lecture déprimante mais positive en même temps, et écrit d'une manière facile à aborder avec l'accent irlandais tout de même. McCourt a écrit un livre qui commence où termine celui-ci mais partout où j'en entends parler on le déconseille vivement. Mais celui-ci est à conseiller même si il y a des parties un peu enjolivées.

Friday, August 6, 2010

Balzac et la Petite Tailleuse chinoise - Dai Sijie


Man skal ikke lade sig snyde af, at jeg læste denne bog på en dag - dvs. i morgen- og aftentrafik og hjemme på sofaen - og tro, at den er overfladisk og ligegyldig. Tværtimod var den så fængende, at jeg med nød og næppe overlevede morgentrafikken med en bog i hånden på fortovet. Dog skal det siges, at det er en relativt tynd lille sag - 229 sider i fransk billigbog er ikke meget; men det er jo som sagt ikke kvantiteten, der tæller!

Dai Sijie er en kinesisk forfatter, men bosat i Frankrig, og bogen er skrevet på fransk - ikke oversat! Hans historie er filmatiseret; men jeg har det jo bedre med ord end med billeder lavet efter ord. Der er en del selvbiografiske elementer i den, da Dai Sijie selv blev sendt op i bjergene som 17-årig som led i Maos kulturrevolution, hvor han tilbragte tre år, inden han blev løsladt og senere emigrerede til Frankrig.

Historien drejer sig omkring de to venner, Luo og fortælleren Ma, som sammen sendes til en øde bjerglandsby for at blive 'opdraget'. Deres forældre tilhører gruppen af reaktionære - og farlige for det kommunistiske styre, og de har som sådan ikke mange chancer for nogensinde at slippe derfra igen. De arbejder hårdt i markerne og minerne, og tilbringer deres sparsomme fritid med at spille violon og drømme om deres frihed. Indtil de møder den lille kinesiske skrædderinde - datteren af den lokale omrejsende skrædder, som anses for at være regionens smukkeste pige.

Luo bliver håbløst forelsket i den smukke, men uuddannede pige, og begynder at fortælle hende historier - hans specialitet. Sammen med vennen tager de til tider til en nærliggende by for at se en film, som de derefter genfortæller med fagter og mimik til såvel beboerne i bjerglandsbyen, som skrædderinden og hendes far. Der er en fantastisk sekvens, hvor de igennem ni nætter fortæller ham historien om Monte Cristo.

Bøger er selvsagt forbudte i Kina på denne tid; men en bekendt har givet dem en bog af Balzac, og de mistænker ham for at have flere forbudte bøger gemt af vejen. En dag beslutter de sig for at stjæle dem og de får et helt lager af rigdomme, og begynder en reel uddannelse af den lille skrædderpige. Bogen handler nemlig især om de store kontraster, som deler et land som brutalt er sat i stå af en kulturrevolution, som dræber al kultur.

Kontrasten mellem de to unge, som har studeret inden revolutionen - og den unge landsbypige, som aldrig har set en bog. Kontrasten mellem det gamle og det moderne Kina - drengene fra 'storbyen', der sendes til en øde rural egn, hvor man aldrig har set en violin eller et vækkeur før. Kontrasten mellem dannelse og forandring; Sijies bog er i den reneste tradition for dannelsesromaner - blot er det i første omgang den lille skrædderpige, der gennemgår dannelsen, som et projekt udtænkt af de to drenge. Da hendes intellektuelle dannelse er gennemført vil hun videre - hun vil igennem en fysisk transformation, som de ikke havde forudset.

Det bliver bogens ironi - drengene er tvunget til at blive i deres 'fængsel'; men deres 'værk' forlader dem. Det er en meget smuk poetisk historie, hvor man fornemmer billederne bag ordene - de storslåede kinesiske landskaber og den stille revolution de tre personer hver især gennemgår i løbet af den korte periode af deres ungdom.

---------------------------------------------------------------------

Un petit livre magique qui m'a pris qu'une journée entre les aller-retours du travail et une soirée sans pouvoir dormir pour le terminer. Il n'est pas très compliqué à lire certes; mais il a cette magie des livres de Baricco, Fermence et autres où on entre dans des images derrière les mots et a du mal à en sortir pour reprendre plus tard. Il a aussi été filmatisé mais comme souvent je pense que je préfère créer mes propres images dans ma tête que de les voir sur grand écran.

L'histoire est en partie autobiographique puisque Dai Sijie était lui-même envoyé dans les montagnes à dix-sept ans pour faire sa reéducation après la révolution culturelle. Il y restait trois ans avant d'émigrer plus tard vers la France, et le livre a aussi été écrit en français et non en chinois.

L'histoire tourne autour de trois personnages - dans un premier temps les deux jeunes garçons, Luo et le narrateur Ma, qui sont envoyés dans les montagnes puisque leurs parents sont des réactionnaires dangeureux pour le régime communiste. Logiquement ils ne doivent plus jamais pouvoir s'en sortir, et ils sont condamnés à travailler dans les champs, les rizières et les mines et vivre avec des pays illettrés. Ils ont néanmoins chacun leur talent - Ma joue le violon et Luo est un bon conteur - ce qui va en quelque sorte adoucir leur peine.

Ils commencent par raconter des films au vieux chef du village, qui les envoie ensuite dans la ville voir des films pour revenir les raconter au village. Puis ils rencontrent la petite tailleuse, la fille du tailleur ambulant et reputée être la plus belle fille des montagnes. Luo en tombe éperdument amoureux et lui raconte des histoires; ils ont réussi à obtenir d'un ami un livre de Balzac qui a tout un stock de livres interdits qu'il cache dans une valise. Il y a un passage très touchant où ils racontent l'histoire de Monte Cristo pendant neuf nuits au vieux tailleur.

Leurs talents de conteurs prennent de l'ampleur et Luo décide d'éduquer sa petite tailleuse pour qu'elle échappe à sa situation de paysanne; c'est leur lutte personnelle contre la révolution et elle en devient le symbole concret. Pour y arriver ils décident alors de voler la valise de l'ami et ils obtiennent ainsi pleins de livres interdits et surtout les grands classiques français, qu'ils passent leurs nuits à lire pour les raconter ensuite à la fille.

Ce sont ces contrastes qui marquent surtout le livre; les jeunes éduqués face à la paysanne illettrée qui n'a jamais vu un livre. Non seulement ils se sentent revivre mais Luo veut aussi en faire une fille parfaite à aimer. Puis il y a le contraste entre les garçons de la ville envoyés dans cette partie rurale où même leur réveil suscite un intérêt énorme. Et finalement le changement au cours du roman; un roman d'apprentissage où c'est en apparence la jeune fille qui est en apprentissage - mais pour aboutir à une envie de transformation physique après son changement intellectuel. Ce résultat n'était évidemment pas le but de deux garçons et l'issue finale est aussi un apprentissage pour eux; l'ironie de leur destin... eux qui doivent rester dans le monde ancien, lointain et arriéré des paysans.

C'est plein de poésie et des belles images - comme ces corbeaux au bec rouge qui surveillent la gorge pour passer chez la fille; le vieux meunier qui mange des boulettes de jade... un conte chinois!

Thursday, August 5, 2010

The Catcher in the Rye - J.D. Salinger


Selvfølgelig havde jeg læst Salingers mesterværk, som i de sidste mange måneder har ligget højt på bestseller-listerne efter hans død; men jeg læste den for nok mere end tyve år siden - jeg kan ikke huske om det var i gymnasiet eller senere. Der var i hvert fald gået tid nok til, at den kunne bære en genlæsning!

Derudover er jeg overbevist om, at læsningen med mine voksne øjne er helt anderledes fra en stor teenagers øjne. Jeg kan ikke i detaljer huske, hvad jeg syntes om den dengang - men jeg kan forestille mig det. Jeg har uden tvivl syntes, at det var en god historie - men uden helt at kunne forstå, hvorfor den skulle være så enestående. Sproget appellerer jo uden tvivl til teenagere med hans 'vred-ung-mand'-attitude og de mange klichéer i ordvalget; men har jeg helt fattet dybden af hans vrede? Næppe!

Jeg har sikkert heller ikke kunnet se det mere revolutionerende i en tekst skrevet i 1951, hvor den slags litteratur ikke var gængs; hvor teenagere ikke udtrykte sig i jeg-form på den rebelske måde i en efterkrigstid, hvor 16-årige ikke har den magt i samfundet, de har i dag.

Den er stadig god! Det er den også om endnu tres år vil jeg tro - og mange teenagere har sikkert kunnet identificere deres raseri mod autoriteter, skoler, forældre og alt andet iøvrigt med Holdens tankegang. Men det, der nok slog mig mest ved genlæsningen er hans dybe psykiske problemer og de mange advarselslamper, der blinker uden at han registrerer det... en direkte kurs mod "afgrunden"; hvor han jo også ender.

Det er en meget letlæselig bog - sprogligt nem og en handling, der udspiller sig over knap to døgn med hans egne ord. Men det var med glæde, at jeg fandt den frem fra reolernes dybder... og det inspirerer mig til at gøre det samme med andre klassikere.

------------------------------------------------------------------------

L'Attrape-Coeurs n'est pas une nouveauté; ni en terme de littérature ayant apparu en 1951 ni pour moi - je l'avais lu à la fin de l'adolescence. Je ne sais plus si c'était au lycée ou par mes propres moyens mais cela fait donc environ vingt ans! Mais après la disparition de Salinger on le voyait partout - et l'envie m'a pris de le retrouver au fond de la bibliothèque.

Il valait absolument la relecture; je n'ai pas de souvenir précis de mes impressions à l'époque - sans doute que je l'ai apprécié pour plus tard l'acheter pour la collection; mais si je l'ai compris à sa juste valeur est une autre question! En le relisant avec une autre expérience ce sont d'autres détails qui en ressortent - mais c'est aussi là la force du livre. Un ado le lit avec sa haine du monde adulte et un adulte le lit avec un petit sourire douce-amèr des souvenirs de sa propre adolescence.

Peut-être n'ai-je pas à l'époque saisi l'impact qu'un livre comme celui-ci a pu faire en sortant dans une société après-guerre où un garçon de seize ans ne parlait pas ainsi; il obéissait les parents et ne ressentait pas cette haine omnipotente que ressent Holden Caulfield pour tout et tout le monde. Il y en a eu - comme de tous les temps; mais de là à le mettre sur papier - et dans des mots pas vraiment doux.

Ce qui frappe à la relecture est aussi l'abysse vers lequel il se dirige sans sentir que sa situation s'aggrave rien que l'espace de 48 heures qui sont décrites dans le livre. Il se contredit de plus en plus; il change d'avis et il n'a plus de notion de la realité - mais il s'en souvient très bien quand par la suite il décrit les évènements de l'institution où il est interné. Il s'en souvient mais est-ce qu'il comprend l'ampleur des problèmes?

Une relecture avec le recul de l'âge permet souvent d'avoir une vision tout autre - et même si je relis rarement les mêmes livres, je pense que certains grands classiques lus dans ma jeunesse pourraient en effet devenir plus enrichissants maintenant. Celui-ci en est bien la preuve!

Tuesday, August 3, 2010

La Promesse de l'ange - Frédéric Lenoir


  • French
  • July 29 - August 2
  • 628 pages
  • Dansk titel: Ikke oversat
På vej hjem fra sommerferien læste jeg én af Frédéric Lenoirs romaner, og blev lidt fanget af hans historiske og filosofiske viden - uden at være voldsomt imponeret over hans talenter som romanforfatter. Alligevel faldt jeg for firistelsen - og da Mont Saint Michel er et sted, jeg holder meget af og kender ret indgående - så var det nærliggende at læse denne roman.
Historien foregår nemlig på det berømte klosterbjerg i Normandiet i perioden umiddelbart efter, at de endelig fik deres frihed fra Bretagne - den historie kender enhver franskmand jo... men det er en periode, som er svær at skrive om på grund af de tusinde år, der adskiller den fra nutiden. Meget dokumentation er desværre forsvundet under revolutionen; og det er selvfølgelig til forfatterens fordel - der kan frit broderes, som der jo trods alt skal i en roman.
Romanen skifter mellem starten af det 11. århundrede og begyndelsen af det nye årtusinde; en ung arkæolog oplever nogle voldsomme drømme om ærkeenglen Michael, en hovedløs munk, hængte munke og andet i den stil. Hun er specialist i Cluny-klosteret og middelalderen, men får manipuleret sig ind som udgravningsansvarlig på en udgravning på Mont St. Michel. Samtidig får vi historien om middelaldermunken Roman og hans kvaler, da han bliver forelsket i en ung pige - som tilmed nedstammer fra druiderne og er en slags kvaksalver.
Det hele løber parallelt, hvor Lenoir bruger sin fantastiske bibelske viden koblet sammen med lokale legender om bjerget og kelterne. Man kan dog bebrejde ham, at han genfortæller dem lige lovligt mange gange i løbet af de mange sider. Helt så omfattende havde det ikke behøvet være - men hvis man læser den slags bøger uden at kende forskel på en rundbue og en spidsbue fx, så kræver det nok den slags papudskæring!
Plottet er ikke revolutionerende - og hovedpersonen, den unge arkæolog Johanna, er en direkte usympatisk person. Måske er det grunden til, at forfatteren afslutter romanen med hende i koma efter et trafikuheld? Hun inspirerer ingen positive ting - som en person, der udelukkende lever for sine middelaldersten uden sans for levende personer; sikkert et karaktertræk mange videnskabsfolk lider af - men det står skarpt i kontrast til forfatterens filosofiske natur.
Jeg er stadig meget imponeret over hans enorme viden og evne til at analysere og drage paralleller og fortolkninger - men jeg tror, at jeg vil få mere fornøjelse af at læse hans faglige videnskabelige værker.
-------------------------------------------------------------------------
Je n'ai pu résister à la tentation après le premier roman lu de Frédéric Lenoir il y a peu. Quoique pas emballée par ses talents d'auteur de romans, j'ai apprécié sa connaissance énorme de la réligion, de la philosophie et de l'histoire et ses capacités à lier ces différents éléments et en tirer des conclusions.

En même temps on ne peut pas ne pas être impressionnée par un monument comme le Mont St. Michel et son passé, et c'est un endroit captivant si on y va hors saison touristique. Ce roman se passe quasiment entièrement sur la fameuse montagne mythique - en partie au début du XIème siècle et en partie de nos temps; en alternance pour se mélanger vers la fin du roman.
Johanna est une jeune archéologue qui a du mal à vivre avec les humains; elle préfère de loin ses vieilles pierres et quand elle a de plus en plus souvent des rêves étranges de moines décapités, noyés qui la hantent, elle décide de trouver la cause de cet énigme - persuadée qu'elle a été choisie pour résoudre le mystère.
Parallèllement nous lisons l'histoire du moine mediéval, Roman, qui tombe amoureuse de Moïra - une guérisseuse celte descendant des druides. Amour impossible évidemment - et elle sera sacrifiée en subissant des tortures des quatre éléments. Roman meurt quarante ans après mais son âme erre entre les deux mondes à cause de son incapacité à choisir entre sa réligion et cette jeune femme. Il arrive néanmoins à cacher que sous une chapelle sous-terraine de la montagne se cache une grotte appartenant aux druides avec leurs autels - et qu'il faut à tout prix empêcher quiconque d'y toucher.
Pendant les centaines d'années qu'il erre avant de trouver Johanna, il surveille ce crypte et à chaque fois dans l'histoire qu'on a voulu y creuser les personnes sont mortes des morts atroces et ressemblant à la torture des quatre éléments de Moïra. Johanne veut évidemment y toucher en tant qu'archéologue - et c'est tout une chasse au meurtrier qui commence alors. Roman n'est pas le méchant - mais Johanna n'est pas une héroïne sympathique; elle est même desagréable, manquant de respect et d'empathie pour tout et tout le monde. Peut-être est-ce pour ça que Lenoir la laisse en coma à la fin du roman? Même comme auteur il n'a pu créer un personnage qu'il apprécie lui-même?
Il y a des parties tout à fait intéressantes dans l'histoire; malheureusement il y a aussi énormement de répétitions - les légendes du Mont reviennent sans cesse ainsi que des explications sur les arcs, les voutes etc. du Moyen Age. Evidemment nécessaire si on le lit sans connaitre la différence entre un arc plein cintre et un arc brisé... mais sinon cela devient un peu énervant à la fin. Il aurait pu gagner cent pages à mon avis!
Mais je ne mets pas en doute ses capacités et ses connaissances dans les domaines qu'il décrit - je pense néanmoins que je serais mieux servie en lisant ses oeuvres scientifiques!